Historiens tidligste skriftsprog var kileskrift, som blev nedfældet første gang i 3400 f.Kr. i Mesopotamien (dele af nutidens Irak, Kuwait og Syrien).
Sproget blev udviklet af oldtidsfolket sumererne, der brugte tilspidsede siv til at trykke deres skrifttegn ned i lertavler. Hvor de første tegn bestod af piktogrammer, udviklede kileskrift sig med tiden til et avanceret sprog med op til 1.000 tegn.
Arkæologiske fund viser, at tegnene blev brugt til bl.a. at foretage bogføring, skrive personlige breve og forfatte lange digte.
Op mod 2 mio. lertavler er blevet udgravet hidtil, men kun få procenter er afkodet.
Kileskrift har ikke bogstaver i moderne forstand. I stedet består sproget af tegn, som symboliserer lyde eller hele ord. Det betyder, at skriftsproget ikke kun er begrænset til ét talesprog, men let kan tilpasses forskellige sprog.
Arkæologer har gjort fund, som viser, at kileskrift blev brugt til at nedfælde omkring 15 forskellige sprog. De fleste af de fundne lertavler er på sumerisk og akkadisk, som ikke var beslægtede sprog.
Kileskrift fortsatte med at blive brugt af forskelige kulturer til efter Jesu fødsel.
Det yngste kileskrift-dokument, som forskerne har dateret, er en astronomisk tekst, der stammer fra år 75 e.Kr.