Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Mode i middelalderen – Snabelsko og skamkapsler

I middelalderen og renæssancen var overklassen besat af at understrege, at den havde fingeren på pulsen. Både kirke og kongemagt forsøgte at kontrollere folks beklædning, men lige meget hjalp det – overklassen ville bare gå i snublesko, fremhæve deres underliv og putte gift i øjnene.

Christophel Fine Art/Getty Images

Tøjet skulle vise din stand

Beklædning i middelalderen var ikke kun et spørgsmål om penge. Tydelige love fastlagde hvad de forskellige klasser måtte gå i, så alle kunne se hvem der var konge og hvem der var bonde.

Pibekraven ­gjorde det svært at spise

Da spanierne lærer at afstive deres tøj, finder de på et af 1500-tallets største modefænomener.

Pibekraver blev oprindeligt brugt af den spanske adel som en form for hagesmæk, der beskyttede deres dyre tøj, når de spiste. Men kraverne så smarte ud til enhver lejlighed, og fra midten af 1500-tallet begyndte de at blive et udbredt modefænomen i Europa.

Herfra begyndte pibekraven at blive større, så den bredte sig omkring 25 cm ud fra halsen og blev understøttet af et ståltrådsstativ.

© Rijksmuseum

Det skabte dog et problem – pibekraverne var nu så enorme, at de blokerede for gaflen, når den skulle ind i munden.

Dette var der heldigvis en løsning på, og særligt spisebestik med ek­stra­lan­ge skafter begyndte nu også at blive populært.

Kraverne forsvandt som modefænomen i midten af 1600-tallet, men benyttes stadig af danske præster.

© Marieke Kuijjer

Snabelsko var snublesko

Snabelsko var middelalderens hotteste mode til mænd.

Skoene havde lange, spid­se snuder, der pegede opad. Hvor lange og spidse afhang af bærerens stand.

En almindelig, jævn mand gik i sko, der ikke var meget længere end hans fødder, mens en prins eller adelsmand kunne have sko, der var over en halv meter lange.

Den lange spids var fyldt ud med uld, hø, græs, mos eller hår for at holde formen.

Nogle snabelsko havde så lange snuder, at en stram tråd blev bundet om knæ­et og ned på skoens spids for at holde den af vejen, så ejeren ikke snublede.

Kirken hadede de lange sko – for det første havde mændene svært ved at bukke sig ned, når de skulle bede, og for det andet var de en hån imod fromhedskonceptet.

En engelsk munk skrev ligefrem, at skoene var djævelske og “passede bedre som kløer til dæmoner end til mænd”. Lige meget hjalp det, og moden ek­si­ste­re­de fra 1100- til 1400-tallet.

Ikke alle kvinder i middelalderen gik dækkede fra top til tå.

© The Holbarn Archive/Bridgeman Images

Blottet bryst forargede hele hoffet

Middelalderen havde også trendsættere, og om nogen var franske Agnès Sorel 1400-tallets Kim Kardashian.

Hun var elskerinde til den franske kong Karl 7. og havde ikke kun stor indflydelse på ham, men også på tidens mode, hvor hun konstant udfordrede kønsnormerne.

Sorel elskede at provokere og fik bl.a. indført pelskanter i hoffets kvindemode, som ellers før havde været forbeholdt mænd og kongelige.

Derudover plukkede hun sine øjenbryn helt af og satte godt gang i parykindustrien, da hun gjorde det moderne at gå med falsk chignon – opsat nakkehår.

Hendes mest provokerende påfund var at gå til hofarrangementer med det ene bryst blottet til fuldt skue for de andre gæster.

Her delte hun vandene i det franske hof, med både imitatorer og fordømmelser, men blev beskyttet af kongen, som forgudede sin elskerinde.

Han kunne dog ikke redde Sorel fra hendes endelige skæbne, da hun døde pludseligt i en alder af 28 år. Ifølge nogle historikere blev hun forgiftet af sine fjender ved hoffet.

I Firenze kunne ­særlige embedsmænd undersøge kvinders påklædning, hvis de mente, den var ulovlig.

© The Yorck Project

Firenze havde sit eget modepoliti

Sædelighedslove, som bestemte påklædningen, sås i hele Europa, men var især populære i Norditalien.

I Firenze blev der fx indført 135 love omhandlende kvinders tøj og 25 love om mænds fra 1281 til 1497.

Magthaverne mente, at hvis kvinder fik lov til at gå i det, de havde lyst til, så ville det hurtigt lede mænd i fordærv.

Ifølge nogle historikere blev lovene dog også indført af mænd, som var trætte af at betale for deres koners luksuriøse modeliv.

  • © The Yorck Project

    Dyr mode reducerede ægteskaber

    Da antallet af ægteskaber faldt i den norditalienske by Padova, stod grunden klar for magthaverne: Kvinder var for dyre i drift.

    I en introduktion til en lovtekst fra 1504 blev kvindens skyld beskrevet:

    “Det kvindelige køns natur, fuld af forfængelighed og dovenskab, samt de skadelige udgifter til deres nye moder og overflødige ornamenter forstyrrer mange ægteskaber, som kunne være indgået, hvis ikke det havde været for denne skøre og overdrevne luksus”.

    Loven gjorde det forbudt at bære tøj, som var mere end 25 gulddukater værd, samt ulovligt at have kjoler, som var fremstillet af mere end to meter stof.

  • © The Yorck Project

    Huden skulle skjules

    Sædelighedslove mod at vise hud var ganske normale i Italien. I byen L'Aquila sørgede en lov fra 1375 fx for, at mænd ikke måtte bære en vams “så kort, at kønsdelene forbliver udækkede”.

    I 1491 slog Bergamo fast, at kvinderne skulle bære tøj så højt, “at deres bryster er og forbliver helt dækkede”.

    Italien var dog også et af de første steder ny mode opstod, så når magthaverne lovgav imod ét fænomen, var især kvinderne hurtigt videre til det næste.

  • © The Yorck Project

    Statsansatte håndhævede sædeligheden

    Særligt i Firenze blev sædelighedslovene taget seriøst. Her blev der fra 1330 udpeget en embedsmand, som stod for håndhævelsen af lovene sam­men med seks assistenter.

    Modepolitiet gik både rundt på gaderne og kom hjem til borgere for at finde mulige syndere.

    Bystatens love om på­klæd­ning var enormt specifikke og sagde fx, at kvin­der måtte have fire kjoler – og kun én rød.

    Der var også regler for, hvor mange ringe kvinder måt­te gå med, hvilket materiale de måtte være lavet af, og selv hvor brede kvindernes ærmer måtte være.

Borgerskabet blev tvunget i uld

Op gennem 1200- og 1300-tallet blev borgerskabet, bestående af især købmænd og håndværkere, rigere.

De fik også større indflydelse i byerne, især når de samlede sig i fagfællesskaber kaldet lav. Den høje status skulle naturligvis markeres i tøjet, og adelens flamboyante mode blev kopieret af borgerne, som gik i både silke og fløjl.

Men adelen sad stadig i toppen af samfundet og kunne ikke acceptere, at der pludselig var folk fra de lavere stænder, som kunne overgå deres prægtige tøj.

I store dele af Europa blev der derfor indført love, som definerede, hvem der måtte bære hvad. Her blev borgerskabet mange steder udelukket fra både silke og fløjl.

I stedet kastede borgerskabet sig over uld. Det var godt at lave flotte klæder af, da det tog let imod farvning og derfor kunne simulere adelens eksklusive klæder.

Særligt grønne farver var ­populære blandt borgerskabet, da de var for dyre at vedligeholde for lavere stænder, og adelen og de kongelige kun sjældent gik i grønt.

Når uldtøjet skulle være endnu finere, blev pels og skind brugt til at pryde kanterne.

Også her indførte overklassen dog klare begrænsninger på fx, hvilke slags pelse borgerskabet måtte bruge i deres beklædning.

I både England og Frankrig var det kun kongen og hans familie, som måtte gå i hvid hermelinpels. Borgerskabet brugte derfor primært ræve- eller kaninpels.

Borgernes uldforbrug skabte et enormt uldmarked i Europa, som især England nød godt af.

Da handlen toppede omkring år 1300, blev der eksporteret 40-45.000 store sække med uld fra England til resten af Europa om året.

Uldhandlen var så profitabel, at skatterne fra den alene kunne betale for mange af Englands krige gennem 1200- og 1300-tallet.

Borgerskabet havde flere penge og rettigheder end bønderne og ønskede naturligvis at skille sig ud fra den lavere stand. Men ikke alle klæder var tilladt, så borgerne klædte sig i det bedste, de måtte: Uld.

SOP90

Hattemoden skiftede ofte, og en ny hat var en god måde at vise på, at du havde fingeren på pulsen. Især fjer i hatten blev populært i 1500-tallet, hvor europæerne fandt flere og flere eksotiske fugle i Amerika.

SOP90

En vams eller tunika af uld med høj krave dækkede mandens overkrop. Særlig fine udgaver blev prydet med ­komplekse mønstre i ­forskellige farver, fx af ­blomster eller blade.

SOP90

En lang kåbe af uld, udsmykket med flotte mønstre, blev båret som overtøj både udendørs og indendørs for at beskytte mod kulden.

SOP90

Gifte kvinder satte deres hår op og dækkede hovedet med fx et slør for at markere deres status og dække det ­forførende hår.

SOP90

Halsudskæringer i kvindernes kjoler begyndte i 1200-tallet at blive mere åbne. Halsen havde tidligere været dækket, men nu dikterede moden, at kravebenet skulle vises frem. Forargelsen var stor hos især kirkens fromme mænd.

SOP90
© Shutterstock

Gift gjorde øjnene større

I 1500-tallets Italien begyndte kvinderne at bruge saft fra planten natskygge, kaldet ­belladonna, til at gøre deres pupiller større.

De udvidede pupiller skulle få det til at se ud, som om kvinderne var permanent op­hidsede. Kvinder med forførende store øjne blev nemlig anset som toppen af skønhed.

Der var bare lige ét problem – natskygge er ualmindelig giftig.

For at få den eftertragtede virkning puttede kvinderne blot én dråbe i hvert øje, men det var nok til at give sløret syn og forhøjet hjerterytme.

Det kunne også give rødme omkring øjnene, men det blev af nogle blot set som endnu smukkere. Ved langvarig brug risikerede kvinderne at begynde at hallucinere, få hjerteanfald eller at blive ­permanent blinde.

Elizabeth 1. af England var muligvis storforbruger af venetiansk blyhvidt.

© National Portrait Gallery

Kvinder døde for et hvidt ansigt

I 1500-tallet blev det populært blandt kvinder at have en ekstremt hvid kulør. Derfor smurte kvinderne huden med såkaldt venetiansk blyhvidt, et blegemiddel, der var en blanding af vand, eddike og bly.

Uheldigvis gav cremen ofte blyforgiftning, hvilket førte til sårdannelse og hårtab. Ved langvarig brug kunne miksturen være dødelig.

Et af tidens store modeikoner, italienske Isabella d’Este af Mantova, var storforbruger af blyhvidt og blev ældet hurtigt af det giftige bly.

I en alder af 59 blev hun beskrevet af den italienske forfatter Pietro Aretino som havende et “indsmurt ansigt”, der var “uærligt grimt og endnu mere uærligt kunstigt”.

© Torún Regional Museum

Knapper holdt ikke på noget

Knapper blev udbredte i 1200-tallet, men sjældent brugt til at fæstne tøjet med.

De var i stedet en dekorativ tilføjelse, som blev anset for alt for lette at åbne og ikke noget, anstændige mennesker brugte.

Kun bønder og prostituerede kunne finde på at lukke deres tøj med knapper.

Som dekoration var de dog et stort hit. Knap­per­ne kunne være lavet af alt fra træ, ben og horn til sølv og guld og blev brugt til at markere ens status.

Derfor blev der også indført regler for, hvem der måtte bære hvilke knapper og hvor mange.

Knap­per af guld, sølv og elfenben var fx reserveret til de kongelige og den højtstående adel.

At der ingen regler var for ­kongelige, ud­nyt­te­de Frans 1. af Frankrig, da han i 1520 fik syet en sort fløjlsdragt med 13.600 guldknapper på.

De ædlere dele skulle ses – rejsning dagen lang

Mænds bukser i middelalderen bestod oftest af to separate ben kaldet hoser, som var snøret sammen.

Hvis manden åbnede benene for meget, risikerede han derfor at blotte sit lem. Derfor blev skamkapslen opfundet, som var et stykke stof bundet op mellem benene for at beskytte mandens anstændighed.

Fra 1400-tallet begyndte skamkapslerne dog også at blive en del af moden.

Nu skulle de være større og understrege bærerens virilitet ved at få det til at se ud, som om han havde permanent erigeret penis.

Derfor blev de stoppet til med bl.a. uld, så de stod ret op i luften, og mange blev endda udsmykket med guld eller ædelsten.

Ikke alle synes, at de erigerede skamkapsler var et udtryk for maskulinitet. I 1534 gjorde den franske renæssanceforfatter og humorist François Rabelais tykt grin med moden, som han kaldte:

“De hykleriske skamkapsler for fjolser og flottenhejmere, som er fyldt med intet andet end vind – til det ­kvindelige køns store irritation”.

Skamkapsler var i begyndelsen et middel til at dække mandens penis imod ­nysgerrige øjne, men endte som en enorm potensforlænger.

Historic Images/Imageselect

Syfilis var normalt blandt overklassens mænd, og bandagerne på penis blev skjult i skamkapslen.

Historic Images/Imageselect
© Cultural Archive/Imageselect

Underlivet skulle fremhæves på slagmarken

Moden med de stive skamkapsler bredte sig helt til rustningerne.

Selv kejsere skulle prale med deres store ­maskulinitet ved at have et opadsvingende metalhylster mellem benene, når de skulle i krig.

De iøjnefaldende ornamenter var dog upraktiske, idet den stive udformning gjorde rustningen mindre fleksibel i de nedre regioner.

Prostituerede fandtes i de fleste byer i middelalderen, men måtte ofte kun arbejde på bestemte gader.

© Gerrit van Honthorst/Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

Prostituerede skulle vise hår

Moden i middelalderen var ofte et spørgsmål om hår – især kvinders. Langt, flagrende kvindehår blev nemlig set som stærkt seksualiserende.

Fra 1100-tallet og frem satte gifte kvinder derfor håret op eller dækkede det helt for ikke at virke for tiltrækkende. Prostituerede skulle til gengæld gå med håret frit i mange lande, så det var tydeligt at se, hvilket erhverv de tilhørte.

I 1300-1500-tallets Frankrig blev prostituerede endda opfordret til at klæde sig vovet og med ekstravagante kjoler og smykker.

Det var også ulovligt for dem at bære hårslør som en respektabel kvinde. Og i 1400-tallets Skotland var det kun prostituerede, som måtte klæde sig over sin stand.

Tiltag som disse var et forsøg fra stat og kirke på at skræmme respektable kvinder fra at gå alt for luksuriøst og vovet klædt, da de så ville ligne og blive forvekslet med prostituerede.

Kvinderne begyndte dog ofte bare at gå i ny mode, som på den måde adskilte dem fra de prostituerede.

© Charles Phelps Cushing/Classicstock/Getty Images

Striber kunne give dødsstraf

Striber blev høj mode i 1400- og 1500-tallet, men havde været strengt forbudt nogle hundrede år tidligere.

De blev nemlig set som djævlens tøj og måtte kun blive brugt af samfundets udskud. Hofnarre bar striber, og ifølge loven i mange europæiske lande skulle det også gøre sig gældende for bl.a. prostituerede og bødler.

Historikere mener, at aversionen kan være kommet af bibelverset, “Du vil ikke iklæde dig et stykke stof, der er lavet af to”, som gejstlige kan have tolket som Guds modstand imod tøj i flere farver.

At iklæde sig djævlens stof kunne blive en alvorlig affære.

Da en fransk skomager i 1310 gik i striber for en dag, endte han med at blive dømt til døden.

Selv efter at striber blev lovlige, var de associeret med dristighed og vovemod og blev typisk båret af provokatører, charmører og lejesoldater.

Chopines fandtes i mange ­størrelser. De voksede sig især høje i ­slutningen af 1500-tallet.

© Brooklyn Museum Costume Collection & Livrustkammaren

Kvinder væltede på styltesko

Nutidens plateausko er intet i forhold til de styltesko, kvinder i Venedig gik med i 1400-1600-tallet.

De havde navnet chopines og kunne være over 50 cm høje. Benforlængerne havde to formål: De beskyttede både kvindens fødder på de våde og mudrede gader og understregede samtidig hendes høje socialstatus.

Det var umådelig svært at holde balancen i de høje sko, og selvom adelskvinderne havde en tjener som støtte, styrtede mange på de ujævne veje.

Uden for Venedig var de fleste enige om, at denne modedille var fuldkommen åndssvag, men i modsætning til mange andre modefænomener blev stylteskoene ikke kritiseret af kirken, sandsynligvis fordi de afholdt kvinderne fra at danse, og det var dog en endnu større synd.

Læs også:

Mælk, Tollense, bronzealder
Arkæologi

3.200 år gamle knogler vidner om mælks sejrsmarch

2 minutter
Arkæologi

Virkelighedens Asterix fundet i England

2 minutter
Gastronomi

Hundekok sørgede for maden i England

1 minut

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul