Giunti Editore/Lattanzio Querena & Wiki Media Commons
Leonardo da Vinci og hans moder

Nyt dokument viser: Da Vincis mor var slave

Han ville egentlig bare skrive en historisk roman, men pludselig fandt en italiensk professor et hidtil glemt brev fra Leonardo da Vincis far. Brevet vender op og ned på den store kunstners familieforhold.

Hidtil har forskere været enige om, at Leonardo da Vincis forældre var notaren Piero da Vinci og en kvinde kaldet Catarina, der formentlig kom fra bondestanden. Men den teori skyder professor Carlo Vecce fra Durham University nu i grus. Under arbejdet på den historiske roman “Il sorriso di Caterina – La madre de Leonardo” (på dansk: “Catarinas smil – Leonardos moder”) har han gennemtrævlet Firenzes historiske arkiver.

Vecce er ekspert i da Vinci og har tidligere skrevet adskillige faglige bøger om den store renæssancekunstner. Da han researchede sin nye roman fandt han bl.a. et frigivelsesbrev hvori Leonardos far, Piero, seks måneder efter sønnens fødsel sætter slavekvinden Catarina fra Circassien fri.

Det får professoren til at konkludere, at “Leonardos mor var en circassisk slave. Taget fra sit hjem i de kaukasiske bjerge, solgt og gensolgt adskillige gange i Konstantinopel og derefter Venedig, inden hun endelig endte i Firenze. Her mødte hun en ung notar, Piero da Vinci”.

Leonardo da Vincis barndomshjem

Mange historikere mener, at Leonardo da Vinci blev født i dette hus i landsbyen Anchiano i Toscanas Vinci-region.

© Roland Arhelger/Public Domain

Ikke alle historikere er enige

Carlo Vecces nye teori har vakt opsigt blandt historikere. Og det er ikke alle, der er enige med professoren. En af skeptikerne er professor Martin Kemp fra University of Oxford: “Carlo Vecce er en dygtig forsker. Det er overraskende, at han har publiceret sine dokumenter i form af en fiktiv fortælling”, undrer Kemp sig. “Jeg er stadig fortaler for en landlig mor”.

Kemp anerkender dog, at teorien om at da Vincis mor oprindeligt var slave er “mulig”.