Smilet der rystede Paris

Far døde af fiskeben

Den vovede madamme Vigée Le Brun var 32 år gammel og havde gang i en strålende karriere som kunstmaler, da hun rystede den franske kunstverden med sine tænder, for mens stramme læber i et surt ansigt udtrykte høj moral, sås kun fyldebøtter, fattiglemmer og lallende idioter med et smil i ansigtet.

Den strenge vogter af dette kodeks var den kongelige franske kunstskole Académie royale de peinture et de sculpture, som ingen håbefuld fransk kunstner turde gå imod – bortset fra Élisabeth Vigée Le Brun.

Hun blev født den 16. april 1755 som datter af maleren Louis Vigée. Élisabeths to år yngre bror, Etienne, blev hendes mors øjesten, men Louis elskede sin datter højt og så et stort talent i hende. Som barn gav hun sig til at tegne på alt, hvad hun kom i nærheden af, selv klostervæggene, hvor hun gik i skole. Nonnerne straffede hende strengt, men hendes far jublede:

“Du bliver kunstner, mit barn!”

Som pige kunne Élisabeth ikke få adgang til kunstakademierne og måtte nøjes med en smule undervisning fra unge, ukendte malere, der for at tjene en skilling underviste piger i tegne- og maleteknikker. I takt med at den tynde og lidt kejtede Élisabeth forvandlede sig til en blændende skønhed, steg både hendes viljestyrke og hendes kunstneriske evner.

Uden skrupler benyttede Élisabeth alle sine medfødte og tillærte evner til at bane sig vej frem i Paris’ kunstkredse. Ikke sjældent betød hendes store skønhed dog uheldigvis, at hendes mandlige portrætkunder havde usømmelige bagtanker med deres bestilling.

Da Élisabeths elskede far døde 52 år gammel af et fiskeben i halsen, giftede hendes mor sig i stedet med en rig juvelér, og familien flyttede til et fashionabelt kvarter. Elisabeth var knust over farens død og afskyede sin stedfar.

“Jeg hadede denne mand – ikke mindst fordi han brugte min fars ejendele. Han overtog hans tøj, ligesom det var, uden overhovedet at sy det om, så det passede til hans figur”, skrev hun i sine erindringer.

Men takket være stedfaren fik hun adgang til de højere sociale lag – og dermed rige kunder. Den parisiske adel elskede straks den smukke, charmerende Élisabeth og kappedes om at få malet deres portrætter af hende.

Talentet rygtes i Versailles

Den unge kunstner viste sig at have et særligt blik for at vise kvindelig skønhed, og hun klædte gerne sine modeller i bløde stoffer, der viste deres kroppe på en naturlig måde.

“Jeg arrangerede nogle brede tørklæder rundt om arme og krop i forsøg på at imitere Rafaels smukke draperinger”, noterede hun i sin dagbog med henvisning til den berømte renæssancemaler.

Hun anbragte sine modeller i afslappede stillinger og gengav deres ansigter lysende af liv. Hendes intime, uformelle stil ramte plet i den nye tidsånd, der bredte sig blandt Paris’ oplyste borgerskab: Følsomhed, høflighed og selvkontrol blev set som de borgerlige dyder, og det at smile til hinanden på gaden begyndte at blive accepteret.

Selv kvinder fra det kongelige hof lagde mærke til hendes talent, og hun modtog besøg i sit atelier af hertugen af Orleans’ svigerdatter og grevinden af Chartres, som begge havde deres gang i Versailles. På slottet 25 km fra Paris havde den royale familie imidlertid ingen kontakt med hverken borgerne eller tidsånden. Her herskede de ceremonielle omgangsformer fra “Solkongen”, Ludvig 14.s, tid omkring århundredeskiftet.

Maskeradeagtigt skridtede hoffet omkring med hvidsminkede ansigter, stive dragter af brokadestof og højt stablede pudderparykker. Mange hoffolk sneg sig ind til Paris, for hovedstadens forlystelser med teater, litteratur og kaffesaloner var langt mere tiltrækkende end Versailles’ stivnede, gamle pomp og pragt.

Magtens centrum var umærkeligt ved at flytte sig fra Ludvig 16. i Versailles til Paris’ engagerede borgere, der diskuterede nye tanker om samfund, fornuft og medindflydelse.

Fanget i ægteskabsfælden

Élisabeth var ikke det fjerneste interesseret i politik. Hendes kunst opslugte hende helt, og hun havde gang i butikken: Selvom hun arbejdede som en hest fra morgen til aften, kunne hun knap følge med de mange bestillinger. Men alt, hvad hun tjente, snuppede hendes stedfar, for herren i huset bestyrede enevældigt finanserne.

Den 20-årige Élisabeth var stolt af at være selvlært og selvstændig, og hun havde ikke i sinde at opgive sin selvskabte frihed ved at gifte sig. Alligevel lykkedes det i januar 1776 hendes mor at overtale hende til at ægte en lovende bejler, den syv år ældre Jean-Baptiste-Pierre Le Brun.

Hele vejen hen til kirken kviede Élisabeth sig.

“Skal jeg sige ja, eller skal jeg sige nej?” betroede hun sin dagbog.

Da monsieur Le Brun efter vielsen viste sig at være en forgældet ødeland og kvindebedårer, var det for sent at ombestemme sig. Han var dog også kunsthandler, og trods alle uoverensstemmelser indgik Le Brun-parret et effektivt samarbejde, for hans handelsaktiviteter og forbindelser i kunstverdenen gavnede Élisabeths karriere. I 1778 nåede den nye højder, da der fra Versailles kom en invitation til at male dronning Marie-Antoinette.

Tandløse konger og dronninger

Den 23-årige Marie-Antoinette levede et afsondret liv på Versailles, lykkeligt uvidende om sine hoffolks nyfigne sladder om påståede seksuelle eskapader og et sanseløst pengeforbrug. Den østrigske prinsesse var ankommet fra Wien til det stive franske hof i 1770 udrustet med tidens hotteste mode: Pæne tænder.

Dem havde hendes mor, kejserinde Maria Theresia, personligt sørget for ved at hidkalde en fransk tandlæge. Kejserinden havde nemlig hørt, at denne helt nye slags eksperter kunne forhindre halvrådne tænder og indsunkne kinder over tandløse gummer.

Til fornuftens tidsalder hørte nu et smukt og sundt ydre, inklusive tænder i munden. Men hoffet på Versailles havde ingen anelse om de nye tider: Her havde konger, dronninger og hoffolk i generationer manglet adskillige tænder i munden allerede som 40-årige. På portrætterne skulle de udtryksløse ansigter udtrykke majestætisk ophøjethed, og den parisiske smile-mode var en by i Rusland.

Alligevel havde Marie-Antoinette set nogle af Le Bruns portrætmalerier, og hun elskede deres sødme og naturlighed og ville have et malet af sig selv, som hun kunne sende til sin bror kejser Josef 2. i Wien. Bævrende af ærefrygt ankom Élisabeth derfor med sine pensler til Versailles. Men den jævnaldrende Marie-Antoinette snakkede ganske uhøjtideligt med hende, og de to kvinder syntes hurtigt godt om hinanden.

“Det mest utrolige var hendes teint”, skrev Élisabeth betuttet i sin dagbog, “hendes hud var så klar og lysende, at jeg næppe havde farver at gengive den med”.

Marie-Antoinette havde hørt, at den musikalske Le Brun havde en fin sangstemme, og som afslutning på hver portrætsession sang de en duet af deres yndlingskomponist. Uden for dørene lyttede de skadefro hofdamer til dronningens skingre kvidderen.

Dronning blev malet i undertøj

Meget traditionelt malede Le Brun på sit første portræt af Marie-Antoinette hende i en stiv krinolinekjole og med de kongelige regalier. Men dronningen elskede det og bestilte fluks to magen til: Ét til sig selv og ét til Ruslands kejserinde, Katarina.

Le Brun blev udnævnt til Marie-Antoinettes officielle portrætmaler, hvilket gjorde hende akut efterspurgt hos toppen af den franske adel. Dristigt iscenesatte hun monarken til et billede med det kongelige hår i bløde krøller og én af sine egne tynde musselinkjoler.

Men da portrættet blev vist på én af Paris’ kunstsaloner, hviskede onde tunger, at dronningen havde ladet sig male i sit undertøj. Skandalen måtte bremses, og Élisabeth hastede fra sit værksted til udstillingen for at tilføje nogle dækkende strøg til portrættet.

Hendes loyalitet var dyb; Marie-Antoinette var hendes mæcen, og den eneste – foruden sig selv – hun kunne takke for sin position i livet. Og hun skulle få mere endnu at takke dronningen for.

Historisk medlem af det royale akademi

Et klart mål for den hårdtarbejdende Le Brun var at blive medlem af det prestigefulde Royale Academié de Peinture et Sculpture. Men kvindelige medlemmer var på det strengeste forbudt – dét stod akademiets forsamling af professorer og anerkendte malere fast på. Le Brun blev i stedet optaget ved det mindre fornemme Académie de Saint-Luc, hvor hendes far havde undervist.

Efter en rejse med sin mand til Holland og Flandern vendte hun hjem dybt imponeret af de nederlandske mestre. Særligt Rubens, der allerede i 1600-tallet malede smilende kvinder, havde betaget hende. Inspireret indleverede hun i 1783 et selvportræt iført en hollandsk stråhat til det utilnærmelige kongelige akademi – som udstillede billedet på sin salon.

Gennembruddet gav hende håb, og hun søgte om optagelse. Men hun nægtede at lade sig begrænse til portrætter og landskabsmalerier – de to kategorier, hvor malerier af kvinder til nød kunne anses for at have nogen værdi.

I stedet sendte hun værket “Freden bringer Overflod tilbage” skildret som to kvindeskikkelser, der hørte til i den strenge franske skoles højeste kategori: Det historiske eller allegoriske maleri. Ifølge skolen rakte hverken kvindekønnets moral eller geni til at fortolke de store allegoriske motiver fra mytologien eller Biblen.

Le Brun var derfor oppe imod mænd på randen af raseri. Hendes dygtighed var indiskutabel, og hendes værk af indlysende kvalitet – men at optage en kvinde i denne kategori ville vanære institutionen for altid, mente de stolte herrer.

Ydmygelsen for akademiets ledere var derfor enorm, da Marie-Antoinette til slut trak i de kongelige tråde og sørgede for, at Le Brun den 31. maj 1783 opnåede fuldt medlemskab af Frankrigs fornemste akademi.

Smil skabte harme overalt

Le Bruns succes og hendes nære forbindelse til den upopulære dronning var hård kost for mange misundelige mindre succesfulde kolleger, der måtte se sig overgået af en kvinde. Til gengæld kunne de finde trøst i at bagtale hende: Ifølge rygter skulle hun fx have en affære med rigets finansminister, grev Charles-Alexandre de Calonne, som hun malede i 1784.

Le Brun lod sig dog ikke mærke af sladderen. Hun mente, at hendes evner talte for sig selv. Hun fik gode muligheder for at vise de evner og måske endda øge sin popularitet, da hun besluttede at åbne en salon.

Salonerne var populære mødesteder, hvor det parisiske kulturliv samledes til intime koncerter, amatørteater og digtoplæsninger. Le Bruns salon var enestående ved at have en kvindelig kunstner som værtinde, og i årene 1783-1789 flokkedes adelen helt fra Versailles til hendes arrangementer.

Gæsterne talte dog ikke de parisiske oplysningsfilosoffer og forfattere, der med stigende vrede fordømte adelen og enevældens manglende kontakt med virkeligheden. Ved hendes selskaber diskuterede ingen politik – i stedet var litteratur, teater og den nyeste sladder varme emner.

Selvom Le Brun og den franske adel ikke ænsede revolutionens tordenskyer i horisonten, var livet i salonen ikke uden dramatik for den grænsesøgende kunstner.

To år før Den Franske Revolution var Le Brun selv skyld i en kunstrevolution.

“Mageløs skabagtighed, fordømt af kunstnere, kendere og mennesker af god smag, ses hos madamme Vigée Le Brun, der viser sine tænder”, skrev en avis harmdirrende, da hun i 1787 udstillede sit selvportræt på den fornemme Salon Paris.

Fra alle sider haglede forargelsen ned over hende. Oplysningsbevægelsens alvorsfulde mænd harmedes over hendes tomhjernede og sentimentale smileri, og de traditionelle kunstkritikere så rødt over, at hun brød med den lukkede munds kodeks. Indtil da var kun pøbel, evnesvage og idioter uden selvkontrol blevet afbildet med åben mund.

Le Brun red dog stormen af, for skandalen gjorde hende til et landskendt navn, og kunderne stod fortsat i kø. Ufortrødent fortsatte hun med at male smilende kvindeportrætter, og efter hendes forbillede begyndte flere og flere af hendes kolleger at male smilende ansigter.

Pøbelen går amok

På toppen af hendes succes som eftertragtet portrætmaler fandt rygterne om den ulmende uro i Paris’ gader vej til atelieret. Fra sine fine salongæster hørte hun, hvordan de en aften var blevet stoppet, og at pøbelen havde truet:

“Inden længe vil I være spændt for jeres vogne, og vi vil sidde oppe i dem”.

Da hun sad til middag hos nogle venner på det lille slot Marly ved Versailles, blev en fulderik pågrebet nede i slotsgården. Fra hans lommer væltede det ud med pamfletter med ordlyden: “Ned med den kongelige familie! Ned med adelen”.

Mange kunstnere så positivt på de nye tendenser, der voksede i det franske samfund, men som den forhadte dronnings kendte yndlingsmaler var Le Brun mildest talt nervøs for fremtiden.

Flere gange blev hun truet på gaden, og hendes nerver begyndte at svækkes. Men hun var ikke klar til at rejse fra alt, hun havde kært, og forblev nærmest paralyseret i flere måneder i sit atelier, ude af stand til at arbejde.

I sommeren 1789 nåede folkestemningen et morderisk leje, og anført af revolutionens arkitekter gik det løs: Bastillen og Nationalforsamlingen blev indtaget af den rasende folkemængde – og adelen frataget sine nedarvede privilegier. Samme efterår marcherede en hob af kvinder bevæbnede med høtyve til Versailles og tvang kongen og dronningen ind til Paris.

12 år som fornem vagabond

Le Brun hørte om de skelsættende begivenheder fra sin bror, Etienne, der med egne øjne havde set folkemængden tvinge de kongelige ud af deres palads. Nu slap hun endelig ud af sin paralyserede tilstand; hun måtte ud af landet, før det var for sent. Med sig tog hun kun sin ni-årige datter, Julie, og guvernanten.

Forklædt som en fattig kvinde af folket hyrede hun en kalechevogn – i stedet for at rejse i sin egen, som ville røbe hendes velstand. Ud gennem byens fattige og revolutionsoptændte kvarter Saint-Antoine trillede vognen, mens Le Brun befandt sig på randen af et nervesammenbrud.

Hendes mand og bror havde begge besluttet at blive, men de fulgte hendes vogn på vej, og familien skiltes grædende ved byporten. På vej ud igennem de omliggende landsbyer blev vognen igen og igen indhentet af ryttere, der råbte de sidste nyheder fra Paris til hende:

“Paris står i flammer, og kongen og dronningen er blevet massakreret”.

Det viste sig ikke at være sandt, men den ophidsede stemning forsikrede Le Brun om, at hun skulle helt væk fra Frankrig. I stedet tog hun på rundrejse i Europa med sin datter og blev installeret i luksuriøse boliger af selskabslivets højeste kredse.

Her kunne alle blive enige om, hvor forfærdelig revolutionen i Le Bruns franske hjemland var. Hun tjente gode penge ved at male portrætter af sine prominente værter – og af de mange adelige, der var flygtet fra revolutionen.

På invitation fra den østrigske ambassadør rejste hun i 1792 til Wien, hvor hun blev modtaget af Marie-Antoinettes nevø, Frans 2., der netop var blevet tysk-romersk kejser. Mens hun var fuldt beskæftiget med at male portrætter ved kejserhoffet, nåede et brev i oktober 1793 frem fra hendes bror, Etienne, i Paris: Dronning Marie-Antoinette var blevet halshugget.

“Resten af mit liv undgik jeg at stille ét eneste spørgsmål til de begivenheder, der gik forud, og de, der fulgte efter dette hæslige mord. Det var for smerteligt”, skrev hun om mordet på sin veninde og mæcen.

Efter 12 år på farten vendte Le Brun i 1802 omsider hjem til Paris, da en gruppe af venner og beundrere efter flere års indsats havde succes med at få hendes navn fjernet fra listen over modrevolutionister.

I dag er Élisabeth Vigée Le Brun anerkendt som en af Frankrigs største malere. Hun nåede at portrættere mere end 600 mennesker i løbet af sin karriere – mange med “afskyelige” tandsmil.