Romantikken: De følsomme geniers frihedskamp

Perioden får også sit navn fra litteraturen. I oplysningstiden blev ordet "roman" brugt på tysk, russisk og fransk til at beskrive den litteratur, der var i den romanske - som i Romerrigets - tradition, og altså ikke på klassisk latin.

Den romantiske litteratur handlede typisk om riddere, kærlighed og eventyr.

Og netop de tematikker passede perfekt til at beskrive den tankegang, som ifølge de to tyske brødre Friedrich og August Wilhelm Schlegel karakteriserede nybruddet i poesien og litteraturen omkring 1700-tallets slutning.

Sidenhen har ordet "romantisk" skiftet betydning, så det nu primært henviser til den kærlighedsforståelse, som de romantiske digtere gjorde populær.

For dem var ægte kærlighed nemlig en følelse, der kunne ændre hele verden - i hvert fald for det enkelte menneske - og ikke som tidligere et spørgsmål om social status, familie-alliancer og pligt.

Meget af romantikkens tankegods stammer helt tilbage fra Platon. Centralt for den gamle græker var ideen om, at den fysiske, sanselige verden kun var en gengivelse eller kopi af den virkelige verden, som han kaldte ideernes verden.

I ideernes verden findes alt i sin mest perfekte form, nemlig som idé. Derimod er alle de stole, vi kan sidde på og røre ved i den fysiske verden, kun forskellige forsøg på at kopiere den perfekte, ideelle stol.

Platon mente også, at menneskets sjæl oprindeligt tilhørte ideernes verden - det var der, den kom fra før fødslen, og der den forsvandt hen efter døden.

Hvis man virkelig vil vide noget om, hvordan verden hænger sammen, betyder det derfor at få et indblik i ideernes verden. Og det er kun sjælen, der er i stand til det, fordi den hører til ideernes særlige rige.

I romantikken tager digtere og filosoffer de noget abstrakte tanker op igen. De mener, at sjælen kan mærke, når den opfanger noget fra ideernes verden, noget virkelig sandt, og det kommer til udtryk som dybe, stærke følelser i det menneske, der oplever det.

Pludselig er oplysningstiden vendt på hovedet. Nu er det ikke længere rationelle overvejelser og analyser, men tværtimod dybfølte og subjektive følelser, der er garant for viden og sandhed.

Menneskets følelsesliv bliver også tillagt betragtelig mere værdi, end det har gjort tidligere i historien. Hvor følelser ofte blot var forhindringer, der skulle overvindes, inden en krig kunne udkæmpes eller et ægteskab accepteres, bliver de nu en del af livet, der er værd at kæmpe for og stræbe efter.

Der er særligt to steder for romantikkens kunstnere og tænkere, hvor sjælen kan komme i kontakt med de dybere sandheder: naturen og kunsten.

De fleste mennesker har følt en forbindelse til naturen på et eller andet tidspunkt. Om det er storheden ved at skue ud fra en bjergtop, den dybe ro i en gammel skov eller havets rasen, når bølgerne pisker mod stranden. Naturens kræfter og skønhed kan få ethvert menneske til at føle sig lille, men også som en del af noget større.

Følelsen af samhørighed med naturen fylder meget for romantikerne. De forstår den som den sjælelige genkendelse, som Platon anser som den højeste form for sandhed og indsigt. Deres beundring for naturen minder til tider om panteisme, ideen om at Gud er i alt.

Samtidig gemmer romantikkens ophøjelse af naturen på endnu et opgør med oplysningstiden og den spæde modernitet, som særligt viser sig i datidens spæde industrialisering. Romantikerne ser med foragt på, hvordan fabrikkernes efterspørgsel på arbejdere driver flere folk fra landet mod byerne, hvor de arbejder i farlige, beskidte fabrikshaller og bor i storbyernes trange, stinkende lejligheder.

Mennesket har mistet sin forbindelse til naturen, mener de, og derved mistet sig selv. Derfor forsøger romantikerne at dyrke og efterligne naturens skønhed, ligesom de romantiserer ideen om det simple liv i pagt med naturen.

En af de største romantikere er engelske William Wordsworth, der digter om naturen og kritiserer storbyens travlhed. Sammen med vennen Samuel Taylor Coleridge, en anden digter ved navn Robert Southy og søsteren Dorothy slår Wordsworth sig i 1799 ned i Grasmere i Englands Lake District, hvor nogle af hans mest berømte digte skildrer områdets idylliske natur.

Ligesom naturen kunne fremmane store følelser hos mennesket, mente romantikerne også, at kunsten kunne det samme. De anså både kunsten som et forsøg på at skildre og efterligne naturens skønhed og som en måde at formidle de dybere følelser og sandheder, som mødet med naturen kunne inspirere til hos mennesket, særligt hos den store kunstner.

I romantikken bliver kunsten et udtryk for kunstnerens særlige personlighed. Digtet eller billedet er kunstnerens måde at forstå og formidle de følelser på, som sætter ham i forbindelse med den dybere sandhed, Platons ideelle verden.

Alle de store kunstnere bliver anset for at være kunstneriske genier - mennesker, der var særligt følsomme, ekstraordinært talentfulde og havde en dybere, intuitiv forståelse for mennesket end de fleste.

Fortællingen om det kunstneriske geni er et ideal fra romantikken. Romantikerne mente netop, at mennesker, der var i dyb kontakt med deres følelser, havde lettere ved at skue ind i ideernes verden og forstå de dybe sandheder, som de bagefter kunne formidle til resten af verden i deres kunst.

I 1774 udgiver den tyske forfatter, filosof og videnskabsmand Johann Wolfgang von Goethe et af de essentielle romantiske værker. "Den Unge Werthers Lidelser" regnes typisk for at tilhøre den tyske Sturm und Drang-periode, men tematikkerne inspirerer i stor stil romantikerne, der digter videre på de tyske tragedier om misforståede genier og ulykkelig kærlighed.

"Den Unge Werthers Lidelser" følger den unge borgersøn af samme navn, som flygter fra byens travlhed ud på landet for at komme i kontakt med naturen og sig selv.

Her møder han Lotte, og selvom hun allerede er forlovet, bliver han dybt og voldsomt forelsket i hende. Efterhånden bliver hun også gift med sin forlovede. Werther indser, at hans kærlighed ikke har nogen fremtid, og han ender med at begå selvmord.

Den tragiske Werther bliver arketypen for den romantiske helt. Han er en selvvalgt outsider, der gør oprør mod fornuften og samfundets forventninger om at blive i byen, tage en uddannelse og blive godt gift. I stedet vælger han at dyrke sin individualitet, at finde sig selv og ofre sit liv for de store følelser.

Selvmordet fyldte meget i romantikken, både i litteraturen og i praksis. Fire år før Goethe udgiver tragedien om Werther, begår den unge, engelske poet Thomas Chatterton selvmord i London.

Hans omstændigheder minder om Werthers: En ung, intelligent mand af god familie, der hellere vil være digter end at læse jura og blive en god samfundsborger. Efter hans selvmord bliver Chatterton symbolet på den selvvalgte fattige, misforståede og lidende kunstner, der hellere vil dø end at opgive sin kunst.

Arketypen med det unge, følsomme geni, der ikke kan passe ind i samfundet uden at gøre skade på sig selv, sine følelser og sin kreativitet, fylder stadig i vores tid. I grundtræk følger historierne om Amy Winehouse, Kurt Cobain, Jimi Hendrix og Jim Morrison samme spændingskurve.