Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Mænd gik i lyserødt og strømpebukser

Igennem historien har kønnene byttet så meget rundt på hinandens tøjstile, erhverv og fritidsinteresser, at vi har glemt, hvordan det hele begyndte – fx at lyserød var en mande-farve.

Musée Louvre, Bridgeman, Shutterstock & Magnum/Polfoto

Lyserødt gav soldaten status

I 1700-tallet var det ganske almindeligt at se unge mænd spankulere omkring i lyserøde silkedragter pyntet med blomstret broderi.

Den lyserøde nuance var nemlig afledt af den maskuline farve rød, der blev anset for at være passioneret og krigerisk.

Unge kvinder kunne dog også gå klædt i lyserødt, da farven på samme tid udstrålede ungdom og sundhed.

Ifølge professor i klædedragtens historie Jo B. Paoletti stammer denne opfattelse fra udtrykket “in the pink”, hvilket betyder, at en person er “i meget god stand både fysisk og psykisk”.

Dermed havde intet køn patent på farven i 1700-tallet. Faktisk var det først i 1940’erne, at lyserød endegyldigt blev en pigefarve.

Ifølge Paoletti var opdelingen et resultat af tøjforretningernes markedsføring af tøj til børn. Her reklamerede de oftest med lyseblåt til drenge og lyserødt til piger.

Kjolen var praktisk for en rask dreng

Tunikaer og kjoler fandtes i klædeskabet hos mange mænd og drenge gennem det meste af middelalderen.

I begyndelsen af 1600-tallet begyndte de voksne mænd imidlertid at fravælge de lange gevandter – men langt de fleste forældre iklædte stadig deres drenge kjoler.

Med sådan én på var bleskiftet nemt, og senere kunne drengene uden stort besvær klare toiletbesøget selv.

Drengene gik derfor i kjoler indtil seksårsalderen. Kjolerne var fortsat populære langt op i 1800-tallet, hvor en buksedragt kaldet skeleton efterhånden overtog pladsen hos drenge mellem tre og seks år.

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte tøjfabrikkerne imidlertid at bruge en række nye stoffer, så bukser nu blev nemmere at vaske og stryge, hvorfor alle unge knøse snart løb rundt i bukser.

Når unge drenge i 1600-tallet fyldte seks år, afholdtes ofte en ceremoni, hvor de fik deres første bukser samt et tilhørende sværd i børnestørrelse.

© Getty images & Snaphaunce

Cheerleaderne blev toppen af amerikansk mandighed

Amerikanske drenge ville gøre næsten alt for at få en plads på cheerleading-holdet, da sporten kom frem i slutningen af 1800-tallet.

Den gymnastiske showdans blev nemlig anset for at være lige så mandig som den brutale sport american football.

Under 2. verdenskrig overtog kvinderne imidlertid pladserne i heppekoret, mens mændene var i hæren.

Og efter krigen blev den før så maskuline disciplin i stigende grad feminin, præget af pomponer og stadig kortere skørter.

Lad den bedste mand strikke

I middelalderen var strikning et mandefag, der blev strengt reguleret af strikkelav, hvis medlemmer var højt respekterede borgere ligesom skræddere og smede.

Under den industrielle revolution i 1800-tallet overtog maskiner meget af arbejdet, og mændenes interesse for strikkepinde forsvandt. Herefter endte faget som en kvindehobby.

At være dygtig til at strikke blev i 1800-tallet stadig anset for at være mandigt.

© Topfoto/Polfoto & Shutterstock

Kakaodrikken var kun for mandlige krigere

Oprindeligt stammer kakaodrikken fra Syd- og Mellemamerika, hvor den blev drukket af mayaerne, olmekerne og aztekerne.

Især de sidstnævnte tog drikken til sig. I 1500-tallet nedsvælgede kejser Moctezuma 2. angiveligt 50 guldbeklædte bægre med kakao hver dag.

Desuden proklamerede han, at kakao var en drik udelukkende for rigets krigere (mændene).

Da de spanske erobrere tog kakaobønnerne med til hjemlandet i 1600-tallet, spredte de sig hurtigt til hele Europa.

Her var det primært overklassens kvinder, som tog drikken til sig, hvorfor kakaoen hurtigt mistede sin status som en mandfolkedrik.

Strømpebukser gjorde manden smuk

Senmiddelalderens mode dikterede, at mænd skulle bære en kort tunika. Dertil fulgte et krav om pæne ben, hvilket var problematisk, fordi de behårede mandestænger blev anset for uskønne.

Løsningen blev et par hoser – de stramme benklæder, som har stor lighed med nutidens strømpebukser og gamacher.

Da hoserne igen fandt vej til butikkerne i 1930’erne, overtog kvinderne beklædningen, og i 1956 så de moderne strømpebukser dagens lys.

Middelalderens hoser blev fremstillet af uld, silke eller fløjl.

© Kunsthistorisches Museum Wien

Computernørder kom fra køkkenet

Da nogle af de første computerprogrammører skulle ansættes i 1940’erne, faldt valget på seks kvinder.

De blev ansat hos University of Pennsylvania, hvor verdens første elektroniske computer, ENIAC, ventede dem.

Mandlige fysikere havde bygget computeren, men da universitetet anså udviklingen af dens software som en let og dermed feminin tjans, fik kvinderne dette ansvar.

At kvinder var det rigtige valg, bekræftede computerforsker og admiral i U.S. Navy Grace Hopper i et interview med Cosmopolitan Magazine (1967):

“Programmering er ligesom at forberede en middag. Du er nødt til at tænke forud og planlægge, således at alt er klar, når du har brug for det. Kvinder er derfor naturtalenter som computer-programmører”.

Kvinderne fortsatte som de foretrukne programmører frem til 1960’erne, hvor arbejdsgiverne begyndte at vælge mænd til jobbet.

En teori er, at arbejdsgiverne begyndte at efterspørge mænd, da de indså, hvor kompliceret et arbejde program-mering er.

Betjeningen af verdens første elektroniske computer, ENIAC, blev varetaget af kvinder.

© Getty Images & Shutterstock

Hårde drenge havde let til tårer

Antikkens mænd skammede sig ikke over at tude. Dette findes bl.a. udtrykt i Homers fortælling “Iliaden”, hvor selveste Zeus – gudernes konge – græder tårer af blod over, at hans søn Sarpedon skal dø.

Gråden var ikke blot mandig i sig selv, den var også et udtryk for, at den grædende fortjente den tilgivelse, som han bad om.

Siden 1500-tallet har sagen dog været ganske mudret. Oftest anført af religiøse bevægelser har samfundets holdning til flæbende mandfolk ændret sig flere gange.

  • 0-1500: Tårerne trillede i hobetal hos antikkens mænd. Helt frem til 1500-tallet skammede ingen sig over gråden – den beviste tværtimod maskulinitet.

  • 1500-1680: Ved middelalderens udgang skulle de magtfulde have selvkontrol. Kunne en mand beherske sin flæben, kunne han også herske over andre, lød logikken.
    Borgerskabets mænd hulkede dog videre og henviste til Jesus, der græd i Biblen.

  • 1680-1750: I slutningen af 1600-tallet gjorde de britiske anglikanere oprør mod de religiøse tårer, som de fandt fanatiske og uanstændige.

  • 1750-1800: Takket være de fromme metodister fik gråden en genkomst hos samfundseliten, hvor den igen blev anset for at være en hellig handling.

  • 1800-1960: Skulle en mand opfattes som maskulin i 1800-tallet, måtte han opføre sig som en soldat under napoleonskrigene, hvor tårer ikke var velkomne.

  • 1960- : Med hippie-bevægelsens indtog og fremkomsten af “den bløde mand” viste mændene igen deres følelser.

I 1771 udgav forfatteren Henry Mac­kenzie bogen “The Man of Fee­ling”, der handler om en mand, som græder, hver gang han hører en trist historie.

© Bridgeman & Shutterstock

Mænd tog sexlysten fra kvinderne

Påstanden om, at kvindens behov for sex er større end mandens, blev bl.a. fremført af den græske læge Galen.

I 200-tallet e.Kr. forklarede han, at kvindens livmoder af natur er kold, og at den indeholder en kvindelig sæd, som størkner, hvis den ikke holdes varm. Kvinder har derfor behov for regelmæssige samlejer.

Ellers vil den stivnede sæd til sidst kvæle livmoderen.

Galens lærebøger blev stadig læst i middelalderen, hvor den engelske læge John of Gaddesden i 1300-tallet kom med dette råd til kvinderne:

“Hvis den størknede sæd begynder at kvæle livmoderen, skal kvinden finde en mand. Hvis hun ikke kan finde én, er nonne eller er gift med en gammel mand, som ikke er i stand til at gøre hende tilfreds, skal hun rejse oversøisk”.

Var kvinden afskåret fra at rejse, skulle hun opsøge en jor­de­moder, som kunne føre fingre op i hendes vagina.

Synet på kvindens sexlyst ændrede sig i 1530’erne, da for­ske­ren Andreas Vesalius genoversatte Galens værker til latin.

Under arbejdet opdagede han, at den græske læge bl.a. tog fejl i sin antagelse om, at der var sæd i kvindens livmoder.

Der­med var der heller ingen grund til at tro, at kvinder fra naturens side af skulle være mere interesserede i sex end mænd.

Den nyeste forskning viser da også, at mænd gennemsnitligt har en større lyst til sex end kvinder.

Kvinder bryggede øllet

Ølbrygning var fra oldtiden og langt op i middelalderen et kvindefag. I Danmark havde hver gård et bryggers, hvor husholdningens øl blev lavet.

Kvinderne kunne også eje og drive større bryggerier – og i England blev kvindelige brygmestre kaldt “alewifes” eller “brewsters”.

I løbet af 1400-tallet blev kvinderne trængt ud af bryggerbranchen af mændene. De organiserede sig i lav og opførte mere effektive bryggerier. Kun bryggerset har kvinderne tilbage.

Lægekundskaben var for kloge koner

I oldtidens Egypten og antikkens Grækenland fandtes der mange kvinder i lægestanden. Sådan var det også i middelalderens Europa, hvor abbedisser og nonner ofte arbejdede som helbredere.

Kvindernes dominans endte dog i 1487, hvor den katolske kirke skrev, at “hvis en kvinde vover at kurere uden at have studeret, er hun en heks og må dø”.

Det nye regulativ udelukkede effektivt kvinderne fra lægegerningen, da de ikke havde adgang til at studere på Europas universiteter.

Sekretærarbejde krævede en mand

Egyptens skrivere og middelalderens sekretærer havde ansvarsfulde jobs, det krævede en mand at bestride.

Med industrialiseringen og den voksende handel i slutningen af 1800-tallet skiftede opgaverne karakter – og kvinderne fik jobbet.

Mange arbejdsgivere mente også, at kvinderne med deres slanke fingre var bedre til at betjene tasterne på skrivemaskinen, der netop var opfundet.

Kvinderne stjal de høje hæle

Siden 800-tallet havde persiske ryttere båret højhælede sko, så de ikke gled ud af stigbøjlen, mens de red.

Først i slutningen af 1500-tallet nåede opfindelsen til Vesteuropa. Her blev sko med høje hæle hurtigt et statussymbol hos adelsstandens mænd, fordi hælene gjorde dem højere.

Eneretten på de høje hæle mistede mændene dog allerede i 1600-tallet, fordi aristokratiets kvinder ønskede at udstråle mere maskulinitet og derfor efterlignede datidens herremode.

De højtstående kvinder fik nogle ekstra cm, og i løbet af århundredet begyndte borgerskabets fruer ligeledes at spankulere rundt i de højhælede.

Resultatet blev, at adelskvinderne fik lavet endnu højere hæle for stadig at skille sig ud.

Mændene derimod valgte i løbet af 1700-tallet at skille sig helt af med de højhælede sko.

Solkongen, Ludvig 14., brugte hæle på 10 cm til at kompensere for sin lave højde.

© Getty Images & Ron Wood/Bata Shoe Museum

Læs også:

Komet Syrien Abu Hureyra
Arkæologi

Rumobjekt smeltede stenalderbosættelse

2 minutter
Kriminalitet

Scandinavian Star: Historien bag katastrofen

31 minutter
Om Historie

VIND KÆMPEMÆSSIG TAJ MAHAL i LEGO

1 minut

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul