Salvador Dalí skal graves op for at opklare faderskabssag

En 61-årig kvinde hævder at være Dalís uægte datter. Retten i Madrid har nu givet tilladelse til at grave kunstnerens lig op, så der kan blive foretaget en DNA-prøve.

28 år efter sin død skal maleren Salvador Dalí nu ud i en faderskabstest.

© Creative Commons/Allan Waren

Siden 1989 har den surrealistiske maler Salvador Dalí ligget begravet i den nordøstlige by Figueres i Spanien. Men nu tyder det på, at hans gravfred skal forstyrres.

Den kvindelige tarotkortlæser Pilar Abel påstår, at hun er malerens datter. Og for at kunne enten be- eller afkræfte den påstand har retten i Madrid nu beordret, at Dalí skal tages op af jorden. Det skriver New York Times.

Mor mødte maler i landsby

Pilar Abels mor, Antonia Martínez de Haro, tilbragte flere somre i landsbyen Port Lligat som barnepige for byens børn. I byen boede også Dalí og hans russiskfødte kone Gala.

Og Pilar Abels påstår, at moren blev gravid efter at have haft et kortvarigt kærlighedsforhold til Dalí.

Først for syv år siden konfronterede Abel sin mor med den viden, som hun havde fået fra sin bedstemor, da hun var 8 år gammel: At Dalí var hendes far. Og moren bekræftede det.

Dommen skal ankes

Tarotkortlæseren forsøgte i 2007 at få lavet en DNA-test ud fra en maske, hun var i besiddelse af, som havde tilhørt maleren. Men resultaterne var ikke entydige.

Derfor lagde Pilar Abel i 2015 sag an mod den spanske stat og Dalís fond. Og hun har nu fået medhold i ønsket om at foretage en gyldig DNA-test.

Dalí testementerede værker til en værdi af flere hundrede millioner dollars til den spanske stat, og Dalís fond vil nu anke sagen.