Allerede for over 2 000 år siden begyndte vores forfædre at nedskrive, hvad forskellige personer, især kendisser, havde sagt i dødsøjeblikket.
Menneskenes interesse for den slags sentenser er dog ikke noget, der kun hører historien til.
Da Steve Jobs, en af computerforetagendets Apple's to grundlæggere, døde for mindre end to år siden, bredte hans sidste ord sig lynhurtigt over hele verden sammen med spekulationer om, hvad han monstro havde ment med sit: ”Oh wow. Oh wow. Oh wow.”
Vores fascination af de berømtes sidste ord er altså i høj grad et levende fænomen.
Den vigtigste årsag hertil er, at døden er en af de vigtigste begivenheder i et menneskes liv, og at alt, hvad der hænger sammen med dette, ufravigeligt interesserer os.
Intensiv sidste replik
En anden forklaring på den store interesse for denne type afskedsord er, at vi kan være sikre på, at de sidste ord, der bliver sagt på dødslejet, virkelig er de aller-sidste ord.
Efter dem kommer der ikke flere, i hvert fald ikke i dette liv. De sidste ord bærer kort sagt på en dramatisk intensitet, hvorfor de virker tillokkende.
I den vesterlandske og kristne kultur har kirkens mangehundredeårige fokus på dødsøjeblikket bidraget til, at interessen for sidste ord har holdt sig helt op til vore dage.
Fra middelalderen og nogle århundreder frem blev der udgivet håndbøger i ars moriendi – ”kunsten at dø” – hvor et af rådene netop var at formulere en gudfrygtig afskedshilsen for at være sikker på at komme i himlen og ikke et varmere sted.
Omkring dødslejet samledes familie, venner og tjenestefolk for at bevidne, og i mange tilfælde også nedskrive, hvad den døende fremmumlede.
Med tiden ændredes karakteren af de bevarede afskedsord, fra religiøst farvede til mere verdslige yt-ringer. Fra 1600-tallet begyndte der at udkomme samlinger med sidste ord-citater, og det gør der stadig, fx i form af trykte antologier eller lister på internettet.
Fejlagtige citater
Desværre er det meget almindeligt, at informationer om denne type citater er fejlagtige. Tit tilskrives en og samme person flere forskellige samlinger sidste ord.
Tit er de sidste ord fiktive og lagt i den afdødes mund af eftertiden for at tilgodese omverdenens forventninger til, at en person, der har været noget særligt i livet, også bør have forladt verden med et storartet og mindeværdigt afskedsord på læberne.
Det er også meget almindeligt, at de ord, der påstås at være de sidste, ikke blev sagt i dødsøjeblikket, men på et andet tidspunkt.
Eller også er de blevet sagt på dødslejet, men er blevet efterfulgt af andre, mindre slående udtalelser.
Her er nogle kendte historiske personers påståede sidste ord – nogle ægte, andre halvsande, andre formentlig ren og skær fantasi.
Julius Cæsar gjenkjente sinn venn Brutus blant morderne.
"Også du, min Brutus!"
Næsten alle "ved," at den romerske politiker og feltherre Julius Cæsar råbte "Et tu, Brute?" da han fik øje på vennen Marcus Brutus blandt de sammensvorne senatorer, der stak ham ned i år 44 f.v.t.
Det er et af den vestlige histories bedst kendte citater, og det er blevet et udtryk for det yderste forræderi.
Problemet er bare, at Cæsar aldrig sagde sådan. Der findes i hvert fald intet belæg for det i de antikke kilder.
Citatet er blevet kendt gennem den engelske dramatiker William Shakespeares stykke Julius Cæsar, som blev skrevet omkring 1599 – altså over 1600 år efter, at Cæsar blev myrdet.
Men Shakespeare fandt ikke selv på replikken. Den havde været med i tidligere engelske stykker. Ophavsmændene til dem var på sin side formentlig blevet inspireret af den antikke forfatter Sueton.
Han henviser til i dag forsvundne kilder, som hævdede, at Cæsar skulle have råbt (så nogenlunde oversat til): "Også du, unge mand." Dog ikke på latin, men på græsk, det sprog, som den romerske overklasse gerne talte: Kai sy, teknon.
Teaterforfatterne i det elizabetanske England tolkede derefter citatet på deres egen måde og fik det altså til: "Et tu, Brute?", muligvis via middelalderlige forlæg. Resten er, som man plejer at sige, historie. Men i dette tilfælde er det altså fantasien, der overgår virkeligheden.
Billy the Kid var kun 21 år da han blev skudt og dræbt.
"Hvem er det?
Billy the Kid er en af de mest kendte skikkelser i den myteomspundne epoke i den amerikanske historie, der kaldes Det Vilde Vest.
Nogle gange er Billy blevet portrætteret som en Robin Hood-agtig helt, andre gange som en psykopatisk morder.
I virkeligheden var han formentlig ingen af delene, snarere en rastløs ung mand med en elendig dømmekraft, der kom i dårligt selskab og farlige situationer, idet han forsøgte at hutle sig igennem i en voldelig tid og et voldeligt område.
Billy the Kid blev født som Henry McCarty, formentlig i 1859, og var altså 21 år, da han blev skudt af sheriffen Pat Garrett en hed sommernat i 1881.
Den 21-årige blev overrasket af Garrett i et mørkelagt soveværelse.
Da Billy, der talte flydende spansk, trådte ind ad døren og forstod, at der var nogen i rummet, hvæsede han: Quién es? – "Hvem er det?"
Få sekunder senere blev han skudt af Garrett, uden at have fået noget svar, og dermed uvidende om, hvem der skød.
Propagandaminister Joseph Goebbels med familie på besøg hos Adolf Hitler.
"Min älskade son, lev för Tyskland!"
Om aftenen den 1. maj 1945 begik Magda Goebbels og hendes mand Joseph, nazisternes propagandaminister, selvmord.
Nogle timer tidligere havde parret sørget for, at deres seks fælles børn døde i førerbunkeren i Berlin.
Mange har spurgt sig selv, hvordan Magda Goebbels kunne begå en sådan næsten ufattelig handling, især fordi Hitler havde opfordret hende til at forlade bunkeren og tage børnene med. En del af svaret står at læse i det brev, som Magda Goebbels skrev til sin voksne søn Harald.
I brevet, der blev fløjet ud af det omringede Berlin tre dage inden mordet på børnene, skriver Magda Goebbels, at livet efter nazismens sammenbrud og Hitlers død ikke ville være værd at leve.
Derfor havde hun valgt at følge sin Führer til den bitre ende, og derfor måtte også børnene dø. Men andre ting kan også have spillet ind.
Måske frygtede hun for tanken om at blive fornedret, eller at børnene skulle anklage hende for at have deltaget i krigsforbrydelser; hun havde jo fungeret som Det Tredje Riges førstedame i alle officielle sammenhænge. Fru Goebbels slutter brevet med en opfordring til Harald om at sørge for, at hans familiemedlemmers død ikke skal have været forgæves. Det blev også hendes sidste ord til omverdenen: "Min elskede søn, lev for Tyskland!"
Che Guevara blev taget til fange og henrettet ved en CIA-ledet operation i Bolivia.
"Du skal vide, du dræber et menneske"
Den argentinske læge Ernesto ”Che” Guevara blev revolutionshelt efter at have deltaget i den succesrige guerillakrig på Cuba. Derefter gjorde han flere mislykkede forsøg på at udbrede revolutionen til andre lande.
I 1967 blev Che taget til fange i Bolivia, og den 9. oktober 1967 blev han henrettet, uden rettergang.
Der findes flere versioner om, hvordan det gik til. Den sergent, der skød Che, har fortalt, at hans offer sagde: ”Skyd, din kujon, du dræber kun et menneske.” Det er blevet tolket, som at oprørslederen mente, at selvom han døde, ville den revolutionære kamp leve videre. En amerikansk rapport hævder dog, at Che sagde: ”Du skal vide, at du dræber et menneske.” Nedskydningen øgede i hvert fald Che Guevaras status som udødeligt revolutionært ikon.
Napoleon døde i fangenskab på Saint Helena, 1821.
"Frankrig … hæren …hærens ledelse …Joséphine …"
I juni 1815 blev den franske kejser Napoleon 1. besejret af en international koalitionshær ved Waterloo og derpå ført til øen Saint Helena. Efter knap seks år i fangenskab døde han, formentlig af mavekræft.
Der findes dog forskere, som mener, at ekskejseren blev myrdet med gift. Vi får formentlig aldrig et definitivt svar på, hvad der tog livet af Napoleon Bonaparte, og de sidste ord, som han efter sigende pressede frem, inden han døde, gør os heller ikke klogere.
De plejer at blive oplyst som: "Frankrig … hæren … hærens ledelse … Joséphine …"
Napoleons sidste ord opsummerer derimod hans liv så effektivt, at man får en mistanke om, at de er blevet lagt i munden på ham af eftertiden.
Men hvis ordene er autentiske, så er det mest gribende vel, at han nævnte sin tidligere hustru Joséphine de Beauharnais navn.
Det viser, hvor meget hun stadig betød for ham, og hvor smertefuldt det må have været at blive tvunget til at forlade hende og gifte sig igen, fordi parret ikke havde haft held til at "producere" en tronarving.
Jeanne d'Arc blev ført til bålet i 1431, kun 19 år gammel.
"Jesus, Jesus, Jesus, Jesus, Jesus, Jesus"
Den franske bondepige Jeanne var kun omkring 17 år, da hun i sin skinnende rustning og med sin hvide fane bidrog til at hæve den engelske belejring af byen Orléans og dermed bane vejen for, at den franske kronprins blev kronet som Karl 7. Dermed var englændernes overtag i 100-årskrigen blevet brudt.
Ikke dårligt af en teenager fra simple kår , som i øvrigt hverken kunne læse eller skrive. Selv påstod Jeanne, at hun blev vejledt af himmelske stemmer, og at hun af Gud havde fået til opgave at udrette det, hun gjorde.
Hendes egen benhårde overbevisning om, at det var tilfældet, og samtidens tro på, at det var muligt, er en del af forklaringen på hendes bedrifter.
Efter sin indledende succes endte Jeanne, der først langt senere fik tilnavnet d’Arc, som fange hos englænderne.
Disse dømte hende til døden, og kun 19 år gammel blev hun i 1431 tvunget til at stige op på bålet. Man påstår ofte, at hendes sidste ord skulle have været: "Rouen, Rouen – er det her, jeg skal dø?"
I virkeligheden gentog hun navnet "Jesus" seks gange, inden hun blev omsluttet af flammerne.
Læs også: Jomfruridderen Jeanne d'Arc vækkede Frankrigs kampgejst
De sidste ord Marilyn Monroe ytrede var i en telefonsamtale.
"Sig farvel til Pat, sig farvel til præsidenten... "
Om aftenen den 4. august 1962 ringede skuespilleren Peter Lawford til sin ven og kollega Marilyn Monroe for at spørge, om hun havde lyst til at komme til middag hjemme hos ham og hans kone Pat.
Monroe sagde nej tak, hvorpå hun fremmumlede en lang afskedsremse, og så blev der stille i røret.
Senere på natten blev den verdensberømte filmstjerne fundet død i sit hjem i Los Angeles. Det meste tyder på, at hun havde taget sit eget liv med en overdosis sovepiller, alternativt at det var sket ved en fejltagelse.
Diverse konspirationsteoretikere hævder dog, at hun blev myrdet, og at det var den ene eller begge de to brødre John F. og Robert Kennedy, der stod bag mordet.
Motivet skulle have været, at hun havde haft et forhold til begge mænd.
Men på trods af ihærdige rygter findes der ingen beviser for, at Marilyn Monroe rent faktisk havde været elskerinde til nogen af brødrene.
Peter Lawford, den sidste, man med sikkerhed ved talte med Marilyn Monroe, inden hun døde, var derimod gift med Kennedybrødrenes søster Patricia – hvilket formentlig tjener som forklaring på stjernens afskedsord.
Johannes Kepler og Tycho Brahe samarbejdede i Prag.
"Måtte jeg ikke have levet forgæves"
Den 13. oktober 1601 deltog den danske astronom, astrolog og alkymist Tycho Brahe i et gæstebud i Prag.
Brahe gik ikke på toilettet i de timer, banketten varede, eftersom det blev betragtet som et brud mod etiketten at forlade bordet inden værten.
Da Tycho Brahe kom hjem, var han ikke i stand til at lade vandet. Flere døgn med søvnløshed og smerter fulgte, siger myten.
Den sidste nat i live udtalte Brahe i sin febervildelse gang på gang den latinske sætning: Ne frustra vixisse videar – så nogenlunde: "Måtte jeg ikke have levet forgæves."
Det var dog formentlig ikke Tycho Brahes allersidste ord; disse var sandsynligvis rettet mod et af medlemmerne i hans familie.
Men takket være sit almenmenneskelige indhold er det hans bøn om, at hans gerning som videnskabsmand måtte leve videre, der har sat sig fast i citatsamlingerne.
Og Brahes ønske blev opfyldt; det var takket være hans observationer af stjernehimlen, at den tyske astronom Johannes Kepler kunne udarbejde sine epokegørende love for planeternes baner.