Herregårdsskytten Oliver Mellors har omhyggeligt sikret sig, at ingen nysgerrige blikke hviler på ham og lady Chatterley, inden de kravler gennem buskadset.
I en lille lysning i skoven smider han sin frakke og vest på jorden og befaler hende at lægge sig på alle fire oven på tøjet.
Skytten og ladyen udgør sammen med hendes forsmåede ægtemand hovedpersonerne i “Lady Chatterleys elsker” fra 1928.
Romanen overlader ikke meget til fantasien, men beskriver i detaljer de erotiske eskapader mellem den forsømte Constance Chatterley og Oliver Mellors, der er skytte på hendes mands gods.
Fx skriver forfatteren D.H. Lawrence om stævnemødet i skovbunden:
“Hun mærkede hans bare hud mod sin, idet han trængte op i hende. Et øjeblik forholdt han sig i ro – opsvulmet og skælvende – så begyndte han at bevæge sig og vækkede begæret i hende”.
Den slags detaljer var ulovlige i de fleste lande i begyndelsen af 1900-tallet, blandt andet i Storbritannien, hvor D.H. Lawrence boede. Romanen kom til at koste forfatteren så dyrt, at han kort før sin død skrev fra sit eksil:
“Vejen til succes lå åben for mig, og alligevel befinder jeg mig her – ude, hvor kragerne vender, for altid en outsider. Og det er mit eget valg”.
Romanen om lady Chatterley er filmatiseret mere end 10 gange.
Minearbejderens søn blev forfatter
David Herbert Lawrence blev født den 11. september 1885 som søn af en fattig minearbejder i Nottinghamshire 200 km nord for London.
Hans mor havde en middelklasse-
baggrund og kæmpede hårdt for at sikre sine børn en god uddannelse og et bedre liv end det slidsomme og farlige som minearbejder.
Herbie, som Lawrence blev kaldt i familien, udviklede tidligt en interesse for litteratur. Han følte sig som en fremmed fugl blandt de andre drenge i skolen, der så hurtigt som muligt ville ned og arbejde i minerne som deres fædre.
Med sin mors opbakning uddannede Lawrence sig til skolelærer og fik arbejde, men han drømte om at blive forfatter.
Under navnet D.H. Lawrence skrev han skuespil og slog igennem med bogen “Sønner og elskere” fra 1913 – en selvbiografisk roman, der skildrer opvæksten i et minesamfund.
Bogen fik god kritik, og Lawrence begyndte at håbe på en karriere som forfatter på fuld tid.
“Vejen til succes lå åben for mig, og alligevel befinder jeg mig her – ude, hvor kragerne vender”. D.H. Lawrence kort før sin død.
Han planlagde en rejse til Tyskland og opsøgte derfor sin gamle tysklærer, Ernest Weekley, for at få gode råd. I Weekleys hjem mødte han professorens kone, og det forandrede alt.
Frieda Weekley, født von Richthofen, kom fra Tyskland, hvor hun var vokset op i en adelig officersfamilie.
Hun var syv år ældre end Lawrence og – takket være en række udenomsægteskabelige affærer – velbevandret i kærlighedskunsten.
Hun forlod sin mand og rejste med forfatteren til Italien.
Da parret vendte tilbage til Storbritannien et år senere, gik professor Weekley omsider med til en skilsmisse, hvilket betød, at Frieda og Lawrence kunne gifte sig den 13. juli 1914.
Frieda betalte en høj pris, for hun mistede dermed retten til at se sine tre børn. Alligevel tegnede fremtiden lys for parret.
Mens de havde været hemmelige elskere, var deres venner faldet fra én efter én på grund af den snerpede moral, som var fremherskende i datidens England.
Nu, hvor de var lovformeligt gift, blev de atter lukket ind i varmen.
Da Lawrence samtidig skrev kontrakt på at producere tre romaner til et forlag, lod økonomien også til at være sikret for en tid.
Men så brød 1. verdenskrig ud.
I victoriatiden skulle en bejler vogte sig for at berøre sin udkårne i fuld offentlighed.
Victoriatidens moral fordømte ladyen
Briternes strenge syn på kvinder og sex gjorde “Lady Chatterleys elsker” ekstra skandaløs.
I 1928 havde Englands dronning Victoria været død i 27 år, men arven efter hendes 64 år på tronen levede videre.
Sex uden for ægteskabet var fortsat tabu og helt uforståeligt, mente mange briter.
Mens mænd besad en naturlig trang til kødets lyster, betragtede mange det som unaturligt for kvinder at have drifter.
Ifølge datidens moral tjente samleje kun et eneste formål:
“For mig er ægteskabeligt samkvem uforståeligt, hvis det ikke ledsages af en stærk trang til at få børn”, forklarede en kvinde i 1890’erne, da hun deltog i noget så sjældent som en videnskabelig undersøgelse af kvinders forhold til sex.
Selvsamme dame fra de finere kredse gik så langt som til at sammenligne sex for lystens skyld med “legaliseret prostitution”.
Seksuel afholdenhed var ganske enkelt det, der adskilte civiliserede mennesker fra dyr, mente mange.
Forbrød en kvinde fra aristokratiet eller den bedre middelklasse sig mod moralen, fik det ofte ødelæggende konsekvenser. Hendes mand kunne kræve skilsmisse, og hele vennekredsen vendte hende ryggen.
Hun blev betragtet som en falden kvinde – og mange blev aldrig tilgivet.
Lawrence var farligere end sygdom
Seksuelt frimodige romaner, som dem Lawrence skrev, passede ikke ind i den britiske krigstidsmoral. Hans næste bog “Regnbuen” fra 1915 blev forbudt og trukket tilbage af forlaget, fordi kritikerne sablede den ned. En anmeldelse lød:
“Romanen udgør en større trussel mod folkesundheden end mange epidemiske sygdomme”.
Parret levede i fattigdom, og uden håb om anden indtægt måtte de flytte til Englands sydspids og et hus, som de lånte af nogle venner.
Under krigen voksede tyskerhadet i Storbritannien, hvilket også voldte ægteparret problemer. Deres nye hus lå ved havet, og snart begyndte de lokale at mistænke boheme-forfatteren og hans tyske hustru for at spionere.
Da Frieda var blevet set svinge sit sjal under en gåtur, blev det påstået, at hun sendte signaler til tyske ubåde.
Der verserede rygter om, at Lawrence opbevarede tysk brændstof, og da han reparerede hyttens skorsten, blev det set som bevis på, at han sendte kodede signaler til tyske skibe.
Myndighederne gennemsøgte hytten og beslaglagde adressebøger og gamle breve.
Det hele endte med, at parret blev beordret til at forlade huset i Cornwall og fik forbud mod overhovedet at vise sig i områder nær kysten.
Det var dråben for Lawrence. Han følte sig allerede forfulgt af offentligheden pga. det, der var sket med hans romaner. Efter de grundløse spionageanklager besluttede han at forlade landet.
“Lady Chatterleys elsker” blev revet væk i 1960. Paperback-udgaven kostede blot 3 shilling og 6 pence – ca. det samme som en bakke med 12 æg.
Retssag fik bogsalget til at eksplodere
Da Penguin i 1960 udgav den ucensurerede “Lady Chatterleys elsker”, blev forlaget omgående slæbt i retten. Og det var alletiders reklame.
Storbritannien håndhævede strengt forbuddet mod bøger med seksuelt indhold, indtil en lempeligere lov blev vedtaget i 1959.
Den nye lov tillod saftige scener, hvis de indgik i et værk, som måtte antages at have stor videnskabelig, litterær, kunstnerisk eller uddannelsesmæssig betydning.
Ingen bog var mere velegnet til at teste lovens rummelighed end den forbudte “Lady Chatterleys elsker”.
Statsanklageren Mervyn Griffith-Jones rejste sag mod forlaget Penguin, som angiveligt agtede at udgive bogen. Han åbnede retssagen med at spørge juryen:
“Er det en bog, som De ønsker, Deres hustru eller tjenestefolk skal læse?”
Tilhørerne i salen brast i latter over bemærkningen – især fordi det var over 20 år siden, at tjenestefolk havde været almindelige i England.
I det hele taget viste anklageren sig at være temmelig ude af trit med befolkningen. Forlaget Penguin indkaldte 35 vidner, der alle kaldte “Lady Chatterleys elsker” en klassiker.
Biskoppen af Woolwich gik så langt som til at svare “ja”, da han blev spurgt, om han mente, den var passende læsning for hans menighed.
Anklageren indkaldte ingen vidner, og til hans forbitrelse fik jurymedlemmerne to dage til at læse bogen fra ende til anden.
Efter blot tre timers voteren erklærede juryen enstemmigt bogen for “ikke skyldig” i anklagen om, at den fordærvede læserne.
Retssagen blev fulgt tæt af verdenspressen, og forlaget Penguin kunne ikke have ønsket sig bedre reklame.
Tre måneder efter frifindelsen havde forlaget solgt tre millioner eksemplarer af “Lady Chatterleys elsker”.
Flygtede til udlandet
Så snart krigen sluttede, flygtede parret til Italien for at slippe for mistænkeliggørelse og sønderlemmende kritik af erotikken i Lawrences romaner.
Senere slog de sig ned på Ceylon (nutidens Sri Lanka) og boede en overgang i Australien. Men det var i USA, at de omsider fandt ro.
Sammen med nogle venner dannede de i 1924 en kunstnerkoloni og købte en lille ranch i staten New Mexico. Her tilbragte de det, som Lawrence selv kaldte “den lykkeligste tid i mit liv”.
Allerede i 1925 udløb kunstnernes opholdstilladelse imidlertid, og de var tvunget til at vende tilbage til Europa.
Lawrence var nu alvorligt medtaget af tuberkulose, men trods sygdommen arbejdede han stadig utrætteligt.
Efter at have besøgt sin hjemegn i 1926 under en minearbejderstrejke blev han inspireret til “Lady Chatterleys elsker”, der handler om overklasse-kvinden Constance Chatterley, herregårdsskytten Oliver Mellors og deres passionerede udenomsægteskabelige forhold.
Meget tyder på, at Lawrence fandt inspirationen til lady Chatterley i sin egen omgangskreds.
Lady Ottoline Morrell (1873-1938) menes at være virkelighedens Lady Chatterley. Hun havde bl.a. affærer med kendte kunstnere og sin gartner.
Ligesom flere andre anerkendte forfattere nød han godt af venskabet med lady Ottoline Morrell, som både var en gavmild filantrop og en kvinde med en betydelig seksuel appetit.
Ligesom Constance Chatterley havde Ottoline Morrell sin ægtemands tilladelse til romancer med andre mænd.
En af lady Ottolines hemmelige elskere var filosoffen og den senere nobelprisvinder Bertrand Russell, som hun udvekslede over 3.500 breve med.
En anden var angiveligt en ung stenhugger, som havde fået til opgave at restaurere nogle statuer i hendes fornemme have.
“Lady Chatterleys elsker” blev udgivet i den italienske by Firenze i 1928.
Meget tyder på, at Lawrence fandt inspirationen til lady Chatterley i sin egen omgangskreds.
Første-oplaget var blot 1.000 eksemplarer, der udelukkende blev sendt til kunder, som havde forudbestilt værket. Penge indbragte bogen få af, for intet forlag turde røre ved den dristige roman.
Lawrence var helt på det rene med, at romanens sexscener ville blive anset for provokerende.
Selv sammenlignede han sit værk med en bombe, som han håbede ville “eksplodere og slippe lidt frisk luft ind” i hans snerpede hjemland.
“Lady Chatterleys elsker” er imidlertid meget mere end en erotisk roman. Ligesom i mange af sine andre bøger kritiserede Lawrence det klasseopdelte britiske samfund og industrialiseringens kolde kynisme.
D.H. Lawrence fik i 1920’erne drøje hug af britiske aviser for sine dristige romaner.
Forfatteren sprøjtede bøger ud
Foruden 13 noveller, 4 rejsebøger og 8 teaterstykker skrev D.H. Lawrence (1885-1930) 12 romaner om ægteskab, kærlighed og seksuelle drifter:
● The White Peacock (1911)
● The Trespasser (1912)
● Sons and Lovers (1913)
● The Rainbow (1915)
● Women in Love (1920)
● The Lost Girl (1920)
● Aaron’s Rod (1922)
● Kangaroo (1923)
● The Boy in the Bush (1924)
● The Plumed Serpent (1926)
● Lady Chatterley’s Lover (1928)
● The Escaped Cock (1929)
Forfatteren blev snydt for succes
Lawrence nåede aldrig at opleve, hvordan hans udskældte værk blev til en bestseller med millioner af læsere.
I slutningen af 1929 forværredes hans sygdom, og Lawrence blev indlagt på et sanatorium i Sydfrankrig. Han var da så svag, at han knap nok kunne stå op uden hjælp.
Den egenrådige forfatter nægtede at dø, mens han var indlagt. Den 1. marts udskrev han sig selv og lejede en villa i byen Vence.
Her døde D.H. Lawrence den 2. marts 1930 – blot 44 år gammel.
Selvom han havde skrevet over 800 digte og 12 romaner, var Lawrence i brede kredse kendt som den lovende forfatter, der spildte sit betydelige talent på at skrive pornografi.
To år senere udkom en stærkt censureret udgave af “Lady Chatterleys elsker” i Storbritannien, men først 30 år efter forfatterens død var hans puritanske hjemland klar til at læse originaludgaven.
Bogen blev i 1960 en international bestseller.