Skægget dame var kendt i hele Europa
Et forældrepar fik sig en overraskelse, da de i 1629 fik en lille pige med et usædvanligt udseende. Dog fik forældrene hurtigt vendt situationen til deres fordel.
Da Barbara Ursler blev født i Tyskland i 1629, var forældrene forfærdede.
Deres lille baby havde nemlig hår voksende ud af hele ansigtet, da hun formentlig led af den sjældne genfejl hypertriki. Forældrene kom sig dog hurtigt over chokket og begyndte at tjene penge på at vise datteren frem.
I 1654 blev karrieren overtaget af hendes nye mand, og snart rejste parret hele Europa rundt til opvisninger for fulde huse.
Ekstrabetaling gav særlig forestilling
Her fik alle lov til at røre hendes hår, der beskrives som tykt og utrolig blødt. Imod ekstrabetaling var det endda muligt at se Barbara nøgen.
Det gjorde den danske læge Holger Jakobsen, der undersøgte hendes kønsdele i 1668 og konstaterede, at hun ikke var i familie med en abe.
Barbara døde formentlig samme år, da beskrivelserne af hende forsvinder.