Nævekampe har fundet sted i årtusinder, men den moderne form for boksning tog sine første skridt i 1700-tallet.
På dette tidspunkt havde bokserne hverken handsker, dommere eller en boksering.
I stedet gik kæmperne løs på hinanden med knytnæveslag, kvælertag og skaller, indtil den ene gik i gulvet.
Imens dannede hujende tilskuere ring om bokserne.
Nye spilleregler kom til efter dødsfald
Alt dette ændrede sig i 1743, da den engelske bokser Jack Broughton udviklede et sæt regler, som skulle gøre boksning mere civiliseret.
Anledningen var en af Broughtons egne kampe, som var endt med, at hans modstander var død af sine skader.
Derfor forbød de nye regler bl.a. slag under bæltestedet og angreb på en liggende modstander.
"Boksering" var blevet en fast del af sproget
Broughtons regler udviklede sig i 1838 til London Prize Ring Rules, som bl.a. fastslog, at bokserne skulle afskærmes fra tilskuerne.
Derfor skulle kampene foregå i et kvadratisk område med 7,3 m på hver side, som var markeret med tove.
Selvom kamppladsen blev kvadratisk, var benævnelsen “boksering” dog i århundreder blevet så fast en del af boksejargonen, at den fortsatte med at blive brugt om den nye kampplads.