Smil! Det er skjult kamera

Skjulte mikrofoner og komplicerede tv-jokes gjorde Allen Funt berømt over hele USA i 1960'erne. Men da han havnede i en ægte flykapring, viste det sig at være lidt af et mareridt at være en kendt spøgefugl.

Skjulte mikrofoner og komplicerede tv-jokes gjorde Allen Funt berømt over hele USA i 1960'erne. Men da han havnede i en ægte flykapring, viste det sig at være lidt af et mareridt at være en kendt spøgefugl.

CBS Photo Archive/Getty Images

Passagererne ombord på Eastern Airlines 727 stirrer forbløffet på manden, der med en stewardesse på slæb kæmper sig vej gennem flyets midtergang. Han trykker en stor slagterkniv mod kvindens hals og forsvinder med sit offer ind i cockpittet.

Passagererne sidder helt mundlamme i nogle minutter, inden deres formodning bliver bekræftet af flykaptajnen over højttaleren – flyet, der er på vej fra New York til Miami, er blevet kapret.

"Fortæl dem, at dette ikke er en spøg. Galningen er virkelig”. Allen Funt

Allen Funt er en af de rædselsslagne passagerer ombord på flyet denne februardag i 1969. Den 54-årige amerikaner er på toppen af sin karriere og har i mere end 20 år produceret det populære TV-program Candid Camera – Skjult kamera.

Showet, hvor almindelige mennesker bliver filmet med skjult kamera i bizarre situationer, får hver uge millioner af amerikanere til at hulke af grin.

Men optrinnet i flyet er for en gangs skyld ikke Allen Funts værk, og han forsøger efter bedste evne at berolige sin hustru og sine to små børn.

Funts halvskaldede hoved er dog kendt af alle amerikanere, der ved, at når han er til stede, er der narrestreger i luften.

Allen Funt så sig som en iagttager af menneskets natur, når han skjult fangede dem i “kunsten at være sig selv”.

© Hulton Archive/Getty Images

Så da en kraftig kvinde på et af nabosæderne pludselig får øje på Funt, er hun ikke i tvivl.

“Sig nu noget”, kommer det fra hende, mens hun stirrer på den måbende Funt.

“Frue, jeg er lige så bange som Dem. Vær sød ikke at gøre noget dumt. Bare sæt Dem, og lad mig være”, forsøger Funt forgæves, men kvinden er sikker i sin sag.

“Du har sagt rigeligt”, bjæffer hun og vender sig mod resten af kabinen:

“Mine damer og herrer. Jeg er glad for at kunne afsløre, at dette her ikke er en flykapring. Denne spøgefugl er Allen Funt, og vi er med i Candid Camera!”

Det tager et par sekunder, før budskabet trænger ind hos passagererne, men så bryder jublen ud. Folk tramper i gulvet og klapper, og da flykapreren forundret kigger ud fra cockpittet for at se, hvad der foregår, får også han klapsalver med på vejen.

Den lige så forbløffede Funt beder til, at ingen finder på at gå op til banditten for at lykønske ham med hans fornemme præstation. TV-manden kigger rundt for at finde ud af, hvordan han kan forklare folk fejltagelsen. Hans øjne falder­ på en præst:

“Fader, jeg har ingen ret til at bede dig om en tjeneste, men måske de vil tro dig. Fortæl dem, at dette ikke er en spøg. Galningen er virkelig”.

Præsten nærstuderer Funt og begynder derefter at smile. “Du kan tro nej! Mig narrer du ikke”, griner han hjerteligt.

I 1969 var Allen Funt og hans familie ombord på et fly, som blev kapret – og alle troede, han stod bag.

© Lynn Pelham/Getty Images & newspapers.com

Først da flyet lander på Cuba, hvor sikkerhedsstyrker pågriber flykapreren, står det klart for alle passagererne, at Funt intet havde med kapringen at gøre.

Men passagerernes reaktion vidnede om Allen Funts enorme indflydelse på efterkrigstidens USA. Hele nationen kendte hans show, som havde brudt alle grænser og banet helt nye veje for underholdningsindustrien.

Krigen armerede Funt med idéer

Der var ikke meget latter i verden, da Allen Funt blev født i Brooklyn, New York, i september 1914. Verdenskrigen var netop brudt ud, og da Funt 25 år senere netop havde startet sit eget radioproduktionsselskab, var verden på vej ud i endnu en altødelæggende krig.

Newyorkeren blev indkaldt i 1941, men pga. Funts radio-kundskaber blev han udstyret med en mikrofon i hærens signalkorps. På Camp Gruber i Oklahoma fik han overtalt hæren til at producere radioprogrammer, der skulle underholde tropperne, som ellers ikke fik meget andet end krigsnyheder i radioen.

Funt havde altid haft et humoristisk sind, og han ønskede at give de amerikanske soldater lidt sjov, for alvor ventede der så rigeligt af under 2. verdenskrig.

I et af hans programmer med titlen “Bag identitetsmærket” kunne menige inden deres udsendelse til fronten sende et brev med et skørt ønske ind til Funt, som så ville opfylde drømmen.

En soldat ønskede eksempelvis at “svømme i øl”, og Funt fandt en rig familie med en swimmingpool, som var villig til at udskifte vandet med øl fra et lokalt bryggeri. Hele seancen blev foreviget med mikrofon og sendt ud i æteren.

VIDEO – Se en betjent miste fatningen i trafikken:

De anderledes programmer fangede lytterne, og tiden i hæren lærte ham, at den frække form for underholdning havde et stort publikum. Det var også i hæren, at Funt så en særlig, tysk båndoptager, som amerikanerne havde fået fingre i. Apparatet var datidens mindste transportable optager.

“Det gav mig en idé. Den amerikanske hær anede det ikke, men Onkel Sam var indirekte ansvarlig for skabelsen af Skjult kamera”, afslørede Funt senere, for apparatet kunne let skjules.

Efter krigen flyttede Funt sine skæve radioprogrammer ud i den civile verden for at give amerikanerne et “ærligt blik på”, hvordan folk reagerede i usædvanlige situationer. Newyorkeren ønskede skjult at optage samtaler mellem almindelige mennesker, for her gemte sig givetvis skjulte morsomheder.

Funts kontor delte kantine med et modelbureau i samme bygning, og hvor ofte havde newyorkeren og andre mandlige kantinegæster ikke ønsket sig at overhøre samtalerne mellem de underskønne modeller, der ofte stod og hviskede.

Funt installerede en lille optager i en sugerørsbeholder nær det sted, hvor modellerne typisk stod og snakkede. Men skuffelsen var stor, da han hørte båndet igennem:

“Det var det mest uinteressante sludder, du kunne forestille dig. De blev ved og ved med at snakke om makeup og dating. Det var et slag i ansigtet at finde ud af, at selv disse smukke piger bare talte om hverdagsting. Det stod klart, at jeg manglede en ingrediens for at få mit koncept til at virke”.

Historie går mørket i møde med et smil 😁

Den mørke tid er over os, men vi går til modangreb på slagregn og råkolde aftener med en række artikler om fortidens humor og underholdning.

▶︎ Få flere gamle grin her

Funts fede fidus rammer radioen

Længe skulle Funt ikke vente, før han fandt den manglende ingrediens. Fra sit kontor havde newyorkeren udsigt til en tandlæge i en anden bygning – måske var samtalerne her mere opsigtsvækkende?

Funt havde bemærket, at patienter tit var kritiske over for assistenten, men lige så snart tandlægen trådte ind, blev patienten meget ærbødig.

Funt fik arrangeret, at han kunne gemme en mikrofon tæt på tandlægestolen. Mens han sad og bøvlede med optageapparatet, kom en patient imidlertid ind ad døren og satte sig i stolen.

Kvinden troede, at Funt var tandlægen, og begyndte at fortælle om sine ømme visdomstænder. Funt greb øjeblikket og spillede for sjovs skyld rollen. Han bad kvinden åbne munden, mens han undersøgte tænderne.

“Jeg har undersøgt dig grundigt, og jeg har opdaget, at du ingen visdomstænder har”, sagde han til hende.

“Har jeg ingen visdomstænder?” vrissede patienten forvirret.

“Det er korrekt. De er der simpelthen ikke”, svarede Funt.

Inden situationen udviklede sig yderligere, trådte den rigtige tandlæge til og overtog behandlingen af den perplekse patient. Imens forlod Funt lokalet.

“Jeg var helt oppe at køre. Jeg havde fundet det manglende element til at få “Candid” til at fungere: indsættelsen af en provokatør. Der var brug for en person til at fjerne almindeligheden i hverdagssituationen og bringe den skridtet videre”, skrev han senere.

RADIO – Hør en, i dag, totalt politisk ukorrekt radiospøg om eskimoer:

Bevæbnet med en båndoptager slentrede Funt ud i Manhattans gader og fremprovokerede absurde situationer, som uvidende ofre reagerede på.

Af optagelserne lavede han et bånd med de bedste episoder, som han afspillede for radiokanalerne. American Broadcasting Company (ABC) bed på, og i sommeren 1947 kunne amerikanerne for første gang lytte til programmet Candid Mi­cro­phone – “Den ærlige mikrofon”.

“Selvom mange af vores skjulte optagelser er lavet i morskabens navn, er vores egentlige mål at komme tættere på virkeligheden og fange folk, når de ikke er på vagt”, lød det som indledning, inden morsomhederne begyndte.

Candid Mi­cro­phone var noget helt nyt, og lytterne morede sig over ofrenes reaktion på bizarre situationer og spørgsmål, som når Funt opsøgte en urmager for at købe et ur, der gik baglæns, eller han stoppede en murer på gaden for at spørge, om vedkommende kunne mure en person inde hjemme hos Funt. Det kunne mureren, hvis der bare blev “efterladt et lufthul”.

I en tredje populær sketch havde Funt i rollen som kontorchef låst sin sekretær fast til hendes skrivebord og ringet til en låsesmed. Da låsesmeden ankom, forklarede Funt, at han havde mistet nøglen og havde brug for hjælp, fordi det var “tid til hendes frokostpause”.

Den måbende låseekspert var helt stille, men udbrød til sidst: “Jeg har aldrig før set nogen være lænket sådan her. Det skulle da lige være ude vestpå”.

8 kneb gav det perfekte grin

I løbet af årene udviklede holdet en række skjult kamera-kategorier, som garanterede et godt grin. Mange af kategorierne udnyttede basal sociologi.

Anmeldere tog godt imod det nyskabende radioprogram. New York Herald Tribune fandt det “vidunderlig morsomt” og herligt at høre folks “uforberedte, intetanende og ikke-arrangerede bemærkninger”.

Avisen var ikke i tvivl om, at konceptet gik en stor fremtid i møde, selvom anmelderen også optegnede truslen mod privatlivet: “Mulighederne er ubegrænsede, fremtidsudsigten gruopvækkende. Vent, til de laver Candid Television Camera. Så vil du ikke være sikker i dit eget badekar”.

Anmelderens profeti gik hurtigt i opfyldelse. Allerede året efter var Funt klar til at kaste sig over skjult kamera.

Kameraet erstattede båndoptageren

Da Candid Mi­cro­phone havde gået sin sejrsgang i næsten et år, ringede et filmhold til Allen Funt. De lavede små reportager, der blev vist som opvarmning til biograffilm, og ønskede at filme, når Funt lavede et af sine numre.

For Funt var det fin reklame, men han var stærkt i tvivl om, om det overhovedet var muligt at skjule filmholdet og deres kamera. “Bare rolig. Vi skal nok være ude af syne”, garanterede filmfolkene.

De holdt, hvad de lovede. Deres kamera var så godt skjult, at ingen i nærheden anede, at der blev filmet. Funt var imponeret, men først og fremmest begejstret. For med den åbenbaring blev Candid Camera født.

Radio-numrene virkede fint, men nu kunne publikum pludselig se ofrenes ansigtsudtryk. Det tilføjede et ekstra underholdende element.

VIDEO – Se en række af Funts egne favoritter:

Magasinet Variety slog efter TV-premieren i 1948 fast, at “Candid Camera er endnu bedre” end radioprogrammet. Til gengæld gav TV-formatet en række udfordringer, når Funt og hans hold skulle sætte deres udstyr op.

Billedoptagelser krævede på den tid masser af lys, men folk blev indlysende nok mistænksomme, hvis de fik et spotlys i hovedet, når de fx sad på en restaurant.

Derfor sørgede Funts stab for at lyse en anden del af lokalet endnu mere op, for så bemærkede ofrene ikke, at de selv sad i et kraftigt lys. Spurgte nogen om lyset, svarede Funt, at “stedet skal males”, og det svar købte de fleste.

Selve kameraet var lettere at skjule. Ofte blev optageapparatet bare placeret bag en foldeskærm, hvor der var hul til linsen. Også mikrofonerne var efterhånden en smal sag at gemme, da Funts teknikere allerede fra radiotiden havde lavet deres egne aflytningsremedier.

Således gemte helt almindelige telefoner, lamper­ og askebægre indbyggede mikrofoner. Selv en uskyldig pakke Kleenex på et bord kunne også indeholde en mikrofon.

Ifølge Funt var udstyret så småt og usynligt, at udenlandske nationer i begyndelsen af den kolde krig kontaktede ham for at få tips til, hvordan de kunne forbedre deres eget spionudstyr.

Morsomhederne udtænkte Funt oftest selv, og var han ved at løbe tør for idéer, hev han gerne telefonbogen frem. Ved at bladre lidt i bogen med annoncer og telefonnumre på firmaer væltede inspirationen frem.

Mange indløste aldrig Allen Funts pengecheck, men lod den i stedet indramme som et minde.

© CBS Photo Archive/Getty Images & Shutterstock

Kameraet afslørede folks hemmelighed

Funt havde brug for sine ofres tilladelse for at kunne bruge optagelserne­. Det krævede snilde og en økonomisk godbid.

Ikke alle var lige begejstrede, når Funt afslørede, at han havde drevet gæk med dem og optaget dem på bånd. Nogle ofre blev rasende og slog ligefrem ud efter Funt, mens andre forsøgte at løbe væk.

Begge dele var skidt for kameraholdet, der af juridiske årsager skulle have ofrenes accept til at bruge optagelserne. For at forhindre, at folk flygtede, udviklede Funt derfor en teknik, hvor han kærligt lagde armen omkring dem, så de ikke kunne spæne væk, når han fortalte dem sandheden.

De fleste havde ikke så meget imod at deltage, når de var faldet til ro, og det hjalp, at Funt som tak gav dem en check på 50 dollars.

Der var dog stadig enkelte, der ikke gav deres samtykke. Det var de personer, der var blevet fanget på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

På et tidspunkt filmede holdet otte forskellige par i en restaurant, hvoraf hele seks pure nægtede at give Funt tilladelse. Det viste sig, at de fleste af parrene var gift – bare ikke med hinanden.

Et godt nummer opstod nemlig tit af at kontakte almindelige arbejdsfolk, som Funt ville bringe i en usædvanlig situation. Da en annonce for et renseri eksempelvis lovede, at firmaet kunne “rengøre alt”, bad Funt firmaets chef om at komme hen på et kontor.

Her fortalte han manden, at han gerne ville have vasket nogle penge rene. Rengøringseksperten ikke så meget som blinkede, men lovede, at sedlerne ville blive “glatte og rene, helt som nye”.

For at finde ud af, hvilke spøgefuldheder der virkede, brugte Funt programmets orkester som testpublikum. Ud fra deres reaktion kunne han sortere dårligt materiale fra. En ekstra evaluering fik Funt efterfølgende hos sin kioskejer.

“Hvis alt, hvad han sagde, var ‘Godt show, Allen’, vidste jeg, det havde været et flop. Men hvis han fortalte om noget bestemt og sagde ‘Jeg elskede den dér! Min kone og jeg var flade af grin’, så var jeg tilfreds resten af dagen”, afslørede Funt i sin selvbiografi.

Sociologer studerede showet

Oftest var modtagelsen af udsendelserne særdeles god, og seertallene steg op gennem 1950’erne. Men det var ikke kun hjemme i stuerne, at Funts programmer blev fulgt. Også forskerne på universiteterne så med stor interesse showet.

Det havde altid været Funts mål, at hans skjulte mikrofoner og kameraer skulle vise menneskets sande natur. Selvom nogle kritikere syntes, at Candid Camera var et ondsindet indgreb i privatlivets fred, fandt flere sociologer, at programmet var et yderst spændende studie af menneskets adfærd.

VIDEO – Se to skoledrenge reagere på deres nye, smukke lærerinde:

Harvard-sociologen David Riesman gik så vidt som til at kalde Funt for “den næstmest geniale sociolog i Amerika” (efter den berømte Paul Lazarsfeld, der var kendt for sine studier af vælgeradfærd i USA).

Candid Camera blev et undervisningsværktøj på flere universiteter, da optagelserne med skjult kamera udstillede mekanismer, opførsel og ritualer i interaktionen mellem mennesker. Filmsekvenserne gav bl.a. indsigt i folks adfærd over for autoriteter, som tit spillede en rolle i Funts univers.

Optagelserne afslørede eksempelvis, at selvom en låsesmed tydeligvis fandt det vanvittigt, at en chef lænkede sin sekretær til bordet, var han alligevel ikke villig til at konfrontere chefen – autoriteten – med den umoralske handling.

Buster Keaton demonstrerer for Funt, hvordan en peberbøsse skal spille hovedrollen i hans sketch.

© Everett Collection

Stumfilms-stjerne fik alle til at græde af grin

I 1960’erne fik Funt selveste Buster Keaton til at medvirke i en sketch, som blev en af Skjult kameras allersjoveste.

I løbet af årene fandt Allen Funt ud af, at skuespillere, som var ude over deres bedste professionelle år, men stadig berømte, passede perfekt til hans programmer. En sådan var fx Buster Keaton, som i stumfilmens tidsalder havde været en af Hollywoods allerstørste stjerner.

Keaton kendte alle tricks inden for komedie-genren og behøvede derfor næsten ingen instruktion – Funt slap ham stort set bare løs i en typisk amerikansk diner.

I scenen sætter Keaton sig ved disken med et par ekstremt tykke briller og bestiller suppe, hvorefter alt går galt. Først falder toppen af peberbøssen, så hele indholdet ender i suppen. Peberet får derefter Keaton til at nyse så kraftigt, at også hans toupé og derefter de tykke briller ender i suppen.

Ved siden af Keaton sidder indslagets virkelige ofre – et ungt par, som desperat forsøger ikke at grine. Det får de dog umanérlig svært ved, da Keaton – efter at have forsøgt at sætte den drivvåde toupé tilbage på hovedet – i stedet bestiller en toast, som han straks spilder kaffe på og derefter må vride for at få væden ud af.

Under hele seancen fokuserer det skjulte kamera på det unge par, hvor manden, som sidder længst væk, løbende holder kvinden orienteret om katastroferne, mens hun er tæt på at græde af grin.

Se spøgen her

På den måde viste Candid Camera et mere sandfærdigt billede af virkeligheden, for var låsesmeden i stedet blevet interviewet af en socialpsykolog i forbindelse med en undersøgelse, havde vedkommende efter al sandsynlighed svaret, at han naturligvis ville have påtalt chefens handling.

Generelt blev Candid Camera – modsat nutidens TV-shows med skjult kamera – anset for mere end blot let underholdning. Godt nok var programmet bygget op omkring humor, men de fiffige indslag gav også noget at tale om hjemme i stuerne.

Når et afsnit var rullet over skærmen, var det ikke ualmindeligt, at ofrenes opførsel blev diskuteret hen over hækken med naboen den næste dag. For de fleste amerikanere var det dog primært ønsket om et godt grin, der fik dem til at tænde for showet. Og Amerika var langtfra færdig med at grine.

Smil, du er på skjult kamera!

I 1960 indgik Funt en aftale med CBS. TV-kanalen sad fuldstændig på aftenfladen om søndagen, hvor amerikanerne samledes omkring skærmen. Aftenen begyndte med den elskelige “Lassie”-serie, og når børnene var lagt i seng klokken 22.00, tonede Candid Camera frem.

Trods det sene tidspunkt blev Funts show mere populært end nogensinde, og to måneder efter debuten på CBS var programmet det fjerdemest sete i USA. To år senere var showet det næstmest populære med næsten 16 mio. seere.

Woody Allen arbejdede i sine unge år for Funt. Han blev siden verdensberømt.

© Getty Images

At så mange amerikanere fulgte med uge efter uge i 1960’erne, betød, at Funts ansigt blev kendt overalt. Et amerikansk magasin udnævnte ham endda til at være en af “Amerikas 10 mest genkendelige personer”.

Derfor var det heller ikke så mærkeligt, at spøgefuglen blev opdaget og mistænkt for at stå bag kapringen på Eastern Airlines 727 i 1969.

Berømmelsen medførte, at Funt måtte klæde sig ud med falsk hår og skæg, når han skulle udføre sine fupnumre. Men newyorkeren begyndte fra 1960’erne også i større stil at gøre brug af mere ukendte “provokatører” til at stå for de komiske situationer.

Også kendisser gæsteoptrådte til seernes store begejstring. Eksempelvis indtog baseballstjernen Mickey Mantle rollen som caddie på en golfbane, hvor han gjorde alt, hvad en caddie absolut skal undgå.

Han talte og nyste, når spillerne skulle slå, og gav dem katastrofale råd. Da Mantle løftede kasketten og afslørede sit ansigt, gik golfspillerne i chok – og TV-seerne amok.

VIDEO – Se Woody Allen lave skjult kamera:

Funt havde i årevis jagtet den perfekte forløsning på sine indslag, men det var først efter 15 år med Candid-universet, at han fandt den sætning, der for evigt skulle blive klistret til showet.

“Smil, du er på skjult kamera!” lød det for første gang i 1961. Replikken var fra starten en ørehænger, og ifølge en amerikansk VVS-virksomhed blev slagordet den mest skrevne sætning på toiletdøre i USA.

Da alle snart kendte replikken, betød det, at Funt kunne afsløre sandheden for offeret langt mere effektfuldt, end når han skulle gennem en lang forklaring om, at vedkommende var blevet filmet for sjov.

Rent teknisk blev programmet også forfinet, da det i 1966 gik fra at være sort-hvid-optagelser til farve-TV. Alt blev lækrere at se på, og da Candid-succesen fortsatte ind i 1970’erne, kom videobåndet også til og lettede produktionen.

Og da mikrofonerne blev både mindre og trådløse, blev det også nemmere at sætte udstyret op, uden at nysgerrige folk opdagede, hvad der foregik.

I 1989 lancerede Fox en kopi af Candid Camera – Totally Hidden Video.

© Everett Collection

Skjult kamera inspirerede til reality-TV

Allen Funt havde med Candid Camera bevist, at TV med almindelige mennesker kunne fange seerne. I 1989 kopierede kanalen Fox konceptet med programmet “Hidden Video”.

Allen Funts søn, Peter, opdagede imidlertid, at Fox slet ikke brugte almindelige mennesker, men skuespillere. Funt sagsøgte Fox, og kanalen måtte efterfølgende ændre titlen til “Totally Hidden Video” og love fremover ikke at snyde med skuespillere som ofre.

I de følgende årtier eksploderede antallet af nye reality-programmer. Men ifølge Peter Funt havde programmerne en anden præmis: “Vi arbejder ud fra den idé, at folk er vidunderlige, og det går vi efter at bekræfte. Vores imitatorer og andre programmer fremstiller det ofte fra modsatte perspektiv – folk er dumme, og det vil de finde metoder til at understrege”, udtalte Peter Funt i 2010.

Seerne fulgte stadig lystigt med hjemme i sofaerne, men dramaserier som eksempelvis Dallas og Dollars begyndte i 1980’erne at vinde amerikanernes gunst.

Candid Camera blev skubbet ud af top-50 over de mest sete programmer, men helt væk var publikum på ingen måde, og i 1987 gjorde Funt og CBS klar til at fejre det populære shows 40-års jubilæum. Denne gang med nyt Funt-blod foran kameralinsen.

Funts lys slukkede

Allerede i 1962 havde Funts ældste søn, Peter, medvirket i Candid Camera, men da Allen Funt efterhånden mærkede alderen trykke i 1987, var tiden kommet til at gøre Peter til en central skikkelse i showet.

I adskillige år var far og søn værter sammen på Candid Camera, og i 1991 proklamerede magasinet Variety, at “showet havde fået noget af energien fra de tidligere år tilbage”.

Allen Funts egen energi var dog ved at være udslukt. Da han fik et slagtilfælde i 1993, overtog sønnike ledelsen af farens hjertebarn. Seks år senere blev det et endeligt farvel til USA’s store spøgefugl.

“Jeg holdt hans hånd og lovede at tage mig af familien og programmet”, fortalte Peter Funt om afskeden med sin 83-årige far ved sygesengen i 1999.

Peter holdt, hvad han lovede, og førte Candid Camera ind i næste årtusind. Først i 2014 stoppede showet. Som det eneste underholdningsprogram i TV-historien producerede Candid Camera nye episoder gennem syv årtier i træk. Men lyset var omsider slukket, og det skjulte kamera blev gemt helt væk.