Rolling Stones væltede verden med vildskab

20 betjente strømmer ind i huset og undersøger møbler og tæpper for stoffer, som ligger spredt over det hele i små poser. Richards og hans gæster bliver kropsvisiteret, og politiet fisker fire amfetaminpiller frem af Jaggers lomme. Besiddelsen af narkotika er strafbar, og selvom betjentene ikke finder noget på Richards, gør kommissæren ham opmærksom på, at også han risikerer fængsel for at have tilladt brug af ulovlige stoffer i sit hjem.

Da politiet er forsvundet igen, og rusen har lagt sig, indser Jagger og Richards, at de måske er havnet i alvorlige vanskeligheder. De er verdens nye store rockstjerner, men de engelske myndigheder hader bandets provokerende fremtoning og tøjlesløse sceneshow – og nu har de måske endelig fået krammet på dem. Rullestenenes massive misbrug truer både bandet og medlemmernes overlevelse.

Bandet blev skabt i en svinesti

Fem år inden politiets razzia i Redlands kendte ingen Mick Jagger og Keith Richards. I 1962 snakkede England kun om The Beatles, som netop var brudt igennem med deres iørefaldende melodier og tekster. Og mens briterne nynnede med på “Love Me Do”, sad Jagger og Richards og jammede blues med deres ven Brian Jones.

De tre delte en faldefærdig toværelsers lejlighed i udkanten af London. Vandrørene var utætte, de flossede tapeter vrimlede med mugpletter, og loftet var sort af sod fra stearinlys. Overalt flød uvasket tøj og beskidt service. Selv lignede drengene noget, katten havde slæbt ind, og naboerne fattede ikke et kuk af, hvad de nye beboere havde gang i.

En lejer i opgangen fortalte efterfølgende:

“Næsten hver time på dagen eller natten kom der mærkelige lyde fra deres lejlighed. Vi troede først, det var en gangsterbande, selvom de virkede meget hyggelige, når man mødte dem på trappen. Ikke så få af naboerne var dog bange for dem på grund af deres lange hår og usoignerede udseende”.

I denne beskidte hybel dannede de utraditionelle beboere bandet The Rolling Stones – opkaldt efter et nummer skrevet af deres store forbillede, bluesguitaristen Muddy Waters. De tre venner spillede amerikansk blues, og snart fik de lov til at optræde på jazzspillestedet The Ealing Club, som lå i en kælder godt gemt væk ved endestationen af en af Londons undergrundsbaner.

“Fugtigheden dernede er nok noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet. Man vadede i vand mellem alle de elektriske installationer. Det er et mirakel, at flere ikke blev ristet ihjel”, berettede Richards mange år senere.

Spillestedet var et af de få i London, hvor publikum var åbent over for blues – selvom nogle af de ældre gæster brokkede sig over bandets “snavsede og beskidte udseende”, der fik musikerne til at ligne “en flok dyr”. Andre, særligt de yngre, var vilde med gruppens rebelske look, Jones’ og Richards’ gnistrende guitarspil og Jaggers svingende hofter.

I vinteren 1962-1963 blev bassisten Bill Wyman og trommeslageren Charlie Watts indlemmet i gruppen, og flere i musikkens undergrundsverden begyndte at tale om det nye band, som efterhånden også fik lov til at optræde på andre spillesteder.

“Disse unge fyre synes at leve i deres egen verden, når de presser deres vilde og opildnende musik frem og sætter strøm til hele salen. De unge tilhørere har aldrig oplevet noget lignende”, lød det fra en koncertarrangør.

Gennembruddet var på trapperne.

The Beatles hjalp med et hit

The Rolling Stones spillede stadig kun coverversioner af andres sange. Og selvom deres liveoptræden fik det unge publikum til “at miste hæmningerne”, som en anmelder skrev, manglede bandet et hit, et nyskrevet nummer, ingen havde hørt før.

Hvis nogen kunne lave en ørehænger, var det The Beatles, og til Stones’ store held fik de i maj 1963 beatlernes tidligere PR-mand Andrew Oldham som manager. En sommerdag løb Oldham ind i John Lennon og Paul McCartney og fortalte dem, at hans nye fremadstormende band manglede “en god sang”.

“Du ved, at vi godt kan lide Stones. Og faktisk har vi en sang, som passer langt bedre til dem end os”, huskede McCartney senere at have sagt.

The Rolling Stones var i færd med at indspille et album, så den samme eftermiddag mødte Lennon og McCartney op i studiet og skrev “I Wanna Be Your Man” færdig ovre i et hjørne, imens Rolling Stones-medlemmerne kiggede imponeret på.

“Den er strålende”, lød det begejstret fra Brian Jones. Men rullestenene ville ikke lyde som The Beatles, og da nummeret blev indspillet, var alle medlemmerne enige om, at “det skulle gøres mere beskidt”, ifølge Wyman.

Få måneder senere udkom nummeret som single og blev nummer 12 på den britiske hitliste. Med ét var Rolling Stones kendt i hele landet, men Oldham var forhippet på, at de ikke blot skulle være The Beatles med lidt længere hår. Jagger, Richards, Jones, Wyman og Watts skulle holde fast i deres ufriserede image og rå spillestil, så de fungerede som modsætningen til de pæne Liverpool-drenge.

Unge piger elskede de grimme rockstjerner

Med Oldham som manager nåede Stones nye højder, ikke mindst efter at han lancerede dem som “Englands grimmeste band”. Medlemmerne skulle være provokerende og spille de frække drenge på den britiske musikscene – hvilket faldt dem ganske naturligt.

“Alle, der ikke kan lide os, kan skride ad helvede til”, lød det fra Jagger, som også proklamerede, at “vi klipper sgu ikke vores hår kort, fordi en eller anden pedantisk idiot synes, vi skal gøre det”.

Bagtanken var, at den flabede stil skulle få forældregenerationen til at hade bandet, for så ville deres børn finde Stones endnu mere spændende. Oldham skabte bandets provokerende image og fandt også på sloganet: “Ville du lade din datter blive gift med en Rolling Stone?”

Meget få forældre ville have en rullesten som svigersøn.

“De må være de mest uopdragne af alle de sidst opdukkede bands”, lød det fra en forarget seer efter en TV-optræden. En anden skrev i et læserbrev:

“Jeg har i dag oplevet det mest afskyelige syn, jeg kan huske i alle mine år som fjernsynsentusiast – Rolling Stones”.

Mens forældre helst slukkede for TV’et og radioen, når Stones kom på, elskede de unge bandets ubehøvlede fremtoning. Til koncerterne flintrede Jagger og kompagni rundt på scenen, så sveden sprøjtede ned på de opildnede fans.

Nogle gange endte bandet i klammeri med konservative, unge mænd, der mente, at musikerne skulle klippe deres hår. Og under englandsturnéen i januar 1964 afbrød politifolk flere gange koncerterne, fordi tilskuerne var helt ude af kontrol – og fordi myndighederne generelt ikke brød sig om det oprørske band. Men teenagepigerne elskede deres rullesten.

“De er så grimme, at de er tiltrækkende”, lød det fra en amerikansk fan, da Stones i 1964 var på turné i USA.

Hjemme i England var pigerne så vilde med bandet, at de stod foran medlemmernes lejligheder – der nu var lidt mere luksuriøse end i 1962 – og ridsede deres navne og telefonnumre ind i mure og døre. Teenagepigerne forsøgte også at møde deres idoler på natklubberne i håb om at komme tættere på dem. Og stjernerne var ofte villige til at hænge ud med deres fans – især hvis de så godt ud.

“Hvis du var en flot pige, var det ikke svært at møde Mick Jagger eller Jimmy Page (guitarist fra Led Zeppelin, red.). Du kunne bare gå hen og sige hej til dem”, lød det mange år senere fra Pamela Des Barres, der mødte Jagger på en natklub i Los Angeles.

Des Barres blev en af Rolling Stones’ groupier – unge kvinder, som fulgte bandet på turnéer. Her var de sammen med musikerne backstage og på klubber, ligesom de tit overnattede på hotellet med bandmedlemmerne. Druk, stoffer og sex var en del af livet som groupie, men de tog sig også ofte af mere praktiske opgaver som at finde tøj til stjernerne og være stikirendpiger.

“Det handlede ikke udelukkende om at komme i seng med dem, det handlede mere om at være en del af den kreative kraft”, har Des Barres forklaret.

Stones var blevet guder for mange unge. Men med succesen fulgte misbruget.

Stoffer blev hverdag

I 1965 solgte Rolling Stones plader i millionvis, og musikmagasinet Melody Maker kunne efter en afstemning kåre bandet til det populæreste i England foran The Beatles, der til gengæld vandt kategorien “Populæreste i hele verden”.

Rullestenene var begyndt at skrive sange selv. Deres to første album havde primært rummet covernumre, men Oldham mente, at “alle og enhver kan skrive en populær sang”. Da han ikke mærkede det store engagement fra Jagger og Richards, låste han dem inde i køkkenet og meddelte, at de ikke kom ud, før de havde skrevet en sang færdig. Det blev til hittet “As Tears Go By”, som i første omgang blev givet til Jaggers senere kæreste Marianne Faithfull.

VIDEO: Se de skrigende fans, da The Rolling Stones optrådte i 1964.

Nu vidste rullestenene, at de også kunne skrive, og med tiden blev deres sange mindre bluesprægede og mere rockede. I 1965 fik Stones hele tre egenkompositioner på toppen af hitlisten – blandt dem megahittet “(I Can’t Get No) Satisfaction”.

Bandet spyttede album ud og var konstant på turné, men livet på farten satte sine spor. Stemmerne blev smurt med Jack Daniel’s, og efterhånden var det også almindeligt, at medlemmerne tog kokain eller amfetaminpiller for at holde sig kørende – foruden de store mængder hash, som supplerede smøgerne.

“Det er et spørgsmål om at klare den til næste gig. Men når man først er der, begynder det at eskalere”, forklarede Richards mange år senere.

Især Brian Jones havnede i et massivt misbrug, i takt med at Jagger mere og mere overtog leadguitaristens oprindelige rolle som bandets frontfigur og talsperson. 23-årige Jones var på heroin, valium og LSD. I øvelokalet befandt han sig i sin helt egen verden, hvis han overhovedet dukkede op. Alligevel var han glimtvis stadig en genial musiker.

“Brian lå på ryggen et eller andet sted i studiet med guitaren. Pludselig, når han havde ligget dér i ni timer, vadede han ind og lagde et superflot riff ind – et, ingen havde tænkt på”, huskede Richards, som fra 1966 selv begyndte at tage LSD, fordi han mente, at det skærpede hans kreativitet.

Richards flyttede ind hos Jones, der boede med sin kæreste, den tysk-italienske skønhed Anita Pallenberg, i en herskabslejlighed i London. Her holdt parret konstant syrefest for hovedstadens jetset. I deres rus døsede værterne og gæsterne hen på madrasser, som lå overalt på gulvet i den enorme, stearinlysoplyste stue, mens musikken dunkede løs. Ifølge The Beatles’ nye PR-mand, Tony Bramwell, havde Jones og Richards ændret sig:

“De var begge to sådan nogle nydelige, unge fyre, da jeg så dem første gang. Og så ser man de her vrag. De lignede nogle på 60. De var gamle mænd, da de var i 20’erne”.

Jagger og Richards røg bag tremmer

Stofferne var med til at forstærke Stones’ image som rockens bad boys, der aldrig lod sig kue. Narkopåvirkede eller ej kunne de finde på at smadre en fotografs udstyr blot for at sikre sig presseomtale.

“De spillede deres roller hele tiden. Og de var klar over det. De blev de slemme drenge, og det brugte de så meget, de kunne”, fortalte Rick Derringer, som varmede op for Stones på bandets USA-turné i 1966.

Modsat Jones og Richards havde Jagger dog holdt sig fra hårde stoffer, og han ønskede ikke at blive fremstillet som en junkie i medierne. Derfor blev forsangeren også meget fortørnet, da avisen News of the World i januar 1967 bragte en artikel, hvor Jagger angiveligt indrømmede at have taget alle mulige former for narkotika. I virkeligheden havde journalisten interviewet en skæv Brian Jones på en natklub og troet, det var Jagger, han snakkede med.

Jagger truede avisen med søgsmål, og det blev indledningen på en vild heksejagt på Stones-forsangeren.

News of the World kunne ikke forestille sig et større scoop end at fange Jagger med fingrene i kokaindåsen, ikke mindst fordi de så også ville slippe for sagsanlægget. Derfor mente mange Stones-fans, at det var skandaleavisen selv, som havde tippet myndighederne om, hvilke ulovligheder der foregik på Richards’ landsted i februar 1967.

Richards selv var overbevist om, at hans pusher, der gik under navnet “Acid King Dave”, arbejdede sammen med myndighederne og havde arrangeret hele razziaen. Noget kunne tyde på, at det stemmer: Politiet undlod efterfølgende at undersøge syrekongens kuffert, og han fik dagen efter razziaen lov til at forlade landet, så han undgik at blive retsforfulgt.

Så heldig var hverken Jagger eller Richards. Ved retssagens afslutning i juni 1967 blev Jagger idømt tre måneders fængsel for at besidde de fire amfetamin-piller, mens Richards fik et års fængsel for at have tilladt, at cannabis blev røget på hans ejendom.

De to stjerner blev prompte kørt til fængslet. Musikerne slap dog med en enkelt nat i kachotten, da de appellerede dommen og blev løsladt mod kaution. Natten i fangenskab mente mange var en hævn fra myndighedernes side.

VIDEO: Se Mick Jaggers pressemøde, efter at han var blevet løsladt.

“De mener, at mr. Jagger har fået, hvad han har godt af”, skrev The Times-redaktør Reece-Mogg i en leder, hvori han revsede myndighederne for at overdrive en ubetydelig sag om besiddelse af nogle piller, som Jagger faktisk havde “købt fuldt legalt i Italien”.

Stones-makkerparret vandt appelsagen, så Jaggers dom blev gjort betinget, og Richards slap helt for straf.

“Hvad enten I bryder jer om det eller ej, er I idoler for en stor gruppe unge i dette land”, formanede dommeren, inden han lod rockstjernerne gå.

Narkosagen sendte Stones til tælling, og bandet holdt en pause fra at optræde. Konflikterne og rivaliseringen i gruppen voksede, og situationen blev kun værre af, at Anita Pallenberg forlod Jones til fordel for Richards. Bruddet og følelsen af svig fik Jones til at sygne endnu mere hen, så bandet måtte erstatte ham med studiemusikere til indspilningen af albummet “Beggars Banquet” i slutningen af 1968.

Et halvt år senere kørte Jagger og Richards ud til Jones’ nye landsted for at gøre ende på deres samarbejde.

“Det var svært for Mick og mig at fyre ham, men han kunne næsten ikke spille, næsten ikke stå op, næsten ikke trække vejret. Det eneste, der var tilbage, var at sige: ‘Sorry, gamle jas, du er ude’”, berettede Richards.

Jones døde i narkorus

I sommeren 1969 gjorde de tilbageværende fire rullesten – og deres nye guitarist, Mick Taylor – klar til endelig at vende tilbage til koncertscenen efter mere end to års pause. Deres store comeback skulle markeres med en gigantisk gratis koncert i Hyde Park foran næsten 500.000 mennesker.

Men ved midnatstid to dage før koncerten ringede telefonen, mens bandet var i gang med at øve.

“Brian er død”, lød det i røret.

Samme dag havde Jones som altid været høj på stoffer, da han inhalerede rigelige doser af sin astmaspray. Det var ikke en ualmindelig cocktail, men denne gang var han sprunget i swimmingpoolen, hvor han mistede bevidstheden og druknede.

Nogle år forinden havde Richards sagt til Jones, at han aldrig ville nå at blive 30 med det misbrug. Alligevel kom nyheden som et chok for bandet.

“Vi aflyser koncerten”, udbrød Jagger.

Men Richards og Watts ønskede at gennemføre – som en hyldest til deres afdøde ven. Da en journalist senere antydede, at det var dårlig stil at spille koncert, før Jones var lagt i graven, pandede Richards ham med vanlig vildskab en knytnæve i ansigtet og skubbede ham ned ad en trappe.

Den 5. juli 1969 spillede Stones karrierens største koncert i Hyde Park med en papfigur af Jones på scenen. Som noget nyt havde de outrerede bandmedlemmer taget makeup på. Deres optræden var dog ikke blandt de bedste.

“I virkeligheden var der ingen, der vidste, hvad der foregik. Vi spillede temmelig dårligt lige indtil slutningen, for vi havde ikke spillet live i årevis. Her i kølvandet på Brians død var det bare noget, vi måtte gøre”, mente Richards.

Video: Se billederne fra den kaotiske koncert ved Altamont.

Succesen fortsatte årtier frem

Koncerten i Hyde Park var med til at få stenene til at rulle mod nye triumfer. Samme sommer udkom albummet “Let It Bleed”, der af mange opfattes som bandets glansstykke. Pladen, der åbnede med “Gimme Shelter” og sluttede med “You Can’t Always Get What You Want”, strøg ind som nummer ét i England.

Med deres tøjlesløshed, provokationer og hårde livsførelse var The Rolling Stones’ karriere ingen dans på roser, men musikalsk formede de sig i løbet af 1960’erne, præcis som de ønskede.

“Velkommen til verdens største rockband!” lød præsentationen fra 1969 og frem, hver gang bandet gik på scenen. Og selvom The Beatles stadig solgte flere album, lå Stones i toppen af salgs- og hitlisterne, og få kunne fylde et stadion som de rockende rullesten.

Mens The Beatles gik i opløsning i 1970, blev Stones bare ved og ved, og med vanlig selviscenesættelse optrådte de som musikkens konger i de næste årtier. Da bandet under enorm mediebevågning ankom til en ny stor turné i USA i 1972, udtalte Jagger med klassisk Stones-kækhed:

“Beatles? Jeg kan ikke engang huske Beatles!”

EFTERSKRIFT

60 år efter bandets dannelse eksisterer The Rolling Stones stadig, men Mick Jagger og Keith Richards er de eneste af de oprindelige medlemmer, som er tilbage. Bill Wyman forlod bandet i 1993, og Charlie Watts døde i 2021. I løbet af karrieren har Stones udgivet 30 studiealbum og 120 singler og er den fjerdebedst sælgende musikgruppe i historien.