Selvmål kostede fodboldspiller livet

Ved VM i fodbold i 1994 har narkobaronerne satset enorme summer på, at Colombia kommer langt. Men det går elendigt for det sydamerikanske mandskab, og snart tikker dødstruslerne ind.

Ved VM i fodbold i 1994 har narkobaronerne satset enorme summer på, at Colombia kommer langt. Men det går elendigt for det sydamerikanske mandskab, og snart tikker dødstruslerne ind.

All Over Press

Sveden drypper fra Francisco Maturanas pande. Den colombianske landstræner er plaget af en svær hovedpine efter fiaskoen mod Rumænien i holdets første kamp ved VM i 1994.

Colombia er blandt favoritterne til at vinde verdensmesterskabet i USA, men tur­ne­ringen er kun få dage gammel, og syd­ame­ri­ka­ner­ne er allerede i vanskeligheder. Ét nederlag mere og Maturanas mand­­skab er ude.

Igen og igen prøver han at finde forklaringen på nederlaget og lægge en taktik, som skal sikre sejren over værtsnationen, USA, i næste kamp.

“Vind over USA, eller frygt for dit liv”. Trussel, som spillerne kunne læse på fjernsynet i deres hotelværelse 20. juni 1994.

Den colombianske landstræner sidder på sit hotelværelse med en lille taktiktavle i hænderne, da hans tanker forstyrres af telefonen på natbordet. Han løfter røret og hører en ukendt stemme:

“Maturana, nu skal du lytte og skrive ned. På onsdag mod USA skal du tage Barrabás Gómez af holdet og skifte ham ud med Pitufo de Ávila. Hvis du ikke gør det, vil du og dine spillere dø!” Derpå knalder den ukendte mand røret på.

Da Maturana kort efter samler sine spillere til taktikmøde, kan han ikke holde tårerne tilbage. “Det var som at se sin far græde”, hus­ke­de landsholdsspilleren Leonel Álvarez.

Maturana fortæller om opkaldet, og snart har også spillerne tårer i øjnene. Colombia er i 1990’erne et ekstremt vol­de­ligt land, og narkogangstere li­kvi­derer jævnligt hinanden og personer, som står i vejen for dem.

Pablo Escobar brugte mange af sine kokainpenge på fodbold.

© Joblo

Narkobaron festede med landsholdet

Flere spillere fra VM-holdet i 1994 var nære venner med Colombias mest berygtede narkobaron. Han holdt hånden over dem til sin død.

Pablo Escobar blev kaldt “Kongen af Kokain”. I 1980’erne og starten af 1990’erne var han Colombias mest be­­ryg­­te­­de narkogangster og samtidig en glødende fodboldfan.

Escobar brugte noget af sin 30 mil­li­ard­er dollars store formue på fod­­bold­­klub­­ben Atlético Nacional i sin hjemby, Medellín. Klubben havde kontrakt med hele seks af de colombianske spillere, som deltog i VM i 1994, herunder den myr­­de­­de Andrés Escobar (ikke i familie med Pablo).

Mange af spillerne i Atlético var ko­­ka­­in­­kongens personlige venner og blev jævnligt inviteret til fest og hyg­­ge­­fod­­bold ude på hans enorme ranch.

Mens Pablo Escobar regerede Medellín, turde ingen krumme et hår på spillernes hoved, men året før VM blev han skudt af colombiansk narkopoliti, og der­med forsvandt spillernes eneste reelle sikkerhedsnet.

Træneren og de fleste spillere mener, at truslen skal tages alvorligt, og de få tvivlere indser snart, at de har taget grusomt fejl. Efter tak­tik­mø­det går spillerne tilbage til deres værelser for at hvile, men i stedet for afslapning foran fjern­synet mødes de af endnu et chok. TV’et er allerede tændt og stil­let ind på en servicekanal med et stort skilt:

“Vind over USA, eller frygt for dit liv”, står der på skærmen.

Dødstruslen hviler tungt over det colombianske landshold før den af­gø­ren­de match mod USA. Alle spil­ler­ne bæver af frygt for at begå en al­vor­lig fejl, men det er, præcis hvad en af dem gør. Og få dage senere opsøges han af bevæbnede mænd.

Colombia ydmygede Argentina

I september 1993 – knap et år inden VM – var Colombia en sensation, som alle fod­bold­fans talte om. Det colombianske lands­hold rejste til Buenos Aires for at møde Argentina, som var et af verdens bed­ste mandskaber.

Vandt Colombia, hav­­de holdet kvalificeret sig til VM i USA, men Argentina var både forsvarende sydamerikanske mestre og hav­de i 1990 været i VM-finalen. Des­­uden var det seks år siden, at ar­gen­tinerne­ sidst hav­de tabt en hjemmekamp.

Da matchen begyndte, holdt for­stop­peren Andrés Escobar eksemplarisk sam­men på Colombias forsvar, og angriberne Asprilla, Rincón og Valencia slog til med uhyggelig effektivitet, hver gang chancen bød sig.

Escobar spillede på et stjernespækket landshold med blandt andre anfører Carlos Valderrama og Faustino Asprilla (nr. 1 og 2 fra venstre i forreste række).

© Alloverpress

5-0 vandt Colombia og blev klappet ud af banen af det argentinske hjemmepublikum, som godt kunne se, at deres mandskab var blevet besejret af en overlegen modstander.

Resultatet betød, at Colombia ikke blot var en sikker deltager ved verdensmesterskabet i 1994, men pludselig også blev regnet blandt favoritterne til at vinde VM.

“I mine øjne er Colombia det bedste hold. Det betyder ikke, at de ender med at vinde turneringen, men de vil helt sikkert være blandt de fire semifinalister”, spåede den brasilianske fodboldlegende Pelé.

Narko og fodbold hang sammen

Colombia solede sig i verdens beundring af deres fodboldlandshold, men succesen kunne ikke skjule de mørke skygger, som narkohandel kastede over landet i begyndelsen af 1990’erne.

Colombianerne var verdens største eksportører af kokain, og bagmændene tjente styrtende. De såkaldte narkobaroner havde brug for at få hvidvasket millioner af sorte penge, og fodboldklubber viste sig at være perfekte til formålet.

Den berygtede narkobagmand Pablo Escobar – også kendt som “Kongen af Kokain” – pumpede sammen med andre nar­ko­gang­stere millioner i colombianske klub­ber.

For de mange sorte penge kunne de bygge bedre træningsanlæg, hyre dygtige, udenlandske trænere og tilbyde unge, talentfulde spillere så mange penge, at de blev i klubben, selvom Europas storklubber lokkede.

Når de unge talenter var modnet til stjernespillere, solgte narkobaronerne dem og fik hvid­vas­ke­de millioner i hænderne.

Spillersalg var dog ikke den eneste måde for narkobaronerne at få hvidvas­ket deres penge på. Gambling for enorme summer blev også brugt, og masser af narkopenge blev sat­set hos bookmakere verden over.

VM i 1994 var ingen undtagelse, og succesen i kvalifikationskampene fik nar­ko­gang­stere til at sætte millioner på, at Colombia ville nå langt.

Dødsulykke bekymrede spillerne

Verdensmesterskabet begyndte dog langt­fra så lovende, som Colombias spil­le­gale narkobaroner havde regnet med. Syd­ame­ri­ka­nerne undervurderede upåagtede Rumænien i deres åbningskamp og måtte se sig slået med 1-3.

“Mange gamblere tabte store pengebeløb, og nogle narkobagmænd var særdeles utilfredse med spillernes indsats”, husker den colombianske journalist César Mauricio Velásquez.

Nederlaget var blot starten på en for­fær­de­lig uge for det colombianske lands­hold. Dagen efter fik forsvarsspilleren Luis Fernando Herrera at vide, at hans bror var blevet dræbt i en trafikulykke hjemme i Colombia.

Dødsfaldet gjorde spillerne urolige, for ryg­ter ville vide, at tragedien ikke skyldtes en ulykke, men kunne være nar­ko­gang­steres hævn for nederlaget til Rumænien. En tårevædet Herrera ville om­gå­­en­de rejse hjem, men landsholdskammeraten Andrés Escobar bad ham overveje sagen nok en gang:

“Colombias skæbne afhænger af dig. Det her er vores eneste chance for nogensinde at vinde VM”, forklarede han, hvorefter Herrera besluttede alligevel at blive i landsholdslejren.

“El Caballero del Fútbol” – fodboldsportens gentleman – blev den altid venlige og fair spillende Andrés Escobar kaldt.

© Getty Images

Fodbold blev der ikke talt meget om den dag, for lammende frygt overskyggede alt. “Vores hoveder var fyldt med bekymringer, som man ikke burde have før så vigtig en kamp”, huskede midtbanespilleren Leonel Álvarez.

Én efter én ringede spillerne hjem for at sikre sig, at deres kone, børn og nærmeste familie var i god behold. For at berolige landsholdsspillerne stod colombiansk politi sågar vagt foran spillernes hjem.

Allerede dagen efter blev landstræner Maturana truet på livet over telefonen, og han valgte til sidst at bukke under for presset og sæt­te de Ávila på banen, som stemmen havde krævet.

“Jeg kunne ikke udsætte andres liv for fare”, forklarede Maturana senere.

Selvmål sænkede Colombia

Tilskuere på stadion og TV-seere verden over kunne tydeligt se på spillerne, at spillelysten var væk, da det colombianske mandskab gik på banen til kampen mod USA den 22. juni 1994.

Alligevel tilspillede Colombia sig et par gode chancer i kampens begyndelse, og langsomt så nervøsiteten ud til at slippe sit tag i sydamerikanerne. Efter 35 minutters spil indtraf den katastrofe, som kampen siden skulle blive kendt for, og som kom til at koste den elegante forsvarsspiller Andrés Escobar livet.

“Det har været en utrolig og sjælden oplevelse, og vi ses snart igen”. Andrés Escobar i en kronik få dage før sin død.

27-årige Escobar var højt respekteret i Colombia for sit engagement i kampen mod vold og drab, men et skævt spark gjorde ham selv til mål for had og hævn.

En amerikaner forsøgte at ramme en medspiller med en knaldhård tværaflevering på kanten af straffesparksfeltet, og Escobar kastede sig ned for at sparke bolden ud over baglinjen.

Colombianeren strakte sine lange, tynde ben så meget, han kunne, og fik en fod på indlægget. Men bolden fløj ikke ud over baglinjen, i stedet havnede den i nettet. Escobar havde scoret selvmål.

Hjemme i Colombia så Escobars søster kampen på TV, og i det øjeblik, bolden gik i mål, sagde hendes ni-årige søn: “Nu slår de Andrés ihjel”.

USA vandt sensationelt kampen 2-1, og Colombia røg ud af VM. Mens spillerbussen kørte colombianerne fra stadion til deres hotel, var de fleste enige om, at det ville være uklogt at rejse hjem med det samme – hellere tage et par ugers ferie i udlandet, så den værste skuffelse kunne nå at lægge sig i Colombia.

Andrés Escobar mente ikke, at spillerne burde gemme sig. Efter den sidste og betydningsløse puljekamp mod Schweiz rejste han hjem og gav interviews til journalist efter journalist, der ville høre, hvordan det kunne gå så galt.

Han lod sig også overtale til at skrive en kronik til en avis. Den fik titlen “Det er ikke verdens ende” og handlede både om fodbold og den voldsbølge, som landets narkohandel førte med sig:

“Uanset hvor vanskeligt det ser ud, bliver vi nødt til at rejse os igen. Vi har kun to valg her i livet – at lade vreden lamme os og volden fortsætte eller overvinde modgangen og hjælpe andre mennesker. Valget er vores”, skrev Escobar.

Kronikken sluttede med nogle ord, som kunne stamme fra en mand, der vidste, at han ikke havde langt igen: “Mine varmeste hilsner til alle. Det har været en utrolig og sjælden oplevelse, og vi ses snart igen, for dette er ikke verdens ende”.

Skudt med seks skud

10 dage efter nederlaget til USA mente Escobar, at colombianerne havde haft tid til at fordøje skuffelsen, og han besluttede at tage i byen i Medellín, hvor han boede. Landsholdsspilleren kørte hen til en natklub ved navn El Indio, og her løb han blandt andre ind i narkobaronerne Juan og Pedro Gallón.

Escobar blev myrdet, mens VM fortsat var i gang. På flere stadioner mindedes tilskuere den colombianske spiller med bannere.

© Getty Images

Mens andre i baren viste forståelse for forsvarsspillerens uheld og roste Escobar for hans mod, hånede Gallón-brødrene og deres venner fodboldstjernen.

Klokken tre om natten forlod Escobar natklubben for at slippe for flere tilråb fra brødrene og deres slæng. Da han sad i sin bil, nærmede tre mænd sig. Escobar rullede sideruden ned for at forklare sig endnu en gang og så direkte ind i en pistolmunding.

Så genlød parkeringspladsen af seks brag – efter hvert skud råbte gerningsmanden “mål” med samme tonefald, som TV-kommentatoren havde benyttet, da Escobar scorede selvmålet i den skæbnesvangre kamp.

Morderen skyndte sig væk, mens lands­holds­spil­leren endnu kæmpede for sit liv. 45 minutter senere døde Andrés Escobar på hospitalet i Medellín. 120.000 mennesker fulgte hans kiste gennem byen, da han blev begravet.

6 gange råbte Escobars morder “mål”, mens han skød på fod­boldspil­leren.

© El Mundo Medellin

Morderen slap forbløffende billigt

Humberto Muñoz Castro hed manden, som angiveligt affyrede de seks dræbende skud mod Andrés Escobar. Han var bodyguard for to narkobaroner – brødrene Juan og Pedro Gallón – og havde ifølge vidner skudt gennem bilens siderude og dødeligt såret Escobar.

Meget tyder dog på, at Castro bare adlød ordrer om at tage straffen for sin arbejdsgivers udåd. Under retssagen hævdede flere journalister, at det i virkeligheden var en af Gallón-brødrene, der skød, fordi de to narkobaroner havde spillet en formue på colombiansk succes ved VM-slutrunden i USA.

Castro blev idømt 43 års fængsel, men så længe kom han ikke til at sidde. Korrupte dommere var et ødelæggende problem i 1990’ernes Colombia, og via store bestikkelser fik Castro først nedsat sin straf til 26 år og siden til 11 år. Han blev løsladt i 2005.