En tidlig udgave af brætspillet skak blev spillet i det nordlige Indien i 500-tallet. Spillet – kaldet chaturanga – var et strategisk krigsspil:
Brættet forestillede en slagmark, og to spillere brugte brikker med forskellige egenskaber til at udmanøvrere hinanden og slå modstanderens konge ihjel.
Dog måtte dronningen, som dengang blev kaldt en minister, kun rykke ét felt diagonalt i alle retninger. Ligeledes måtte løberen – dengang kendt som en elefant – rykke to felter til alle sider og springe over andre brikker.
Fra Indien spredte spillet sig i 600-tallet til Persien, hvor reglerne blev udviklet yderligere.
Fx fandt perserne på, at en spiller skulle udbryde “shah” eller “shah mat” (“konge” og “kongen er død” på persisk), når han angreb den vigtige kongebrik.
Brætspillet blev formentlig bragt til Europa i 900-tallet af de muslimske maurere.
I de efterfølgende århundreder var spillet et populært tidsfordriv ved de europæiske hoffer og blev udviklet til moderne skak.
Flere af brikkerne fik deres nuværende former – fx hesten, tårnet og dronningen – og reglerne blev ændret for at gøre spillet mere dynamisk og hurtigt.
Bl.a. fik dronningen og springerne langt mere fremtrædende roller på brættet.
Den første moderne skakturnering blev afholdt i London i 1851 med deltagelse af 16 af Europas berømteste skakspillere. Turneringen blev vundet af Adolf Anderssen fra Tyskland.
