Musikhistorie: Et enkelt stykke musik kostede en formue
I dag betragter de fleste musik som en gratis og nem glæde. Men for 400 år siden skulle man betale løn til 90 musikere, hvis man ville høre et enkelt stykke musik. Tag med på en musikalsk rejse gennem historien.
Mange basunister og fløjtenister kan takke Ludwig van Beethoven for jobbet i symfoniorkestret. Var det ikke for hans særlige krav til instrumenteringen, ville der ikke have været brug for dem.
Orkestret tager form
I dag tæller et symfoniorkester ca. 90 musikere, men sådan har det ikke altid været. Gennem århundreder er orkestrets størrelse og klang blevet udbygget. Og fra alle verdenshjørner er instrumenter med helt særlige egenskaber strømmet til Europa. Oboen kom fra Jerusalem, paukerne fra militæret.
De første orkestre bestod af små grupper af omvandrende musikanter, der blev hyret til én opgave ad gangen. I middelalderen hørte hverken adel eller almue musik – de dansede til den.
Først i renæssancen (1400-1600) begyndte musik at få en værdi i sig selv, da fyrster og adel satte pris på elegant taffelmusik under deres måltider og musik til mindeværdige begivenheder som fx et bryllup.
Musikken krævede et hofensemble, der i renæssancen bestod af højst 10 musikere. I barokken (1600-1750) voksede orkestrene sig lidt større. Komponisten Bach havde fx 18 musikere til sine store kirkeværker, og Händel omkring 30. Samtidig kom der orden på instrumentsektionerne: Blæsere, strygere, tangenter og strengeinstrumenter sad nu grupperet.
I oplysningstiden (1700-1800) hittede værker af Mozart og Haydn overalt i Europa, og enhver fyrste krævede, at musikken lød mindst lige så godt hos ham, som når den blev spillet ved naboens hof. For at indfri det krav måtte orkestrenes størrelse og instrumentering standardiseres.
I løbet af 1700-tallet fik borgerskabet mod på at efterligne fyrsternes smag og opførte koncertsale med plads til mange tilhørere. De store rum stillede nye krav til lydstyrke og instrumenter. Med tiden betød de kunstneriske krav, de fysiske rammer og de økonomiske begrænsninger, at symfoniorkestret endte med at have ca. 90 medlemmer fordelt i fire instrumentsektioner.
Messingblæserne skabte drama
Orkestret blev styrket med trompet og horn, der formåede at spille op til dramaet i operaerne. Først skulle trompeten dog bygges grundigt om.
Valdhornet blev oprindeligt brugt som signalhorn under jagt. Venstre hånd betjener de tre eller fire ventiler, mens højre hånd stoppes ind i hornets tragt for at forme lyden.
Trompeten var i begyndelsen blot et langt rør med tragtformet munding, der blev brugt under militære slag. I middelalderen stod trompetister under særlig beskyttelse, fordi de var livsnødvendige til at videregive ordrer til hærens enheder. Trompetens lyd blev dengang sammenlignet med et æsels skryden. Først i renæssancen blev den anvendt til musik, og ikke før trompeten fik sine tre ventiler i 1800-tallet, kunne den spille tonerne præcist.
Tubaen blev opfundet i Tyskland i 1835 til brug i militærorkestre. Den erstattede hurtigt ophicleiden (et bas-horn). Tubaen findes i dag i flere størrelser – den største er 2,5 m høj og altså en del højere end den musiker, der spiller på den.
Trompeten var længe ugleset af komponisterne – de sammenlignede den med æslets skryden.
Klarinet nedstammer fra en blokfløjte
Klarinetten er en videreudvikling af blokfløjten og blev først kaldt skalmeje. I 1700 forsynede en tysk instrumentmager den med klapper, og klarinetten var skabt. I begyndelsen var klapperne dækket af utæt filt. Først da en russisk klarinettist i 1812 brugte læder i stedet, kunne klarinet-ten holde tonen.
Oboen kaldte jøderne til bøn
Biblen omtaler det obo-lignende instrument chalil, der blev brugt til at kalde til bøn i templet og kunne høres over hele Jerusalem. I middelalderen opstod bl.a. skalmejen, der blev videre-udviklet til en obo af Ludvig 14.s hofkomponist Lully.
Pauken blev hentet ned fra kamelens ryg
Oprindeligt stammer paukerne fra Mellemøsten, hvor de lå på en kamelryg, så rytterne kunne spille på dem. De europæiske korsfarere nappede idéen og flyttede dem over på heste, så den taktfaste dundren kunne ledsage hærenes march frem. Sammen med trompeten nåede pauken via militæret ind i symfoniorkestret.
Araberne brugte pauken til at drive deres soldater frem på slagmarken.
Xylofonen fik en chance
Formentlig kom xylofonen fra Asien, hvorfra den kom til Afrika i ca. 500 f.Kr. I Europa blev den populær i polsk og tysk folkemusik i 1400-tallet. Den fik først en plads i kompositionsmusik i slutningen af 1800-tallet og er dermed et af symfoniorkestrets yngste medlemmer.
Violinen greb alle om hjertet
I renæssancen udviklede instrumentbyggere violinen ud fra den lidt større viola. Med alle håndværkets tricks lokkede de mest mulig klang ud af det spinkle instrument, som hurtigt blev det mest populære af dem alle. Med sin følsomme lyd og sit store register kunne violinen bedre end noget andet medlem af orkestret illudere den menneskelige stemme, og violinisternes antal voksede støt.
Harpen var en egyptisk flitsbue
Oldtidens egyptere opdagede, at strengen på deres flitsbuer kunne afgive en tone – og dermed var den første harpe skabt. Også grækerne og tyrkerne blev mmed tiden begejstrede for harpen, og i mIrland var den nationalinstrumentet allerede for 1.000 år siden.
Udviklingen af harpen fortsatte. I 1697 fik den pedaler, der kunne ændre strengenes tonehøjde – og sikre dens medlemskab af symfoniorkestret.
De ældste harper er over 5.000 år gamle og stammer fra Egypten.
Jagten på kammertonen
A’et er den tone, der skal bringe det store symfoniorkester i perfekt samklang. Inden koncerten stemmer alle musikere deres instrument efter oboens A, kammertonen.
Før i tiden kunne dette A have meget forskellige tonehøjder rundt omkring i verden. Briterne brugte fx en særlig stemmefløjte, der satte A’et til 380 hertz (svingninger pr. sekund), mens A’et i de tyske orgler var sat til 480 Hz. Forskellen på det britiske og det tyske A var med andre ord mere end to heltoner.
For at rydde op i dette uvæsen opfandt den britiske musiker John Shore i 1711 stemmegaflen med 423 Hz.
I 1859 klagede franske operasangere imidlertid over, at kammertonen var krøbet helt op på 452 Hz på grund af de italienske soprandivaers indflydelse.
Den franske regering vedtog hurtigt en lov imod den italienske indflydelse ved at sænke kammertonen til 435 Hz. I de følgende årtier tilsluttede Spanien, Østrig, Rusland, Storbritannien og Italien sig Frankrigs le diapason normal – den normale tonehøjde. Men harmonien blev brudt i 1920’erne, da amerikanske instrumentbyggere begyndte at hæve A’et igen.
Først i 1939 genfandt verden kammertonen under en kongres i London, hvor selv det krigeriske Nazityskland stemte for at placere A’et ved 440 Hz. Men debatten fortsatte. I 1989 klagede bl.a. tenoren Pavarotti til den italienske regering over det alt for høje A, som han anså for sundhedsskadeligt.
Noder banede vejen for ørehængerne
I året 1050 opfandt benediktinermunken Guido d’Arezzo et system, så komponister kunne fastholde deres musik og dermed sende den i cirkulation blandt udøvende musikere. På fem linjer kunne han præcist angive tone, rytme og pausering.
Hvert nodesystem i et partitur indledes med en såkaldt G-nøgle. Spiralen (nøglens startsted) angiver, hvordan noderne skal læses – fx hvor tonen G er placeret.
Grækerne kom med skalaen
Nutidens tonesystem kan spores helt tilbage til grækernes idéer om musik. En skala bestod hos grækerne af en række toner, der steg i højden med et bestemt interval imellem hel- eller halvtoner. Således blev grækernes joniske skala til nutidens dur-skala, og den æoliske blev til mol. En almindelig skala kaldes også en oktav og består af otte toner.
Dirigentstokken var tung som en rafte
Navnet dirigentstok er ikke helt dækkende for den tynde pind, som vore dages dirigenter benytter. Men ordet beskriver nøjagtigt det redskab, som fx Solkongens hof-komponist Jean-Baptiste Lully havde i hænderne.
Lully dirigerede sit orkester med en stav på størrelse med et kosteskaft, som han holdt lodret og bankede i jorden for hvert taktnedslag. Uheldigvis knuste Lully en tå under sin heftige dirigeren. Den forfængelige mand afslog amputation af tåen og døde kort efter af koldbrand. Den tyske komponist Felix Mendelssohn Bartholdy menes at være den første, der svang en lille pind af træ foran sine musikere. Det skete i London i 1829.
Metronom sætter tempoet
Musikkens tempo blev oprindeligt angivet med italienske termer – grave for “meget langsomt”, adagio for “behageligt” osv. I 1814 opfandt hollænderen Dietrich Winkel metronomen, der angav takten. Opfindelsen blev stjålet af tyskeren Johann Mälzel og solgt under navnet Mälzel’s Metronom. Når et nodeark i dag angiver “MM = 60”, betyder det 60 metronom-slag i minuttet.
Stemmegaffel siger “Aaa”
John Shore, der var trompetist og lutspiller ved det engelske hof, fik i 1711 idéen til stemmegaflen. Inspirationen kom fra en almindelig gaffel, og hans tanke var, at det lille redskab kunne etablere en international standard for kammertonen A.
Ved at forære en gaffel til sin ven hofkomponisten Händel sikrede Shore, at opfindelsen hurtigt nåede stor udbredelse.
Partituret bærer komponistens idé
I barokken begyndte komponisterne at spekulere over, hvordan deres musik lød. Det blev nødvendigt at give dirigenten besked om arrangement, styrke, tempo mog melodilinjen for de vigtigste instrumenter. Det skete vha. partituret.
Mozarts partitur med noder til hver instrumentsektion.
Kniven gjorde drenge til operaens superstjerner
“Længe leve kniven, den velsignede kniv!” skreg eksalterede kvinder ved italienske operaopførelser i 1700-tallet. Stjernerne, der fik kvinder til at gå amok, var kastratsangerne, der takket være en dødsensfarlig operation hos den lokale barber havde bevaret drengeårenes lyse toneregister (sopran og alt).
Virkningen var næsten magisk, og kastraterne blev – paradoksalt nok – dyrket som sexsymboler af kvinderne. Fænomenet var ærkeitaliensk og nært forbundet med den katolske kirke: Ifølge apostlen Paulus skulle kvinder nemlig tie i offentlige forsamlinger – også i teatrene. Her måtte kastrerede mænd klare de høje toner. Og kvinder elskede dem for det.
Den 9. symfoni er en sand dræber
Den østrigske komponist Gustav Mahler var svært overtroisk og havde gjort en rædselsvækkende opdagelse: Flere komponister faldt døde om, mens de skrev deres 9. symfoni – eller kort tid efter. Det mest prominente offer var Ludwig van Beethoven, men også Schubert, Bruckner og Dvorák døde under lignende omstændigheder. For Mahler kunne dette ikke være tilfældigt.
Døden ventede på alle, der gik i gang med den 9., og derfor satte han alt ind på at snyde skæbnen. I første omgang slørede han sin 9. symfoni ved at kalde den noget andet – “Das Lied von der Erde”.
Tricket virkede, konstaterede han lettet og gav sig i kast med en ny symfoni. Men nu vågnede “manden med leen” op, og Mahler døde to år efter, 50 år gammel.
Historien rummer dog mange eksempler på, at komponister har overlevet den 9. Fx skrev Mozart knap 60, og finske Leif Segerstam er noteret for hele 285.