Wolfgang Amadeus Mozart var 1700-tallets største musikalske geni. Han stod bl.a. bag musikken til de berømte operaer “Figaros Bryllup” (1786) og “Don Juan” (1787). De to forestillinger skabte han sammen med librettisten (tekstforfatter på en opera) Lorenzo Da Ponte.
Samarbejdet blev en succes, for de to operaer regnes i dag blandt de bedste, der nogensinde er skrevet. Anderledes anstrengt var Mozarts forhold til Da Pontes elskerinde – operasangerinden Adriana Ferrarese del Bene.
Sangerinden blev hyldet for både at kunne ramme ekstremt høje toner og de meget dybe, men Mozart mente, at al hæderen var steget sangerinden til hovedet. Del Benes optræden var i hans øjne talentløs, og han havde derfor svært ved at udholde hendes diva-nykker.
Mozart besluttede at udstille del Bene, da han i 1790 skrev musikken til operaen “Così fan tutte” (oversat: Sådan gør alle kvinder). En central arie i operaen skulle synges af hende, og det udnyttede den kreative komponist.
Adriana Ferrarese del Bene var berømt for sit store register – men Mozart brød sig ikke om divaen.
Arie gav komisk bevægelse
Mozart vidste, at del Bene havde for vane at sænke hagen, når hun fremførte dybe toner. Omvendt lagde sangerinden hovedet bagover, når hun skulle synge høje toner.
Del Benes parti i “Così fan tutte” indeholdt arien “Come scoglio” (Som en klippe).
Med vilje havde Mozart fyldt arien med skiftevis høje og dybe toner. Dermed kom den arrogante sangerinde med sine hovedbevægelser til at ligne en høne, som pikker korn op.
Trods del Benes høneagtige bevægelser blev operaen et hit. “Così fan tutte” handler om to søstre, hvis mænd tester deres troskab ved at klæde sig ud som flotte fyre for at lægge an på dem.
Kvinderne kan ikke modstå flirten, men bliver til sidst tilgivet af deres mænd. Om Mozart blev tilgivet for sit forsøg på at gøre nar ad Lorenzo Da Pontes elskerinde, melder historien intet om.