Selvom tarotkort nu om dage bliver associeret med spåkoner og krystalkugler, blev kortene oprindeligt brugt til tarocchi – et kortspil, der minder om bridge.
Hvert sæt indeholdt 78 kort, hvoraf de 22 kort var trumfer og havde fantasifulde navne som Døden, Magikeren, De elskende og Den hængte mand.
Navnene er formentlig inspireret af figurerne i de teatralske optog, som var uhyre populære i renæssancens italienske byer, hvor tarotkort blev opfundet i 1400-tallet. Her var kortene især populære blandt rigmandsfamilier, som fik fremstillet kostbare, håndmalede spillesæt.
Trumfkortene i tarot har fantasifulde navne som bl.a. Solen.
De ældste bevarede tarotkort stammer fra omkring 1430 og tilhørte Visconti-slægten, som regerede over Milano.
Omtrent tre århundreder senere begyndte tarotkort at vække interesse hos folk med hang til det okkulte. Blandt dem var den tidligere franske præst Antoine Court, som i 1781 udgav en bog, hvor han argumenterede for, at tarotkort stammede fra oldtidens Egypten og rummede de egyptiske præsters hemmeligheder.
VIDEO – Tarotkortenes okkulte islæt:
Kortene kunne derfor bruges til at spå og opnå en højere indsigt.
Nogle få år senere byggede franske Jean-Baptiste Alliette videre på denne teori og tilføjede elementer af bl.a. astrologi og oldgræsk filosofi. Alliette udgav en bog i 1790, hvor han beskrev betydningen af hvert eneste tarotkort – og dermed banede vejen for fremtidens spåkoner.