National Trust/James Dobson
Kvinder rører ved gammelt vægtæppe

To årtiers reparation: Overdådigt 400-år gammelt tapet får nyt liv

Efter mere end to årtier på værkstedet, tusindvis af arbejdstimer med nål og tråd og mange millioner i udgifter har et overdådigt tapet fra 1500-tallet endelig fået sine oprindelige farver tilbage.

Hele 24 år har det taget at få farverne i det kostbare Gideon-tapet til at funkle igen.

De 13 vægtæpper, der nu igen alle hænger i Hardwick Hall i det centrale England, er den største komplette samling fra den tid, som har overlevet frem til i dag.

Restaureringsarbejdet har i alt kostet 1,7 millioner pund – godt og vel 14,5 millioner kroner –, fremgår det af en pressemeddelelse fra bevarelsesorganisationen National Trust, der står bag projektet.

Engelsk adelsdame udsmykkede nyt hjem med bibel-motiver

Tapetet er opkaldt efter sit motiv, der skildrer den gammeltestamentlige historie om hærføreren Gideon. Han blev ifølge Dommerbogen valgt af Gud til at befri israelitterne fra midjaniterne – et nomadisk folkeslag, som hærgede israelitterne, fordi de var begyndt at dyrke andre guder.

De 13 broderede vægtæpper, som skildrer Gideons kald og efterfølgende sejre, blev købt i 1592 af den engelske adelsdame Elizabeth Talbot.

Hun var veninde med dronning Elizabeth 1. og en af Englands rigeste kvinder i samtiden.

Bess of Hardwick, som Talbot hed i folkemunde, havde skrabet en enorm formue sammen efter at have overlevet tre rige ægtemænd.

I 1590, kort efter hendes tredje ægtemand – George Talbot, 6. Jarl af Shrewsbury – døde, begyndte hun at opføre landstedet Hardwick Hall, der anses for et kroneksempel på elizabethansk arkitektur.

Tapetet får farverne igen

Efter 24 års restaurering, der har kostet millioner af kroner og krævet flere tusinder timers arbejde, fremstår Gideon-tapetet så godt som nyt.

Vægtæppe viser ridder med flag
© National Trust/Robert Thrift

Trettende og sidste vægtæppe før restaurering.

Broderet vægtæppe viser riddere
© National Trust/James Dobson

Efter 24 års arbejde har tapetet fået farverne tilbage.

Flere tusinde timers nålearbejde

Som noget sjældent er tæpperne i Gideon-tapetet ikke blevet flyttet eller delt op, siden de blev hængt op i Hardwick Hall i slutningen af 1500-tallet.

Men tidens tand har alligevel sat sit præg på de detaljerige broderier, der hver måler omkring 7 gange 6 m.

Flere steder er der i løbet af århundrederne revet hul i tæpperne, som er blevet lappet – nogle bedre end andre.

I 1999 blev det derfor besluttet, at lapperne skulle fjernes og skaderne repareres fra bunden. Ved samme lejlighed fik National Trust samlet penge ind til at restaurere broderiernes farvespil til deres oprindelige pragt.

Et ad gangen blev de store, tunge tapeter pillet ned og sendt til et særligt renseri i Belgien. Herefter kom de tilbage til England og under nålene ved bevaringsfondens konservatorer på værkstedet i Norfolk.

De har brugt hele 5.470 arbejdstimer på at sy, farve og brodere nyt liv i de gamle vægtæpper.

Flere steder krævede det håndfarvede special-garn at ramme de helt rigtige farver i motiverne af den gammeltestamentlige kriger.

Den 21. juli blev det trettende og sidste tæppe endeligt hængt op på sin plads i Hardwick Hall igen.

Engelsk palæ under blå himmel

Gideon-tapetet hænger i Hardwick Hall, der anses for at være et af de flotteste eksempler på elizabethansk arkitektur.

© National Trust/Robert Morris