Hvordan ved forskerne, hvordan de gamle sprog lyder?
Kort fortalt, så kan de ikke vide det med 100 pct. sikkerhed, da der jo ikke er optagelser af fx egyptere, som levede for 4000 år siden. Men da de fleste af disse sprog er forgængere for sprog, der eksisterer i dag, kan forskerne ved komparative analyser undersøge det samme ord indenfor forskellige relaterede sprogstammer og dialekter. På den måde kan de skabe hvad, der kan kaldes ordets historie, og med en vis sandsynlighed komme frem til den oprindelige ordlyd.
Dette gøres med så mange ord som muligt, og til sidst vil der være skabt et billede, som nogenlunde retvisende kan fortælle os, hvordan sproget fra oldtiden lød.
Et andet vigtigt element i forskernes arbejde er stavefejl. Der var ingen stavekontrol og ikke engang en retstavningsordbog i oldtidssamfundene, så lige siden sumerernes kileskrift – verdens ældste nedskrevne kilder – har der sneget sig massevis af stavefejl ind i de historiske tekster.
For mange historikere kan disse stavefejl være irriterende. Navne bliver fx ofte stavet forkert, hvilket kan gøre det svært at vide om kilderne omtaler den samme person. Men for forskere indenfor historisk lingvistik er stavefejl guld værd. De fortæller nemlig tydeligt, hvilke bogstaver og sammensætninger af bogstaver, som lød ens i talesproget.
Et sidste vigtigt brik for forskerne er sange, digte og alt, som er blevet skrevet til at rime. Sange og digte var en fast del af mange oldtids-civilisationer – fx de gamle grækere og romerne – og mange af dem har overlevet til i dag.