Rolling Stones synger på scene

Rolling Stones væltede verden med vildskab

Med fedtet hår og grimt tøj sparkede The Rolling Stones i 1962 døren ind som musikscenens nye rebeller. Kvinder, stoffer og hits lå på stribe for bandet, men tragedien lurede i kulissen.

Med fedtet hår og grimt tøj sparkede The Rolling Stones i 1962 døren ind som musikscenens nye rebeller. Kvinder, stoffer og hits lå på stribe for bandet, men tragedien lurede i kulissen.

DEUTSCH Jean-Claude/Getty Images

Nogen hamrer vedvarende på hoveddøren til Keith Richards’ landsted i Sydengland. Ejendommen er Richards’ første store indkøb, siden hans band, The Rolling Stones, er blevet et verdensnavn. Denne weekend i februar 1967 har han inviteret bandmakkeren Mick Jagger og andre venner hjem til et sandt orgie af euforiserende stoffer. I to døgn har gæster og vært ligget henslængt foran stuens gigantiske pejs i en konstant rus af LSD, heroin og amfetamin – en ikke ualmindelig weekend for selskabet.

“Hvem fanden er det?” fniser Jagger.

“Luk dem ikke ind, Keith”, lyder det fra Jaggers kæreste, Marianne Faithfull, som sidder nøgen på gulvet svøbt i et lammeskind. Hun stirrer på et tændt TV uden lyd.

Den insisterende banken bliver ved, og udenfor rumsterer det med mennesker. Richards får kæmpet sig op af sofaen og kigger ud ad vinduet. I sit LSD-trip ser han, at hele forhaven er fyldt med dværge. Bankelydene bliver ved, og da Richards omsider åbner døren, bliver han mødt af en politikommissær, som langer en ransagningskendelse i favnen på ham.

Jagger og Richard foran gods

I 1966 købte Keith Richards godset Redlands i Sussex. Han fandt stedet, fordi han kørte forkert sin i bil.

© David Cole/Imageselect

20 betjente strømmer ind i huset og undersøger møbler og tæpper for stoffer, som ligger spredt over det hele i små poser. Richards og hans gæster bliver kropsvisiteret, og politiet fisker fire amfetaminpiller frem af Jaggers lomme. Besiddelsen af narkotika er strafbar, og selvom betjentene ikke finder noget på Richards, gør kommissæren ham opmærksom på, at også han risikerer fængsel for at have tilladt brug af ulovlige stoffer i sit hjem.

Da politiet er forsvundet igen, og rusen har lagt sig, indser Jagger og Richards, at de måske er havnet i alvorlige vanskeligheder. De er verdens nye store rockstjerner, men de engelske myndigheder hader bandets provokerende fremtoning og tøjlesløse sceneshow – og nu har de måske endelig fået krammet på dem. Rullestenenes massive misbrug truer både bandet og medlemmernes overlevelse.

Jagger arresteret og undgår kamera

Mick Jagger forsøgte at undgå kameraerne, efter at han i 1967 blev arresteret for besiddelse af stoffer.

© Keystone Press/Imageselect

Bandet blev skabt i en svinesti

Fem år inden politiets razzia i Redlands kendte ingen Mick Jagger og Keith Richards. I 1962 snakkede England kun om The Beatles, som netop var brudt igennem med deres iørefaldende melodier og tekster. Og mens briterne nynnede med på “Love Me Do”, sad Jagger og Richards og jammede blues med deres ven Brian Jones.

De tre delte en faldefærdig toværelsers lejlighed i udkanten af London. Vandrørene var utætte, de flossede tapeter vrimlede med mugpletter, og loftet var sort af sod fra stearinlys. Overalt flød uvasket tøj og beskidt service. Selv lignede drengene noget, katten havde slæbt ind, og naboerne fattede ikke et kuk af, hvad de nye beboere havde gang i.

En lejer i opgangen fortalte efterfølgende:

“Næsten hver time på dagen eller natten kom der mærkelige lyde fra deres lejlighed. Vi troede først, det var en gangsterbande, selvom de virkede meget hyggelige, når man mødte dem på trappen. Ikke så få af naboerne var dog bange for dem på grund af deres lange hår og usoignerede udseende”.

“Fugtigheden dernede er nok noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet. Man vadede i vand mellem alle de elektriske installationer. Det er et mirakel, at flere ikke blev ristet ihjel”. Keith Richards om The Ealing Club, Rolling Stones’ første spillested.

I denne beskidte hybel dannede de utraditionelle beboere bandet The Rolling Stones – opkaldt efter et nummer skrevet af deres store forbillede, bluesguitaristen Muddy Waters. De tre venner spillede amerikansk blues, og snart fik de lov til at optræde på jazzspillestedet The Ealing Club, som lå i en kælder godt gemt væk ved endestationen af en af Londons undergrundsbaner.

“Fugtigheden dernede er nok noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet. Man vadede i vand mellem alle de elektriske installationer. Det er et mirakel, at flere ikke blev ristet ihjel”, berettede Richards mange år senere.

Spillestedet var et af de få i London, hvor publikum var åbent over for blues – selvom nogle af de ældre gæster brokkede sig over bandets “snavsede og beskidte udseende”, der fik musikerne til at ligne “en flok dyr”. Andre, særligt de yngre, var vilde med gruppens rebelske look, Jones’ og Richards’ gnistrende guitarspil og Jaggers svingende hofter.

Crawdaddy Club i London

Et af Stones’ første faste spillesteder var i et lille baglokale i Crawdaddy Club i London. Stedet eksisterer endnu, men er i dag en del af et hotel.

© Le Deluge

I vinteren 1962-1963 blev bassisten Bill Wyman og trommeslageren Charlie Watts indlemmet i gruppen, og flere i musikkens undergrundsverden begyndte at tale om det nye band, som efterhånden også fik lov til at optræde på andre spillesteder.

“Disse unge fyre synes at leve i deres egen verden, når de presser deres vilde og opildnende musik frem og sætter strøm til hele salen. De unge tilhørere har aldrig oplevet noget lignende”, lød det fra en koncertarrangør.

Gennembruddet var på trapperne.

Da The Rolling Stones blev dannet i London i 1962-63 var bandet fyldt med forskellige personligheder – og havde seks medlemmer.

Portræt af Brian Jones
© Avalon/Getty Images

Stifteren: Brian Jones

Jones grundlagde The Rolling Stones, da han i 1962 indrykkede en annonce i en avis, hvor han søgte medlemmer til en rhythm & blues-gruppe. Han mestrede guitaren, men blev også bandets multikunstner, der kunne spillede sitar, saxofon og mundharmonika.

Portræt af Mick Jagger
© V. K. Hietanen

Proffen: Mick Jagger

Med sin brede flab og de energiske hofter blev Jagger bandets blikfang, når han indtog scenen. Den karismatiske forsanger havde en professionel tilgang til musikerlivet, og med tiden overtog han positionen som bandets frontfigur fra Jones.

Portræt af Keith Richards
© Olavi Kaskisuo/Lehtikuva

Rebellen: Keith Richards

Lige fra teenageårene var Richards oprørsk af natur, og derfor droppede han også ud af Sidcup Art College for at satse på et liv som musiker. Han fandt sig ikke i noget og kom flere gange i klammeri med publikum, men guitaren mestrede han som få.

Portræt af Bill Wyman
© Tracksimages.com/Imageselect

Oldingen: Bill Wyman

Mens de øvrige bandmedlemmer var mellem 18 og 21, blev den 26-årige lagerarbejder Bill Wyman alderspræsident, da han indtrådte som bassist i december 1962. Han forlod bandet i 1993 og er bl.a. begyndt at sælge metaldetektorer i eget design.

Portræt af Charlie Watts
© ETH Library

Den pæne dreng: Charlie Watts

Watts spillede oprindeligt jazz og var allerede halvprofessionel trommeslager ved siden af sit job som grafiker, da han i januar 1963 fik tilbuddet om at blive en del af Stones. Han var bandets pæne dreng, som reelt ikke var interesseret i de “hvinende fans”.

Ring om Ian Stewart i gruppe
© Archive Photos/Stringer/Getty Images

Den sjette sten: Ian Stewart

Skotske Stewart havde været med fra begyndelsen, men blev skåret fra af manager Andrew Oldham i 1963, fordi seks medlemmer blev for mange at holde styr på for fansene. På plader og på scenen fortsatte Stewart dog som pianist for Stones i flere årtier.

The Beatles hjalp med et hit

The Rolling Stones spillede stadig kun coverversioner af andres sange. Og selvom deres liveoptræden fik det unge publikum til “at miste hæmningerne”, som en anmelder skrev, manglede bandet et hit, et nyskrevet nummer, ingen havde hørt før.

Hvis nogen kunne lave en ørehænger, var det The Beatles, og til Stones’ store held fik de i maj 1963 beatlernes tidligere PR-mand Andrew Oldham som manager. En sommerdag løb Oldham ind i John Lennon og Paul McCartney og fortalte dem, at hans nye fremadstormende band manglede “en god sang”.

“Du ved, at vi godt kan lide Stones. Og faktisk har vi en sang, som passer langt bedre til dem end os”, huskede McCartney senere at have sagt.

Stones optræder med Lennon og Ono

At forholdet til The Beatles var glimrende, kunne bl.a. ses i musikfilmen “Rock and Roll Circus” fra 1968, hvor Stones bl.a. optrådte sammen med John Lennon og Yoko Ono.

© Trinity Mirror/Mirrorpix/Imageselect

The Rolling Stones var i færd med at indspille et album, så den samme eftermiddag mødte Lennon og McCartney op i studiet og skrev “I Wanna Be Your Man” færdig ovre i et hjørne, imens Rolling Stones-medlemmerne kiggede imponeret på.

“Den er strålende”, lød det begejstret fra Brian Jones. Men rullestenene ville ikke lyde som The Beatles, og da nummeret blev indspillet, var alle medlemmerne enige om, at “det skulle gøres mere beskidt”, ifølge Wyman.

Få måneder senere udkom nummeret som single og blev nummer 12 på den britiske hitliste. Med ét var Rolling Stones kendt i hele landet, men Oldham var forhippet på, at de ikke blot skulle være The Beatles med lidt længere hår. Jagger, Richards, Jones, Wyman og Watts skulle holde fast i deres ufriserede image og rå spillestil, så de fungerede som modsætningen til de pæne Liverpool-drenge.

Jagger og Paul kører i tog

The Beatles og The Rolling Stones har været hinandens rivaler med et smil i øjet siden 1960’erne. Så sent som i 2021 kaldte Paul McCartney The Rolling Stones for et “blues-coverband”.

© Victor Blackman/Stringer/Getty Images

The Beatles blev ved med at slå rullestenene

Selvom The Rolling Stones oplevede en dundrende succes i 1960’erne, kunne de ikke måle sig med The Beatles. Gruppernes evige rivalisering var dog blæst op af medierne.

The Beatles blev det første band, der for alvor fik de britiske fans til at hvine af fryd, da de fire knægte fra Liverpool slog igennem i 1962. Året efter indtog også Stones den britiske musikscene, og op gennem 1960’erne var medierne hurtige til at gøre et stort nummer ud af konkurrencen mellem grupperne.

I virkeligheden var de to bands gode venner og mødtes privat. Beatles-guitarist George Harrison tog flere gange LSD sammen med Keith Richards, som senere erklærede, at de to havde “et særligt bånd”. Beatles og Stones yndede også at gå til hinandens koncerter.

Efter at The Beatles gik i opløsning, kom der dog enkelte spydige kommentarer fra begge lejre, og i et interview antydede John Lennon, at Stones havde kopieret The Beatles. Kommentarerne var dog ofte sagt med et glimt i øjet, da musikerne havde stor respekt for hinanden.

På 1960’ernes salgslister var der heller ikke meget kamp om tronen. Ingen kunstner i verden kom i nærheden af at sælge så godt som The Beatles – og ingen har nogensinde siden solgt mere end Liverpool-gruppen.

1960’ernes største sællerter

Stones indtager en tredjeplads i verden, hvad angår solgte album, EP’er og singler udgivet i 1960’erne. (Tallene dækker kunstnernes samlede salgstal regnet fra udgivelsen til i dag).

Unge piger elskede de grimme rockstjerner

Med Oldham som manager nåede Stones nye højder, ikke mindst efter at han lancerede dem som “Englands grimmeste band”. Medlemmerne skulle være provokerende og spille de frække drenge på den britiske musikscene – hvilket faldt dem ganske naturligt.

“Alle, der ikke kan lide os, kan skride ad helvede til”, lød det fra Jagger, som også proklamerede, at “vi klipper sgu ikke vores hår kort, fordi en eller anden pedantisk idiot synes, vi skal gøre det”.

Bagtanken var, at den flabede stil skulle få forældregenerationen til at hade bandet, for så ville deres børn finde Stones endnu mere spændende. Oldham skabte bandets provokerende image og fandt også på sloganet: “Ville du lade din datter blive gift med en Rolling Stone?”

“De er så grimme, at de er tiltrækkende”. Amerikansk Rolling Stones-fan, 1964.

Meget få forældre ville have en rullesten som svigersøn.

“De må være de mest uopdragne af alle de sidst opdukkede bands”, lød det fra en forarget seer efter en TV-optræden. En anden skrev i et læserbrev:

“Jeg har i dag oplevet det mest afskyelige syn, jeg kan huske i alle mine år som fjernsynsentusiast – Rolling Stones”.

Mens forældre helst slukkede for TV’et og radioen, når Stones kom på, elskede de unge bandets ubehøvlede fremtoning. Til koncerterne flintrede Jagger og kompagni rundt på scenen, så sveden sprøjtede ned på de opildnede fans.

Nogle gange endte bandet i klammeri med konservative, unge mænd, der mente, at musikerne skulle klippe deres hår. Og under englandsturnéen i januar 1964 afbrød politifolk flere gange koncerterne, fordi tilskuerne var helt ude af kontrol – og fordi myndighederne generelt ikke brød sig om det oprørske band. Men teenagepigerne elskede deres rullesten.

“De er så grimme, at de er tiltrækkende”, lød det fra en amerikansk fan, da Stones i 1964 var på turné i USA.

Rolling Stones manager Andrew Oldham

Manager Andrew Oldham (th.) var manden, der så potentialet i Rolling Stones-medlemmernes rebelske fremtoning.

© Pictorial Press Ltd/Imageselect

Hjemme i England var pigerne så vilde med bandet, at de stod foran medlemmernes lejligheder – der nu var lidt mere luksuriøse end i 1962 – og ridsede deres navne og telefonnumre ind i mure og døre. Teenagepigerne forsøgte også at møde deres idoler på natklubberne i håb om at komme tættere på dem. Og stjernerne var ofte villige til at hænge ud med deres fans – især hvis de så godt ud.

“Hvis du var en flot pige, var det ikke svært at møde Mick Jagger eller Jimmy Page (guitarist fra Led Zeppelin, red.). Du kunne bare gå hen og sige hej til dem”, lød det mange år senere fra Pamela Des Barres, der mødte Jagger på en natklub i Los Angeles.

Pamala sidder på Alice Cooper

Den senere forfatter Pamela Des Barres var en af verdens berømteste groupier og sammen med utallige musikere. Her sidder hun på skødet af Alice Cooper.

© Michael Ochs Archives/Stringer/Getty Images

Des Barres blev en af Rolling Stones’ groupier – unge kvinder, som fulgte bandet på turnéer. Her var de sammen med musikerne backstage og på klubber, ligesom de tit overnattede på hotellet med bandmedlemmerne. Druk, stoffer og sex var en del af livet som groupie, men de tog sig også ofte af mere praktiske opgaver som at finde tøj til stjernerne og være stikirendpiger.

“Det handlede ikke udelukkende om at komme i seng med dem, det handlede mere om at være en del af den kreative kraft”, har Des Barres forklaret.

Stones var blevet guder for mange unge. Men med succesen fulgte misbruget.

Stoffer blev hverdag

I 1965 solgte Rolling Stones plader i millionvis, og musikmagasinet Melody Maker kunne efter en afstemning kåre bandet til det populæreste i England foran The Beatles, der til gengæld vandt kategorien “Populæreste i hele verden”.

Rullestenene var begyndt at skrive sange selv. Deres to første album havde primært rummet covernumre, men Oldham mente, at “alle og enhver kan skrive en populær sang”. Da han ikke mærkede det store engagement fra Jagger og Richards, låste han dem inde i køkkenet og meddelte, at de ikke kom ud, før de havde skrevet en sang færdig. Det blev til hittet “As Tears Go By”, som i første omgang blev givet til Jaggers senere kæreste Marianne Faithfull.

VIDEO: Se de skrigende fans, da The Rolling Stones optrådte i 1964.

Nu vidste rullestenene, at de også kunne skrive, og med tiden blev deres sange mindre bluesprægede og mere rockede. I 1965 fik Stones hele tre egenkompositioner på toppen af hitlisten – blandt dem megahittet “(I Can’t Get No) Satisfaction”.

Bandet spyttede album ud og var konstant på turné, men livet på farten satte sine spor. Stemmerne blev smurt med Jack Daniel’s, og efterhånden var det også almindeligt, at medlemmerne tog kokain eller amfetaminpiller for at holde sig kørende – foruden de store mængder hash, som supplerede smøgerne.

“Det er et spørgsmål om at klare den til næste gig. Men når man først er der, begynder det at eskalere”, forklarede Richards mange år senere.

“Brian lå på ryggen et eller andet sted i studiet med guitaren. Pludselig, når han havde ligget der i ni timer, vadede han ind og lagde et superflot riff ind – et, som ingen havde tænkt på”. Keith Richards om Brian Jones.

Især Brian Jones havnede i et massivt misbrug, i takt med at Jagger mere og mere overtog leadguitaristens oprindelige rolle som bandets frontfigur og talsperson. 23-årige Jones var på heroin, valium og LSD. I øvelokalet befandt han sig i sin helt egen verden, hvis han overhovedet dukkede op. Alligevel var han glimtvis stadig en genial musiker.

“Brian lå på ryggen et eller andet sted i studiet med guitaren. Pludselig, når han havde ligget dér i ni timer, vadede han ind og lagde et superflot riff ind – et, ingen havde tænkt på”, huskede Richards, som fra 1966 selv begyndte at tage LSD, fordi han mente, at det skærpede hans kreativitet.

Norske fans i Oslo

The Rolling Stones satte Oslo på den anden ende, da bandet spillede sin første koncert i Norge i 1965.

© Riksarkivet, Oslo

Richards flyttede ind hos Jones, der boede med sin kæreste, den tysk-italienske skønhed Anita Pallenberg, i en herskabslejlighed i London. Her holdt parret konstant syrefest for hovedstadens jetset. I deres rus døsede værterne og gæsterne hen på madrasser, som lå overalt på gulvet i den enorme, stearinlysoplyste stue, mens musikken dunkede løs. Ifølge The Beatles’ nye PR-mand, Tony Bramwell, havde Jones og Richards ændret sig:

“De var begge to sådan nogle nydelige, unge fyre, da jeg så dem første gang. Og så ser man de her vrag. De lignede nogle på 60. De var gamle mænd, da de var i 20’erne”.

Richard holder om Anita Pallenberg

Keith Richards og Anita Pallenberg var sammen i mere end 10 år – og de var ikke blege for at indrømme, at der ofte var stoffer involveret.

© Peter Kemp/AP/Ritzau Scanpix

Jagger og Richards røg bag tremmer

Stofferne var med til at forstærke Stones’ image som rockens bad boys, der aldrig lod sig kue. Narkopåvirkede eller ej kunne de finde på at smadre en fotografs udstyr blot for at sikre sig presseomtale.

“De spillede deres roller hele tiden. Og de var klar over det. De blev de slemme drenge, og det brugte de så meget, de kunne”, fortalte Rick Derringer, som varmede op for Stones på bandets USA-turné i 1966.

Modsat Jones og Richards havde Jagger dog holdt sig fra hårde stoffer, og han ønskede ikke at blive fremstillet som en junkie i medierne. Derfor blev forsangeren også meget fortørnet, da avisen News of the World i januar 1967 bragte en artikel, hvor Jagger angiveligt indrømmede at have taget alle mulige former for narkotika. I virkeligheden havde journalisten interviewet en skæv Brian Jones på en natklub og troet, det var Jagger, han snakkede med.

Jagger truede avisen med søgsmål, og det blev indledningen på en vild heksejagt på Stones-forsangeren.

Mange fans støtter Jagger

Tusinder af fans var mødt op for at støtte Mick Jagger i forbindelse med retssagen mod ham.

© Trinity Mirror/Mirrorpix/Imageselect

News of the World kunne ikke forestille sig et større scoop end at fange Jagger med fingrene i kokaindåsen, ikke mindst fordi de så også ville slippe for sagsanlægget. Derfor mente mange Stones-fans, at det var skandaleavisen selv, som havde tippet myndighederne om, hvilke ulovligheder der foregik på Richards’ landsted i februar 1967.

Richards selv var overbevist om, at hans pusher, der gik under navnet “Acid King Dave”, arbejdede sammen med myndighederne og havde arrangeret hele razziaen. Noget kunne tyde på, at det stemmer: Politiet undlod efterfølgende at undersøge syrekongens kuffert, og han fik dagen efter razziaen lov til at forlade landet, så han undgik at blive retsforfulgt.

Så heldig var hverken Jagger eller Richards. Ved retssagens afslutning i juni 1967 blev Jagger idømt tre måneders fængsel for at besidde de fire amfetamin-piller, mens Richards fik et års fængsel for at have tilladt, at cannabis blev røget på hans ejendom.

De to stjerner blev prompte kørt til fængslet. Musikerne slap dog med en enkelt nat i kachotten, da de appellerede dommen og blev løsladt mod kaution. Natten i fangenskab mente mange var en hævn fra myndighedernes side.

VIDEO: Se Mick Jaggers pressemøde, efter at han var blevet løsladt.

“De mener, at mr. Jagger har fået, hvad han har godt af”, skrev The Times-redaktør Reece-Mogg i en leder, hvori han revsede myndighederne for at overdrive en ubetydelig sag om besiddelse af nogle piller, som Jagger faktisk havde “købt fuldt legalt i Italien”.

Stones-makkerparret vandt appelsagen, så Jaggers dom blev gjort betinget, og Richards slap helt for straf.

“Hvad enten I bryder jer om det eller ej, er I idoler for en stor gruppe unge i dette land”, formanede dommeren, inden han lod rockstjernerne gå.

Narkosagen sendte Stones til tælling, og bandet holdt en pause fra at optræde. Konflikterne og rivaliseringen i gruppen voksede, og situationen blev kun værre af, at Anita Pallenberg forlod Jones til fordel for Richards. Bruddet og følelsen af svig fik Jones til at sygne endnu mere hen, så bandet måtte erstatte ham med studiemusikere til indspilningen af albummet “Beggars Banquet” i slutningen af 1968.

Et halvt år senere kørte Jagger og Richards ud til Jones’ nye landsted for at gøre ende på deres samarbejde.

“Det var svært for Mick og mig at fyre ham, men han kunne næsten ikke spille, næsten ikke stå op, næsten ikke trække vejret. Det eneste, der var tilbage, var at sige: ‘Sorry, gamle jas, du er ude’”, berettede Richards.

Brian Jones døde som 27-årig, og han er ikke den eneste. Antallet af kunstnere, der gik bort som 27-årige, er så stort, at de danner en morbid klub. “Klub 27” består i dag af mere end 50 musikere, der som oftest døde på grund af deres misbrug.

Jimi Hendrix spiller guitar
© Creative Commons

Jimi Hendrix – 1942-1970

En overdosis af alkohol, narkotika og sovepiller tog livet af Hendrix, der med The Jimi Hendrix Experience havde revolutioneret guitarmusikken med opfindsom brug af pedaler, overstyring og feedback i anden halvdel af 1960’erne. Hendrix levede i 27 år og 295 dage.

Portræt af Janis Joplin
© Albert B. Grossman Management, New York

Janis Joplin – 1943-1970

Med sin følelsesfulde stemme indtog Joplin rockverdenen i anden halvdel af 1960’erne i forskellige bands, men den karismatiske sangerinde sank dybere og dybere ned i stofmisbrug. En overdosis heroin på et motel i Hollywood tog livet af hende. Joplin levede i 27 år og 258 dage.

Portræt af Jim Morrison
© Elektra Records

Jim Morrison – 1943-1971

Som den tredje 27-årige rockstjerne inden for to år døde The Doors-forsangeren i 1971. Han blev fundet i et badekar i Paris. Vidner sagde, der var tale om en overdosis, men ingen obduktion blev foretaget, og de franske myndigheder registrerede dødsårsagen som en hjertefejl. Morrison levede i 27 år og 205 dage.

Portræt af Kurt Cobain
© Julie Kramer

Kurt Cobain – 1967-1994

Som forsanger i det legendariske grunge-band Nirvana blev Cubain et ikon i starten af 1990’erne. Hans selvmord i 1994 var den hændelse, der skabte fænomenet “Klub 27”, da det gik op for musikverdenen, hvor mange kunstnere der er døde som 27-årige. Cubain levede i 27 år og 44 dage.

Amy Winehouse synger på scene
© Rama

Amy Winehouse – 1983-2011

Med sin dybe, rustne stemme indtog britiske Winehouse musikscenen i 2000’erne med sin blanding af soul, jazz og R’n’B. Priserne regnede ned over hende, men hun druknede i sprut og stoffer og døde af alkoholforgiftning. Hun levede i 27 år og 312 dage.

Jones døde i narkorus

I sommeren 1969 gjorde de tilbageværende fire rullesten – og deres nye guitarist, Mick Taylor – klar til endelig at vende tilbage til koncertscenen efter mere end to års pause. Deres store comeback skulle markeres med en gigantisk gratis koncert i Hyde Park foran næsten 500.000 mennesker.

Men ved midnatstid to dage før koncerten ringede telefonen, mens bandet var i gang med at øve.

“Brian er død”, lød det i røret.

Samme dag havde Jones som altid været høj på stoffer, da han inhalerede rigelige doser af sin astmaspray. Det var ikke en ualmindelig cocktail, men denne gang var han sprunget i swimmingpoolen, hvor han mistede bevidstheden og druknede.

Nogle år forinden havde Richards sagt til Jones, at han aldrig ville nå at blive 30 med det misbrug. Alligevel kom nyheden som et chok for bandet.

“Vi aflyser koncerten”, udbrød Jagger.

Kvinder sidder ved Jones gravsted

Brian Jones’ død kom som et chok. Mange af hans fans havde svært ved at acceptere, at han var gået bort.

© Mirrorpix/Getty Images

Men Richards og Watts ønskede at gennemføre – som en hyldest til deres afdøde ven. Da en journalist senere antydede, at det var dårlig stil at spille koncert, før Jones var lagt i graven, pandede Richards ham med vanlig vildskab en knytnæve i ansigtet og skubbede ham ned ad en trappe.

Den 5. juli 1969 spillede Stones karrierens største koncert i Hyde Park med en papfigur af Jones på scenen. Som noget nyt havde de outrerede bandmedlemmer taget makeup på. Deres optræden var dog ikke blandt de bedste.

“I virkeligheden var der ingen, der vidste, hvad der foregik. Vi spillede temmelig dårligt lige indtil slutningen, for vi havde ikke spillet live i årevis. Her i kølvandet på Brians død var det bare noget, vi måtte gøre”, mente Richards.

Rolling Stones koncert

Altamont-koncerten skulle have været en fortsættelse af hippie-festivalen i Woodstock, men alt gik gruelig galt.

© Rwk/AP/Ritzau Scanpix & AP/Ritzau Scanpix

Gratis koncert endte med fire døde

Det var kendt, at det kunne gå vildt for sig under The Rolling Stones’ koncerter. Men i Californien i 1969 gik det helt galt under en endagsfestival, hvor fire tilskuere mistede livet.

I december 1969 skulle Rolling Stones spille som sidste band ud af seks til en endagsfestival på den californiske racerbane Altamont. Gratis-koncerten skulle bygge videre på den gode atmosfære fra den netop afholdte Woodstock-festival, men i stedet gik alt galt.

300.000 mennesker var mødt op og havde konsumeret en masse alkohol og stoffer. Hells Angels, der var hyret til at stå for sikkerheden mod at få fri bar, havde intet overblik. I stedet slog rockerne alle ned, hver gang der var tumulter. Da en LSD-påvirket, sort fyr trak en pistol nær scenen, reagerede en rocker ved at stikke ham ihjel med en kniv. Til sidst måtte Stones tage benene på nakken.

“Alle løb op mod en helikopter, der var ved at lette. Det var ligesom Vietnam. Man blev nødt til at hoppe op på en rebstige og klatre op. Skulle bare væk”, huskede Keith Richards.

Volden og kaosset på Altamont kostede i alt fire mennesker livet. Mick Jagger vendte selv hjem fra koncerten med et blåt øje, fordi en festivaldeltager havde hamret ham en knytnæve i ansigtet allerede ved ankomsten.

Video: Se billederne fra den kaotiske koncert ved Altamont.

Succesen fortsatte årtier frem

Koncerten i Hyde Park var med til at få stenene til at rulle mod nye triumfer. Samme sommer udkom albummet “Let It Bleed”, der af mange opfattes som bandets glansstykke. Pladen, der åbnede med “Gimme Shelter” og sluttede med “You Can’t Always Get What You Want”, strøg ind som nummer ét i England.

Med deres tøjlesløshed, provokationer og hårde livsførelse var The Rolling Stones’ karriere ingen dans på roser, men musikalsk formede de sig i løbet af 1960’erne, præcis som de ønskede.

Rolling Stones synger på scenen

Guitaristen Mick Taylor (tv.) tog over efter Brian Jones, men han endte med at forlade bandet efter fem år.

© Trinity Mirror/Mirrorpix/Imageselect

“Velkommen til verdens største rockband!” lød præsentationen fra 1969 og frem, hver gang bandet gik på scenen. Og selvom The Beatles stadig solgte flere album, lå Stones i toppen af salgs- og hitlisterne, og få kunne fylde et stadion som de rockende rullesten.

Mens The Beatles gik i opløsning i 1970, blev Stones bare ved og ved, og med vanlig selviscenesættelse optrådte de som musikkens konger i de næste årtier. Da bandet under enorm mediebevågning ankom til en ny stor turné i USA i 1972, udtalte Jagger med klassisk Stones-kækhed:

“Beatles? Jeg kan ikke engang huske Beatles!”

EFTERSKRIFT

60 år efter bandets dannelse eksisterer The Rolling Stones stadig, men Mick Jagger og Keith Richards er de eneste af de oprindelige medlemmer, som er tilbage. Bill Wyman forlod bandet i 1993, og Charlie Watts døde i 2021. I løbet af karrieren har Stones udgivet 30 studiealbum og 120 singler og er den fjerdebedst sælgende musikgruppe i historien.

Rolling Stones på turné

Da The Rolling Stones tog på turné i 2021, tjente de i gennemsnit mere end 10 millioner dollars pr. koncert.

© Raph_PH

Stones er på evig flugt fra skattefar

Da Rolling Stones blev mangemillionærer, flyttede de væk fra England for at undgå de høje skatter. Lige siden har bandet levet i skattely.

Trods succesen i 1960’erne gik hovedparten af indtægterne ikke til gruppen. Pladeselskabet og managerne nappede størstedelen af kagen, og derfor oprettede bandet deres eget pladeselskab i 1971. Snart rullede millionerne ind.

Men en ny lov i Storbritannien betød, at de mest velhavende briter blev afkrævet hele 83 pct. i skat. Det nægtede bandmedlemmerne og flygtede først til Frankrig og derefter permanent til Holland, hvor der ikke betales skat af licensafgifter.

Gennem firmaet Promogroup har bandmedlemmerne lige siden reduceret deres skattebetaling betragteligt. Således er det blevet afsløret, at rockbandet fra 1986 til 2006 blot betalte 1,6 pct. i skat ud af en indtjening på ca. 3 mia. kroner. Samtidig er bandet et af verdens dyreste at se live med billetpriser, der kan løbe op i flere tusind kroner.

Kunstnere som Elton John, Bono og Ringo Starr er også blevet afsløret i at benytte skattely, men ingen så effektivt som medlemmerne af The Rolling Stones.