Holland – 1300-tallet: Golfbanen er skabt af får
Skotlands golfspillere havde ingen faste regler for, hvordan banen skulle se ud. De tog bare bold og kølle med ud i naturen, som var formet af landets græssende får.
I 1300-tallet var en af vinterens store glæder for hollænderne, at de kunne fornøje sig med at slå til en lille bold med en lang kølle på de flade, glatte tilfrosne kanaler. Hollænderne havde dengang
en meget aktiv handel med Skotland. Skotterne fik hurtigt kendskab til sporten og tog den til sig med stor entusiasme.
De skotske tunger havde svært ved at udtale det hollandske ord for kølle, som var sportens navn, så “kolve” blev til “goff” eller “gouff” – og fra 1500-tallet til ordet golf. Skotterne var begejstrede for spillet. De ville hellere spille golf end øve sig i bueskydning, som var vigtigt for Skotlands forsvar, så i den nationale sikkerheds interesse var det en overgang forbudt ved lov at spille golf.
Spillet havde ingen klart definerede traditioner eller regler, da det ankom til Skotland. I stedet blev sporten formet af naturen omkring den lille landsby St. Andrews nord for Edinburgh, hvor ivrige skotter spillede golf blandt klitter, bakker og græssende får.
Det mest velsmagende græs blev tygget helt i bund af de sultne får, der andre steder gravede sig ned i sandet for at komme i læ. Derved udviklede banerne naturligt tætklippede greens og dybe sandbunkers.
Golfbanen udviklede sig efterhånden til at bestå af en række huller, som man skulle ramme i så få slag som muligt. Men antallet af huller varierede fra bane til bane. St. Andrews-banen havde 11, som man spillede først på vej væk fra klubhuset og derefter i modsat retning.
Men i 1764 besluttede klubben at omlægge banen til kun at have ni huller, hvorefter en runde golf på banen bestod af i alt 18 huller. Denne og andre regler i klubben kom til at danne grundlag for de moderne regler i golfsporten.
Egypten – 3200 f.Kr.: Bowling tog kegler i Egypten
Indtil 1950'erne var det børns arbejde at rejse keglerne op i bowlinghallen.
Da en arkæolog i 1930’erne åbnede et egyptisk gravkammer fra 3200 f.Kr., gjorde han en overraskende opdagelse: Ud over en barnemumie rummede kammeret nogle oldgamle bowlingkegler. Dermed kunne han konstatere, at bowlingsporten er over 5.000 år gammel.
Måske har keglerne haft et helt andet formål, men historikerne ved med sikkerhed, at bowlingens historie går over 1.000 år tilbage i tiden.
Europæerne havde mange forskellige variationer af spillet, men et af de gennemgående elementer var de ni kegler, der skulle rammes.
Da millioner af tyskere, englændere og hollændere emigrerede til USA, tog de deres keglespil med, og i deres nye hjemland udviklede spillet sig til det, vi kender i dag. USA’s første permanente bowlingbane blev anlagt på sydspidsen af Manhattan i New York, hvor byens ældste park i dag findes: Bowling Green.
Bowling blev populært i hele landet, men størrelser på både kegler og baner var vidt forskellige. Først ved en kongres i 1895 blev reglerne ensrettet, og de delegerede bestemte, at bowling skal spilles med ti kegler.
Bowling var en ganske mandskabskrævende sport, fordi de væltede kegler måtte rejses med håndkraft. I 1951 købte den lille virksomhed AMF et patent på en automatisk keglerejsningsmekanisme, og deres maskine bragte bowling ud til masserne. I dag er AMF Bowling Centers verdens største kæde af bowlingcentre.
Rom - 100 f.Kr.: Londons borgmester forbød fodbold
Allerede i 1300-tallet spillede hollændere en slags golf, som de siden eksporterede til Skotland.
Middelalderens fodboldkampe kunne have hundredvis af deltagere på hvert hold og var et voldsomt og kaotisk spil. Fodbold-balladen blev for meget for Londons borgmester, så han forbød byens borgere at spille.
Den store romerske politiker Cicero, som levede i 106-43 f.Kr., beskriver i et af sine breve en episode, hvor en sagesløs mand blev dræbt i en barber-salon. Midt under barberingen blev
han ramt af en vildfaren bold, der kom flyvende ind gennem et vindue.
Romerne var langtfra det eneste folkeslag, der kendte til glæden ved at sparke til en bold. Historiske eksempler findes fra hele kloden både før og efter, men romerne har formentlig utilsigtet spillet en nøglerolle i udviklingen af moderne fodbold:
Nogle historikere mener, romerne tog boldspil med til England under deres besættelse af øen. Andre har den teori, at boldspil kan være kommet til England under normannernes erobring i 1066.
Omkring middelalderen var boldspil populært overalt i Europa, men på De Britiske Øer var befolkningen i særlig høj grad bidt af sporten. Især var boldkampe, hvor hele byer spillede mod hinanden, udbredte, og hvert hold kunne bestå af hundredvis af spillere.
Det var formentlig ikke et krav udelukkende at bruge fødderne. Ordet “fodbold” dukker først op i de historiske kilder i et brev fra en mand, der var tilskuer til en fodboldkamp i Irland i 1308.
Et dokument fra Norfolk i 1321 er den ældste kendte beskrivelse af en fodboldskade: To boldspillere løb sammen. Og fra samme periode findes en deklaration fra Londons borgmester, der forbyder fodbold i byen, fordi det er forbundet med uregerlige menneskemængder.
Ordet “dribling” optræder første gang i 1400-tallet, og et dokument fra 1526 viser, at Kong Henrik 8. bestilte et par fodboldstøvler.
De engelske privatskoler har æren for at organisere fodboldsporten i 1500-tallet og gøre den til en holdsport. Senere fik universiteter deres egne klubber, og i 1857 grundlagde cricket-spillerne N. Creswick og W. Prest Sheffield Football Club – den ældste fodboldklub, der stadig eksisterer.
Iran – 500-tallet: Kavaleriet øvede sig i polo
Den ældste kendte illustration af en polokamp stammer fra en persisk bog fra omkring år 1000.
I Irans antikke by Isfahan kan besøgende i en park betragte nogle karakteristiske stenstøtter. Parken er byens gamle polobane, anlagt af en shah i 1500-tallet.
Og nær Taj Mahal i Indien ligger de hestestalde, der i sin tid blev brugt til mogulens polo-heste. Overalt i Asiens gamle metropoler ses spor efter den beredne holdsport.
Polo er verdens ældste holdsport. De første kampe menes at være blevet spillet i Persien for over 2.500 år siden, hvor stridende centralasiatiske stammer udviklede sporten.
Polo var en effektiv måde at træne kavaleriet på, og datidens polokampe kunne minde om regulære militære slag med op mod 100 mand på hver side.
Efterhånden spredte polo sig over hele kontinentet og blev hofsport for persiske, arabiske, mongolske og kinesiske herskere.
I Vesten var polo ukendt, indtil to britiske officerer så en kamp i Manipur i Indien. Fascineret tog de initiativ til at oprette deres egen poloklub i 1859. Snart blev polo en del af hver-dagen for den britiske hær i Indien, og officerer tog sporten med sig hjem til Storbritannien.
Frankrig – 1100-tallet: Munke spillede tennis uden ketsjer
Wimbledon blev i 1877 centrum for tennis. Her fulgte tilskuerne spændt kampene mellem de bedste spillere.
“Tenez!” råbte de franske spillere til hinanden – “modtag!” – når de servede bolden i en af de mest populære franske sportsgrene i 1600- og 1700-tallet. Englænderne døbte spillet tennis, da det indtog England med storm i de følgende århundreder.
Det oprindelige franske navn var “jeu de paume” – spillet med hånd-fladen. Munke fordrev i 1100-tallet tiden med slå til en bold med hånden. Senere udviklede spillerne tykke læderhandsker til at slå med, og i 1500-tallet kom ketsjeren til.
På trods af sportens traditioner i Frankrig var det englænderne, som førte tennis ind i den moderne tidsalder. Nærmere bestemt major Walter Wingfield, der i 1873 udviklede både præcise regler og banedimensioner. Ikke alle hans påfund var imidlertid holdbare – fx udtænkte han tennisbanen med en form som et timeglas, hvor den var smallest ved nettet – men Wingfield anerkendes i dag som en af fædrene til moderne tennis.
Blot to år senere tog The All England Croquet Club den nye sportsgren til sig og skiftede navn til The All England Croquet and Lawn Tennis Club. Klubben gennemførte de første klubmesterskaber på banerne i Wimbledon i 1877, og lige siden har klub og turnering været sportens højborg.
USA – 1895: Volleyball var for de svagelige
Volleyball var tænkt som et lettere alternativ til basketball for de fysisk svagelige.
I 1895 var William Morgan KFUM-idrætslærer i byen Holyoke i Massachusetts i USA. Fire år tidligere havde en KFUM-kollega i nabobyen opfundet basketball, og sporten var blevet særdeles populær.
Morgan mente imidlertid, at basketball var for fysisk krævende for ældre mennesker, så som et alternativopfandt han spillet “mintonette”.
Da en tilskuer året efter i en opvisningskamp så, at spillet handler om at ramme bolden, mens den er i luften – “flugte” eller “volley” på engelsk – kaldte han det for volley- ball, og navnet hængte ved.
Schweiz 1922: Slalom var for tøsedrenge
Når mænd kørte styrtløb, hyggede børn og kvinder sig på slalombakken.
Ordet “slalom” er norsk og stammer fra Telemarken, hvor uøvede skiløbere kunne øve sig på en anden bane, hvis de ikke turde at køre styrtløb.
Som alpin sportsgren er slalom udviklet af englænderen Arthur Lunn i den lille by Mürren i Schweiz. Den britiske adel elskede det smukke alpeområde, og Lunns far arrangerede rejser hertil.
For også at tiltrække turister om vinteren fandt Lunn på et sæt regler for slalom, og den 1. januar 1922 afviklede han historiens første løb.
Læs også: Løbesportens største dramaer og kampe