Rulleskøjter var en af de helt store diller i Vesten fra victoriatiden frem til 1. verdenskrig.
Alle lige fra børn til fine hattedamer morede sig i enorme rulleskøjteanlæg i New York City, og i London rullede forretningsmænd i stiveste puds til og fra arbejde.
Familier valfartede til indendørs og udendørs baner, og de skøjteglade kunne også gå til bal og danse iført skøjter.
Allerede i 1760 var de rullende sko blevet præsenteret af belgieren Joseph Merlin ved et fornemt maskeradebal i London.
Med sin violin under hagen rullede Merlin ind i den pompøse festsal – men uden at have fuld kontrol over skøjterne. Den uheldige opfinder bragede direkte ind i et kæmpespejl, så glasskår regnede ned over ham.
Først 100 år senere opfandt amerikaneren James L. Plimpton et sikkert design, der var let at manøvrere.
Mens Merlin blot havde sat små metalhjul på en række og dermed skabt en slags inlinere, opfandt Plimpton firehjulede rulleskøjter med et fleksibelt hjulstativ, som kunne rotere.
Nu kunne løberen dreje ved at læne sig til den ene side. Det gav rulleskøjten sit store gennembrud.