Oxford Universitet var rugekasse for imperiets elite
Oxford University har i næsten 1.000 år været rugekasse for nogle af historiens mest berømte verdensledere, imperiebyggere og nobelprismodtagere. Bag eliteuniversitetets facade lurer mørke kapitler spækket med brutale mord og blodige oprør.

I Oxford Universitets skjoldmærke ses en åben bog, hvori der siden 1600-talet har stået "Dominus illuminatio mea" (på dansk: Herren er mit lys).
En kold oktoberdag i 1555 er en stor menneskemængde samlet foran Balliol-fakultetet på universitetet i Oxford. To år tidligere har Maria 1. – Henrik 8.s katolske datter – erobret Englands trone og er gået i gang med rense ud i rigets protestantiske elite. Turen er nu kommet til biskopperne Hugh Latimer og Nicholas Ridley.
De to mænd bliver bundet til en pæl og får hver en sæk med krudt hængt om halsen. Kvas og brænde bliver lagt omkring dem, og den ventende bøddel får endelig tegn til at tænde bålet.
“Glæd dig, mester Ridley, og hold hovedet højt”, råber Latimer, da flammerne får fat. “I dag vil vi tænde sådan et lys her i England, at det ved Guds nåde aldrig skal slukkes!”
Ordene blev Latimers sidste. Få øjeblikke senere fik ilden fat i krudt-posen og sprang biskoppens overkrop i luften. Ridley var ikke lige så heldig.
Hans svoger smed desperat mere brænde på bålet, for at flammerne også hurtigt skulle nå Ridleys krudtpose og afslutte hans lidelser. Men det ekstra træ dæmpede flammerne, og Ridley blev langsomt brændt til døde, mens han brølede: “Ilden vil ikke tage fat!”
Henrettelserne af de to biskopper var langtfra den eneste voldelige begivenhed i Oxford-universitetets historie.
Siden unge mænd begyndte at strømme til Oxford for at modtage undervisning hos lærde i slutningen af 1000-tallet, havde kampe hersket mellem byboerne og de studerende.
I 1228, 1236 og 1298 endte de blodige kampe i dødsfald, men det største tabstal fandt sted i februar 1355, hvor et værtshusslagsmål udviklede sig til regulære kampe. Efter tre dages blodsudgydelser lå 63 studerende døde i Oxfords gader.
Drabet på eleverne gjorde kong Edvard 3. rasende på byboerne. Siden Paris' universitet i 1167 havde forvist engelske studerende, havde kongehuset set et stort potentiale i Oxford som rugekasse for rigets klogeste hoveder.
Som straf for myrderierne befalede Edvard 3., at byboerne hvert år skulle betale 63 sølvmønter til universitetet som bod for de døde – en straf, der først blev ophævet i 1825.