Edward Herbert kigger spændt rundt i “The Royal Cock-pit” – Englands fineste arena til hanekampe, der er bygget af Henrik 8. tilbage i 1530’erne. Små 300 år senere, i 1822, skal Edward for første gang i sit liv overvære den blodige sport.
“Arenaen er stor og rund, med højt til loftet. Der er mange sæder i flere niveauer hele vejen rundt, som i et amfiteater”, beretter den begejstrede Edward siden i et brev til en ven.
Rundt om Edward står mænd fra alle lag af det engelske samfund.
“Et sted stod en gruppe lurvede, gamle mænd, der så ud til at have mere brug for et måltid mad – alligevel havde de betalt fem shilling for at komme ind”, noterer Edward. “Der var også en stille og formel herre klædt i jakkesæt. Jeg fik at vide, at han var præst og altid meget begejstret, når kampene gik i gang”.
Mens Edward har travlt med at suge indtryk til sig, træder en ung, velklædt mand ind i arenaen: Haneejeren Nash, bag ham følger en muskuløs mand, der bærer en hvid sæk.
“En guinea på Nash!” Hanekamps-gambler, 1822.
Tilskuernes forventningsfulde mumlen stiger til et øredøvende råberi. Væddemålene skal indgås:
“Odds to til én på Nash!”
“En guinea på Nash!”
“Nash, fem shilling!”
Kort efter træder modstanderen, Flemming, frem med sin hane. Selvom de to fjerkræ stadig er i deres sække, udstøder de truende lyde mod hinanden.
Forsigtigt åbner Nash sin sæk og fremdrager den flotteste hane, Edward nogensinde har set:
“Det var en rød og sort fugl – slank, maskulin og med trimmede fjer”.
På hvert underben har den en fastspændt sølvspore, omkring 4 cm lang. Nash rækker hanen til sin modstander, så han kan undersøge fuglen fra næb til spore.
Omsider bliver arenaen ryddet – på nær de to kamphaner og deres ejere. Mændene sidder med hver deres fugl i hænderne og hidser dem op ved at række dem frem mod hinanden. De to haner gløder af raseri, og til sidst er det ligefrem farligt at holde på dem. De to ejere giver slip på dyrene, og publikum istemmer en tordnende jubel. Kampen er i gang.
“The Royal Cock-pit” i London var en af Englands ældste arenaer til hanekamp.
Haner kæmpede for guderne
Arrangerede hanekampe har eksisteret i mindst 4.000 år og er sandsynligvis verdens ældste dyrekampe – og de fortsætter den dag i dag. Edward Herberts brev kunne lige så godt være skrevet i antikkens Romerrige som i nutidens Filippinerne.
De første hønsefugle blev domesticeret omkring 3000 f.Kr. af kineserne og inderne. Historikerne regner med, at dyrenes ejere hurtigt opdagede, at flokkens hanner helt naturligt gik løs på deres rivaler. Og herfra var skridtet ikke langt til at arrangere regulære kampe. I indus-kulturen, der i årene 3300-1300 f.Kr. bredte sig ud over nutidens Indien og Pakistan, er der fundet beviser for, at haner primært blev brugt til kamp og ikke som fødevare.
Hønsehold og hanekampe bredte sig snart til de omkringliggende områder. I Mellemøsten fik hanerne en nærmest religiøs status. Både i Babylon, Assyrien og Persien blev hanen betragtet som et guddommeligt væsen, hvis uforfærdede kampvilje måtte være tæt forbundet med guderne.
Forskerne vurderer, at hanekampe har fungeret som underholdning i flere årtusinder – også inden de blev til en organiseret sport.
Et af de steder, hanekamp skulle få størst betydning, var i antikkens Grækenland. Ifølge en legende blev sporten opdaget af den athenske statsmand og general Themistokles.
Da Themistokles i 492 f.Kr. marcherede sin hær frem mod perserne under Den Første Perserkrig, så han – ifølge den romerske historiker Aelian – to haner kæmpe i vejkanten. Themistokles beordrede hæren til standsning, så soldaterne kunne blive inspireret af dem:
“Se, disse to kæmper ikke for deres guder, deres forældre, for ære, frihed eller deres børns sikkerhed. De kæmper kun, fordi de nægter at bøje sig for hinanden”.
Ifølge legenden gav synet af hanernes kamp soldaterne ny kampgejst, så de kunne slå den talmæssigt overlegne persiske hær.
I de følgende år blev Athen ramt af en regulær hanekampsfeber. Alle unge mænd i den våbenføre alder skulle nu komme til de fastsatte hanekampe og måtte ikke gå, før den sidste kamp var slut. Hanernes kamp inspirerede til gode dyder og større mod, mente grækerne, der så hanen som den ideelle kriger.
“Vores tapperhed er styrket af hanernes gode eksempel”, skrev den græske filosof Chrysippos i 200-tallet f.Kr.
Fuglen var tæt forbundet med krigsguden Ares og blev ofte afbildet på soldaternes skjolde og hjelme.
De gamle grækere sammenlignede ofte hanen med det mandlige kønsorgan, også i deres kunst.
Hanen er et evigt symbol på virilitet
Siden antikken har hanekamp været en sport, der stort set kun blev dyrket af mænd. Nogle forskere mener, at dette skyldes, at hanen ofte forbindes med klassiske mandige dyder som styrke, mod og virilitet.
En hane var også en af de mest almindelige gaver ældre græske mænd gav til deres unge mandlige elskere – en gave med tydelige seksuelle undertoner.
Den græske filosof Aristoteles beskrev i 300-tallet f.Kr., hvordan hanen var det ypperste symbol på mandighed, fordi den som det eneste dyr parrer sig på alle tider af året og tidspunkter af døgnet.
I dag, 2.300 år senere, har næsten intet ændret sig. Da antropologen Garry Marvin i 1980’erne forskede i hanekamp i Andalusien, så han meget få kvindelige tilskuere til de ugentlige kampe. Deltagerne forklarede ham, at “det her er noget for mænd”.
På Bali, hvor hanekamp fortsat er populært, er sproget rigt på ord og vendinger, der sidestiller haner og mænd. Det balinesiske ord for hane (sabung) bruges også for det mandlige lem, en kriger og en scorekarl. En ung mand, der er usikker over for det modsatte køn, kaldes “en kamphane placeret i sit første bur”.
Metalsporer skulle gøre kampene mere lige
Fra Athen nåede hanekampene omkring 471 f.Kr. til Rom. Men selvom romerne gladeligt lånte fra den græske kultur, mødte kampene i begyndelsen stor modstand. Sporten blev anset for at være barbarisk underholdning.
Men da Julius Cæsar som feltherre forsøgte at erobre England omkring år 55 f.Kr., observerede han, at briterne praktiserede hanekamp – og at det endda var ulovligt at spise hanerne.
Cæsar var efter sigende vild med sporten, og kort tid efter overgav også romerne sig. Snart blev haner afbildet på alt fra mønter til fine mosaikker i overklassens hjem.
Den romerske forfatter Columella klagede omkring 50 e.Kr. over, at dedikerede fans af hanekamp ikke kunne holde op, før de havde spillet hele deres arv op.
En grund til, at kampene vandt indpas, kan have været, at de var et billigt alternativ til en traditionel gladiatorkamp: Hvor de harniskklædte gladiatorer var dyre og krævede en stor arena, kunne hanekampe nemt arrangeres i en gyde eller på en mark.
I Pompeji er der fundet flere mosaikker med afbildninger af hanekampe.
Sikkert er det, at romerne som de første satte hanekampen i system ved at avle på særlig aggressive racer og eksperimentere med at give hanerne våben.
Det er nærliggende at tro, at sporerne blev tilføjet for at gøre kampene blodigere, men ikke alle forskere er enige. Nogle mener, at metalsporen også var et forsøg på at gøre kampene mere lige.
Fra naturens hånd har haner en spore på hver løbe (underben). Sporen består af en knogle omgivet af et hornlag, men bestemte racer og ældre haner har naturligt større sporer og dermed en stor fordel i kamp. Ved at udskifte dem med en metalspore i en standardiseret størrelse sikrede romerne, at yngre haner havde bedre chancer imod de ældre.
Metalsporerne kunne have forskellig længde – alt efter aftale. De blev fx opbevaret i en særlig trækasse som denne fra 1700-tallet.
Kongernes sport var for alle
Efter Romerrigets kollaps i slutningen af 400-tallet forsvandt de offentlige hanekampe tilsyneladende fra Europa. De nævnes ikke i bevarede kilder før 1170, hvor den engelske kirke-administrator William Fitzstephen skrev:
“Hvert år, på hvide tirsdag, medbringer skoledrengene deres kamphaner. Indtil middag har de lov til at more sig med at se dem slås”.
Traditionen med den årlige hanekamp i de engelske skoler på hvide tirsdag (tirsdag efter fastelavnssøndag) fortsatte helt til 1800-tallet. Den endelige vinder af kampene slap gerne for at blive pisket under fasten, hvilket ellers var normalt i de religiøse skoler, så drengene kunne føle Jesu smerte.
I flere hundrede år forblev hanekamp en fornøjelse for skoledrenge, men da Henrik 8. besteg tronen i 1509, blev kampene nærmest Englands nationalsport. Kongen elskede hanekamp og byggede arenaen “The Royal Cock-pit” ved siden af sit palads Whitehall i London.
“Hanekamp er utvivlsomt den mest barbariske af alle sportsgrene”. Forfatteren Philip Stubbes, 1583.
Hanekamp blev nu omtalt som “kongernes sport”, og da Jakob 1. kom til magten i 1603, udpegede han endda en særlig hanemester, der stod for avl og træning af de kongelige haner. Fire år senere udkom den første bog, der gik i dybden med de bedste måder at avle, træne og kæmpe med sine haner på.
Allerede på dette tidspunkt lød der kritik af kampene, bl.a. skrev forfatteren Philip Stubbes i 1583: “Hanekamp er utvivlsomt den mest barbariske af alle sportsgrene og en skændsel for menneskeheden”.
Men over for de utallige tilhængere faldt kritikken for døve ører.
Haner har sporer på underbenet, som bruges under kamp. I nogle lande erstattes de af metalsporer, mens hanekampe i fx Sydamerika primært foregår med naturlige sporer.
Fra midten af 1500-tallet til begyndelsen af 1800-tallet forblev hanekamp en af Englands mest populære sportsgrene. Tidens skrifter og aviser var fyldt med annonceringer af kampe, og i modsætning til andre sportsgrene tiltrak de tilskuere fra alle samfundslag.
Selvom kampene mødte modstand under fx statslederen Oliver Cromwell, der i 1654 gjorde hanekamp ulovligt i hele England, var grunden ikke, at han havde ondt af dyrene. Cromwell formodede, at kampene var et samlingssted for forrædere og rebeller, som var imod hans styre. Straks efter hans død i 1658 blev kampene lovlige igen.
Heller ikke Edward Herbert, der besøgte “The Royal Cock-pit” i 1822, tænkte på dyrevelfærd. Han mente, at kampen var “storslået og smuk”.
Han beskrev i brevet til sin ven, hvordan de to fugle styrtede imod hinanden i et forvirret kaos. Da ingen af dem vandt det første angreb, begyndte de at se hinanden an, mens de undveg modstanderens udfald.
Pludselig hoppede Nash’ hane op og huggede sin sølvspore i modstanderens bryst. Blodet piblede ud, og den ramte hane, der før var gul, blev langsomt orange. Halvdelen af salen jublede, mens den anden halvdel tog sig til hovedet.
Ejerne løb ind i arenaen for at undersøge deres dyr og vaske deres sår. Så blev kampen sat igen i gang, men “Flemmings fugl vaklede imod sin modstander og var frygtelig hårdt ramt”. Den fik et huk mere, så var den død.
Inden nutidens hanekampe sprøjter ejeren ofte vand på sin hane for at gøre den mere energisk.
Kamphaner blev trænet som sportsfolk
Siden oldtiden har hanekamp været opfattet som en sportsgren, og da der var både penge og ære på spil, måtte hanerne gennem en omfattende træning.
I det amerikanske hanekamps-tidsskrift “The Feathered Warrior” (Den fjerklædte kriger) skrev den berømte avler John Madigin i 1940’erne en detaljeret guide til, hvordan en hane skulle trænes 14 dage før en kamp. Han anbefalede, at dagene gik med løbe- og flyvetræning af stigende intensitet afbrudt af pauser, hvor hannerne fik måltider bestående af fx rå bøf og æggehvider.
Haneejerne ændrede også fysisk på deres dyr. Hanens kam blev klippet af – ikke kun for at reducere fuglens vægt, men fordi sår i kammen bløder voldsomt. Fjerene blev også trimmet, så træneren lettere kunne opdage skader. En stærk hane kæmpede typisk fem gange i sit liv.
Ligesom andre sportsgrene var kampene omgærdet med utallige regler, som kunne variere meget fra område til område. I Sydamerika blev der fx sjældent kæmpet med metalsporer, hvilket betød, en kamp kunne vare op til 20 minutter.
I dag suppleres hanetræningen ofte med massage og medikamenter, der hjælper med opbygningen af muskler ligesom steroider.
Alle samfundslag var til stede
Maleriet af en fransk hanekamp i 1889 viser, hvordan kampene tiltrak mænd fra alle samfundslag. Kvinder sås meget sjældent.
Vægten skulle være helt ens
Inden kampen blev fuglene vejet. Kun haner med stort set samme vægt blev sat op imod hinanden. Trænerne gjorde meget for at få vægten ned, bl.a. fik hanerne for lidt vand i dagene op til kampen.
Metalsporer blev nøje undersøgt
Metalsporen var hanens dødbringende våben. De blev nøje undersøgt inden kampen af enten en dommer eller modstanderen. I nogle tilfælde skulle træneren selv slikke på sporen for at bevise, at den ikke var forgiftet.
Banen var kridtet op
Der fandtes arenaer i mange forskellige størrelser, men typisk var kamppladsen fire-seks meter i diameter og havde et lavt hegn. På jorden viste streger, hvor hver træner skulle frigive deres hane.
Publikum gamblede konstant
Publikum var ofte meget højrøstet, da væddemål kunne indgås indtil sidste sekund. De skulle dog også respektere reglerne, som bl.a. slog fast, at det var strengt forbudt at træde ind på kamppladsen.
Amerikanerne avlede kæmpe haner
Hanekampens historie er bedst dokumenteret i England, men de blev dyrket i det meste af verden i 1600-1800-tallet.
Da den opdagelsesrejsende Fernando de Magellan nåede til Filippinerne i 1521, opdagede han, at der også her blev dyrket hanekamp – selvom øerne aldrig havde oplevet vestlig indflydelse. Magellans assistent, Antonio Pigafetta, skrev i sin dagbog:
“De holder meget store og meget tamme haner. Nogle gange får de dem til at slås med hinanden og sætter penge på vinderen”.
Der er dog ingen tvivl om, at især den europæiske kolonisering bragte hanekampen ud i verden. Historikere mener, at de første kamphaner, der nåede Nordamerika, var irske eller engelske – men der gik ikke længe, før amerikanerne avlede deres egne.
Øen Bali i Indonesien har mange hundrede års tradition for hanekamp. Her er sporten stadig populær, selvom myndighederne har forsøgt at begrænse den.
En af de mest berømte amerikanske haneracer var de enorme “Connecticut Strawberries”. En 3 kg tung hane af denne race, kendt som “Puklen” pga. en medfødt deformitet, kæmpede tre år i arenaen i midten af 1800-tallet – uden nogensinde at tabe. Tusindvis af dollars blev spillet, hver gang “Puklen” blev båret ind på kamppladsen.
I løbet af 1700-tallet blev hanekamp den næstmest populære sportsgren i Nordamerika, kun overgået af hestevæddeløb. Kampene blev især arrangeret i Sydstaterne, hvor farmerne nemt kunne medbringe deres egne haner.
Modstanden mod den blodige sport var dog allerede begyndt at vise sig: I 1775 blev Georgia den første koloni, der gjorde kampene ulovlige. Efter afslutningen af Den Amerikanske Uafhængighedskrig i 1783 blev hanekamp flere steder anset som et barbarisk minde fra briterne. Snart skulle en ny og endnu stærkere modstand dog brede sig.
Kamphane-opdrætter: “Kampene taler til mænds natur”
Dyrevelfærd stoppede kampene
I løbet af 1800-tallet kom hanekamp under heftig kritik som en barbarisk og ondskabsfuld sport i det meste af den vestlige verden. Modstanden blev forstærket af, at der i England var udviklet en endnu blodigere kampform.
Under en såkaldt Welsh Main blev 32 haner sat til at kæmpe imod hinanden parvis. De 16 vindere af første runde blev straks sat til at kæmpe imod hinanden, og sådan fortsatte runderne, indtil der kun var én hane tilbage. Turneringsformen blev i 1775 kaldt “skammelig for os som briter” af antikvaren Samuel Pegge.
Også såkaldte battle royals blev dyrket mange steder i verden. Her blev alle hanerne sluppet fri i arenaen samtidig. I et kaos af fjer og blod var vinderen den sidste overlevende.
Den første engelske protestgruppe mod dyremishandling opstod i 1824, og ved konstant at markere sig i den offentlige debat havde gruppen held til at vende folkestemningen.
Selv de bedste haner kommer sjældent igennem mere end fem kampe i deres liv. Og hvis de overlever de fem kampe, er fuglene ofte blevet så nedslidte, at de ikke kan kæmpe mere.
Men først i 1849, 27 år efter at Edward Herbert havde besøgt “The Royal Cock-pit”, led hanekamp sit store nederlag, da det britiske parlament vedtog “Cruelty to Animals Act”. Den banebrydende lov gjorde dyrekampe ulovlige og slog fast, at alle dyr havde rettigheder og ikke måtte sættes til at slås eller mishandles.
Kampene fortsatte dog i smug, så briterne i 1952 vedtog en ny lov, der gjorde det ulovligt at eje en hvilken som helst genstand tilknyttet hanekamp, men fortalere fandtes stadig mange steder i den vestlige verden. Da den amerikanske delstat Oklahoma debatterede et forbud imod hanekamp i 1975, rasede demokraten John Monks i Repræsentanternes Hus:
“I hvert eneste land, som er overtaget af kommunister, er noget af det første, de foretager sig, at gøre hanekamp ulovligt”. Talen virkede, og hanekamp blev først forbudt i Oklahoma i 2002.
I dag er hanekamp stadig lovlig i bl.a. Filippinerne, Mexico og i nogle regioner af Spanien og Frankrig, hvor fortalerne argumenterer for kampenes stærke kulturelle arv.
Hanekamp er stadig en meget populær sport i Filippinerne, hvor de største kampe udkæmpes i arenaer med plads til 25.000 mennesker.