Slikkets historie: Sådan blev posen fyldt

Tilbage var kakaopulver, som bl.a. kunne bruges til chokoladeplader, der dog stadig havde en bitter smag.

Det problem løste schweizeren Daniel Peter i 1875, da han fandt på at tilsatte kondenseret mælk til kakaopulveret og fik den lyse chokolade.

Få år senere opfandt en anden schweizer, Rudolphe Lindt, conching: En metode, som gør chokoladen så fin, at den smelter på tungen.

Apotekere åbnede chokolade-fabrik

Danmarks største slik-producent, Toms, blev grundlagt af de to apotekere Trojel og Meyer i 1924.

I begyndelsen var de blot slikgrossister, men med tiden voksede produktionen. I dag har Toms en omsætning på 1,75 mia. kr.

2. Marcipan: Godt mod forstoppelse

Sandsynligvis stammer marcipan fra Persien – ligesom mange andre søde sager, der indeholder mandler. Allerede i 600-tallet blandede perserne fint malede mandler med sukker.

Under korstogene fik de europæiske riddere smag for marcipanen og tog den med hjem til bl.a. Venedig, hvor de første konfekturehandlere etablerede sig i 1150.

Sukker og søde sager blev dog primært solgt på apoteket, som anpriste marcipan som middel mod forstoppelse og potensproblemer.

Nostradamus nød marcipan

Spåmanden Nostradamus skrev i 1500-tallet om marcipankager: “De kan bruges som medicin, men er meget dejlige at spise når som helst”.

3. Nougat: Havne-blokade krævede opfindsomhed

Den mørke nougat er resultatet af den blokade, som briterne under Napoleons-krigene indledte mod franske havne i begyndelsen af 1800-tallet.

Alle varer fra Amerika udeblev, og ligesom mange andre måtte chokolade-producenterne gå nye veje for at dække kundernes behov.

I Torino, i det franske Norditalien, fandt producenterne på at strække chokolade-reserverne med ristede og malede hasselnødder. Den nødløsning blev forbrugerne meget begejstrede for.

4. Slikkepind: Fortidsmennesker fik ideen først

Slikkepinden blev opfundet, længe før menneskehedens historie begyndte i Afrika for ca. 200.000 år siden.

Opfindelsen blev gjort af et fortidsmenneske, der fandt på at dyppe en pind i en bikube for at kunne slikke honningen af den.

Den moderne slikkepind blev skabt af amerikaneren George Smith i 1908 – det hævdede han i hvert fald selv.

Og i 1931 fik han retten til det amerikanske navn for slikkepind, lollipop, opkaldt efter en berømt væddeløbshest ved navn “Lolly Pop”.

En anden version fortæller, at ordet lollypop er sat sammen af to ord – det gamle, nordengelske ord “lolly” for tunge og “pop” for at slå. Under alle omstændigheder brugte briterne ordet allerede i 1784, når de talte om søde sager.

I 1850'ernes London købte fattige gadebørn slikkepinde af melasse, der sandsynligvis var lidt blødere end nutidens slikkepinde.

5. Karameller: Kvinder brugte dem til epilering

Karamellen dukkede først op hos de arabiske haremskvinder. De spiste dog ikke kurat al milh, men brugte deres “kugler af sød salt” til at fjerne uønsket hårvækst.

Kuglerne var lavet af sukker, kogt ved høj temperatur, til det blev brunt og klæbrigt – en masse, som var perfekt egnet til at hive hår ud med rode.

Senere i slikhistorien blev fremstilling og videre-udvikling af karameliseret sukker en opgave, som især amerikanerne påtog sig.

De kunne lide smagen, og samtidig var sukkermassen langtidsholdbar og kunne tåle en lang transport – selve forudsætningen for at en vare slår an i et stort land.

Midt i 1800-tallet opdagede amerikanerne, at sukkermassen blev endnu lækrere, hvis den blev tilsat fx mælk. Det nye produkt blev kendt under navnet “caramel”.

Karamel med havvand

Taffee er en meget blød, amerikansk karamel.

De såkaldte “saltwater taffees”, lavet på havvand, er tæt på smagen af de oprindelige, amerikanske karameller.

6. Flødeboller: Sendt på markedet som “negerhoveder”

De første flødeboller blev skabt af parisiske konditormestre i 1800-tallet. Chokolade-skallen med skumfyldet kaldte de “tête de nègre” (negerhoved).

Opskriften spredte sig i hele Europa – og det samme gjorde navnet. Belgierne kaldte dem “negerbryster”, i Holland, Tyskland og Danmark hed de “negerkys” – helt frem til 1980'erne.

Især blandt danskerne er denne type slik værdsat. Landets flødebollefabrikanter laver hvert år 650 mio. styk. De 400 mio. går til eksport, resten spiser vi selv. Næsten 50 til hver.

7. Softice: Fra is-prinsessse til britisk jern-lady

Efter 2. verdenskrig fik den britiske fødevareproducent J. Lyons and Co. den durkdrevne idé at fortynde flødeis med luft, så den blev billigere at producere.

En ung kvindelig kemiker fra Oxford blev sat på opgaven. Resultatet var softice, der kunne tappes fra en maskine og serveres i et kræmmerhus.

Ideen slog øjeblikkeligt an, mens kemikeren forlod isbranchen og gik ind i politik. Hun hed Margaret Thatcher og endte som Storbritanniens premierminister.

Den første is blev formentlig spist af kineserne for 4.000 år siden og bestod af frossen sirup.

Via handelsruterne lærte perserne spisen at kende, og de opfandt en form for sorbet for 2.500 år siden ved at blande sød frugtsaft med sne og is fra bjergene.

8. Drageer: Nødder og frø dækket af sukker

Efterhånden som rørsukkeret kom til Europa, begyndte bl.a. hollænderne at eksperimentere med nye sliktyper – fx mandler og valnødder overtrukket med et sukkerlag.

Franskmændene kaldte deres sukkerovertrukne mandler for “grosses dragées” (store dragéer). De findes i to versioner: en med glat og skinnende overtræk, kaldet “perlé”, og en med ru overflade, kaldet “lissée”.

I de følgende århundreder kom teknikken bag sukkerovertrækket også apotekerne til gode. De kunne skjule pillernes bitre smag under et lag sukker.

9. Vingummi: Afholdsmand opfandt vingummiet

Den britiske fabrikant Charles Maynard protesterede på det kraftigste, da hans søn Gordon i begyndelsen af 1900-tallet foreslog, at familien skulle begyndte at lave “wine gum” (vingummi).

Først da den fanatiske afholdsmand Charles Maynard var helt overbevist om, at vingummi ikke skulle indeholde en dråbe alkohol, sagde han ja.

Maynard-familien havde fremstillet sød slik siden 1880, først hjemme på køkkenbordet i London, siden på en fabrik i Harringay i byens udkant.

Det er uklart, hvorfor Gordon foreslog navnet vingummi. I én version af historien hedder det, at den strengt troende Gordon havde hørte en meget opflammende prædiken imod alkohol.

Derefter besluttede han sig for at markedsføre det nye slik som en hjælp til at begrænse købernes alkoholforbrug.

Gummibamse grundlagde slikimperium

Få år efter at den tyske slikfabrikant Hans Riegel i 1920 havde åbnet sin fabrik i Bonn, fik han ideen til et nyt stykke slik: en lille bamse af vingummi.

I dag er virksomheden Haribo en af verdens førende slikproducenter – og bamsen kopieret af flere konkurrenter.

10. Lakridskonfekt: Klodset sælger opfinder lakridssucces

Siden 1842 havde George Bassetts fabrik i Sheffield produceret et voksende antal sliksorter. I staben havde fabrikken en sælger, Charlie Thomson, der var temmelig klodset.

Ifølge fabrikkens egen fortælling var Thomson i 1899 på besøg hos en vrangvillig kunde i Leicester, som nægtede at aftage et eneste af de søde produkter.

Den klodsede Thomson kom til at tabe sin salgs-bakke med hele sortimentet af lakrids og andre søde sager ned på disken.

Da kunden så det farverige syn af sammenfiltret slik, blev han så begejstret, at han bestilte en sending af det nye slik.

Thomson skyndte sig at kalde det “Bassett's Allsorts” – et navn, som har hængt ved lige siden og gjort lakridskonfekten til en gigantisk succes.

Bassetts varemærke er en lille mand lavet af konfekt – han hedder Bertie Bassett og debuterede i 1929.

11. Skumfiduser: Sød plantesaft hjalp mod forkølelsen

I dag bliver skumfiduserne lavet på en opskrift af æggehvider, sukker, gelatine og kunstige smagsstoffer.

Men forløberen for denne type slik er flere tusinde år gammel og lavet på saft fra planten Althaea officinalis, på dansk lægestokrose.

Saften fra plantens rødder er en klæbrig, hvid substans, som oldtidens egyptere blandede med honning og nødder.

I 1000-tallets Europa blev rosensaften brugt som et middel mod forkølelse, og i 1500-tallet anbefalede apotekerne den som medicin mod urinvejsinfektioner.

Den luftige skumfidus dukkede først frem i 1800-tallet, da franskmændene begyndte at blande rodsaften med piskede æggehvider og sukker og skabte “pâte de guimauve” – det franske navn for skumfiduser.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev saften erstattet af gelatine, så dagens skumfiduser intet har til fælles med de oprindelige fiduser.

12. Tyggegummi: Indianerne har tygget i 4.000 år

Det moderne tyggegummi blev opfundet ved et tilfælde af amerikaneren Thomas Adams i 1871.

Han havde arbejdet som sekretær for en mexicansk politiker, og som afskedsgave fik Adams et ton chicle.

Chicle er tørret saft fra en plante, der på dansk kaldes tyggegummitræ. På engelsk har det ikke noget sigende navn, og derfor anede Adams ikke, hvad han skulle stille op med sin chicle.

Han prøvede at lave dæk, støvler og legetøj af det gummiagtige stof. Uden held, men netop som han ville dumpe stoffet i floden, så han en pige tygge på et stykke paraffin, der blev solgt som slik.

Endelig kom Adams i tanke om, at indfødte mexicanere i 4.000 år har tygget chicle pga. den beroligende virkning.

Adams begyndte at sælge sit tyggegummi under navnet “Adams New York No. 1”. I 1884 sendte han en version med lakridssmag på markedet – “Adams' Black Jack”.

13. Bolsjer: “Indisk salt” blev til bolsjer og slik

I middelalderen var sukker en sjælden og kostbar luksusvare i Europa.

Det skulle transporteres med skib eller kamelkaravane fra Østen til markedspladserne i de arabiske lande, før det blev solgt videre til europæerne under navnet “indisk salt”.

Navnet er ikke helt logisk, men opstod, fordi sukker har samme farve og konsistens som salt.

Prisen på sukker faldt først, da den franske kejser Napoleon i 1812 pressede bønderne til at dyrke sukkerroer for at mindske landets afhængighed af importeret rørsukker fra Vestindien.

Med prisfaldet begyndte et helt nyt kapitel i menneskets historie. For første gang blev sukker tilgængeligt for alle, og opfindelsen af helt nye slik-sorter tog fart – bl.a. af bolsjer.

14. Lakrids: Roden til sundhed

Siden oldtiden har den lille, vildtvoksende lakrids-busk med de lange rødder være et populært lægemiddel.

Kineserne anvendte den allerede for 5.000 år siden og bruger den stadig medicinsk, for den hjælper efter sigende mod mavesår, forkølelse og hudsygdomme.

Grækeren Theophrastus, kendt som “botanikkens fader”, skrev i det 3. århundrede f.Kr., at lakrids var effektfuld mod hoste og astma.

Og de romerske legionærer tyggede gerne lakridsrod på de lange marcher for at bekæmpe følelsen af sult og tørst.

I 1731 udviklede den italienske Amarelli-familie en metode, der gjorde det nemt at udvinde lakridsrodens saft.

Knap 30 år senere blandede den britiske kemiker George Dunhill sukker med lakrids og solgte det for første gang som slik.

Lakrids er smag og behag

Skandinaverne har udviklet en forkærlighed for salt- og salmiaklakrids, mens folkeslagene syd for den danske grænse foretrækker sød lakrids.