Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Karate – den tomme hånds våben

For 1.500 år siden blev japanerne inspireret af kinesisk kung-fu. Øboerne udviklede kampteknikken karate som et effektivt våben mod røvere og lunefulde samuraier.

Orlando/Stringer/Getty Images & Shutterstock

Samuraien trækker sit barberbladsskarpe sværd og lader det lyne gennem luften. Men smidig som en kat undviger den gamle mand hugget.

Den forbløffede samurai, yngre og stærkere end sin modstander, når ikke at forberede et nyt angreb.

Med et velrettet spark får den gamle mand samuraiens knæ til at give efter, så han går i gulvet. I næste øjeblik er den gamle over sin fjende og får ham til at miste bevidstheden med et hårdt slag mod halsen. Kampen er ovre.

Ikke engang dygtige krigere som samuraier kunne være sikre på sejr i en kamp mod den, som siden barndommen havde trænet kampteknikker som karate og jiu-jitsu.

Kampen begyndte i Østasien

Kunsten at slås er lige så gammel som mennesket, og over hele verden og til alle tider har evnen til at forsvare sig betydet forskellen mellem liv og død. Men intetsteds blev teknikken bag slåskampene så detaljeret og så veludviklet som i Østasien.

Og der er heller ingen andre teknikker inden for nærkamp uden våben, der er blevet så kendte eller myteomspundne.

De japanske samuraier terroriserede ofte forsvarsløse bønder.

© Imageselect & Shutterstock

I dag er den østasiatiske selvforsvarskunst blevet til en konkurrenceidræt med millionvis af udøvere verden over.

En af forgrundsfigurerne inden for den østasiatiske kampsportskunst hed Bodhidharma og var en buddhistisk munk. I 400- eller 500-tallet kom han til Kina fra Indien for at udbrede sin lære.

Ifølge sagnet gik missionsvirksomheden ikke særlig godt, fordi hans øvelser var så kedelige, at disciplene faldt i søvn, når de skulle meditere. For at holde sine elever vågne indførte Bodhidharma fysiske øvelser, og vha. den hårde træning fik munkene en fantastisk evne til at kontrollere kroppens muskler.

Det fortælles, at alle asiatiske kampformer stammer fra Shaolin-klostret i den kinesiske Henan-provins. Klostrets malerier viser munke midt i en kung-fu-kamp; kampene begyndte for mere end 1.500 år siden.

© Jeremy Horner/Getty Images & Imageselect & Shutterstock

Herfra opstod kampsportsgrenene, af hvilke karate er den kendteste.

Karatens oprindelse kan spores til øen Okinawa, som pga. dens strategiske beliggenhed i Det Østkinesiske Hav tit blev skueplads for invasioner og magtskifte. I 1600-tallet blev øen besat af japanerne, og det blev bestemt, at kun samuraier måtte bære våben.

Karaten, til dels påvirket af kampsportsdiscipliner fra Kina, blev dengang en måde for indbyggerne at værne sig på mod de ikke altid venligsindede sværdmestre.

Undervisning i hemmelighed

Der findes ikke mange oplysninger om, hvordan den våbenløse kampdisciplin – navnet kommer af kara og te, de japanske ord for “tom hånd” – udviklede sig. Det skyldes bl.a., at en stor del af det skriftlige materiale om teknikken blev ødelagt i slutningen af 2. verdenskrig, da amerikanske og japanske tropper udkæmpede et blodigt slag om øen.

Okinawas herrer så ikke på kampkunsten med milde øjne, så derfor var karate også noget, der blev videregivet i største hemmelighed fra mesteren (sensei) til hans discipel (deshi).

I karate- og ninjafilm kan man se, hvordan de kæmpende dræber deres fjende med et enkelt slag eller får deres modstander til at miste bevidstheden ved et tryk på specielle nervepunkter. Skildringen er ikke langt fra virkeligheden.

Snigmord var en del af hverdagen, og en hævet hånd på det forkerte sted eller i den forkerte situation kunne af livvagterne let tolkes som en fare for deres herres liv.

Den, der havde lært jiu-jitsu, blev specialist i forskellige greb og i at få modstanderen til at miste bevidstheden med kvælertag på blot få sekunder.

Jiu-jitsu blev udviklet af samuraierne, og her lå fokus i højere grad på kast og greb i modsætning til karatens slag og spark – som sjældent var effektive nok mod en fjende i rustning.

Mange jiu-jitsu-mestre havde dog andet og mere end greb og kast på repertoiret. De havde fx også tjek på den mest effektive måde, hvorpå man kunne stikke øjnene ud på modstanderne, eller hvordan man bedst muligt håndterede dolke, kæder og andre våben.

Det var kundskaber, som gjorde jiu-jitsu-mestrene til eftertragtede soldater og livvagter ved krigsherrernes hof.

I Japan herskede der før i tiden et ekstremt hierarki. I nogle perioder blev landet styret af kejseren, til andre tider var det i praksis den højeste militære befalingsmand – shogun – der havde magten.

Dertil kom en lang række underordnede krigsherrer, alle med hver deres hof.

Snigmord var almindelige

Snigmord var en del af hverdagen, og en hævet hånd på det forkerte sted eller i den forkerte situation kunne af livvagterne let tolkes som en fare for deres herres liv. For at undgå diplomatiske skandaler var livvagterne trænet i at bruge de besynderligste greb for at neutralisere modstanderen uden at gøre skade på ham.

Hvis gæsten derimod viste sig at være en reel trussel, kunne det gå hurtigt. Livvagterne var trods alt trænet til at slå ihjel.

Kampteknikkerne forandrede sig i takt med samfundets udvikling. I fredstider var det mere almindeligt med rene opvisninger, hvor ingen kom til skade – altså nogenlunde som ved ridderturneringerne i middelalderens Europa.

I krigstid blev der udviklet mere brutale og anvendelige metoder til afvæbning og drab. Man kan forestille sig, at det var i sådan en periode, at jiu-jitsu-kastet kikko gaeshi (“vende skildpadden”) så dagens lys.

Det kan lyde som en leg, men korrekt udført var denne teknik dødelig, eftersom den gik ud på at vende op og ned på modstanderen og så sende ham i jorden med hovedet forrest.

Bruce Lee slog igennem med filmen “Fist of Fury” (på dansk “Dragens knytnæve”) fra 1972.

© Sunset Boulevard/Getty Images & Shutterstock

Kung-fu-filmens største stjerne

I begyndelsen af 1970’erne så en ny genre dagens lys i biograferne: Kung-fu-film. De første film kom fra Hongkong, og hverken manus, skuespillere eller teknik var af specielt høj kvalitet.

Men filmene blev en økonomisk succes, og Hollywood abede efter.

Kinesisk-amerikanske Bruce Lee, født i San Francisco og opvokset i Hongkong, var genrens klarest lysende stjerne. Han spillede hovedroller i hongkongproducerede klassikere som “Fist of Fury” og “The Way of the Dragon”.

Hvad Bruce Lee var i stand til eller ikke i stand til at gøre med sin veltrænede krop, er og bliver et mysterium.

Man hævdede, han var så hurtig, at han kunne fange riskorn, som blev kastet gennem luften, med spisepinde – og at han var i stand til at smadre tykke træplanker med de bare næver.

Bruce Lee døde i juli 1973, seks dage før premieren på “Enter the Dragon”, hans kendteste film.

Træner oprettede egen karateskole

Manden bag den moderne karate hed Gichin Funakoshi (1868-1957). Han begyndte at træne karate i en ung alder på sin hjemø, Okinawa, oprettede sin egen skole i begyndelsen af 1900-tallet og udbredte i 1920’erne sine færdigheder til de japanske hovedøer.

Hans form for karate blev kendt som shotokan-karate og var kendetegnet ved de høje krav til udøvernes teknik. Den er desuden for en stor del baseret på forsvar og blokeringer.

Japan var længe en lukket nation, hvilket var en af årsagerne til, at det varede helt frem til midten af 1900-tallet, før landets kampteknikker bredte sig til Vesten for alvor.

Ved 2. verdenskrigs afslutning vendte mange amerikanske soldater hjem med deres nyvundne karatefærdigheder i bagagen.

Kun få år senere fandtes der en dojo, en træningssal, i så godt som alle amerikanske storbyer.

I 1940 inviterede SS-lederen og politichefen Heinrich Himmler norske betjente på studietur til Tyskland. Her fik betjentene en demonstration af de tyske kollegers nye våben, jiu-jitsu.

© ullstein bild Dtl./Getty Images & Shutterstock

Karate i Danmark

Karate kom til Danmark i 1963 sammen med Jørgen Bura Larsen. Det var i en årrække forbudt at udøve karate, og frem til 1980 blev alle ved indmeldelse i en klub registreret hos politiet.

Da karaten fik sit store gennembrud i Skandinavien i 1980’erne, blev den først og fremmest kendt pga. datidens til tider ophidsede videovoldsdebat. Karate blev stemplet som noget, som blev praktiseret af kriminelle unge, der var ude på et skråplan.

I dag er kritikken ebbet ud, og en af hemmelighederne bag karatens succes er, at den ikke kun går ud på selvforsvar, men i lige så høj grad handler om samspillet mellem krop og sjæl.

I dag støder man til og med på karaten inden for plejesektoren som supplement til medicinsk behandling og bl.a. som smertelindring – mildest talt en stor kontrast til, hvordan kampsporten blev brugt på Okinawa for 400 år siden.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul