Amerikansk svømmepige på livsfarlig manddomsprøve

Træner troede ikke på svømmepigen

Den 18. august 1925 sættes forsøget på at krydse Den Engelske Kanal i gang fra den nordfranske kyst.

Blot et par måneder forinden havde Kanalen kostet den spanske svømmer Rodriguez de Lara livet, og dagen før udtalte Wolffe til ­pressen, at han var skeptisk med hensyn til Trudys chancer for succes.

Men under turen er vejret godt, og Trudy slår en ­fantastisk fart, imens slæbebåden La Morinie følger hende. Ombord er Wolffe, journalister, et orkester og hjælpesvømmere, der undervejs hopper i ­vandet for at holde hende med selskab.

Men blot syv kilometer fra den ­engelske kyst går det galt. Det blæser op til storm, og store bølger slår ind over Trudy.

Havvand står ud af næse og mund på hende, og den unge svømmer ­kæmper for at få vejret.

Wolffe tolker ­situationen, som om Trudy er ved at drukne, og beordrer hjælpesvømmeren Ishak Helmy i vandet for at redde hende.

Ifølge reglementet for kanal­svømning ­bliver et forsøg straks diskvalificeret ved menneskelig berøring, så da Helmy ­griber fat i Trudy, er det forbi.

Trudy, der ikke var ved at drukne, er ­rasende over trænerens beslutning og fyrer ham på stedet. I ugerne efter følger et uskønt efterspil i pressen med mudder­kast mellem Wolffe og Trudy.

Hun beskylder ham bl.a. for at blande kokain i den forhadte oksekødssuppe. Wolffe mener, at han forsøgte at hjælpe hende til at gøre det umulige.

“En kvinde kan ikke klare Kanalen”, lød hans afsluttende svada.

Lærte at svømme med reb

Det fejlslagne forsøg var karrierens første store fiasko, men afskrækkede ikke den unge svømmeprotegé. Året efter stod hun igen på et skib med kurs mod Nordfrankrig.

Hun var i god form og klar til sit andet forsøg på at ­besejre Kanalen. Denne gang havde Trudy opbakning fra sin far, Henry “Pop” Ederle, søsteren Meg og journalisten Julia Harpman, der var udsendt for USA’s første tabloidavis, Daily News.

Avisen havde satset stort på Trudy og både betalt turen til Frankrig og 5.000 dollars for at erhverve sig eks­klusiv ret til en ugentlig klumme af den modige svømmer.

Som yderligere ­motivation havde “Pop” endda lovet hende en knaldrød Ford ­Roadster, hvis hun besejrede Kanalen.

Faren, “Pop”, var en robust slagter og tysk immigrant, og det var fra ham, at Trudy havde sit brede skulderparti.

Efter at hun som otteårig var lige ved at drukne i sin bedstemors dam, var det også “Pop”, som besluttede, at Trudy skulle lære at svømme. Træningen foregik ved, at “Pop” bandt et reb om livet på den lille pige og herefter smed hende i vandet, indtil hun selv kunne komme op.

Da hun først lærte at svømme, kunne den lille Gertrude slet ikke stoppe igen. Selv ikke lægernes advarsler om, at svømningen kunne være skadelig for hendes hørelse, efter at hun havde haft mæslinger, fik Trudy til at holde igen.

Trudy kæmpede imod fordommene

9. juni nåede rejseselskabet stranden Cap Gris-Nez, hvor Trudys nye træner, Thomas Burgess, ventede. Burgess spil­lede bl.a. på det franske vandpololandshold og havde præsteret at krydse Den Engelske Kanal i 1911 som den kun anden mand nogensinde.

Han og Trudy arbejdede godt sammen om forbe­redelserne frem til forsøget. Begge havde kun latter tilovers for medierne, der ikke mente, “det svage køn” overhovedet burde gøre forsøget.

“Det er som at forfølge en absurd drøm. Ingen kvinde har nogensinde været tæt på at klare det”, skrev fx The London Daily.

I et interview med Julia Harpman ­svarede Trudy igen:

“Fem mænd har klaret det, hvorfor skal en kvinde så ikke kunne? Jeg ser ikke den store forskel på mænd og ­kvinders udholdenhed”.

De kamplystne ord går rent ind hos ­læserne af Daily News.

6. august 1926 gik det løs. Trudy stod op klokken fire og kiggede ud på det mørke vand fra værelset.

Efter morgenmaden fik hun hjælp af søsteren til at smøre sig ind i fire forskellige slags fedt som beskyttende lag mod Kanalens kun 14-15 grader. Da hun var ­færdig og trukket i det todelte sæt badetøj, fandt hun “Pop” og sagde alvorligt til ham og Meg:

“Lad ingen trække mig op af vandet, medmindre jeg selv beder om det. Lov mig det”.

Kanalsvømningen var livsfarlig

På stranden ved Boulogne er nysgerrige lokale mødt op for at se den unge ­svømmer, de har hørt så meget om, og en lille hund løber rundt om Trudy og æder det fedt, der falder af hende.

Fem minutter over syv om morgenen kaster hun sig ­endelig i bølgerne. En robåd ­guider hende gennem det klippefyldte farvand foran stranden, og et stykke væk ses ­slæbebåden Alsace.

Kanalen er forræderisk af natur, og stormfuldt vejr kan føre til seks meter høje bølger.

Tidevandets sug er stærkt og hiver konstant i den unge svømmer, der også skal passe på flydende tømmer, der stammer fra de 800 skibe, som dagligt sejler gennem farvandet.

Der er endda ­risiko for hajer, og store klynger af brandmænd driver lige under havoverfladen.

Under sit første forsøg blev Trudy ­alvorlig brændt, efter at hun svømmede ind i en klynge af brandmænd, men den unge svømmer frygter ikke havets ­prøvelser og lægger ud i et imponerende tempo.

Klokken ni har hun tilbagelagt 5,6 kilometer, og kaptajn Corthes på Alsace fortæller “Pop”, at han aldrig har set en kanalsvømmer med så hårdt et udlæg.

Kl. 10 bryder solen frem, hvilket ud­løser hurraråb på Alsace, og jubelen bliver ikke mindre, da slæbebåden La Morinie med flere journalister, fotografer og kameramænd ombord gør dem følge.

Ved middagstid spiser Trudy frokost, som hun overrækkes på en stang. Kylling, sukkerknalder og ananas i skiver, der skal dulme læberne, som langsomt ødelægges af saltvandet.

Der er dog grund til optimisme. Trudy har tilbagelagt 16,8 km og er mere end en time foran sit tidsskema. Men nu viser Kanalen sig fra sin iltre side, og det blæser op til hård kuling.

Bølgerne rejser sig op til seks meter foran hende, og kaptajn ­Corthes informerer journalisterne om, at hvis ikke vejret bliver bedre, så må de ­afbryde forsøget.

Julia sender friske ord om dramaet hjem over radioen, mens Trudy kæmper videre ude i de høje ­bølger, og den hårde nordenvind truer med at blæse dem ud i Nordsøen.

Klokken tre om eftermiddagen er vejret ikke blevet bedre, men Trudy nægter at give op, og Alsace og La Morinie pløjer tilsvarende stædigt op over bølgerne, mens størsteparten af journalisterne hænger søsyge ud over rælingen.

De kraftige vindstød ledsages her sidst på efter­middagen af tunge regnskyl, men Trudy svømmer ufortrødent videre.

Mi­li­tær­svøm­me­ren Louis Timson tager mod til sig og hopper ud i bølgerne for at hjælpe hende med at holde modet oppe. Med sin favoritdisciplin brystsvømning kan han dog slet ikke følge med Trudy, der synes uberørt af det voldsomme vejr.

Kæmpebølger gav kolde fødder

Klokken seks hyler vinden stadigvæk stridslystent, og de hushøje bølger har ikke lagt sig. Kaptajn Corthes trækker Burgess til side og siger:

“I må kalde hende op. Vejret er så hårdt, at det ikke engang er sikkert, jeg kan anløbe havn”.

Burgess vægrer sig, men en time ­senere siger han til “Pop” og Meg, at det må slutte. Det vil Meg ikke finde sig i:

“Hvis min søster ikke beklager sig i det vejr, så skal vi heller ikke brokke os”.

Julia overhører samtalen og råber til Trudy, at hun skal komme op af vandet.

“Hvorfor det?” svarer den hårdt ­kæmpende svømmepige.

Trudys svar begejstrer på båden og sendes omgående via radio ud til verden, hvor det modtages i USA som et udsagn om amerikansk udholdenhed.

Stormen løjer omsider af, men uvejret har fået Trudy og følgebådene mere end 20 km ud af kurs, og det er ikke sikkert, de kan nå at ramme havnebyen ­Rams­gate. Når de ikke den, er der flere timer til en egnet strand.

Den engelske ­lokalbefolkning ­følger udviklingen tæt. De er vant til kanal­svømmere, der ikke når i land, men da de over radioen hører, at unge Trudy er lige ved at være i mål, kommer de hende til hjælp med opmuntrende bål.

Hun er nu kun 600 meter fra land, men dette sidste stykke har ofte knækket stærke mænd. Strømmen er kraftig og mod­arbejder de kolde og desorienterede svømmere. Det kræver en sidste stor kraftanstrengelse ikke at blive båret ­til­bage ud i det åbne vand.

“Pop” og Meg kan se Trudys røde ­badehætte forsvinde det ene øjeblik, men hurtigt dukke op igen. Med 200 meter tilbage giver hun alt, hvad hun har, og trodser strøm, tidevand og ­forventningerne til “det svage køn”.

Et brøl stiger op inde fra stranden ved Kingsdown, hvor tusindvis af mennesker er mødt frem og vifter med fakler.

Trudy er nu sikker på at besejre Den Engelske Kanal, og klokken 21.39 står hun på sandbunden.

Hun går ind mod stranden og råber til de tililende lokale, at de skal holde sig væk. Rører de hende, før hun er oppe af vandet, diskvalificeres hun straks. De forstår alvoren og holder ­afstand med hurraråb, mens den skælvende Trudy træder ind på stranden.

Efter 14 timer og 39 minutter har hun som den første kvinde svømmet over Den Engelske Kanal og samtidig slået mændenes rekord med næsten to timer. De knap 34 kilometer fra Frankrig til England i fugleflugtslinje blev til 56 kilometers svømning i åbent, stormfuldt hav.

Hun får et bjørnekram i “Pops” slagterfavn, mens hun smilende spørger:

“Far, nu har jeg vel gjort mig fortjent til min Roadster?”

Dover står på den anden ende, da hun samme aften ankommer til byen, og de mange fremmødte buher af politiet, der tager hende i skarpt forhør som potentiel smugler.

Efter nogle timer får hun ­endelig lov at tjekke ind på Grand Hotel, hvor hun kan nyde et velfortjent varmt bad.

I løbet af få dage er Trudys præstation gået verden rundt. Den unge svømme­pige ­bliver herefter verdenskendt som ­Bølgernes Dronning.

Svømmedronning var verdensstjerne i et år

Efter Trudys succesfulde tur over Kanalen, tog New York imod bysbarnet med den største parade, byen nogensinde havde set.

I de næste uger kunne hun ikke bevæge sig uden for en dør, uden at trafikken gik i stå, og hun blev omringet af nysgerrige folk, der ville se svømmefænomenet.

Trudy måtte blive i sine forældres lejlighed, fanget i et liv som berømthed, hun ikke helt forstod.

Præsident Calvin Coolidge inviterede hende på besøg i Det Hvide Hus og kaldte hende “hele ­Amerikas pige”.

Hun blev oversvømmet med henvendelser om ægteskabstilbud, filmroller, bøger og shows, men den reserverede svømmer takkede nej til de fleste henvendelser.

Hun endte med at rejse USA tyndt med et vaudeville-show, hvor hun som en anden havfrue dykkede i en lille opvisningstank.

Interessen var stor, men da Charles Lindbergh året efter fløj over Atlanten, havde USA fået en ny superstjerne, og Trudys stjerne falmede.

Efter et nervesammenbrud i 1927 trak hun sig tilbage fra rampelyset, og et fald ned ad en trappe i 1933 satte en stopper for svømmekarrieren.

Ligesom lægerne forudsagde, endte hun med at miste hørelsen og måtte arbejde som svømme­­underviser for døve børn. Den tidligere verdensstjerne levede herefter tilbagetrukket og ugift, indtil hun døde i en alder af 98 år.