Pierre Petit/Wikimedia Commons & Ron Scherl/Getty Images
Richard Wagner, musik

Wagner overdøvede alle sine kritikere

Han hadede jøder, lånte penge af alle, forførte kvinder og gad ikke gå til sin hustrus begravelse, men trods sin forfærdelige personlighed skabte Richard Wagner banebrydende musik og blev en verdensstjerne.

Den velanskrevne musikanmelder Eduard Hanslick glæder sig til at gense sin gamle ven Richard Wagner. Tysklands berømteste komponist er i 1861 ved at sætte operaen “Lohengrin” op i Wien, men mødet mellem de to gamle venner tager en ubehagelig drejning.

Trods mange muntre stunder sammen kan Wagner tilsyneladende ikke huske, hvem Hanslick er. Et hurtigt blik og en kølig hilsen er alt, hvad han får.

En af operasangerne forsøger at komme den glemsomme komponist til undsætning ved at bemærke, at de to mænd kender hinanden godt, men Wagner fortrækker ikke en mine. Han meddeler koldt, at han sandelig godt ved, hvem gæsten er. Så vender han sig om. Wagner bærer nemlig nag.

Tre år tidligere havde Hanslick givet Wagner en dårlig anmeldelse – og den slags tilgiver komponisten aldrig. Hanslick er ikke den eneste, som oplever Wagners ondskabsfulde side. Mange af hans samtidige har beskrevet komponisten som en ubehagelig person, der hadede jøder, forførte sin mæcens kone og end ikke gad gå til sin hustrus begravelse.

Også Wagners musik deler i 1800-tallet vandene. Nogle kalder den nyskabende og epokegørende. Andre mener, at hans operaer er tortur for trommehinderne.

Ingen gider lytte til unge Wagner

Wagner kom til verden i Leipzig i 1813, og det lå ikke ligefrem i kortene, at han skulle blive en berømt komponist. Lille Richard var det niende barn af embedsmanden Carl Friedrich Wagner og fru Johanna. Seks måneder efter Richards fødsel døde faren af tyfus – en tragedie, som for altid ændrede Wagners livsbane.

Kort efter giftede hans mor sig nemlig med Ludwig Geyer, en skuespiller ved hofteatret i Dresden. Besøgene i stedfarens garderobe på teatret åbnede en helt ny verden for Wagner. Allerede som stor skoledreng vidste Wagner, at han ville skrive skuespil og sætte musik til.

Sideløbende med sin musikuddannelse ved universitetet i Leipzig skrev Wagner operaer, men gennembruddet lod vente på sig. Operaer er dyre at sætte op, og få turde satse på en helt ukendt komponist.

Plakat til Wagners opera

Wagners opera “Das Liebesverbot” (Kærlighedsforbuddet) bygger på Shakespeares teaterstykke “Lige for lige”.

© Franz Stassen/Wikimedia Commons

Da Wagner i 1834 omsider formåede at få en opera sat op i Magdeburg, gik teatret bankerot efter den første forestilling af “Das Liebesverbot”.

Wagners honorar ville først komme til udbetaling efter den anden aftens forestilling, så konkursen efterlod ham med en stor gæld. I de følgende år måtte komponisten rejse Europa tyndt sammen med hustruen Minna, mens han arbejdede som dirigent.

Afbetalingen af gælden lykkedes ikke, selvom Wagner med venners hjælp fik opsat operaerne “Rienzi”, “Tannhäuser” og “Den flyvende hollænder” i 1840’erne. Alle tre floppede.

Med deres langtrukne handling, buldrende musik og overdådige scenografi lå Wagners operaer langt fra den gennemsnitlige operaelskers ønsker.

Tidens smag ramte til gengæld Wagners ven, den tysk-jødiske komponist Giacomo Meyerbeer. I 1849 blev han hyldet for sin storslåede opsætning af operaen “Le Prophète” i Paris, verdens operahovedstad.

VIDEO – hør den muntre opera-genre, som Wagner lå i konkurrence med:

Vennens succes gjorde Wagner rasende. Vreden kom til udtryk i artiklen “Das Judenthum in der Musik” – Jødedommen i musik – der blev trykt under pseudonym i et musiktidsskrift i 1850. Wagner nævnte ikke Meyerbeer ved navn, men kastede sig ud i antisemitiske tirader af værste skuffe.

Ifølge Wagner var jøder ude af stand til at tale et europæisk sprog, men meddelte sig gennem “uudholdelig forvrøvlet pludren”. Han mente derfor, at jøder heller ikke kunne udtrykke sig gennem musik.

I et særlig ondartet angreb sammenlignede han jødiske komponister med “en sværmende koloni af insekter”, som ernærede sig af den tyske musiks døde krop.

Elskerindens mand betaler

Imellem udgydelserne mod jøder dulmede Wagner nerverne ved at jagte kvinder. Han støttede også et kupforsøg mod Sachsens konge og måtte derfor flygte.

“De eneste, jeg tæller hos nu, er kvinderne. Bare der dog havde været flere af dem”. Sukker fiaskoen Wagner i 1852.

Under sin årelange eksiltilværelse i Schweiz savnede Wagner sin hjemstavn meget – hvilket satte sig blivende spor i hans musik, der emmede af fædrelandskærlighed.

Oven i savnet kom den triste kendsgerning, at Wagner som 39-årig stadig var fattig og ukendt.

“De eneste, jeg tæller hos nu, er kvinderne. Bare der dog havde været flere af dem”, sukkede komponisten i 1852.

Hjælpen var imidlertid nær. Samme år mødte han Mathilde Wesendonck, som blev hans elskerinde. 23-årige Mathilde var både smuk og en talentfuld digter og komponist, men vigtigst af alt: Hun havde en rig ægtemand.

Minna Wagner med hund

Minna Wagner blev gift med Richard i 1836, men hans sidespring gjorde en ende på ægteskabet.

© JosefLehmkuhl/Wikimedia Commons

Silkehandler Wesendonck ville gerne være mæcen for en kunstner, for den rolle var højeste mode blandt rigmænd – og så beundrede han Wagner så meget, at han ikke alene finansierede komponistens arbejde, men også lod ham bo i et hus på familiens grund nær Zürich.

Komponist søger rig hustru

Affæren mellem Wagner og fru Wesendonck blev seks år senere afsløret, da Minna fandt de elskendes korrespondance rullet ind i et udkast til operaen “Tristan og Isolde”. Men afsløringen ændrede intet.

Silkehandleren så igennem fingre med sin hustrus sidespring og fortsatte ufortrødent med at give Wagner penge.

De rakte imidlertid ikke. Da Wagner i 1861 fik opfyldt sin livslange drøm om at sætte en opera op i Paris, blev det heller ikke startskuddet til berømmelse og rigdom. I stedet blev han pebet ud af bygningen.

“Jeg kunne skrive noget lignende i morgen efter blot at have set min kat gå op og ned ad partituret”, bemærkede den kendte franske forfatter Prosper Mérimée om operaen “Tannhäuser”.

Satiretegning af Richard Wagner, L’Éclipse

Det franske magasin L’Éclipse bragte i 1869 denne satiretegning af Richard Wagner.

© André Gill/Wikimedia Commons

Wagners musik får ørerne til at bløde

Til sidst klappede også Otto Wesendonck pengekassen i. Desperation fik Wagner til at indlede jagten på en rig kvinde at gifte sig med. Han bad sågar sin søster tage “en fornuftig samtale med Minna og overtale hende til i fremtiden at modtage et årligt bidrag uden at lægge beslag på min person”.

Søsterens svar var køligt. Hun rådede sin bror til at søge den ledige stilling som kapelmester i Darmstadt. Det job ville Wagner ikke nedværdige sig til.

Gal konge bliver Wagners redning

Efter 13 års eksil turde han atter sætte fod på tysk jord og flyttede ind i et hus, som han dekorerede med silke og satin. Imens klagede han sin nød til enhver, der orkede at høre på det.

“Min situation er ekstremt udsat. Det er en hårfin balance: Et eneste skub, og alt er forbi, og intet vil jeg fremover kunne skabe. Intet. Intet”, jamrede han til en ven.

Omsider var heldet med Wagner. En mæcen med ubegrænsede midler bød sig til.

Kong Ludvig, Bayern

Bayerns gale kong Ludvig gældsatte sig til op over begge ører for at støtte Wagner og bygge sit personlige eventyrslot, Neuschwanstein.

© Ferdinand von Piloty/Bayerische Staatsgemaldesammlungen

Ludvig 2. besteg tronen i Bayern i marts 1864. Men den 18-årige konge interesserede sig ikke det fjerneste for at regere. Til gengæld var han fascineret af sagnene om tyske helte og skønne møer – det samme persongalleri, som Wagner sværmede om i sine operaer.

Omsider havde komponisten fundet den guldåre, han så hårdt havde brug for.

“Mit liv, dets poesi, dets fineste musik, tilhører herefter Dem, min nådige unge konge; gør med det, som var det Deres eget”, skrev Wagner samme aften til den unge monark.

Wagners første tanke gik til rivalen Meyerbeer, som var død tidligere på året. Det ærgrede ham, at “denne operamester, som har gjort så meget ondt, ikke er i live, så han kan opleve denne dag”, skrev han småligt i sine erindringer.

Cosima, datter af Franz Liszt

Cosima var datter af den berømte ungarske komponist Franz Liszt. Hun blev i 1870 gift med den 24 år ældre Richard Wagner.

© Fritz Luckhardt/Wikimedia Commons

At være kongens favorit havde andre og mere håndgribelige fordele end muligheden for at triumfere over afdøde rivaler. Kongen betalte Wagners gæld, stillede to huse til hans rådighed og bevilgede komponisten et årligt honorar på 4.000 gylden – mere end en departementschef tjente efter næsten 20 års tjeneste.

Wagner modtog også et stort forskud for at skrive de fire operaer i “Nibelungens ring”.

Nu fik Wagner nok at se til. Den kongelige hyre gav ham råd til at ansætte elskerinden Cosima som sekretær. Samtidig fik operaen “Tristan og Isolde” premiere på Münchens nationalteater – den første Wagner-premiere i 15 år. Karrieren tog for alvor fart.

Tiden med uhindret adgang til kongen varede imidlertid ikke længe. Wagner var overbevist om, at et geni som han ikke kun var ekspert i musik, men også i statsanliggender. Han underviste derfor den unge konge i udenrigspolitik.

Hitler med Wagners boerneboern

Hitler havde blik for propagandaværdien ved at blive fotograferet arm i arm med den berømte Richard Wagners børnebørn Verena (tv.) og Friedelind.

© Scherl/Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix

Nazisterne tog Wagners musik som gidsel

Udviklingen vakte bestyrtelse ved hoffet. I december 1865 tvang hoffolkene kongen til at smide Wagner på porten.

Ludvig vaklede ikke, men fortsatte stædigt sin støtte til Wagner helt af egne midler. Komponisten kunne fortsætte sit behagelige liv med Cosima. Da Minna det følgende år afgik ved døden, var han endelig en fri mand.

Begravelsen ofrede han ikke mange tanker. Han meldte høfligt afbud med den begrundelse, at han led af en betændt finger. Fire år senere giftede han sig med Cosima.

Festspil gør Wagner berømt

Wagner var nu en berømthed – en rolle, han nød i fulde drag. Da en læge en dag spurgte ham, om han var den Richard Wagner, svarede han ubeskedent:

“Hvis De mener ham, som har skrevet smukke ting, så ja, så er jeg ham”.

I 1876 kunne han sætte kronen på sit livsværk, da Ludvig og andre af hans støtter betalte opførelsen af et operahus i den bayerske by Bayreuth. “Richard Wagners Festspielhaus” med 1.937 sæder og plads til et 110-mandsorkester åbnede den 13. august 1876 med “Rhinguldet” – den første opera i “Nibelungens ring”.

Hermed indledte Wagner traditionen med årlige festspil – en tradition, som snart slog hans navn fast som komponist af internationalt format.

VIDEO – hør Wagners dramatiske opera

Med succesen i hus kunne Wagner se frem til en fredelig alderdom. Men den fik han ikke. Hans overdådige operaer kostede store summer at sætte op, og han var stadig i konstant pengenød.

Samtidig skrantede helbredet. Forbitret kastede Wagner sig ud i at skrive vrede pamfletter og tog sig også tid til at hylde Darwin og vegetarismen.

“Det at slagte en af vore nære slægtninge er på en måde det samme som at slagte én af vore egne”, skrev den aldrende komponist.

Han legede også med tanken om at rejse til USA for at grundlægge et samfund af særlig udvalgte germanere.

Interessen for kvinder opgav Wagner aldrig – og den kostede ham muligvis livet. Da komponisten den 13. februar 1883 døde af et hjerteanfald i en alder af 69 år, skete det angiveligt efter et skænderi med Cosima.

Hustruen var vred over, at han havde inviteret sin nyeste erobring til frokost.

Hverken Wagner eller hans værker blev siden glemt. Han betragtes i dag som én af historiens største og mest nyskabende komponister. Ikke mindst filmskaberne har taget Wagners værker til sig. Hans musik er bl.a. blevet brugt i Vietnam-dramaet “Apocalypse Now” og i Lars von Triers “Melancholia”.

VIDEO – Wagner-musik fandt vej til film om Vietnamkrigen:

En af de mest lovpriste scener i Francis Ford Coppolas “Apocalypse Now” fra 1979 akkompagneres af Wagner-musik.

Heller ikke Eduard Hanslick, Wagners gamle ven, som pådrog sig evigt fjendskab med sin kritiske anmeldelse, er helt blevet glemt.

Ham udødeliggjorde Wagner nemlig som Sixtus Beckmesser – superskurken i operaen “Mestersangerne i Nürnberg”.