Friedrich Magnussen/Creative Commons
Udendørs håndboldspil i Tyskland i 1957.

Håndboldens historie: fra skolegård til verdensscene

Det moderne håndboldspil blev opfundet i danske skolegårde. Men allerede de gamle grækere og romere spillede et spil, der mindede om håndbold. Følg håndboldens historie fra den fjerne fortid til nutidens Hall of Fame.

Håndbold blev i begyndelsen spillet med fodbolde. Nazisterne foretrak udendørs håndbold med 11 spillere, og de gamle grækere forstod at sætte pris på en veldrejet håndboldfinte.

Fra et ophav i danske skolegårde har håndbolden taget verden med storm. Det hurtige hal-spil udøves i dag af over 30 millioner mennesker, og de store turneringer trækker hvert år massive seertal.

HISTORIE dykker ned i håndboldens historie og giver dig de vigtigste fakta fra håndboldens både lange og korte historie.

Grækerne kom først

De første tegn på et spil, der har træk tilfælles med håndbold, finder vi blandt antikkens grækere.

Grækerne praktiserede et spil, der gik ud på at slå en bold mod en væg så mange gange som muligt, uden at den ramte jorden.

Romersk vægmosaik med kvinde og håndbold.

Romersk vægmosaik fra Villa Romana del Casale, der stammer fra 300-tallet e.Kr.

© Elmira College

Tættere på det moderne håndboldspil var spillet phaininda, der beskrives i et skuespil af den græske komedieforfatter Antiphanes (408 - 334 f.Kr.):

“Når han modtog bolden, nød han at give den til den ene spiller, mens han undveg den anden; han slog den væk fra én og opmuntrede en anden med højlydte tilråb... En lang aflevering, uden for hans rækkevidde, over hans hoved, en kort aflevering“.

Græsk antik vase med afbildning af en slags håndboldspil.

En græsk vase fra omkring 500 f.Kr. viser et spil, hvor det blandt andet gjaldt om at gribe en håndbold.

© Oxford, Ashmolean Museum

Beskrivelsen er fra et manuskript, der kun er overleveret som et fragment. Sekvensen i boldkampen giver dog klare mindelser om håndboldspil med afleveringer og finter, som vi kender det fra moderne håndbold.

Efter antikken dalede holdspillenes popularitet. Da verden igen så et holdspil, der kunne kaldes håndbold, var det på de danske fodboldbaner.

Håndboldens fader var multiopfinder

To danske gymnastiklærere og officerer har uafhængigt - og cirka samtidig - opfundet håndboldspillet. Begge lærere kom på spillet omkring år 1900.

Mens den ene, løjtnant Rasmus Nicolaj Ernst, huserede på Nyborgs Borger- og Kommuneskole, var kaptajn Holger Nielsen lærer på Ordrup Latin- og Realskole.

Holger var ikke kun officer og underviser, men også en dreven idrætsmand. I 1896 deltog han i den første moderne olympiade i Athen, hvor han hjemtog tre medaljer i skydning og fægtning.

Udover at være den første til at nedfælde et officielt regelsæt for håndboldspillet, var Holger Nielsen også en pioner inden for førstehjælp.

Illustration af Holger Nielsen-metoden.

Holger Nielsen-metoden vandt udbredelse i 1940'erne og 1950'erne, men er i dag overgået af mere effektive genoplivningsmetoder.

© National Library of Norway

Han har lagt navn til en unik metode at yde førstehjælp på. Holger Nielsen-metoden udføres ved, at man lægger den “skindøde” ned på maven, hvorefter vedkommende trækkes op i armene i en gentaget bevægelse - som en form for menneskelig blæsebælg.

Metoden bruges dog ikke længere og anbefales ikke af eksperter.

Den første håndboldkamp

Første gang sporten blev præsenteret for et bredere publikum, var ved et idrætsstævne på Ordrup Cykelbane ved Købenavn i 1903.

Fremvisningen førte til en vis interesse, og fire år senere i 1907 spilledes en af de første egentlige håndboldkampe mellem de to opfinderes hold: Løjtnant R.N. Ernsts mandskab fra Helsingør og kaptajn Holger Nielsens tropper fra Ordrup.

Resultatet blev et svidende nederlag til nordsjællænderne, der blev udraderet med cifrene 21-0.

Håndbold var et udendørsspil

Det var først, da sporten blev populær i kasernernes idrætssale, at håndbolden for alvor begyndte at rykke indenfor. Inden da havde sporten udfoldet sig på fodboldbaner, eller hvor man nu lige kunne finde plads på enge og brakmarker.

Selve håndbolden var ikke opfundet endnu, så spillerne måtte i de første mange årtier kaste rundt med den mere uhåndterlige fodbold.

Bernhard Kempa.

Den tyske håndboldspiller og senere håndboldtræner Bernhard Kempa ved verdensmesterskaberne i udendørs håndbold i 1952. Kempa blev verdensmester med Vesttyskland i både 1952 og 1955. Bernhard Kempa var i sin samtid berømt for Kempa-finten, hvor en spiller afleverer til en anden spiller, der netop er sprunget ind i feltet.

© Uhlsport/Creative Commons

Der var heller ingen regler mod at bevæge sig med bolden, og spillerne kunne endda løbe den i mål - ikke ulig et touchdown i amerikansk fodbold. Til gengæld måtte forsvarerne gribe fat i angriberen og slå bolden ud af hænderne på denne.

Først da håndbolden begyndte at rykke indendørs, fik sporten et regelsæt, der ligner det, vi kender i dag.

Nazisterne spillede med 11 mand

I de tidlige år var der flere forskellige udgaver af håndbold. Blandt udendørs-versionerne fandtes en udgave, hvor hvert hold stillede med 11 mand.

Mens 7-mandsspillet var mest populært i Skandinavien, så tyskerne 11-mandsspillet som et germansk alternativ til det engelske fodboldspil, og særligt under nazismen nød sporten stor tilslutning.

Ved OL i Berlin i 1936 var håndbold i sit 11-mands udendørsformat for første gang med ved legene. Blandt de seks deltagende hold hentede tyskerne selv guldet hjem. Finalen mod Østrig blev spillet for øjnene af over 100.000 tilskuere på Olympiastadion, hvilket stadig er historiens største håndboldpublikum.

VIDEO: Klip fra OL-kamp mellem Tyskland og Østrig i 1936

Video

To år senere blev det første verdensmesterskab for herrer også afholdt i Nazityskland. Kun fire hold deltog - Tyskland, Østrig, Sverige og Danmark.

Værterne trak sig sejrrigt ud af turneringen, der blev spillet som et gruppespilsformat. Østrig vandt sølv og Sverige bronze.

Franskmænd og norske kvinder er bedst

Efter det første verdensmesterskab for herrer i 1938 skulle der gå 16 år, før turneringen igen blev afholdt. Denne gang var det i Sverige, hvor værterne tog guldet efter en 17-14-sejr over Tyskland i finalen.

Siden har der regelmæssigt været afholdt verdensmesterskaber for både damer og herrer. På herresiden har svenskerne og franskmændene været mest succesrige, med 12 medaljer hver; dog har franskmændene 6 guldmedaljer mod Sveriges 4.

Mest bemærkelsesværdigt er måske den store rumænske succes. Holdet vandt i løbet af 1960’erne og 1970’erne hele 4 verdensmesterskaber og alt i alt 6 medaljer.

Rumænsk håndboldhold.

Rumænsk håndbold frembragte i 1970'erne flere store stjerner. Ștefan Birtalan (i cirklen) blev kåret til verdens bedste spiller i 1974, 1976 og 1977.

© The National Museum of Romanian History

På kvindesiden er nordmændene derimod klart i top med 11 medaljer, heraf 4 af guld, mens de efterfølgende pladser med henholdsvis 5 og 6 medaljer indtages af dels Rusland og dels Sovjetunionen.

Sammenlagt ville de to udgaver af Rusland dog tage førstepladsen på grund af et overtal af guldmedaljer.

Værtens største VM: Island 1995

I løbet af 1980'erne blev håndboldspillet stadig mere globalt, og deltagere fra Afrika, Sydamerika og Asien begyndte at spille en større rolle i de store turneringer.

Den hidtil største VM-turnering blev afholdt på Island i 1995. Atlanterhavsøen var med sine 250.000 indbyggere klart det mindste deltagerland nogensinde, og de skulle tage imod det på den tid største opbud af hold i håndboldspillets historie. Hele 24 hold var repræsenteret ved åbningen den 7. maj 1995.

Finalen mellem Kroatien og Frankrig blev spillet for fulde tribuner og transmitteret til hele verden.

88 kampe skulle afvikles, og begivenheden blev transmitteret til hele verden, hvilket udgjorde en anseelig udgift for den lille nation. For at reducere omkostningerne valgte man at sløjfe de almindelige fridage mellem kampene, så hele turneringen blev afviklet på kun 14 dage.

Håndboldspillet i tal

141,2 km/t

affyrede RN Löwen-spilleren Tim Kneule bolden med i en kamp mod Goppingen i 2021, hvilket gør det til det hårdest dokumenterede kast i professionel håndbold.

86-2

blev resultatet af en venskabskamp mellem Sovjetunionen og Afghanistan afholdt i 1981. Kampen blev spillet i Ungarn og er stadig den største landskampssejr i historien.

191 cm

var gennemsnitshøjden for de mandlige håndboldspillere ved OL i Rio de Janeiro i 2016. For kvinderne var tallet 176 cm.

1879

mål nåede Guðjón Valur Sigurðsson at score for Island, inden han i 1920 lagde håndboldskoene på hylden. Dermed er han den spiller, der har scoret flest mål for noget landshold.

Se listen: Verdens bedste håndboldspillere

Det Europæiske Håndboldforbund offentliggjorde i 2023 to lister over de bedste henholdsvis mandlige og kvindelige håndboldspillere igennem håndboldspillets historie. De to Hall of Fame-hold blev kåret af en udvalgt komite.

Her er de to lister over tidernes største håndboldlegender. Listen skabte en del kontroverser - navnlig på grund af udeladelserne. Savner du nogle af den nære eller fjerne fortids håndboldstjerner på listen?

Heidi Løke, norsk håndboldspiller.

Den norske håndboldspiller Heidi Løke blev kåret som verdens bedste håndboldspiller i 2011 og er nu også at finde på Hall of Fame-listen.

© Wikimedia Commons

De bedste kvindelige håndboldspillere

Venstre fløj

  • Maja Savic
  • Petra Cumplova-khekova
  • Christina Roslyng

Venstre back

  • Bojana Petrovic (Popovic)
  • Narcisa Lecusanu
  • Ausra Fridrikas

Playmaker

  • Anita Görbicz
  • Camilla Andersen
  • Nodjialem Myaro
  • Irina Poltoratskaya (Dibirova)
  • Gro Hammersing-Edin

Højre back

  • Grit Jurack
  • Katarina Bulatovic
  • Mette Vestergaard

Højre fløj

  • Cristina Varzaru
  • Iris Moorhammer (Hable)
  • Stephanie Cano
  • Linn-Kristin Riegelhuth-Koren

Stregspiller

  • Heidi Løke
  • Ludmilla Bodnieva
  • Begona Fernandez

Målvogter

  • Valerie Nicolas
  • Jelena Grubisic (Bumbak)
  • Cecilie Leganger
  • Katalin Palinger

Forsvarsspiller

  • Anja Althaus
  • Eduarda Amorim Taleska
  • Linnea Torstensson
Hall of Fame håndboldspiller Ivano Balić.

Ivano Balić fra Kroatien blev kåret til verdens bedste håndboldspiller i både 2003 og 2006. Han er naturligvis også blevet optaget i Hall of Fame.

© Wikimedia Commons

De bedste mandlige håndboldspillere

Venstre fløj

  • Stefan Kretzschmar
  • Gudjon Valur Sigurdsson
  • Michael Guigou
  • Nikolaj Jacobsen
  • Xavier O'callaghan

Venstre back

  • Daniel Narcisse
  • Siarhei Rutenka
  • Momir Ilic
  • Filip Jicha

Playmaker

  • Jackson Richardson
  • Ivano Balic
  • Enrique Masip
  • Talant Dujshebaev
  • Stefan Lövgren

Højre back

  • Kiril Lazarov
  • Olafur Stefansson
  • Laszlo Nagy

Højre fløj

  • Victor Tomas
  • Irfan Smajlagic
  • Lasse Svan
  • Vid Kavticnik

Stregspiller

  • Magnus Wislander
  • Dragan Skrbic
  • Christian Schwarzer
  • Carlos Prieto
  • Bjarte Myrhol

Målvogter

  • Thierry Omeyer
  • Tomas Svensson
  • Arpad Sterbik

Forsvarsspiller

  • Andrei Xepkin
  • Ola Lindgren
  • Didier Dinart