Franskmanden Maurice Garin taler med høj og selvsikker røst ud over det samlede franske pressekorps:
“Hvis jeg ikke er blevet myrdet, inden vi når Paris, vinder jeg Touren.”
Cykelstjernen vandt den første udgave af Tour de France året før i 1903 og er netop kommet først over målstregen i Lyon efter at have gennemført den 467 km lange 1. etape af Tour de France anno 1904.
Nu er Garin oprørt over, at rytterne igen og igen bliver overfaldet af ukendte voldsmænd, som forsøger at stoppe især de førende ryttere. De skandaløse optrin truer med at tage livet af Tour de France ganske kort efter løbets fødsel.
2. udgave af Tour de France startede godt
Årets løb begyndte ellers så godt. Publikum får, hvad de vil have, da et storslået udbrud bliver sat ind allerede på første etape.
Den forsvarende mester Maurice Garin og Lucien Pothier stikker sammen af fra feltet og finder ind i et godt samarbejde på den 467 km lange 1. etape fra Paris til Lyon.
De tramper løs i pedalerne på deres topmoderne racercykler, som vejer 25 kg.
Solen bager i den varme midtfranske sommer, og der skal gå mange timer, før rytterne kan hvile benene og bagen efter turen på elendige franske landeveje. De to ryttere gør sig ingen forhåbninger om at komme i mål inden mørkets frembrud.
Maurice Garin - han kom først i mål, men vandt ikke.
Stjerne får lov at bryde reglerne
Midt på ruten, langt fra de officielle depoter, går Garin pludselig sukkerkold. Han kontakter løbsbilen og truer med at trække sig, hvis ikke han får hjælp.
Det er imod reglementet, men Garin vandt den første Tour året før, og han er vigtig for opmærksomheden omkring løbet. Han får proviant.
Ryttere overfaldt af maskerede mænd
Længere fremme, efter 16 timers kørsel på støvede jordveje, er Solen gået ned, og ud af mørket kommer et automobil kørende op på siden af de to ryttere.
Fire maskerede mænd kigger på de to udmattede ryttere, som ser sig tilbage og bliver mødt med slag. De når kun lige at undvige. Rytterne holder med nød og næppe kadencen, selvom bilen følger dem flere kilometer, mens mændene råber, truer og forsøger at presse dem i grøften.
Garin og Pothier slingrer af sted, men de undgår styrt. Voldsmændene tager flugten, da en officiel løbsbil nærmer sig.
Rytterne har fået en smagsprøve på, hvad der venter dem under dette års Tour de France. De er begge overbevist om, at overfaldsmændene er betalt af deres konkurrenter.
Rytter får lift af lokale
Samtidig ligger franskmanden Pierre Chevallier bagest i feltet, flere timer bagud. Han bliver gentagne gange sat af, men hver gang formår han overraskende at komme tilbage.
Det er nemt at snyde i ly af mørket. Velvillige lokale giver ham et lift i deres automobiler.
Skandalerne giver aviser vind i sejlene
Maurice Garin har taget føringen efter 1. etape, få sekunder foran Pothier. Men samme aften klager en anden af favoritterne, Hippolyte Aucouturier, til løbsledelsen. Han er fortørnet over, at han konstant bliver chikaneret af konkurrenter. Den ene gang efter den anden støder ryttere ind i ham, så han styrter
Episoderne er guf for aviserne, efter at offentlighedens interesse er blevet fanget af løbet. Tour de France har allerede vakt stor opsigt i hjemlandet, bladet L’Auto, der er officiel arrangør, har kronede dage med en stejl oplagsstigning, og franskmænd i hele landet glæder sig til at se rytterne på deres hjemegn.
Imidlertid når rygterne om uregelmæssigheder ud i de fjerneste hjørner af republikken, og en ulmende vrede er begyndt at brede sig. Det skal snart få dramatiske konsekvenser.
Løbskommissær trækker sin pistol
På 2. etape skal rytterne op ad Col du Grand Bois i nærheden af St. Etienne. En kraftig stigning før Alperne. 12 km med 5,2 procent i gennemsnitlig stigning og med toppunkt 1161 m over havet.
En stor skare af lokale har taget opstilling på bjerget og venter i sitrende spænding. De har alle hørt om snyd og bedrag, og da rytterne nærmer sig toppen, spreder råbene sig som en steppebrand:
“Ned med Garin! Leve Fauré! Dræb alle de andre!”
Mængden blokerer vejen, så rytterne må stige af cyklerne. Folkeskaren støtter loyalt den lokale helt Antoine Fauré, der som den eneste får lov til at slippe igennem, mens adskillige mænd angriber Maurice Garin med stave.
Snart høres motorstøj lidt nede ad bjerget, og en løbsbil kommer til syne i det nærmeste hårnålesving. Da løbskommissæren Georges Lefèvre ser optrinnet, bliver han rasende. Han griber spontant sin pistol, som han affyrer hen over folkemængden.
Lyden af skud og synet af den ophidsede løbskommissær får voldsmændene til at trække sig tilbage. Under en byge af skældsord fortsætter rytterne nu over bjerget.
Eugene Christophe fik i 1919 historiens første officielle gule trøje. Han vandt den på etapen fra Grenoble til Geneve.
Diskvalificering af rytter
En stor gruppe ryttere samler sig på den lange nedkørsel og holder sammen de næste 250 km, indtil afgørelsen falder. Hippolyte Aucouturier vinder knebent massespurten i Marseille.
Han har på forunderlig vis undgået styrt efter sin klage dagen forinden. Senere samme aften bliver den ukendte rytter Ferdinand Payan diskvalificeret for at bruge en bil som pacer.
Tilskuere ophidsede over diskvalificering
På 3. etape skal feltet igennem byen Nîmes ved Middelhavet. Nîmes ligger i den diskvalificerede Ferdinand Payans hjemegn, og da rytterne nærmer sig centrum og kan skimte det romerske amfiteater over de røde hustage, bliver de mødt af ophidsede tilråb fra det talstærke publikum:
“Touren kommer aldrig igennem Nîmes!” lyder det taktfaste kor af protesterende, og snart opdager førerfeltets ryttere søm på vejen. Længere fremme er glasskår spredt på tværs af vejen, og flere ryttere punkterer. Men feltet fortsætter.
Dybt inde i de gamle snoede gader kaster en tilskuer en sten mod feltet, og det får mængden til at gå amok. De vælter ind på vejbanen og angriber rytterne. Denne gang er kommissærerne imidlertid forberedt, og øjeblikkeligt bliver en række varselsskud affyret. Pøbelen trækker sig tilbage.
Arrangører har ladte pistoler
Tourledelsen er nu vant til at håndtere balladen, og arrangørerne står klar med ladte pistoler i følgebilerne de kommende dage, ligesom politiet er mobiliseret til at håndtere presset.
Imidlertid bidrager balladen til interessen, og bladet L’Auto sælger fantastisk, om end chefredaktør Henri Desgrange efterhånden frygter de kræfter, han har sluppet løs. Fjerde etape forløber uden nævneværdig vold, og chefredaktøren kan ånde lettet op.
Lucien Pothier vinder i Bordeaux. Endda i dagslys, fordi etapen var kort. Kun 268 km. Også 5. etape bliver relativt rolig, med forhåndsfavoritten Aucouturier som vinder i Nantes.
Svindel bliver opdaget
Løbsledelsen har kontrol over begivenhederne, og 6. etape til Paris forløber ganske vist med protester langs vejene, men uden vold.
I den samlede stilling fører Maurice Garin med de få sekunder, som han tog fra Pothier på 1. etape, men den angrebsivrige Garin er ikke tilfreds med det. På den flade strækning mod Paris sætter han et hårdt angreb ind, og da han når i mål, er han seks minutter foran nummer to.
Han bliver hyldet i Paris af en begejstret skare. Den anden Tour-triumf af to mulige.
Løbets kommissærer er knap så begejstrede. De sidder inde med en viden, som vil ødelægge løbet og bringe landets cykelhelte ned fra den piedestal, som redaktionen på L’Auto har sat dem op på. Den franske journalist Michel Nicolini sagde mange år senere:
“Hvis de havde taget beslutningen på mållinjen, ville der have været optøjer og lynchninger af arrangørerne”.
Et af sportsverdenens bedst kendte symboler er en gul trøje. Førertrøjens historie er uvis. Tourvinderen Philippe Thys berettede, at han fik én i 1913, men den første officielle trøje blev først trukket over hovedet i 1919.
Tour de France bliver erklæret dødt
Kommissærerne tager sig god tid og allierer sig med det franske cykelforbund, Union Vélocipédique de France. I enighed sylter de sagen, så begivenhederne kan komme lidt på afstand – og folkets følelser køler af.
Først i slutningen af november 1904 kommer løbets egen rapport. Hele 29 ryttere er slettet af resultatlisten og får langvarig karantæne. Det giver plads til den kun 20-årige Henri Cornet som ny officiel vinder. Han står stadig som den yngste vinder nogensinde.
Få dage senere offentliggør Frankrigs cykelforbund også en rapport, der bekendtgør, at Garin er frataget sejren, og at hele top-4 i øvrigt er diskvalificeret. Offentligheden er rystet, og Tourens grundlægger, sportsjournalisten Henri Desgrange, spår løbet en snarlig død.
“Tour de France er færdigt. Jeg er bange for, at den anden udgave af løbet blev den sidste. Det vil dø af sin egen succes, af den blinde passion, som det har udløst, af de skader og den snyd, som ignoranter og ondskabsfulde har bibragt det”, skriver han i L’Auto.
Beviserne forsvandt sporløst
Det er aldrig kommet frem i offentligheden, hvad der præcist fik ledelsen til at diskvalificere vinderen Maurice Garin og 28 andre ryttere. Men det er kendt, at afgørelsen var baseret på vidneudsagn.
En række øjenvidner fortalte om ryttere, der tog toget, om lift i biler og om liner, der blev spændt ud mellem bil og rytter. I mange år var sagens dokumenter under lås og slå, og da tyskerne invaderede Frankrig i 1940, blev papirerne i al hast fragtet til Sydfrankrig.
Her forsvandt de. Garin selv hævdede til sin dødsdag i 1957, at han var uskyldig.
Løbets grundlægger, Henri Desgrange, skrev i L’Auto:
“Vi må i gang med den store moralske opgave at rydde op i cykelsporten, og det er noget, som kun Tour de France kan gøre”.