Vandring var en hooligansport
En ny og sindsoprivende fodsport blev 1800-tallets helt store publikumsmagnet. Foran tusindvis af tilskuere gik gæve vandringsmænd umenneskelige distancer for at sikre sig ære og store præmiesummer.

Foran tusindvis af begejstrede tilskuere gik vandrerne om kap i dagevis uden pause.
Edward Payson Weston sidder afkræftet på sin seng og knuger en flaske whisky mellem hænderne. Udenfor hamrer regnen nådesløst mod jorden, og vindens piben skærer sig gennem hotelværelsets væg.
Weston skruer låget af flasken og hælder indholdet ned i sine støvler for at forhindre infektioner i sine vabelfyldte fødder.
Klokken er et om eftermiddagen den 11. november 1867, da den unge mand træder ud på gaden i byen Palmyra. Weston er nået halvvejs igennem de 2.000 km, som han skal nå at gå i løbet af 26 dage.
Hundredvis af begejstrede fans er mødt op for at sende ham godt afsted på endnu en 76 km lang etape.
I aviserne kan man dagligt læse om Westons vanvittige bedrift, og myten om ham bliver ikke mindre, da han senere slæber sig otte km gennem høje snedriver med to forstuvede ankler.
Weston er ikke selv klar over det, men hans pinsler på de amerikanske landeveje bliver startskuddet til en ny dille: Pedestrianisme udvikler sig i løbet af få år til at blive 1800-tallets mest populære sportsgren.
Det hele var startet med et væddemål. Weston var flad som en fodsål efter en række dårlige forretninger, og for at tjene penge væddede han 10.000 dollars med en ven.
På 26 dage skulle Weston gå hele vejen fra kystbyen Portland i staten Maine til Chicago.
Knap en måned, 2.589.312 skridt og en hulens masse vabler senere nåede han sejrrigt i mål.
50.000 begejstrede tilskuere tog imod ham i Chicago, og Weston priste sin sport i høje vendinger: “Vandring som idræt er noget, jeg ønsker at se udbredt. Jeg er overbevist om, at det vil komme ungdommen i alle lande til gode. Det er en motionsform, der ikke blot er sund, men også en fornøjelse og den bedste form for motion, en mand kan kaste sig over”.
Weston var landevejenes kronede konge, men i kulissen snørede hans rivaler allerede støvlerne.