Oxford Universitet var rugekasse for imperiets elite
Oxford University har i næsten 1.000 år været rugekasse for nogle af historiens mest berømte verdensledere, imperiebyggere og nobelprismodtagere. Bag eliteuniversitetets facade lurer mørke kapitler spækket med brutale mord og blodige oprør.
I Oxford Universitets skjoldmærke ses en åben bog, hvori der siden 1600-talet har stået "Dominus illuminatio mea" (på dansk: Herren er mit lys).
En kold oktoberdag i 1555 er en stor menneskemængde samlet foran Balliol-fakultetet på universitetet i Oxford. To år tidligere har Maria 1. – Henrik 8.s katolske datter – erobret Englands trone og er gået i gang med rense ud i rigets protestantiske elite. Turen er nu kommet til biskopperne Hugh Latimer og Nicholas Ridley.
De to mænd bliver bundet til en pæl og får hver en sæk med krudt hængt om halsen. Kvas og brænde bliver lagt omkring dem, og den ventende bøddel får endelig tegn til at tænde bålet.
“Glæd dig, mester Ridley, og hold hovedet højt”, råber Latimer, da flammerne får fat. “I dag vil vi tænde sådan et lys her i England, at det ved Guds nåde aldrig skal slukkes!”
Ordene blev Latimers sidste. Få øjeblikke senere fik ilden fat i krudt-posen og sprang biskoppens overkrop i luften. Ridley var ikke lige så heldig.
Hans svoger smed desperat mere brænde på bålet, for at flammerne også hurtigt skulle nå Ridleys krudtpose og afslutte hans lidelser. Men det ekstra træ dæmpede flammerne, og Ridley blev langsomt brændt til døde, mens han brølede: “Ilden vil ikke tage fat!”
Henrettelserne af de to biskopper var langtfra den eneste voldelige begivenhed i Oxford-universitetets historie.
Siden unge mænd begyndte at strømme til Oxford for at modtage undervisning hos lærde i slutningen af 1000-tallet, havde kampe hersket mellem byboerne og de studerende.
I 1228, 1236 og 1298 endte de blodige kampe i dødsfald, men det største tabstal fandt sted i februar 1355, hvor et værtshusslagsmål udviklede sig til regulære kampe. Efter tre dages blodsudgydelser lå 63 studerende døde i Oxfords gader.
Drabet på eleverne gjorde kong Edvard 3. rasende på byboerne. Siden Paris' universitet i 1167 havde forvist engelske studerende, havde kongehuset set et stort potentiale i Oxford som rugekasse for rigets klogeste hoveder.
Som straf for myrderierne befalede Edvard 3., at byboerne hvert år skulle betale 63 sølvmønter til universitetet som bod for de døde – en straf, der først blev ophævet i 1825.
Oxford stod bag kongen
Det gode forhold mellem kongehuset og universitetet i Oxford blev senere understreget i 1530’erne, da Henrik 8. beordrede sine skatteopkrævere til at holde fingrene fra universitetets penge:
“Ingen penge er bedre givet ud end dem, der bliver givet til vores universiteter. Ved at understøtte dem sikrer vi os, at vores land bliver ordentligt ledet, selv efter vi er rådnet bort”.
Godt 100 år senere betalte Oxford University tilbage for den royale støtte. Under en borgerkrig mellem Karl 1. og parlamentet stillede universitetet sig bag kongen – som blev så begejstret for opbakningen, at han i oktober 1642 marcherede ind i Oxford, installerede sit hof og udnævnte byen til sin nye hovedstad.
Undervisere og studerende blev udskrevet til at bygge skyttegrave, og universitetets bygninger brugt til at fremstille krudt og uniformer. Snart blev stort set al undervisning aflyst, fordi de studerende blev smidt ud af deres boliger for at gøre plads til kongens soldater.
Trods Karls ihærdighed faldt Oxford til parlamentets tropper i 1645. Byen lå næsten i ruiner efter en flerårig belejring, og “bygningerne var falde-færdige på grund af soldaternes hærgen, universitetets formue var væk, og en række biblioteker var blevet plyndret”, skrev en studerende. “Fakulteterne var ødelagte, og der var næsten ikke noget universitet tilbage”.
I 1605 udarbejdede den berømte, britiske kartograf John Speed et kort over Oxford, da byen og universitetet stadig var omsluttet af en mur.
Ingen adgang for ikke-kristne
I de følgende århundreder holdt Oxford University sig fra at blande sig i politiske stridigheder, mens det langsomt kom til kræfter igen. Men selvom universitetets ledelse ikke blandede sig i politik, havde den ingen problemer med at bekende religiøs kulør.
Oxford og ærkerivalen Cambridge University havde længe haft monopol på at uddanne præster til den anglikanske kirke, og de tætte bånd til kirken betød, at bl.a. katolikker, jøder, baptister og ateister i århundreder var forment adgang til universitetet.
Først i 1854 vedtog parlamentet en række reformer, der tillod religiøse minoriteter at studere ved Oxford. Alle, der ikke bekendte sig til den anglikanske tro, var dog stadig udelukket fra at undervise frem til 1871.
Samme konservatisme prægede Oxford, da den industrielle revolution dramatisk ændrede England, og jernbanen vandt frem i 1800-tallet. En rejse til London med hestevogn varede dengang omkring seks timer, og underviserne så ingen grund til, at de studerende skulle kunne komme hurtigere ind til hovedstadens mange fristelser.
De kæmpede derfor indædt for, at Oxford ikke skulle have en moderne toglinje. Da parlamentet alligevel i 1843 besluttede at føre en linje til byen, fik universitetet indskrevet en særlig ret til at nægte skolens studerende at benytte toget, hvis deres ærinde ikke blev vurderet til at være fornuftigt nok.
Studerende burde ikke have “uindskrænket adgang til befolkningen. Alle ved, hvordan pariserstudenterne opfører sig”, skrev en af professorne vredt og forarget med henvisning til de efter sigende løsslupne franskmænd.
Kvinder får foden indenfor
1800-tallet bragte ikke kun tog til Oxford, men også kvindelige studerende. I over 750 år havde universitetet nægtet kvinder adgang, men i 1866 fik undervisernes koner og søstre som de første lov til at overvære forelæsningerne.
Nogle år senere måtte kvinder også tage eksamen i udvalgte studier, og i 1878 åbnede det første fakultet for kvinder, så de kunne studere på lige fod med de mandlige studerende.
Det store indryk af kvinder fandt imidlertid først sted ca. 35 år senere, hvor verden blev vidne til en krig, hvis omfang ikke var set før. En krig, som tog livet af næsten en hel generation af unge mænd fra Storbritannien.
Fra Oxford meldte over 14.000 studerende sig til krigstjeneste under1. verdenskrig, og af dem blev næsten 3.000 dræbt under kampene.
Især de yngste studerende blev hårdt ramt, fordi de ofte blev udnævnt til underofficerer. De fik dermed til opgave at lede de britiske tropper op af skyttegravene og fremad mod den angribende fjende fra forreste række.
Blandt underofficererne var kommende berømte forfattere som C.S. Lewis og J.R.R. Tolkien, der begge kæmpede på vestfronten. Efter at have deltaget i en række slag fik Tolkien skyttegravsfeber, og Lewis blev hårdt såret under kampene ved den franske by Arras. Begge overlevede krigen, mens en hel generation af studerende omkring dem var blevet udraderet.
“Da vi nåede frem til 1918, var alle mine venner, bortset fra én, døde”, skrev Tolkien senere.
Få år efter krigen vendte Tolkien tilbage til Oxford som professor i angelsaksisk, og netop i denne periode skrev han klassikerne “Hobbitten” og de to første bind af “Ringenes
Herre”.
Også på hjemmefronten tog Oxford University del i krigsindsatsen. Den gasmaske, der var en del af de britiske soldaters standardudrustning, blev udviklet af to undervisere på universitetet. De samme mænd fremstillede også et apparat til at behandle ofre for de frygtede gasangreb ved fronten.
Da verden blev kastet ud i endnu en verdenskrig 20 år senere, kom en ny opfindelse fra Oxford til at redde livet for millioner af mennesker. Sammen med den tyske biokemiker Ernst Chain, der var flygtet fra Nazityskland, forskede farmakologen Howard Florey i penicillin, som Alexander Fleming havde op-daget nogle år tidligere.
Fleming havde trods flere års forskning ikke selv formået at udvikle en praktisk anvendelig penicillin, men Chain og Florey tog de afgørende skridt. Deres stof blev første gang testet på
en politibetjent fra Oxford, der lå på dødslejet efter at fået en infektion.
Patienten kom sig på mirakuløs vis, men et krigstræt England havde ikke selv kapaciteten til at producere nok af det nye vidundermiddel. Til al held indvilligede USA i at masseproducere penicillinen, der var med til at vende krigslykken for de allierede.
Imperieopbygning og verdensledere
I dag – næsten 1.000 år efter Oxford Universitys grundlæggelse – består universitetet af 38 forskellige fakulteter, spredt ud over hele Oxford by.
I århundreder var universitetet en udklækningsanstalt for den engelske elites ungdom, der efter en grundigt uddannelse i græske og latinske klassikere blev sendt ud i verden for at styre det verdensomspændende britiske rige.
Efter imperiets fald tiltrækker universitetet i stigende grad studerende fra hele verden, og her ved begyndelsen af det 21. århundrede har flere end 50 verdensledere været tilknyttet Oxford.
Selv Adolf Hitler havde et svagt punkt for den engelske universitetsby og skånede den under blitzen i 1940-41. Efter sigende planlagde Hitler, at Oxford skulle være den nye hovedstad i et nazibesat Storbritannien – ligesom Karl 1. havde erklæret Oxford for sin hovedstad 400 år forinden.
Havde Hitler blot vidst, at nogle af Tysklands klogeste hoveder var flygtet til Oxford og bl.a. brød tyske militærkoder og udviklede penicillin, havde han måske ikke skånet byen.