Chilenske Carlos Caszély har den tvivlsomme ære af at være den første kendte fodboldspiller, der blev udvist efter et rødt kort. Den historiske begivenhed fandt sted ved VM i 1974, hvor Caszély efter 67 minutter gik hårdt til vesttyske Berti Vogts.
Det røde kort var blevet indført fire år tidligere ved VM i 1970 som en metode til at kommunikere med fodboldspillere på tværs af sprogskel. Manden bag kortet var den britiske dommer Ken Aston, som selv havde oplevet, hvor svært det var at styre en kamp, hvor spillerne ofte ikke forstod ham – og undertiden ikke opfattede, at de blev udvist.