Lige siden antikken har filossoferne forsøgt at nå ind til humorens inderste væsen. Selv om Aristoteles ikke selv var meget for vittigheder, satte han alligevel en formel på den vellykkede vits:
“Hvis du vil have publikum til at grine, så skab en forventning, og ryst dem til sidst med noget, de ikke så komme”.
Vittigheder består af meningsfulde modsætninger og ligheder sat i spil på en uventet måde. Immanuel Kant og Søren Kirkegaard kaldte vekselvirkningen for “inkongruens”, altså en uoverensstemmelse mellem den måde, vi forventer, en bestemt situation forløber på, og hvad der så rent faktisk sker.
Den tidløse formel bag en vittighed kan gøre det vanskeligt at gætte, hvornår en joke er fra historisk set.