Mord og ligrøveri gav de perfekte tænder

Pasform er ikke-eksisterende

Kunstige tænder var i 1700-tallet den store dille hos Europas adelige og bedre borgerskab. Tænderne var modetilbehør på samme måde som parykker og fint tøj – og så gav de fylde til indfaldne kinder.

Den voksende interesse for kunstige tænder opstod ikke tilfældigt. I kølvandet på de store opdagelsesrejser i 1500-tallet begyndte sukker i store mængder at ankomme til Europa fra kolonierne i den nye verden.

Sukkeret blev i første omgang populært i kongehuse og hos overklassen, hvor tandproblemer snart hørte til dagens orden. Dronning Elizabeth 1. af England var fx kendt for ofte at lide af tandpine, og på sine ældre dage mistede hun flere tænder.

“Dronningen er stadig glad og munter, omend hendes ansigt viser tegn på noget forfald, hvilket hun forsøger at skjule, når hun optræder offentligt, ved at stoppe munden med fine klude, så hendes kinder bliver fyldt ud”, fortalte fader Rivers, en jesuiterpræst, der var bosat i London i 1602.

At fylde munden med klude var ikke en holdbar og moderigtig løsning, og snart begyndte overklassen da også at tage andre midler i brug.

Broer – enkelttænder sat fast med guldbånd mellem eksisterende tænder – havde været kendt siden oldtiden, men i 1500-tallet blev det muligt at anskaffe sig et helt gebis. Arkæologerne har fx fundet en komplet over- og undermund, bundet sammen med snor, i en grav i Schweiz.

Tænderne kan dog umuligt have været behagelige og har heller ikke været egnet til at spise med.

Sandsynligvis har de blot været båret til pynt ved særlige lejligheder. I 1600- og 1700-tallet steg efterspørgslen på proteser imidlertid pga. det større sukkerforbrug, og tandlægerne opmuntrede ivrigt kunderne.

“Kunstige tænder, der passer så godt, at man kan spise med dem, og som ikke er til at kende fra de naturlige”, lovede en annonce i det engelske blad The Ladies Daily fx i 1711.

Virkeligheden levede dog langtfra op til løfterne. De første kunstige tænder var skåret ud af elfenben og tænder fra hvalrosser og sat fast på en protese skåret ud af flodhestetand.

Men da alt materialet var organisk, blev tænderne hurtigt nedbrudt af spyt og bakterier i mundhulen.

Spisning var for langt de flestes vedkommende udelukket, da gebissets pasform var elendig. Nogle tandlæger brugte ganske vist voks til at tage aftryk af patientens mund, men materialet var for groft til at kunne give et nøjagtigt resultat.

I stedet målte tandlægen patientens mund med en passer eller tegnede en skitse i fri hånd på et stykke papir, som derefter blev brugt til at skære tandsættet ud efter.

Nogle tog det dog mindre nøje med pasformen. Folk, som boede langt væk fra en tandlæge eller var for generte til at henvende sig personligt, kunne købe kunstige tænder pr. postordre.

“Dette gøres ved at sende et mønster, efter nærmere anvisninger, som kan fås ved at sende et brev og penge med posten eller på anden vis”, skrev Londontandlægen Gamaliel Voice i en annonce.

Flydende tænder blafrer i munden

Uanset hvor dårlig pasformen var, sørgede tyngdekraften for at holde undermunden på plads, og hvis det alligevel kneb, fyldte tandlægen lidt bly i protesen.

Værre havde patienter uden tænder i overmunden det. Her kunne tænderne kun sidde fast ved hjælp af et hængsel.

Indretningen var imidlertid stiv og ufleksibel og gjorde det svært at tale. Nogle slog sig til tåls med de manglende overtænder, men tabet gik især de franske kvinder på.

Nogle gik endda så vidt som til at lade tandlægen gennembore gummerne med kroge, hvori de kunstige tænder kunne hænge efter samme princip som øreringe.

“Flydende tænder” kaldtes indretningen, der tillod tænderne at “lyde enhver impuls fra tungen og fra den luft, som passerer ind og ud ad munden”, som den parisiske tandlæge Pierre Fauchard beskrev det.

“Jeg hørte om en dame, der var udrustet således, og som ikke oplevede andet end pine, indtil et lykkeligt anfald af hoste sendte de besværlige tænder ind i ilden”, fortæller Fauchard.

Tandlægen var så chokeret, at han i stedet opfandt en indretning, hvorved tænderne blev holdt sammen af fjedre af fladt stål.

Ulempen var, at ejeren måtte bruge muskelkraft for at holde munden lukket, men i det mindste blev både over- og undertænder, hvor de var.

Apoteker opfinder porcelænsgebis

Fjedrene gjorde det nok muligt for ejeren at tale uden problemer, men at komme igennem et måltid var straks sværere.

Tænderne kørte fra side til side, hvilket gjorde dem uegnede til at tygge med. Ejeren måtte derfor tage tænderne ud og først sætte dem ind igen efter maden.

I midten af 1700-tallet blev de flade fjedre afløst af springfjedre. Tænder med springfjedre, skrev tandlægen Thomas Berdmore, “opfylder ethvert formål, som naturlige tænder har, og kan tages ud, gøres rene og sættes i af patienten selv med største lethed”.

Renlighed var i det hele taget vigtigt, fastslog bogen “Pleje af kunstige tænder”, der blev udgivet i 1851.

“Overfladen af tænderne skal børstes godt med lidt udfældet kridt én eller to gange om dagen og efter børstning skrubbes godt med et tørt, blødt håndklæde”, anbefalede bogen.

Intet kunne dog forhindre tænderne i at forfalde med tiden. Allerede efter et år begyndte tænderne at lugte.

“Forestil Dem 2.000 mennesker i operaen, og at mindst 200-300 af dem har et lille stykke flodhest i munden.

Se for Dem billedet af alle disse tænder i forrådnelse, og De vil se et skelet af dyret, som, hvis det blev anbragt på scenen, ville drive samtlige tilskuere ud ved den afsky, det ville vække”, bemærkede Geoffrey, præsident for Det Kongelige Medicinske Selskab i Paris.

Også misfarvninger var et konstant problem. Mænd, der begik den fejl at sætte tænderne i efter middagen, men før passiaren i herreværelset, opdagede snart, at portvin gjorde elfenben adskillige toner mørkere.

For den franske apoteker Alexis Duchâteau var misfarvningen særlig pinagtig. Apotekerens arbejde med at blande medikamenter krævede, at Duchâteau smagte på forskellige kemiske substanser, og det satte sine spor.

De mange kemikalier fik med tiden franskmandens flodhestegebis til at antage alle regnbuens farver med grøn, rød og blå som de mest dominerende. Beskæmmet gennemsøgte Duchâteau laboratoriet for at finde et middel, der kunne skrubbe tænderne rene, men forgæves.

Duchâteau havde dog set, hvordan porcelæn modstod farvepåvirkninger, og det slog ham, at det samme materiale måtte kunne bruges til kunstige tænder. Men porcelænsfabrikken, der skulle brænde de kunstige tænder, havde svært ved at ramme den nøjagtige temperatur, der kunne sikre gebissets pasform.

Først efter adskillige forsøg lykkedes det at fremstille en protese, der sad godt i apotekerens mund. Duchâteau syntes imidlertid, at tænderne så unaturlig hvide ud, og han fik derfor fabrikken til at blande lidt gult i porcelænet.

Da fabrikken brændte det nye sæt tænder, gik det galt igen, og Duchâteau modtog et krympet gebis.

Først da han fik kontakt med tandlægen Nicholas de Chemant, lykkedes det at finde en opskrift. Sammen opdagede de, at de ved at tilsætte pibeler (fint og meget rent, hvidt ler) og jordfarver kunne ramme en tone, der så nogenlunde naturlig ud.

Porcelænstænderne var en stor forbedring, ikke kun fordi de hverken lugtede eller blev misfarvede, men også fordi de ikke samlede sygdomsfremkaldende bakterier på samme måde som gebisser lavet af dyretand.

I sin bog “Afhandling om kunstige tænder”, udgivet i 1797, beretter Chemant om, hvordan hans tænder hjalp en ældre herre, som var blevet “en byrde for sig selv og alle, som kom i nærheden af ham, pga. stanken fra sin ånde”. Chemant tog mandens gamle tandprotese ud.

“Da jeg havde fjernet grunden til infektionen og sygdommen, lavede jeg ham et komplet sæt tænder af porcelæn og havde tilfredsstillelsen af at se ham genfinde sit helbred i løbet af kort tid”, pralede de Chemant.

Beretningen var sandsynligvis overdrevet, men de fleste brugere var glade for tænderne, ikke mindst da det i 1808 lykkedes den italienske tandlæge Guiseppangelo Fonzi at lave enkeltstående tænder af porcelæn.

Tidligere havde porcelænsprotesen været brændt i én blok med tandmellemrummene malet på. Nu blev tænderne lavet enkeltvis og derefter sat fast vha. små metalkroge eller løkker, der var indlejret i porcelænet.

Da tænderne var fint afrundede foran og helt flade på den side, der vendte ind i mundhulen, og dermed lignede en gennemskåret bønne, fik de tilnavnet “bønne-tænder”.

De nye “mineral-tænder”, som porcelænstænderne også blev kaldt, mødte stor interesse over hele Europa. Perfekte var de imidlertid ikke. Porcelænstænderne var påfaldende ensfarvede og virkede massive.

Desuden havde de en tendens til at ødelægge eksisterende tænder, hvilket var et problem, hvis patienten blot havde brug for fx en ny undermund.

“De apparater, som vi kalder mineral-tænder eller jødetænder, bliver nu fremstillet i stort antal af porcelæn, men de ligner altid det, de er, og kan aldrig blive forvekslet med rigtige tænder. De fungerer endvidere som en hvæssesten på de naturlige tænder og sliber dem hurtigt væk”, advarede en tandlæge.

Disse ulemper fik flere patienter til fortsat at sværge til elfenben, der forblev et populært materiale i mange år. Så sent som i 1875 reklamerede det velrenommerede firma Claudius Ash i London med, at det solgte blokke af elfenben til fremstilling af kunstige tænder.

Ligrøvere stjæler tænder

Hvad angik naturligt udseende, overgik intet dog mennesketænder.

Tænderne kom fra fattige, som af nød lod sunde tænder trække ud for at tjene en skilling, eller fra døde mennesker.

Når det gjaldt tænder fra lig, kunne britiske tandlæger trække på et korps af organiserede gravrøverbander, de såkaldte resurrectionists – som løst oversat betyder “de genopstandne”.

Banderne var opstået i 1700-tallet, da lægernes interesse for at studere menneskets anatomi voksede.

Myndighederne gav lægerne lov til at bruge ligene fra henrettede straffefanger, men forsyningerne kunne langtfra opfylde behovet for menneskekroppe til dissektion.

Lægerne hyrede derfor folk til at skaffe lig. Gravrøverne gravede ligene op eller stjal dem før begravelsen.

Banderne arbejdede på kanten af loven, da de døde kroppe ikke tilhørte nogen og derfor i princippet straffrit kunne stjæles.

Respektable folk så dog ned på ligrøverne, hvis rygte ikke blev bedre af, at de uden skrupler brugte ufine metoder som fx at lade kvindelige bekendte møde op i kapeller eller på hospitaler for i rollen som sørgende efterladt at få udleveret en afdød.

Røverierne var imidlertid indbringende, og ved at levere tænder til proteser kunne banderne skaffe sig en klækkelig ekstraindtægt.

Ifølge beretninger fra 1800-tallet kunne udbyttet i tænder alene let snige sig op på mellem 20 og 30 britiske pund for blot et enkelt gravsted. Til sammenligning tjente en faglært arbejder som fx en tømrer godt 13 pund på et år.

En anden forsyningskilde var 1800-tallets slagmarker. Langt de fleste omkomne fra fx slaget ved Waterloo, hvor omkring 30.000 blev dræbt, var unge, sunde mænd, og deres tænder blev en efterspurgt vare.

De ægte tænder blev ikke nær så hurtigt nedbrudt som dyretænderne og virkede samtidig og af gode grunde mere naturlige.

Til gengæld kendte datidens tandlæger ikke til nødvendigheden af at desinficere tænderne først, og bakterierne fra de døde gav hyppigt infektioner.

Mennesketænderne dalede langsomt i popularitet i løbet af 1800-tallet, men var stadig hen imod århundredets slutning en ganske almindelig vare, som kunne findes i kataloger over tandlægeudstyr.

I 1860’ernes midte fik mennesketænderne endda en kort opblomstring, da de massive tabstal i den amerikanske borgerkrig sørgede for rigelige forsyninger.

Magasinet Pall Mall Gazette kunne i 1865 fortælle, at tandlæger i London ikke længere lavede kunstige tænder, men brugte de naturlige, som de aftog fra nogle af de mange tandudtrækkere, der fulgte de amerikanske hære på slagmarkerne. Tænderne ankom i tøndevis med damper til England.

På dette tidspunkt havde gebissets popularitet nået nye højder. Store smerter under tandudtrækning havde hidtil holdt mange fra at få fjernet de sidste tandstumper og anskaffe sig et helt gebis.

Det var der blevet lavet om på, da den amerikanske tandlæge William Morton den 16. oktober 1846 i Boston lod en patient indånde æter, hvorefter Morton smertefrit kunne operere patienten i kæben.

Opdagelsen skabte et sandt boom i tandudtrækninger og indkøb af kunstige tænder. Brugerne måtte dog stadig nøjes med det stive, uhygiejniske og bekostelige elfenben, som tænderne var sat fast i.

Men dette ændrede sig, efter at den amerikansk-fødte tandlæge Thomas W. Evans i 1848 fandt ud af at bruge såkaldt vulkaniseret gummi til tandproteser.

Materialet viste sig at være ideelt. Det kunne let formes til patientens mundhule, de færdige tænder sad godt fast, og så var materialet frem for alt billigt.

Patentkrig fører til mord

I 1864 lykkedes det imidlertid Josiah Bacon, en ærgerrig ansat ved et gummifirma, at sikre sig patentet på gebistypen.

Bacon begyndte straks nidkært at opkræve licenser fra tandlæger over hele landet. Summerne var for den enkelte tandlæge ikke svimlende, men dog betydelige; en tandlæge, der ønskede at fremstille tænder efter metoden, måtte punge ud med 25 til 100 dollars om året afhængigt af praksissens størrelse.

Dertil kom en afgift på to dollars for hvert gebis, som tandlægen fremstillede. Enhver, som nægtede at betale, blev sagsøgt fra praksis, hus og hjem.

“Josiah Bacon, den drivende Mefistofeles i denne flåning af tandlægerne”, skrev et blad forarget.

Bacon gik endog så vidt som til at bruge lokkeduer for at afsløre tandlæger, der snød med licensen.

De falske patienter var, hed det i en samtidig avisartikel, typisk “en ung, smuk kvinde. Hun ville henvende sig til tandlægen for at få ham til at tage et aftryk til en model i gummi.

Hun var gavmild med sine penge og kun insisterende med hensyn til gummiet”. Bacon brugte også andre ufine metoder.

“Tandlægernes hushjælp blev bestukket, naboer udspurgt, og der blev brugt intimiderende metoder”, skrev avisen.

Tandlægerne forsøgte gentagne gange at stoppe Bacon, men da den amerikanske højesteret gav ham medhold, var han tilsyneladende ustoppelig. Firmaet havde da tjent tre mio. dollars på sagerne.

I 1879 rejste Bacon til San Francisco, hvor han bl.a. ville sagsøge en tandlæge ved navn Samuel Chalfant. Bacon havde forsøgt at slæbe Chalfant i retten to gange tidligere, men hver gang var tandlægen sluppet fri.

Denne gang skulle det være løgn, tænkte Bacon, som var fast besluttet på endelig at få ram på den stædige tandlæge.

Til Bacons store tilfredshed var heldet med ham denne gang. Lørdag den 12. april 1879 blev Chalfant fundet skyldig i retten.

Glæden blev dog kort for Bacon, for dagen efter opsøgte Chalfant ham på værelset på Baldwin Hotel. Den følgende morgen fandt stuepigen Josiah Bacon død med en kugle i maven.

Tænderne eksploderer

Sagsanlæggene sluttede med Bacons død. I mellemtiden havde tandlæger desperat forsøgt at finde en erstatning for det nu stærkt fordyrede gummi.

Et af buddene var proteser af celluloid. Den formbare plast blev opfundet af John Wesley Hyatt, som også brugte materialet til at fremstille billardkugler og kamme.

Da hovedbestanddelen i celluloid er skydebomuld, et eksplosivt stof blandet af cellulose og salpetersyre, var tænderne særdeles brandfarlige.

New York Times bragte chokerende rapporter om “eksploderende tænder”, når varme og gnister fra cigarer eller cigaretter antændte rygerens protese.

Forfatteren Compton MacKenzie beskriver i sine erindringer, hvordan Sydney Clark, den agtværdige redaktør af The Church Times, med nød og næppe undgik en katastrofe, da han kom til at falde i søvn under et selskab.

“Pludselig sprang han op med røgen stående ud af munden; den tændte cigaret havde sat ild til hans kunstige tænder. Jeg så flammerne med mine egne øjne, og jeg hørte Sydney Clarks fortvivlede skrig, da han sprang op og flåede tænderne ud”, fortæller MacKenzie.

Heldigvis for tandlæger og protesebrugere besluttede Josiah Bacons firma ikke at forlænge patentet, da det udløb i 1881, og gummi blev brugt til kunstige tænder helt indtil 2. verdenskrig.

Krigen betød mangel på gummi, og fabrikanterne begyndte derfor i stedet at bruge akryl, et meget stærkt plastmateriale, der er let at gøre rent, og som tandlæger og tandteknikere bruger den dag i dag.

Efter krigen fulgte langt større velstand, som bl.a. betød, at tandlægebesøg blev hverdag også for den brede befolkning.

Samtidig arbejdede tandlægerne nu for at bevare patienternes tænder, og tandudtrækninger blev set som en nødløsning.

Det mindretal, der fik brug for et gebis, kunne imidlertid glæde sig over, at det omsider var lykkedes tandlægerne at fremstille de perfekte tænder.