Myrdet af Shakespeare

I 1500-tallets London var teatret ikke en finkulturel oplevelse for samfundets spidser. Alle, der havde en skilling på lommen, gik den lange vej over London Bridge for at besøge digterens berømte teater, Globe, på Themsens sydlige bred. Og det jævne folk ville have spænding, drama og store følelser – helst med døden til følge.

Mere end 250 navngivne karakterer mister livet i Shakespeares værker. Dramatikeren var kendt for sine mange kreative måder at slå ihjel på, og nogle af dem var uhyggelig realistiske.

Hamlets fars genfærd:

“Dengang jeg lå
Og sov i haven, som det var min vane
i eftermiddagsstunden, stjal din onkel
sig usét adgang til min trygge time
med saft af giftig hebon i en flaske
og hældte gennem mine ørers porte
det hæslige spedalskhedsbryg.”

I Shakespeares berømteste stykke, “Hamlet”, dukker hovedpersonens afdøde far op som et genfærd. Genfærdet kan afsløre, at Hamlets onde onkel, Claudius, slog faren ihjel. Genfærdet fortæller også, at det var giften hebon, der blev hans endeligt – Claudius hældte den i hans øre, imens han sov.

Men der findes ingen gift med det navn. Muligvis har Shakespeare ladet sig inspirere af henbane (dansk: Bulmeurt). Adskillige medlemmer af planteslægten indeholder stoffet atropin, som er dødbringende i store doser.

At Hamlets far får hældt gift i øret, er et mærkværdigt valg. Øret har relativt få blodkar og er beskyttet af ørevoks. Det gør det svært for giftstofferne at trænge ind i blodbanerne eller luftvejene, hvor de oftest skal optages for at være dødbringende.

Desuden ville faderen sandsynligvis også være vågnet af at få hældt den flydende gift i øret.

Lægen:

“I grunden er hun ikke syg, men plaget
af fantasier, der ustandselig
tar hendes ro.”

I stykket “Macbeth” optræder en af Shakespeares ondeste skurke i form af lady Macbeth, som er gift med kong Macbeth. Tanken om alle de mord, hun har på samvittigheden – samt den konstante frygt for at blive afsløret – berøver dronningen muligheden for at falde i søvn. De få gange, hun blunder, vandrer hun rundt på slottet i søvne og letter sin samvittighed i inkriminerende gåder. Til sidst dør hun.

Dyreforsøg med rotter har vist, at det er muligt at dø af søvnløshed. Efter at være blevet holdt vågen uafbrudt i to uger mistede gnaverne livet. 11 døgn er det længste et menneske beviseligt har holdt sig vågen. Det skete under et amerikansk forsøg i 1964 og resulterede i voldsomme hallucinationer og uklar tale.

Det er dog mest sandsynligt, at lady Macbeths krop tilsidst ville overgive sig til søvnen. Men hvis hun kun fik “mikrosøvn” – som indtræder ufrivilligt og varer op til 10 sekunder – ville længere tids søvnmangel sandsynligvis koste hende livet.

Kong Lear:

“Min lille nar er hængt!
Nej, intet liv! Hvorfor skal hunde, heste
og rotter leve, når du ikke ånder?
Du kommer aldrig mer igen, nej aldrig,
nej, aldrig, aldrig!”

Blandt de medvirkende i Shakespeares dramaer er hjertesorg en hyppig dødsårsag. Men ingen er mere berømt end kong Lear, hovedpersonen i stykket af samme navn. Efter at have opdelt sit rige og testamenteret det til sine to ældste døtre finder kongen ud af, at de er et par manipulerende opportunister, der kun lader, som om de elsker ham.

Til gengæld er den yngste datter, Cordelia, oprigtig i sin kærlighed til den ældre, selvoptagede konge. Efter Lears mislykkede forsøg på at redde Cordelia fra galgen dør han – tilsyneladende af et knust hjerte.

At dø af hjertesorg er muligt. Et af de mest omtalte danske eksempler er politikeren Bernhard Baunsgaard, der 77 år gammel faldt død om ved sin kones begravelse i 1996.

Et voldsomt psykisk pres kan føre til hjerteproblemer og i værste fald udløse et hjerteanfald. Der findes også sygdomme, som kan aktiveres af en ekstrem følelsesmæssig ophidselse – bl.a. langt QT-syndrom og CPVT. De rammer dog primært yngre mennesker.

Kleopatra:

Til slangen, idet hun fører den til sit bryst:
“Kom, lille dødskræ,
og løs med dine skarpe tænder knuden,
den slyngede, der binder os til livet.
Du lille giftfjols, bliv nu vred og gør det!”

Shakespeares historiske drama om Egyptens dronning Kleopatra og den romerske general Marcus Antonius ender med, at de to elskende begår selvmord. Kleopatra slutter på dramatisk vis sit liv ved at lade sig bide af en giftslange.

Den mest udbredte giftslange i faraoernes land var den egyptiske kobra. Slangens gift kan være dødelig og består af både neurotoksiner, der ødelægger nervevævet, og cytotoksiner, som dræber cellerne. Efter et bid sætter nervesystemet ud, så offeret dør af åndedrætssvigt. Selvom døden ikke indtræffer så hurtigt, som det sker i Shakespeares stykke, er det altså muligt at begå selvmord med biddet fra en egyptisk kobra.

Kleopatras slangeselvmord er ikke udsprunget af Shakespeares fantasi – det nævnes af flere antikke forfattere. Den romerske historiker Plutarch beskriver slangebiddet, men han mener dog, at giften snarere blev indført med en nål.

JULIE:

“Lykkelige dolk,
her skal du ind;
rust der, og lad mig dø.”

Shakespeares berømteste dødsfald er utvivlsomt Romeo og Julies. Romeo tager gift, fordi han tror, at hans kæreste, Julie, er død. Men hun har blot taget en eliksir, der gjorde hende skindød i to døgn. Sådan ville hun slippe for at blive giftet bort til en anden end Romeo. Da hun vågner og ser sin kæreste ligge død ved hendes side, stikker Julie sig i maven med en dolk.

På Shakespeares tid kendte man ikke til et stof, som kunne medføre en skindød tilstand. Den bedste kandidat er planten alrunerod, hvis gift blokerer nervesignaler og medfører bevidstløshed. Men Julies lig ville ikke blive koldt og blegt, hvis hun havde indtaget alrunerod – tværtimod ville hendes hjerte rase, og hun ville få feber.

Selvmord med dolk kræver meget stor præcision, for at døden indtræffer så hurtigt, som den gør for Julie. Hvis dolken ikke punkterer en stor pulsåre eller vitale organer som milten, kan det tage adskillige timer at forbløde.

Othello:
“Det kan ikke standses.”

Desdemona:
“Kun mens jeg ber en bøn!”

Othello:
“Det er for sent.”

Desdemona:
“Åh, Herre, Herre, Herre!”

Othello, hovedpersonen i stykket af samme navn, dræber sin kone, Desdemona, fordi han fejlagtigt tror, hun har været ham utro. Efter en heftig ordveksling, hvor hun beder for sit liv og bedyrer sin uskyld, kvæler Othello hende med hænderne. Men Desdemona er endnu ikke død – hun når lige at vågne og fortælle sin kammerpige, at Othello er hendes morder, inden livet forlader hende.

At Desdemona vågner igen for en kort bemærkning, er praktisk talt utænkeligt, har flere læger påpeget. Hvis en person bliver forsøgt kvalt og derefter kommer til bevidsthed, vil vedkommende sandsynligvis komme sig helt, i takt med at hjernen og de indre organer igen får ilt.

Selvom kvælning ofte skildres som en hurtigt proces på film og TV, er det faktisk ganske svært at kvæle et andet menneske. Undersøgelser har vist, at det kræver stor fysisk styrke og tager flere minutter.