Livet som udsendt brite i Indien er ikke altid lige spændende. Derfor bliver dommer William Jones’ begavede foredrag altid imødeset med spænding. Denne torsdag aften i 1786 vil han tale om sprogenes gådefulde oprindelse.
William Jones indleder med at udtrykke sin forundring over at mange indiske ord minder om europæiske. For eksempel lyder det engelske ord for bror – brother – næsten som på sanskrit. Indbyggerne i oldtidens Sydasien kaldte en bror for bhratar.
“Sproget sanskrit, hvor gammelt det end er, har en vidunderlig struktur: Mere perfekt end græsk, rigere end latin. Dog har det en stærk lighed med dem begge. I sandhed så stærk, at ingen forsker kunne undersøge dem alle tre uden at tro, at de måtte være udsprunget af en fælles kilde”, forklarer Jones.
Lighederne er Jones ikke den første til at bemærke, alligevel vil hans foredrag blive banebrydende. I dag regner mange Jones for ophavsmanden til moderne sprogvidenskab: Lingvistik.
Vi kan takke William Jones for bl.a. brødrene Grimms eventyr. Inspireret af Jones bestilte to rigmænd i 1812 et værk med gamle tyske folkesagn. Jacob og Wilhelm Grimm samlede de mundtlige fortællinger i en bog.
Da hans tale udkommer på skrift to år senere, kaster videnskabsmænd i hele verden sig over teorien om en fælles sproglig forfader til europæernes sprog. Men først nu er forskerne ved at finde et svar. Deres bedst underbyggede bud peger på et stolt nomadefolk – jamnajaerne – som trængte ind i Europa for ca. 5.000 år siden.
Sproget opstod på stepperne
Nær floden Dnepr i det centrale Ukraine åbnede arkæologerne i 2007 en kurgan – en gravhøj fra jamnajakulturen. Da jorden var skovlet til side, fandt forskerne et velbevaret og langlemmet skelet. Graven tilhørte et højtstående medlem af jamnajaernes samfund, for kun eliten blev mindet med så bekosteligt et monument.
I det vestlige Europa begravede bronzealderens samfund stadig deres døde i store fællesgrave, men den nye skik med enkeltgrave vandt efterhånden frem. Sprogforskere kan følge jamnajaernes fremmarch ved at studere gravhøjene, der gradvist blev opført tættere og tættere på Vesteuropa.
Jamnajaerne erobrede Europa 3.000 år f.Kr.
DNA-analyser har givet forskerne en forståelse af, hvor hurtigt jamnajakulturen og dens indoeuropæiske sprog spredte sig mod vest. Prøverne er taget fra knogler og tænder fundet i 101 jamnajagrave over hele Europa.
3300 f.Kr. – de russisk-ukrainske stepper
Jamnajaerne levede oprindeligt på stepperne nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav. De fleste af dem var nomader, som holdt kvæg. Andre var fastboende agerdyrkere. Eliten blev begravet i gravhøje – kaldet en kurgan.
3000-2900 f.Kr. – Rumænien og Bulgarien
Med tiden vandrede jamnajaerne mod vest. Hvorfor ved forskerne endnu ikke med sikkerhed. I det nordlige Bulgarien fandt arkæologer i 1979 en jamnajagrav fra 3000 f.Kr. På en kurgan i landsbyen Plachidol var to steler rejst, og i graven lå en kvinde sammen med to træhjul til en vogn.
2800-2700 f.Kr. – Tyskland
Forskerne strides om, hvor voldeligt jamnajakulturens indtog i Centraleuropa forløb. En grav i Eulau nær Leipzig rummede et forældrepar med to børn, som alle bar spor efter et dødeligt overfald med stikvåben og køller.
2700-2500 f.Kr. – Norden
Seks skeletter fundet i Danmark viser sig at bære jamnaja-gener. Det ældste af skeletterne kan dateres til ca. 2670 f.Kr.
Yderligere otte skeletter fundet i Sverige er ligeledes jamnajaer. Det ældste blev gravlagt omkring 2540 f.Kr. Også Sydnorge og det sydvestlige Finland blev ifølge eksperter befolket af jamnajaer.
2300 f.Kr. – England
Jamnajaerne stoppede ikke, da de nåede Den Engelske Kanal. I Amesbury nær Stonehenge udgravede britiske arkæologer i 2002 en bueskytte med underarmsbeskyttere og gyldne ringe i håret. DNA-undersøgelser viser, at han var jamnaja og stammede fra Alperne.
Jamnajakulturen opstod på stepperne nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav – mellem floderne Dnepr og Ural. Fund af bl.a. keramik viser, at jægere fra Sibirien og agerdyrkere fra Anatolien i det nuværende Tyrkiet allerede omkring år 7000 f.Kr. søgte lykken på de frodige stepper. Med tiden blandede de to kulturer sig, og jamnajaernes forfædre opstod.
På de nærmest endeløse vidder græssede flokke af vildheste, som blev jaget og spist af jamnajaernes forfædre. Ifølge flere moderne forskere talte steppefolket en slags “indoeuropæisk” – det sprog, som William Jones antog lå til grund for både europæiske og indiske sprog som fx hindi.
Da klimaet på steppen omkring år 4000 f.Kr. blev koldere, vandrede nogle af dem via Bulgarien rundt om Sortehavet og satte over Bosporusstrædet til Anatolien. Her blev de ifølge én teori forfædre til oldtidsfolket hittitterne, som Egyptens faraoer senere måtte udkæmpe drabelige slag mod.
I årtusinder var folkeslag på vandring gennem Europa i deres søgen efter byttedyr, frodig landbrugsjord eller græsgange til deres dyr.
Tre indvandringsbølger befolkede Europa
Afrikansk eksodus
Knogle- og våbenfund viser, at det moderne menneske (Homo sapiens) indvandrede til Europa fra Afrika for ca. 45.000 år siden. Her fortsatte de deres tilværelse som jæger-samlere. De første europæere fulgte sporene af antiloper, urokser og andet storvildt og levede som nomader i ca. 30.000 år.
Anatolske agerdyrkere
For 8.000-9.000 år siden begyndte jæger-samlere at blive udkonkurreret af folkeslag, som var brudt op fra Anatolien (nutidens Tyrkiet). Denne anden indvandringsbølge slog sig permanent ned for at dyrke jorden og holde tamdyr. Agerdyrkerne havde lettere ved at brødføde deres børn, fordi korn og andre afgrøder kunne opmagasineres i lang tid. De kunne også slagte nogle af deres får, geder eller grise, når nøden var størst.
Jamnajaerne kommer
Den såkaldte bondestenalder sluttede for ca. 5.000 år siden, da nomadefolket jamnajaerne forlod de ukrainske og russiske stepper for at drage mod vest. De medbragte skarpe bronzevåben og det sprog, som næsten alle europæere i dag taler en variant af.
De tilbageværende stammer fortsatte deres udvikling på stepperne nord for Sortehavet og tilpassede sig det koldere klima. I stedet for blot at slagte deres husdyr, når de manglede kød, indså jamnajaernes forfædre, at dyrene kunne være til gavn på mange flere måder.
Okser blev spændt for slæder og plove. Køer, får og geder blev malket og mælken kærnet til ost og smør. Omkring år 4000 f.Kr. lykkedes det desuden steppehyrderne at fremavle får med en særlig tyk pels, så ulden kunne kartes, spindes og væves til tøj.
Vogne åbnede verden
Udviklingen inden for dyrehold var ifølge den anerkendte arkæolog Andrew Sherratt (1946-2006) fra University of Cambridge årsagen til jamnajaernes senere succes. Med de firbenedes hjælp kunne menneskene fra steppen koncentrere sig om andet end hele tiden at skaffe mad – så muligheden for at udvide deres territorium opstod.
De fik også overskud til at eksperimentere med smedekunsten – først med kobber og senere bronze.
Jamnajaerne stedte deres afdøde til hvile i grave beregnet til én person. Den afdøde blev lagt på ryggen med benene bøjet, hvorefter liget blev smykket med gulbrun okker.
Arkæologer mener, at jamnajaerne var nogle af de første til at bruge vogne med hjul, og deres oksetrukne kærrer gjorde folkeslaget mere mobilt end deres samtidige.
Eksperter betegner derfor perioden 3300 f.Kr. til 2600 f.Kr. som jamnaja-kulturens epoke, hvor folket fra stepperne erobrede verden. Oksetrukne kærrer gjorde det muligt at medbringe så meget proviant, at nomaderne ikke risikerede at sulte og tørste, mens de drev deres dyr længere væk fra floddale. Telte og tøj af uld betød, at jamnajaer ikke kom til at fryse ihjel ude på de åbne vidder – langt fra floddalenes læ.
De næste århundreder kan arkæologerne følge jamnajaernes migration. Langs deres rute begravede de deres døde, og i kurgan efter kurgan har forskere fundet knogler og udvundet nok DNA til at slå fast: Jamnajaerne drog år for år længere mod vest.
Udvandringen er et mysterium
Jamnajaerne har fået navn efter “jama”, det russiske ord for grav. De var relativt mørke og havde brune øjne. På grund af deres proteinrige føde havde de stærke knogler og tænder, og de var højere end andre europæiske folkeslag.
Ud over jamnajaerne har enkelte andre folkevandringer også efterladt sig sproglige spor i Europa. For ca. 4.000 år siden bragte folkeslag fra Uralbjergene det finsk-ugriske sprog med sig til Ungarn, Estland og Finland.
Jamnajaerne gik i vævet uldtøj, bar smykker og forsvarede sig med økser, stridskøller og daggerter af kobber og bronze. I deres gravhøje har arkæologer også fundet ringe af sølv og guld, som viser, at både mænd og kvinder flettede håret.
Fornemme gravgaver – bl.a. et 70-liters bronzekar – vidner om, at jamnajaerne levede under høvdingestyre, for så kostbare genstande krævede et helt samfunds midler.
De var desuden dygtige keramikere, der fremstillede lerkar med snoredekorationer. Karrene var gode til at opbevare mjød i, som jamnajaerne drak til deres fester. Forskerne ved ikke, hvad der fik de første grupper af jamnajaer til at forlade deres hjemland.
Jordprøver viser, at stepperne blev koldere og tørrere, og flere skovområder forsvandt, så det kan tænkes, at jamnajaerne søgte bedre græsgange til deres kvæg eller blev for mange til at kunne brødføde befolkningen.
Kvinderne faldt for de høje krigere
Om jamnajaerne erobrede nyt land med vold, eller om de på fredelig vis blandede sig med den oprindelige befolkning, strides eksperterne fortsat om.
“Hvor gener vandrer i stort omfang, er det sandsynligt, at ord også gør det”. Genetikeren John Novembre, The University of Chicago.
Fund tyder på, at de nåede Donauflodens munding i Rumænien mellem 3000 og 2900 f.Kr. og derpå fulgte floden mod vest gennem nutidens Rumænien, Serbien og Ungarn.
Et stort europæisk forskningsprojekt under ledelse af professor Morten Allentoft fra Københavns Universitet undersøgte i 2015 DNA fra 101 jamnaja-skeletter fundet over hele Europa.
Det ældste skelet fundet i Tyskland stammer fra ca. 2750 f.Kr., mens det ældste skelet fundet i Danmark viser, at jamnajaerne nåede frem til Norden omkring år 2670 f.Kr. Ca. 100 år senere var der også jamnajaer i Sverige, Sydnorge og det sydvestlige Finland.
For en krigerisk erobring taler den kendsgerning, at 10 gange flere mandlige end kvindelige jamnaja-skeletter er fundet i Europa. Tallet tyder på, at det næsten udelukkende var unge mænd, som drog ud – formentlig for at føre krig.
I nogle få grave fra denne overgangsperiode mellem stenalderen og bronzealderen har arkæologer fundet bønder med knuste kranier – måske efter slag fra jamnajaernes stridskøller.
Oksetrukne kærrer banede vejen for Jamnajaernes indtog i Europa.
Arkæologerne har imidlertid ikke fundet en stor europæisk slagmark med mange døde, og mødet mellem nomaderne og bondesamfundene kan derfor lige så godt være foregået fredeligt – ved samhandel og ægteskaber på tværs af folkeslagene.
60 pct af Europa er i dag jamnajaer
Uanset om det var med krig eller charme, så efterlod de høje, mørke mænd et blivende aftryk på Europas gener. Op mod 60 pct. af europæerne skønnes i dag at nedstamme fra jamnajaerne, og til deres afkom gav jamnajaerne ud over deres gener også et helt nyt sprog.
Som den amerikanske genetiker John Novembre fra The University of Chicago forklarer:
“Hvor gener vandrer i stort omfang, er det sandsynligt, at ord også gør det”.
Indtil for nylig mente mange forskere, at jamnajaernes succes skyldtes, at deres krigere kæmpede til hest. Ny hollandsk forskning skyder imidlertid den teori ned. I 2021 tjekkede hollænderne alle fund af hesteknogler fra perioden, hvor jamnajaerne ankom fra øst.
Ingen af hestene stammede fra stepperne, så noget kavaleri-angreb var der ikke tale om. I stedet kom krigerne vandrende ved siden af deres oksekærrer. Da heste for første gang blev tæmmet på de russiske stepper, havde jamnajaer allerede boet i store dele af Europa i 800 år.
På europæiske sprog hedder mange ting stort set det samme – især ord, som folk også brugte for tusindvis af år siden.
Jamnaja præger næsten alle Europas sprog
I dag taler langt de fleste europæere et sprog, der stammer fra jamnaja-invasionen – såkaldt indoeuropæiske sprog. Selvom der nu om dage er stor forskel på fx græsk, islandsk, fransk og russisk, kan sprogforskerne se, at sprogene er beslægtede.
Det skyldes, at hver videreudvikling af det oprindelige indoeuropæiske sprog har gennemgået regelmæssige lydændringer; fx er h på moderne fransk blevet stumt, selvom skriften afslører, at det engang har været udtalt.
Ved at sammenligne ældre skrifter på mange sprog kan forskerne med deres viden om fonetik (lydlære) rekonstruere de ord, som jamnajaerne talte – før sprogene udviklede sig i hver deres retning.
Fem ord, som jamnajaerne bragte hertil
- Betyder, at jamnaja-ordets lyd er baseret på forskernes bud.
Ifølge en teori var jamnajaerne i mange områder i mindretal, men kom til at udgøre Europas herskende klasse, som flertallet forsøgte at efterligne. Snart gav mange sig til at lære erobrernes sprog, som var moderne, internationalt og gav prestige at kunne.
En senere udvandringsbølge fra jamnajaernes kerneland bragte det samme sprog til nutidens Indien og Iran, hvor befolkningen ligeledes tog det, forskerne kalder det indoeuropæiske sprog, til sig.
Takket være bevarede tekster på oldgræsk, latin og sanskrit har lingvister en idé om, hvordan det lød, når jamnajaerne talte. Ved at sammenligne fx det oldgræske ord for moder – méter – med det latinske mater og matar på sanskrit mener forskerne, at jamnajaerne kaldte på deres mor med ordet “méhter”.
Talelyde udvikler sig systematisk, og derfor er det muligt for lingvister at rekonstruere, hvordan beslægtede sprog lød, før deres veje skiltes, og de blev separate tungemål; fx har amerikansk og engelsk stadig meget tilfælles, da det trods alt ikke er mere end 230 år siden, at Den Amerikanske Uafhængighedskrig skilte dem ad. Men over tid vil de formentlig ende som vidt forskellige sprog.
Hvor baskerne og deres sprog kommer fra, er stadig et mysterium.
Baskisk er Europas sidste ursprog
Vil man vide, hvordan europæisk lød før jamnajaernes ankomst, kræver det ifølge nogle sprogforskere en rejse til Baskerlandet. I det nordlige Spanien og sydvestlige Frankrig tales i dag et sprog, hvis oprindelse eksperterne stadig søger efter.
Baskisk bærer ikke præg af jamnaja-påvirkning, og bortset fra en portion latinske låneord er det helt sit eget. Alt tyder på, at det er Europas sidste før-indoeuropæiske sprog.
Hvor fremmedartet baskisk er, giver deres talrække et fingerpeg om. En basker, der tæller til 10, siger: Bat, bi, hiru, lau, bost, sei, zazpi, zortzi, bederatzi, hamar.
Ord for helt jordnære ting er også yderst mærkværdige sammenlignet med nabosprogene fransk og spansk. På fransk hedder sætningen, “havet er stort”, la mer est grande, og på spansk la mar es grande. En basker vil derimod sige:
“itsasoa handia da”.
På samme måde har jamnajaernes sprog udviklet sig i vidt forskellige retninger, så mange af nutidens ca. 200 europæiske sprog ikke umiddelbart lyder til at have meget tilfælles.
Men som William Jones allerede var på sporet af i 1700-tallet, taler stort set alle europæere i dag en afart af selvsamme sprog, som for næsten 5.000 år siden ankom fra de russiske og ukrainske stepper.