Komponisten Gioachino Rossini håbede, at publikum ville more sig, da tæppet den 20. februar 1816 gik for hans komiske opera “Barberen i Sevilla”.
Men hans værste rival i tonernes verden, Giovanni Paisiello, gjorde alt for at ødelægge premiereaftenen på Teatro Argentina i Rom. Paisiello havde sluset sine venner ind blandt publikum, og de buhede allerede, da ouverturen lød.
Under første akts storladne afslutning smed Paisiellos venner sågar en kat op på scenen. Til publikums store morskab spankulerede dyret stolt rundt som en anden primadonna og blev først indfanget efter en langvarig jagt.
Værre var det, at en af de mandlige hovedpersoner snublede på scenen og efterfølgende måtte fremføre sin arie med blodet dryppende fra næsen – og det gjorde ikke morskaben mindre for publikum. Da tæppet gik, lød der piften og smæderåb. Rossini var sønderknust.
Trods indædt konkurrence mellem komponisterne, pyntesyge fyrsters monopol på forestillingerne og et musikalsk våbenkapløb på scenen opstod smuk musik, som nu i århundreder har betaget publikum – alt sammen på grund af en fejltagelse.
Efter den forfærdelige premiere tog “Barberen i Sevilla” revanche. Næste aften nød publikum musikken og brølede af grin på de rigtige steder.
Græsk filosof fejlfortolkes
Operaen opstod i renæssancens Italien. Middelalderens pestepidemier og kirkevælde var omsider forbi, og en ny tid kunne begynde. I stedet for Gud og døden skulle livet, kunsten og mennesket sættes i centrum. Det gjaldt også musikkens verden.
I byen Firenze i Norditalien samledes en gruppe intellektuelle for at skabe en musik, som passede til den nye tid. Gruppen kaldte sig Camerata Fiorentina og inkluderede den stenrige mæcen greve Giovanni de’ Bardi og musikelskere som Vincenzo Galilei – far til astronomen Galileo Galilei.
Da ingen efter datidens mening var klogere på mennesket og kunsten end de gamle grækere, tog mændene udgangspunkt i antikkens skuespil.
I græsk teater brugte skuespillerne masker og optrådte i tragiske eller komiske stykker.
Ihærdigt gennemsøgte gruppen de oldgræske kilder efter oplysninger om, hvordan antikke teaterstykker blev spillet. Musikforskere har siden fundet ud af, at replikkerne i de antikke skuespil blev reciteret med normal stemmeføring, men mændene i Camerata Fiorentina var ikke så skolede i at læse oldgræsk litteratur.
Derfor hæftede musikelskerne sig mest ved filosoffen Aristoxenus, som i 300-tallet f.Kr. havde skrevet, at “tale skulle danne grundlag for sange”. Camerata Fiorentina fortolkede udsagnet sådan, at dramaernes tekster blev sunget på en måde, som mændene kaldte monodier – en mellemting mellem sang og tale.
VIDEO: Lyt til den tidligste form for opera, monodi
Som kronen på Fiorentina Camaratas årelange arbejde så verdens første opera dagens lys i 1597. Værket var komponeret af Jacopo Peri, hofkomponisten hos den stenrige Medici-familie, og blev senere en del af festlighederne, der fulgte i kølvandet på ægteskabet mellem Frankrigs konge og Maria Medici.
Peris opera hed “Dafne”, men noderne er desværre gået tabt, så ingen i dag ved, hvordan den lød. Til gengæld er hans næste værk fra 1600 bevaret: “Eurydike”.
Kilderne fortæller, at hertugen af Mantova blev så begejstret over at høre operaen, at han omgående bestilte et lignende værk hos sin egen hofkomponist, Claudio Monteverdi.
Opera var dermed godt i gang med at blive fyrsters foretrukne måde at prale med deres velstand og dannelse på.
VIDEO: Se verdens ældste bevarede opera, “Eurydike”
Lykkelig slutning sikrer succes
Handlingen i talrige tidlige operaer blev hentet i den græske mytologi – og mange af beretningerne om antikkens græske helte og skurke blev genbrugt i adskillige operaer, for det var ingen skam at kopiere en succes.
Monteverdis stykke om Eurydike kom til at hedde “Orfeus” og handlede ligesom Jacopo Peris opera om, hvordan Orfeus må drage til dødsriget for at få sin elskede Eurydike tilbage.
Operagenren var endnu så ny, at mange af de særlig inviterede gæster aldrig havde hørt noget lignende. En af dem skrev forventningsfuld til sin bror før premieren:
“I morgen aften vil Hans Højhed Hertugen af Mantova være vært for et skuespil. Det skal være noget helt usædvanligt, da alle skuespillerne vil synge deres roller”.
Opsat på at skabe en succes havde hofkomponist Monteverdi omskrevet tragedien om Orfeus til kærlighedens triumf. I hans version var Eurydike ikke længere dømt til at forblive i dødsriget til evig tid, men blev reddet af guden Apollon, så Orfeus og hans elskede kunne leve lykkeligt til deres dages ende.
Operaer blev skrevet til et teater og krævede mange kompromiser – noget, Beethoven afskyede. Derfor komponerede han kun én opera.
Operaer kan tage år at skrive
Talent og inspiration er forudsætningen for at skrive en opera, men det er også hårdt arbejde, som for de fleste komponister stod på i årevis.
Premiereaftenen er enden på en lang skabelsesproces, som har involveret mange hænder. Almindeligvis begynder arbejdet med udformningen af librettoen – operaens tekst. Nogle komponister foretrækker dog at skrive musikken først og derefter sætte ord på – enten ved selv at skrive teksten eller med hjælp fra en librettist, en forfatter med speciale i operatekster.
Handlingen tager som regel udgangspunkt i eksisterende fortællinger som skuespil og folkeeventyr, der tilpasses opera-formen. Når librettoen er på plads, begynder prøverne – først akkompagneres solisterne blot af et piano, senere af både kor og orkester.
Hvis alt går glat, er operaen færdig efter et-to år, men den kan også tage meget længere tid; fx brugte Ludwig van Beethoven hele 10 år på at skabe sin eneste opera, “Fidelio”. Undervejs blev han mere og mere døv – og Beethoven nåede at skrive hele tre versioner, før han omsider var tilfreds.
Gioachino Rossini komponerede til gengæld med rasende hast. Operaen “Barberen i Sevilla” var færdig på under tre uger.
For yderligere at øge underholdningsværdien lod Monteverdi den guddommelige Apollon gøre sin entré på en sky. Ved hjælp af snoretræk blev skyen hejst ned på scenen – til publikums store jubel. Operaverdenens første scenemaskine var skabt.
Snart gik operaer af Monteverdi – og de komponister, som hurtigt fandt ud at efterligne ham – deres sejrsgang i Italien. Monarker og fyrster hyrede dem til stort anlagte optrin, når der skulle holdes bryllupper og andre festligheder – eller de bare havde lyst til at demonstrere deres rigdom.
Våbenkapløb på scenen
Den nye musik trak talrige komponister til Italien, hvor de kappedes om at overgå hinanden – både med musikken og de fantasifulde scenemaskiner. Rør bemalet med blå spiraler blev lagt på tværs over scenen og drejet langsomt rundt, så de mindede om bølger. Gigantiske trækonstruktioner illuderede søuhyrer, og sangere klædt som guder fløj over himlen eller steg op fra underverdenen ved hjælp af snoretræk.
Den tidligere militæringeniør Giacomo Torellis opfindelse af drejescenen muliggjorde hurtige sceneskift, der gav plads til flere fantasifulde optrin, og bidrog til den operamani, der hærgede Støvlelandet.
I den franske opera Thésée fra 1675 svævede en af hovedrolle-indehaverne ind på scenen på en sky.
I de første fire årtier var opera forbeholdt fyrsterne og deres særlig inviterede publikum. Stykkerne blev som regel sat op i en sal eller i fyrstens eget teater.
Først i 1637 åbnede verdens første operahus, hvor publikum kunne se den nye kunstart uden at være fyrstens gæst, men ved ganske enkelt at købe billet til forestillingen.
I Venedigs nyskabende Teatro San Cassiano overværede den engelske forfatter John Evelyn i 1645 operaen “Ercole in Lidia” af komponisten Giovanni Rovetta. Begejstret skrev han hjem:
“Når alt kommer til alt, er det uden tvivl en af de mest storladne og spændende adspredelser, som den menneskelige intelligens kan udtænke. De fængslede vores øjne og øren indtil klokken to om morgenen”.
Operaer var dengang helaftensforestillinger, der trak ud til efter midnat. Publikum bestod af velhavende købmænd, som ville vise adelsfamilierne, at de havde råd til de samme fornøjelser som dem.
Fra Italien spredte opera sig i løbet af 1640’erne og 1650’erne til først Frankrig og siden de tysk-talende kongeriger og fyrstedømmer.
Opera buffa – den komiske opera – blev især populær, da betalende publikum strømmede til Europas nye operahuse for at blive underholdt.
Operahuse var dyre at bygge og krævede sikre indtægter. For at fylde salen bestilte ejerne forestillinger med mere komisk indhold hos komponisterne. Den såkaldte opera buffa blev i løbet af 1700-tallet yderst populær. Her handlede stykket ikke om græske guder og helte, men om komiske forviklinger, som jævne folk kunne forstå.
Blandt de kendteste værker er tre Mozart-operaer fra slutningen af 1700-tallet: “Figaros bryllup”, “Don Giovanni” og “Così fan tutte”.
Operaens sejrsmarch gjorde komponister som Wolfgang Amadeus Mozart, Antonio Salieri og Ludwig van Beethoven til datidens rockstjerner. Det samme blev de dygtigste solister. Beundringen gjaldt ikke mindst de såkaldte kastratsangere – mænd, som før puberteten var blevet kastreret, så de beholdt deres høje, lyse stemmer.
Operaer på samlebånd
I løbet af 1700-tallet blev opera en stor forretning, der krævede agenter, teaterejere og mæcener. De største sangere og dygtigste komponister blev trækplastre, der indbragte store summer. Derfor var der konstant rift om dem.
“Siden ‘Nabucco’ har jeg ikke haft en eneste times fred. Det har været 16 år som galejslave”. Giuseppe Verdi, operaen “Nabuccos” komponist, 1858.
Den italienske komponist Giuseppe Verdi var så efterspurgt, at han komponerede hele 20 operaer i løbet af blot 16 år – et arbejdspres, der drev ham til fortvivlelsens rand.
“Siden ‘Nabucco’ (en af Verdis populæreste operaer, red.) har jeg ikke haft en eneste times fred. Det har været 16 år som galejslave”, sukkede han.
Belønningen for sliddet var klækkelige honorarer og øredøvende hyldest på scenen, hvis alt gik godt. Blev forestillingen derimod en fiasko, risikerede kunstnerne at miste både penge og anseelse.
Arbejdspresset og det konstante krav om succes fik mange komponister til at stjæle fra hinanden – Rossini havde fx lånt flittigt fra Paisiellos 34 år ældre udgave af “Barberen i Sevilla”. Og Paisiellos modtræk – rygtespredning og sabotage af en forestilling – forekom hyppigt blandt rivaliserende komponister. De færreste fik dog en kat smidt op på scenen.
Publikum elskede det hele, og i 1800-tallet nød operaen med borgerskabet som publikum sin absolutte storhedstid.
Da Rossini ankom til Wien i 1822, blev Østrigs kulturelle kraftcenter ramt af “Rossini-feber” af hysteriske proportioner. I løbet af tre måneder opførte han seks af sine operaer, og jubelen under hver forestilling fik Beethovens assistent til at beskrive dem som “et afgudsdyrkende orgie”.
Mod slutningen af århundredet ebbede begejstringen for opera imidlertid ud. Økonomisk afmatning og opbrud i samfundsordenen fik mange til at vælge de store opsætninger fra. 1800-tallets gyldne æra var slut.
Rundtomkring i verden blev operaer stadig sat op, men publikum var skrumpet ind. Mozarts, Wagners og Puccinis værker blev i de næste ca. 100 år kun oplevet af en finkulturel elite.
Først da millioner af TV-seere under VM i fodbold 1990 overværede de tre verdenskendte tenorer José Carreras, Plácido Domingo og Luciano Pavarotti fremføre arien “Nessun dorma” og andre klassikere, blev opera igen allemandseje. Renæssancens fejltagelse blev for en stund det 20. århundredes superhit.
VIDEO: Hør de tre tenorer dele “Nessun dorma” broderligt mellem sig