Allerede for over 2 000 år siden begyndte vores forfædre at nedskrive, hvad forskellige personer, især kendisser, havde sagt i dødsøjeblikket.
Menneskenes interesse for den slags sentenser er dog ikke noget, der kun hører historien til.
Da Steve Jobs, en af computerforetagendets Apple's to grundlæggere, døde for mindre end to år siden, bredte hans sidste ord sig lynhurtigt over hele verden sammen med spekulationer om, hvad han monstro havde ment med sit: ”Oh wow. Oh wow. Oh wow.”
Vores fascination af de berømtes sidste ord er altså i høj grad et levende fænomen.
Den vigtigste årsag hertil er, at døden er en af de vigtigste begivenheder i et menneskes liv, og at alt, hvad der hænger sammen med dette, ufravigeligt interesserer os.
Intensiv sidste replik
En anden forklaring på den store interesse for denne type afskedsord er, at vi kan være sikre på, at de sidste ord, der bliver sagt på dødslejet, virkelig er de aller-sidste ord.
Efter dem kommer der ikke flere, i hvert fald ikke i dette liv. De sidste ord bærer kort sagt på en dramatisk intensitet, hvorfor de virker tillokkende.
I den vesterlandske og kristne kultur har kirkens mangehundredeårige fokus på dødsøjeblikket bidraget til, at interessen for sidste ord har holdt sig helt op til vore dage.
Fra middelalderen og nogle århundreder frem blev der udgivet håndbøger i ars moriendi – ”kunsten at dø” – hvor et af rådene netop var at formulere en gudfrygtig afskedshilsen for at være sikker på at komme i himlen og ikke et varmere sted.
Omkring dødslejet samledes familie, venner og tjenestefolk for at bevidne, og i mange tilfælde også nedskrive, hvad den døende fremmumlede.
Med tiden ændredes karakteren af de bevarede afskedsord, fra religiøst farvede til mere verdslige yt-ringer. Fra 1600-tallet begyndte der at udkomme samlinger med sidste ord-citater, og det gør der stadig, fx i form af trykte antologier eller lister på internettet.
Fejlagtige citater
Desværre er det meget almindeligt, at informationer om denne type citater er fejlagtige. Tit tilskrives en og samme person flere forskellige samlinger sidste ord.
Tit er de sidste ord fiktive og lagt i den afdødes mund af eftertiden for at tilgodese omverdenens forventninger til, at en person, der har været noget særligt i livet, også bør have forladt verden med et storartet og mindeværdigt afskedsord på læberne.
Det er også meget almindeligt, at de ord, der påstås at være de sidste, ikke blev sagt i dødsøjeblikket, men på et andet tidspunkt.
Eller også er de blevet sagt på dødslejet, men er blevet efterfulgt af andre, mindre slående udtalelser.
Her er nogle kendte historiske personers påståede sidste ord – nogle ægte, andre halvsande, andre formentlig ren og skær fantasi.