Skriftsprogets historie: Sumererne skrev os ind i historien

Sumerisk

Omkring 3500 f.Kr. greb en ukendt sumerer et siv og ridsede et budskab ind i fugtigt ler. Selvom skriveren gjorde sig umage med at lave tydelige tegn, bl.a. en hånd, har sprogforskerne stadig ikke afkodet Kish-tavlen - verdens ældste bevis på skriftsprog.

Det første skriftsprog opstod i Mesopotamien, et landområde bestående af flere kulturer, i det nuværende Irak, hvor Kish-skribentens efterfølgere videreudviklede det talte sprogs ord til piktogrammer (billedtegn). En tegning af solen kunne eksempelvis både betyde sol og den tid, hvor solen skinner, dvs. dag.

På sumerisk havde mange ord kun én stavelse, og de skriftkloge fandt hurtigt ud af, at de også kunne lade billedtegnene stå for stavelser – som hvis man på dansk lod taltegnet 2 stå for lyden to- (“2mat”).

Efterhånden blev sumerernes rebus-lignende miks af billed- og stavelsestegn forvandlet, og omkring 3200 f.Kr. var den klassiske, trekantede kileskrift opstået. Den blev bl.a. brugt til at nedskrive det sumeriske sagn om helten Gilgamesh.

Kinesisk

Ligesom sumererne forsøgte oldtidens kinesere at beskrive verden med billedtegn. Kinesiske arkæologer har udgravet tusindvis af skildpaddeskjolde og dyreknogler fra ca. 1200 f.Kr med indridsede piktogrammer– såkaldte orakelben, der blev brugt til spådomme.

Senere gik kineserne over til at skrive på papir med pensel og blæk, hvorved tegnene fik deres karakteristiske form.

Moderne kinesisk er en blanding af billed- og stavelsesskrift. Derfor behøver kinesisktalende ikke nødvendigvis at lære et tegn for hvert eneste ord i sproget.

Mange af tegnene i det kinesiske alfabet forudsætter dog et særligt kendskab til kinesisk kultur – eksempelvis er tegnet for “døv” (聾) sat sammen af tegnene for “drage” (龍) og “øre” (耳). Forskerne skønner, at en veluddannet indbygger i Kina behersker op til 4.000 tegn, mens en ordbog typisk indeholder dobbelt så mange.

Fønikisk

Omkring 1000 f.Kr. begyndte fønikerne at skrive. Civilisationen i det østlige Middelhav, kendt for sit handelsmonopol på purpurfarvet stof, havde gjort endnu en enestående opfindelse – lydskriften.

Selvom egypterne og sumererne i århundreder havde formuleret sig på skrift, var deres skriftsystemer stadig baseret på billeder med hundredvis af tegn.

Fønikerne forstod, at de hverken behøvede tegn for alting eller for hver eneste stavelse – et tegn pr. talelyd var rigeligt. Ud fra egyptiske hieroglyffer – som gradvist blev omtegnet og forenklet – skabte Fønikiens skriftlærde verdens første alfabet.

De 22 bogstaver i det fønikiske alfabet var konsonanter. Vokaler dukkede først op i det græske alfabet omkring 750 f.Kr.

Arabisk

I begyndelsen af 700-tallet var det lykkedes arabiske krigere at udbrede den nye religion islam over et gigantisk område, der strakte sig fra Centralasien til Sydspanien.

I krigernes kølvand fulgte den arabiske skrift, som teksterne i den hellige bog Koranen var skrevet med.

Skriften var en videreudvikling af aramæisk, brugt af bl.a. købmænd i klippebyen Petra i Jordan omkring år 100 e.Kr. Til forskel fra latinske bogstaver skrives arabiske tegn fra højre mod venstre, og der skelnes ikke mellem store og små bogstaver.

Generelt skrives de ældste alfabeter i verden fra højre mod venstre, og historikere gætter på, at det var nemmere at hugge tegnene ind i den retning for højrehåndede.

Da vi begyndte at skrive på papir, blev blækket til gengæld tværet ud af skriveretningen, og derfor skrives de fleste sprog, som er opfundet efter papiret, fra venstre mod højre.

Latin

Romerriget var en lille republik på den italienske Latiumslette, da antikkens kommende supermagt omkring år 500 f.Kr. begyndte at nedfælde latin med bogstaver.

Tegnene blev lånt fra grækerne og etruskerne. I begyndelsen stod tegnet C for både k- og g-lyden, men omkring 200 f.Kr. udstyrede romerne nogle C’er med krog og skabte dermed et G.

Det klassiske latinske alfabet indeholdt 23 tegn, hvoraf Y og Z kun blev brugt i fremmedord fra græsk.

U og V var oprindeligt varianter af det samme bogstav, mens I-varianten J først blev et selvstændigt bogstav i 1500-tallet.

I middelalderen kombinerede munke i forskellige lande latinske bogstaver til nye tegn, fx W (v + v), Ñ (n + n) og Æ (a + e).

Runeskrift

Ifølge eddadigtet Hávamál (Den højes tale) opdagede vikingernes hovedgud, Odin, kunsten at riste (dvs. skrive) runer efter at have hængt ni døgn i træet Yggdrasil.

Arkæologerne påpeger dog, at de første runer – kantede bogstaver indridset i sten eller træ – dukkede op allerede blandt vikingernes germanske forfædre i årene lige efter Kristi fødsel.

Germanerne var sandsynligvis inspireret af alfabeterne syd for Alperne – eksempelvis ligner runen ᛒ romernes B, og begge tegn gengav den samme lyd. Ligesom den latinske abc blev runerne husket i en særlig rækkefølge, som kaldes fuþark (futhark) efter de seks første runer.

Mayaskrift

I Guatemala og det sydlige Mexicos regnskov skrev mayaernes tempelpræster med et af verdens mest komplekse skriftsystemer.

De detaljerede, firkantede tegn med afrundede hjørner blev organiseret i tekstblokke og malet på vægge, keramik og bark.

Nogle mayategn står for hele ord, andre tegn står for stavelser, og atter andre kan repræsentere begge dele, alt efter kontekst.

Ordet for jaguar, b’alam, kan fx skrives med enten et billedtegn (et jaguarhoved), de tre stavelser b’a-la-ma eller en kombination af billedtegnet og stavelsestegnene.

I årevis voldte mayaskriften sprogforskerne søvnløse nætter, men i 1980’erne begyndte det endelig at lysne, og i dag kan eksperterne forstå over 60 procent af de mystiske inskriptioner.