Endevæggen blev censureret efter Michelangelos død. 

Michelangelo malede kønsdele i det Sixtinske Kapel

Bagdele og bare bryster fyldte Det Sixtinske Kapels endevæg, da Michelangelo var færdig med den i 1541. Pavehoffets sarte sanser tålte ikke synet, så en buksemaler blev tilkaldt.

16. maj 2018 af Therese Boisen Haas

Bestyrtede udbrud ekkoer gennem Det Sixtinske Kapel i Rom. Pave Paul 3. og hans følge af kardinaler og embedsmænd stirrer mod endevæggen af Peterskirkens sidebygning, hvor den store Michelangelo di Buonarroti er ved at male en kæmpe fresko i 1540.

Dér, bag ved alteret, kan skaren se det foreløbige resultat: Omkring 400 menneskeskikkelser, hvoraf langt de fleste er aldeles nøgne, svæver omkring en skægløs, blond atlet, der til­syneladende skal forestille Kristus. 

En ophidset debat begynder blandt de fromme gejstlige.

Kunsten viste pavens storhed

Renæssancemesteren Michelangelo har allerede dekoreret loftet i Det Sixtinske Kapel, hvor kardinalerne samles, når de skal vælge en ny pave. Mellem 1508 og 1512 fyldte han den 460 m2 store flade med scener fra Biblens skabelsesberetning.

Geniet vender tilbage igen i 1536, hvor han bliver bedt om også at bemale kapellets endevæg. Motivet på den 12 gange 13 m store flade skal være dommedag, hvor rettroende farer til himmels og syndere sendes i helvede.

Efter flere års arbejde nærmer Michelangelos værk sig sin afslutning, da

paven med følge kommer på inspektion i Det Sixtinske Kapel. Ifølge en beretning nedskrevet omkring år 1550 falder Paul 3. spon­tant på knæ ved synet:

“Herre, fritag mig for mine synder når du kommer på den yderste dag!” bønfalder han Herren. De fortabte sjæles pine er malet så livagtigt, at paven skælver af frygt for sin egen skæbne.

Bag paven er ceremonimester Biagio da Cesena også grebet af rædsel. Men det skyldes de mange utildækkede kønsdele på freskoen.

Den grad af nøgenhed hører ikke hjemme i et kapel, men i en badstue, mener han, og andre i følget har samme opfattelse. Paul 3. er dog godt tilfreds med kunstværket og vil ikke gribe ind, så Michel­angelo maler uforstyrret videre. Men dermed er sagen ikke forbi.

Vovede scener i “Dommedag” er fjernet af censuren.

© Bridgemann

Censuren slår til

Reformationen er i gang, og anklager om frås og skørlevned får hver dag kristne til at vende den katolske kirke ryggen. I et forsøg på at vende udviklingen indleder kirken en renselsesproces, og den kommer også til at omfatte kunsten. 

Den 21. januar 1564 falder en dom over Michelangelos “Dommedag”: De værste obskøniteter skal overmales, og de mange nøgne dækkes til.

Den gamle mester nægter at ændre så meget som et penselstrøg. Men knap en måned efter censurdommen dør han, og Michelangelos ven og gamle elev Daniele da Volterra får til opgave at dække numser og kønsdele til.

Som ung var Daniele ankommet til Rom i 1535, hvor han blev bemærket af Michelangelo. Mesteren tog ham under sine vinger, lærte ham sine teknikker og skaffede ham opgaver for kirken.

Ved Michelangelos død har Daniele ingen kvaler, da han bliver bedt om at rette i sin mentors kunstværk. Den nu 55 år gamle maler griber sin pensel og kaster sig over “Dommedag” med stor ildhu. 

Omkring 40 skikkelser får deres mest intime kropsdele indhyldet i klædesnipper af Daniele, som romerne spydigt begynder at kalde Il Braghettone – “buksemageren”. Så må han sætte arbejdet i bero og pille sine stilladser ned. Paven dør, og Det Sixtinske Kapel skal bruges under valget af hans efterfølger.

Daniele kommer aldrig i gang igen, for han dør selv i 1566. I stedet bliver den resterende nøgenhed fjernet af en række mindre talentfulde kunstnere.

Martyrer dyrkede sex

Vovede scener i “Dommedag” er fjernet af censuren. Men nysgerrige kan alligevel se kunstværket, som Michelangelo malede det.

I 1541 lagde Michelangelo penslen fra sig i Det Sixtinske Kapel i Rom. 23 år senere gik hans elev Daniele i gang med at fjerne utækkelige dele fra mesterens fresko “Dommedag”. Heldigvis for eftertiden var en tredje person på arbejde i kapellet i de mellemliggende år.

En kunstner ved navn Marcello Venusti malede i 1549 en tro kopi af Michelangelos mesterværk. Den hænger i dag på Museo di Capodimonte i Napoli, og her kan gæsterne opleve “Dommedag” før censuren.

Kopien afslører, at Daniele da Volterra ændrede markant på to figurer. Michelangelo malede martyrerne Skt. Blasius og Skt. Katarina på en måde, der kunne tolkes som om, at de var midt i en hed sexakt. 

Daniele fjernede de oprindelige farver og malede en mere uskyldig opstilling.

I Michelangelos version blev de to martyrer malet som om de havde stående samleje (t.v.). I Daniele da Volterras version skuer både Skt. Blasius og Skt. Kararina begge mod Kristus (t.h.). 

© Corbis/Polfoto

De berømte underbukser

I 1990 gennemgår Det Sixtinske Kapel en omfattende restaurering. Alle freskoerne bliver renset for århundreders sod og snavs, og konservatorne beslutter at føre “Dommedag” tilbage til originalen fra 1541 – næsten.

Mens andre tilføjelser bliver fjernet, får Danieles klædestumper lov til at blive. De er bevaringsværdige som et vidnesbyrd om den katolske kirkes modreformation, lyder argumentet, og ændringerne kan alligevel ikke gøres om.

Kunstkendere har hidtil antaget, at Daniele malede oven på Michelangelos farver. Men undersøgelser afslører, at geniets lærling arbejdede al fresco – på nystøbt, vådt pus.

Før han gik i gang med penslen, havde Daniele dermed hugget de obskøne dele bort, så han kunne begyndte helt forfra. 

Michelangelos oprindelige værk er tabt for altid, men her kan du fortsætte med at læse om kunstnerens smertefulde sidste tid, hvor end ikke fremskreden slidgigt kunne stoppe den 88-årige med at mejsle.  

Lige nu kan vi også tilbyde dig et særligt abonnementstilbud, hvor du udover 2 nr. af HISTORIE kan få en Mitilux-kikkert med, så du selv kan komme helt tæt på historiens største kunstværker. 

Du kan nemlig bruge den alsidige følgesvend til:

  • Naturobservationer
  • Vandring
  • Sportsbegivenheder
  • Teater eller koncerter
  • Og selvfølgelig sightseeing! 

Indløs dit særtilbud her

Læs mere

Morten Steen Hansen: In Michelangelos Mirror – Perino del Vaga, Daniele Da Volterra, Pellegrino Tibaldi, Penn State University, 2013. Andrew Graham-Dixon: Michelangelo and the Sistine Chapel, Phoenix, 2009. 

Måske er du interesseret i...

Læs også