Opera fra A til Z

– er betegnelsen for en længere solosang som oftest ledsaget af musik. Ordet kommer fra det italienske aria, som betyder luft.

– kaldes manderoller, som synges af en kvinde. Formålet er at udfylde en rolle, som oprindeligt blev skrevet til en kastratsanger.

– er den tone, som den højeste mandsstemme, tenoren, skal nå. Og nej, alle krystalglas i nærheden af tenoren går ikke i stykker, når han tager det høje c.

– en opera, der fokuserer på to personer. Formen var populær i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet og inkluderer bl.a. “Fidelio”, Ludwig van Beethovens eneste opera.

– Når publikum forlanger at høre en smukt udført arie igen, kaldes gentagelsen encore. Ekstranumre greb til tider om sig og fik i 1786 Østrigs kejser, Josef 2., til at forbyde encorer i operaen “Figaros bryllup”. Kejseren ville gerne hjem i seng.

– slutningen på en akt eller hele operaen. Oftest befinder alle operaens sangere sig på scenen under finalen.

– kaldes de stort opsatte operaforestillinger, som blev opført i Paris i 1800-tallets midte. Genren var kendetegnet ved spektakulære scenedekorationer og specialeffekter frembragt vha. en nyskabelse som det elektriske scenelys.

– er en mandsstemme med en dyb og mørk klang, som gør den velegnet til helteroller. Den lysere tenorstemme betegnes lyrisk tenor.

– er et musikstykke, som operaens orkester spiller mellem forestillingens akter eller scener.

– svenske Jenny Lind (1820-1887) var én af 1800-tallets berømteste operasangere. Hun gav koncerter over hele Europa og i USA. Senere blev hun professor i sang ved Royal College of Music i London.

– en mandlig sanger, som er blevet kastreret inden puberteten og derfor bevarer sin høje, lyse stemme.

– er operaens tekst. Libretto er italiensk og betyder “lille bog”.

– er den kvindestemme, som ligger mellem den høje sopran og den dybe alt. Stemmen bruges ofte til roller som hekse, kloge koner eller udspekulerede forførersker.

– titlen betyder “ingen må sove” og stammer fra Puccinis opera “Turandot”. Arien var den legendariske italienske tenor Luciano Pavarottis (1935-2007) signatursang og fremkaldte bragende bifald verden over.

– kommer af det franske udtryk for “åbning” og betegner operaens første musikstykke. Ouverturen fanger tilskuernes opmærksomhed og slår operaens temaer an. Efter ouverturen indtager sangerne scenen.

– betegnelsen stammer fra det italienske udtryk prima donna, førstedame, og betegner operatruppens førende kvindelige stjerne. Primadonnaer har ry for at være vanskelige og krævende, deraf udtrykket primadonnanykker.

– grundlagt allerede i 1705 blev Queen’s Theatre Londons førende operahus i 1700- og 1800-tallet.

– en pianist, som indøver operaens arier med solisterne. Først senere øver solisten med forestillingens orkester.

– er operaens højeste kvindestemme, som ofte bruges til rollen som heltinde. Stemmetypen har mange variationer og strækker sig fra spinkle, lette stemmer kaldet soubretter til de såkaldte dramatiske sopraner, som kan overdøve et 100 mand stort orkester.

– De tre tenorer pustede med charme og deres høje, lyse mandestemmer nyt liv i opera. En TV-koncert under VM i 1990 gjorde José Carreras, Plácido Domingo og Luciano Pavarotti verdensberømte langt uden for operaens før så elitære verden.

– kommer af det latinske ord unisonus, som betyder enslydende eller monoton. Betegnelsen betyder, at sangerne synger samme melodi i samme tonehøjde eller i én eller flere oktavers afstand.

– er en teknik, som består i at få stemmen til at vibrere ved hurtigt at skifte mellem to toner. Teknikken giver operasangere kraften til at overdøve orkestret.

– hører du en xylofon, ved du, at forestillingen er skrevet efter 1893, hvor instrumentet for første gang blev anvendt i en opera.

– operaer er ofte dramatiske som fx “Yerma”, der betyder gold på spansk. Den handler om en kvinde, som dræber sin mand i fortvivlelse over ikke at kunne blive gravid.

– er en særlig spansk form for opera, der bryder med normen om, at replikkerne altid synges i operaer. Under forestillingen må de medvirkende tale, danse og naturligvis synge. Genren opstod formentlig i 1600-tallet.