Verdenssproget volapyk havde et kort liv
En nat hører tyskeren Johann Martin Schleyer Gud befale ham at lave et nyt sprog. Han udtænker straks et verdenssprog, der på få år bliver særdeles populært. Men en umulig grammatik og ophavsmandens stædighed dræber volapük lige så hurtigt igen.

Den pensionerede præst Johann Martin Schleyer opfandt sproget og holdt fast i, at kun han måtte ændre grammatikken.
I august 1884 mødtes en gruppe mænd og kvinder til en tre-dages konference på et kurhotel i den sydtyske by Friedrichshafen.
Deres indbyrdes samtaler foregik på tysk, men emnet rakte langt ud over landets grænser: verdenssproget volapük.
Alle havde stor tillid til, at deres cifal – leder på volapük – kunne gøre det fælles sprog til en verdensomspændnede succes og nedbryde enhver sprogbarriere.
Cifalen var Johann Martin Schleyer, der fem år tidligere havde lagt grunden til det nye sprog.
På denne tid var industrialiseringen i fuld gang.
Jernbaner og dampskibe knyttede verden sammen, og telegrafen satte menneskeheden i stand til at kommunikere hurtigt og over store afstande – uden nødvendigvis at forstå hinanden.
Schleyer havde en løsning på det forståelsesmæssige problem. Han var tidligere romersk-katolsk sognepræst i byen Litzelstetten nær Konstanz i Sydtyskland og brugte pensionisttilværelsen på at pusle med de 60 forskellige sprog, han hævdede at beherske.
En søvnløs nat i 1879 oplevede han, at Gud fortalte ham, at han skulle bruge sine sproglige evner til at skabe et verdenssprog, og Schleyer gik i gang med det samme.
Den aldrende mand arbejdede som en besat, og året efter udkom en bog med hans første grammatik.
Det nye universalsprog havde fået navnet volapük, der på Schleyers sprog betyder verdenssprog, og slog straks an. Grammatikbogen blev hurtigt udsolgt, og der opstod små selskaber for volapük-talende.