Wikimedia/Shutterstock

Fodbold-VM i tal

Under verdensmesterskaberne i fodbold i Qatar vil flere milliarder mennesker se med. Den traditionsrige turnering fylder 92, og dens historie er fuld af bemærkelsesværdige tal og rekorder.

Da det første verdensmesterskab i fodbold blev afholdt i Uruguay i 1930, tog det tre uger for de europæiske hold at nå frem. En af kampene blev overværet af sølle 300 tilskuere. I år foregår den 92 år gamle tradition i Qatar med 32 hold fra hele verden. Det forventes, at næsten en mia. mennesker vil se finalen.

2

2 gange har VM ikke været afholdt siden opstarten i 1930. Første gang var i 1942, hvor 2. verdenskrig forhindrede turneringen. Anden gang var i 1946, hvor flere lande nægtede at spille mod Tyskland og Italien.

751.100.000

Verdensmesterskaberne i fodbold blev første gang transmitteret på tv i 1954. I dag er VM den meste sete sportsbegivenhed i verden. I 2006 var det samlede seertal til turneringens 64 kampe 26,3 mia. Den dramatiske­ finale mellem Italien og Frankrig blev set af 751.100.000.

93.000

tilskuere overværede historiens første VM-finale i Montevideo. Uruguay vandt 4-2 over Argentina.

41.092

politifolk stod sammen med 95.000 sikkerhedsvagter for sikkerheden under VM i Sydafrika i 2010. Fire førerløse letvægtsfly afpatruljerede himlen og sendte billeder til de to politicentre, der var oprettet ved hvert stadion. Sydafrikas regering bevilgede politiet 414 mio. kroner ekstra til at varetage sikkerheden.

4

gange har brasilianeren Mário Jorge Zagallo vundet VM. To gange som spiller i 1958 og 1962, én gang som landstræner i 1970 og én gang som hjælpetræner i 1994. Zagallo blev berømt for sin overtro i forhold til tallet 13. Han mente derfor, at VM i 1958 og 1994 blev vundet af ham og Brasilien, fordi de sidste to cifre i begge årstal sammenlagt gav 13 (5+8=13 og 9+4=13).

10,8

sekunder tog det for tyrkeren Hakan Sükür at score VM-historiens hurtigste mål. Målet scorede han i bronzekampen mod Sydkorea i 2002, og det hjalp Tyrkiet til at sikre landets eneste VM-medalje. Sükür er med sine 383 mål gennem karrieren en af moderne fodbolds største målscorere. De 51 af målene scorede han i internationale kampe for Tyrkiet.

32

I det første VM i Uruguay i 1930 deltog 13 hold. Kun fire af dem var fra Europa, da overfarten fra Europa til Sydamerika tog tre uger. I de næste to VM, der foregik i Europa, var Brasilien det eneste ikke-europæiske hold, der deltog. Til VM i Qatar forsøgte 206 lande at kvalificere sig. Det lykkedes for 32.

56

José Batista fra Uruguay har rekorden for VM's hurtigste udvisning. Da han blev smidt ud af kampen mod Skotland i 1986, var der blot gået 56 sek.

8

forskellige lande har vundet verdensmesterskaberne. Af de i alt 21 afviklede slutrunder har Brasilien vundet fem gange. Italien og Tyskland har vundet fire gange, Argentina, Frankrig og Uruguay to, mens England og Spanien har vundet verdensmesterskaberne én gang hver. Danmark har deltaget i VM fem gange. Det bedste resultat var kvartfinalen mod Brasilien i 1998.

21

gange har Brasilien deltaget i VM. Landet er dermed den eneste nation, der har deltaget i samtlige slutrunder. Brasilien har desuden vundet VM flest gange (5), spillet flest finaler (7) og spillet flest kampe (109). Det er også Brasilien, som har vundet flest sejre i VM (73), og de har desuden scoret flest mål (229).

16

Franskmanden Just Fontaine scorede ikke mindre end 13 mål i slutrunden i 1958 i Sverige. Han har dermed scoringsrekorden for en enkel slutrunde. Han er dermed også den spiller, der har scoret fjerdeflest mål i VM-turneringer generelt. Tyskeren Gerd Müller er nummer tre med 14 mål i to turneringer. Brasilianeren Ronaldo brugte tre slutrunder på at blive VM's næstmest scorende spiller med 15 mål. Førstepladsen indtages af tyske Miroslav Klose, der har scoret imponerende 16 mål ved de fire VM-turneringer mellem 2002 og 2014.

52

selvmål har uheldige spillere scoret i de 21 VM-slutrunder, der hidtil er blevet spillet. Især et af selvmålene fik fatale konsekvenser. Colombianeren Andrés Escobar lavede selvmål i kampen mod USA i VM 1994. USA vandt derfor kampen 2-1, og Columbia røg ud af turneringen i første runde.

10 dage senere blev Escobar skudt i en bar hjemme i Columbia. Morderen råbte angiveligt “goal”, for hvert af de 12 skud han affyrede mod Escobar. Trods selvmålet dukkede 120.000 fans op til Escobars begravelse for at begræde tabet af deres helt.

300

tilskuere er bundrekorden til en slutrunde-kamp i VM. Kampen blev spillet mellem Rumænien og Peru den 14. juli 1930 i Montevideo i Uruguay. Tilskuerrekorden blev sat i 1950, da 199.584 tilskuere på Rio de Janeiros Estádio do Maracanã overværede VM-finalen mellem Brasilien og Uruguay.

3

gule kort modtog Kroatiens Josip Šimunić, da holdet mødte Austrailien ved VM i 2006. Blot fire minutter tidligere havde han fået sit andet gule kort, og burde således være blevet smidt ud af kampen - men dommeren Graham Poll udviste ham altså ikke. Efter det trejde kort måtte Šimunić dog gå tidligt i omklædningsrummet.

750.000

liter øl blev drukket på stadion til kampene ved VM i Sydafrika i 2010. Da de tørstige fans i 2018 drog til Moskva var efterspørgslen så stor, at værtsbyen efter blot en uge var ved at løbe tør for øl.

9-0

er den største sejr i VM's historie. Da Jugoslavien mødte Zaire ved VM i 1974 scorede de tre mål på de første 18 minutter, hvilket fik modstanderen til at skifte målmand. Bedre gik det dog ikke for indskiftede Muamba. Derfor kom det stakkels afrikanske hold til at lide det største og mest ydmygende nederlag nogensinde ved en VM-slutrunde i fodbold.