Michelangelo ofrede sine hænder for kunsten

Ny undersøgelse afslører, at den italienske kunstner døjede med voldsomme smerter i de sidste år af sit liv.

Michelangelo

Michelangelo kunne ikke skrive på sine gamle dage – formentlig fordi slidgigt gjorde tommelfingeren stiv.

© Getty Images & spl/Scanpix & Shutterstock

Michelangelo, en af historiens største kunstnere, mejslede på sine statuer indtil få dage før sin død som 88-årig – til trods for at han led af fremskreden slidgigt i hænderne.

Sådan lyder konklusionen fra et internationalt forskerhold, som har gransket tre portrætter af Michelangelo og krydstjekket med biografier og personlige breve. I sine breve betroede Michelangelo sin nevø, at han led af urinsyregigt.

Kunsten gav ham slidgigt

Men ifølge forskerne viser portrætterne ingen symptomer på denne lidelse.

Derimod har kunstnerens venstre hånd på alle tre portrætter flere af de klassiske symptomer på slidgigt – et faktum, der også bakkes op af, at Michelangelo som gammel ikke længere var i stand til at skrive, fordi han havde for store smerter i hænderne.

Michelangelos årelange arbejde med hammer og mejsel har efter alt at dømme skadet hans hænder og medvirket til slidgigten, konkluderer forskerne.

Det fejlede Michelangelos hænder

OPSVULMNING

Tommelfingerens base og de små led i pegefingeren er svulmet op, hvilket er et typisk tegn på slidgigt.

STIV TOMMELFINGER

Michelangelo kunne ikke skrive på sine gamle dage – formentlig fordi slidgigt gjorde tommelfingeren stiv.

KNUDER

Personer med slidgigt får knuder på leddene. Disse ses bl.a. på Michelangelos pegefinger.

BRUSKEN BLIVER ØDELAGT

Sunde knogler er beklædt med brusk, som gør, at leddene kan glide mod hinanden. Gigtramte knogler får ødelagt brusken, så leddene bliver slidte.

Michelangelos finger

3 hurtige spørgsmål til Davide Lazzeri

Specialist i æstetisk kirurgi, Firenze Universitet, Italien

Hvordan fandt I på at undersøge Michelangelos hænder?

Under et museumsbesøg så jeg et portræt af Michelangelo, hvor han er afbildet med en deform hånd. Jeg delte min observation med en række eksperter i historisk medicin og begyndte at studere andre portrætter.

Hvordan vil du bekræfte din teori?

Med min research håber jeg at have vakt så meget interesse hos myndighederne, at jeg kan få tilladelse til at grave hans lig op i Firenze.

Var slidgigt udbredt i renæssancen?

Mange skulptører led af slidgigt, selvom de færreste blev så gamle som Michelangelo. Lidelsen hører til billedhuggerfaget og er resultatet af gentagne, hyppige traumer i hånden. Så jeg formoder, at mange kunstnere udviklede slidgigt, selvom kun få af dem oplevede samme invaliderende stadie som Michelangelo.