Svensk konge udstoppede skeløjet løve

Udstoppede dyr var højeste mode i 1800-tallets overklassehjem. Den svenske konge Frederik 1. var med på den pelsede dille og fik udstoppet en vindskæv løve.

Den udstoppede løve på Djurgården er endnu en gang moderne. I løbet af de seneste årtier er taksidermi igen blevet populært i den vestlige verden.
© Hans Thorvid/Nationalmuseum

Publiceret 11.07.17

Af Nadia Claudi

Usædvanlig udstopning af dyrenes konge

Foran den svenske royale konservator lå resterne af det, der engang havde været et pragteksemplar af dyrenes konge: skindet og knoglerne fra en løve. Under mere normale omstændigheder ville den have udstødt sit sidste brøl på savannen under sydlige himmelstrøg.

Men sammen med en vildkat, tre hyæner – og en slave til at passe på de eksotiske dyr – havde løven i stedet endt sine dage i den kongelige forlystelsespark Djurgården i centrum af Stockholm.

De, for den svenske hovedstad, noget usædvanlige skabninger var alle blevet foræret til kong Frederik 1. i 1731. Ifølge historiske kilder som udsøgte gaver fra en algerisk hersker. Det havde uden tvivl høstet kongen mange beundrende blikke, mens løven endnu var i live.

Og nu var det konservatorens opgave at sørge for, at trofæet også gjorde nytte efter sin død: Løven skulle udstoppes, så den kunne stå som et stateligt minde over hans regeringstid.

Men det var nemmere sagt end gjort. Især for en svensk konservator, som efter alt at dømme kun havde været i nærkontakt med de løver, som prydede det svenske kongeriges våbenskjold. Resultatet af hans anstrengelser skulle derfor vise sig at blive usædvanligt.

Rådne tænder angrebet af mider

Kong Frederik var hoppet med på en voksende dille. I 1700-1800-tallet havde en ny trend spredt sig blandt Europas højere samfundslag: udstopning af eksotiske dyr fra fjerne lande, også kaldet taksidermi.

Et ord, der kommer af det græske taxis: at ordne, og derma: hud, og betyder at arrangere garvet hud fra et dyr hen over for eksempel en gine eller mannequin i en livagtig og karakteristisk positur.

Udstopning og balsamering af dyr, og af og til også mennesker, var ikke noget nyt. Helt tilbage i det antikke Egypten havde mennesker forsøgt at forhindre jordiske rester i at gå i forrådnelse.

Balsamerede mumier af mennesker og dyr blev gemt af vejen i egypternes gravsteder, så kroppene kunne være til nytte for deres ejermænd i livet efter døden.

Det var først flere tusinde år senere, i middelalderens Europa, at konserverede dyr igen begyndte at dukke op. Modsat de egyptiske balsameringer var det ikke for at sikre de døde en god overgang til efterlivet. Det var for at fornøje de levende.

Fugle blev udstoppet til brug under falkejagt, og jagttrofæer flået og udstoppet med forskellige materialer som strå og ler. Det gav ofte dyrene et så skævvredent udseende, at de var nærmest ugenkendelige.

Taksidermisterne havde også stadig meget at lære om at præservere pels og skind. De lod øjne og tænder sidde, og på trods af deres ihærdige anstrengelser og flittige brug af forskellige urter, salt og krydderier vandt insekter og mider ofte kampen mod evigheden.

Der eksisterer stadig få tidlige eksemplarer af udstoppede dyr, som delvist har styret uden om tidens forfald. Det ældste kendte er et næsehorn fra 1500-tallet, som står på det naturhistoriske museum i Firenze i Italien.

Arsenik brugt til balsamering

I begyndelsen af 1700-tallet fik udstopningens kunst et af sine store gennembrud. Den franske apoteker og naturvidenskabsmand Jean-Baptiste Becoeur fandt på at bruge oldtidens og renæssancens klassiske mordgift arsenik som et middel mod råd og sultne insekter.

Brugen af det hvide giftige pulver havde efter sigende også en andel i de mange tidlige dødsfald blandt Europas taksidermister. Til gengæld fik udstoppede fugle og jagttrofæer et forlænget liv.

Sammen med de nye teknikker kom en øget interesse for videnskab og natur i de vestlige lande. Og det varede ikke længe, før Europas kongelige og kendte, bl.a. den britiske naturforsker Charles Darwin (1809-1882), havde taget de døde dyr til sig – helt med ind i dagligstuerne.

Enhver by med respekt for sig selv havde en konservator, og eksotiske dyr såvel som lokale fuglearter blev sat til at pynte i de små hjem, mens franske og britiske forskere konkurrerede om at bringe de vildeste og underligste skabninger med hjem fra det store udland.

Den engelske dronning Victoria (1819-1901) var også med til at forvandle de tidligere ildesete taksidermister til respekterede kunstnere. Hun havde sin egen private samling af fugle og veg heller ikke tilbage for at få sine kæledyr udstoppet og hængt op på væggen til evigt minde.

Det var også i victoriatiden, at antropromorf taksidermi blev udbredt: udstoppede dyr arrangeret i menneskelignende situationer.

Blandt andre den engelske kunstner Walter Potter blev hurtigt populær med sine udstillinger af kattekillinger eller kaniner i færd med et bryllup eller et teselskab.

Evigt liv til kongen

Frederik 1.s afdøde løve skulle hverken giftes eller drikke te. Den skulle stå som et stærkt og imponerende symbol på den svenske konges magt.

Den royale taksidermist
arrangerede øjnene, så de sad tæt på hinanden – det skulle efter sigende skabe et mere truende blik.

Tænder og tunge blev inspireret af de heraldiske løver på våbenskjoldet – en stilart, som går ud på at fremhæve enkelte træk.

Sådan, med tungen hængende ud af halsen, kan løven ses i dag på Gripsholm Slot i Sverige. Mange hundrede år efter, at de jordiske rester af Frederik 1. er forsvundet i den sorte muld.