Verdenssproget volapyk havde et kort liv
En nat hører tyskeren Johann Martin Schleyer Gud befale ham at lave et nyt sprog. Han udtænker straks et verdenssprog, der på få år bliver særdeles populært. Men en umulig grammatik og ophavsmandens stædighed dræber volapük lige så hurtigt igen.
Den pensionerede præst Johann Martin Schleyer opfandt sproget og holdt fast i, at kun han måtte ændre grammatikken.
I august 1884 mødtes en gruppe mænd og kvinder til en tre-dages konference på et kurhotel i den sydtyske by Friedrichshafen.
Deres indbyrdes samtaler foregik på tysk, men emnet rakte langt ud over landets grænser: verdenssproget volapük.
Alle havde stor tillid til, at deres cifal – leder på volapük – kunne gøre det fælles sprog til en verdensomspændnede succes og nedbryde enhver sprogbarriere.
Cifalen var Johann Martin Schleyer, der fem år tidligere havde lagt grunden til det nye sprog.
På denne tid var industrialiseringen i fuld gang.
Jernbaner og dampskibe knyttede verden sammen, og telegrafen satte menneskeheden i stand til at kommunikere hurtigt og over store afstande – uden nødvendigvis at forstå hinanden.
Schleyer havde en løsning på det forståelsesmæssige problem. Han var tidligere romersk-katolsk sognepræst i byen Litzelstetten nær Konstanz i Sydtyskland og brugte pensionisttilværelsen på at pusle med de 60 forskellige sprog, han hævdede at beherske.
En søvnløs nat i 1879 oplevede han, at Gud fortalte ham, at han skulle bruge sine sproglige evner til at skabe et verdenssprog, og Schleyer gik i gang med det samme.
Den aldrende mand arbejdede som en besat, og året efter udkom en bog med hans første grammatik.
Det nye universalsprog havde fået navnet volapük, der på Schleyers sprog betyder verdenssprog, og slog straks an. Grammatikbogen blev hurtigt udsolgt, og der opstod små selskaber for volapük-talende.
Sprogbarrieren var brudt ned
Efter konferencen i Friedrichshafen fulgte en i München i 1887, og ved den tredje volapük-kongres i 1889 i Paris foregik al samtale på det nye sprog.
Arrangørerne havde endda sørget for, at tjenerne kunne svare på volapük.
Ved Paris-kongressen fandtes mere end 20.000 ord på sproget. Entusiaster havde etableret 283 volapük-selskaber, der var udkommet 316 lærebøger, og på verdensplan fandtes 25 aviser og tidsskrifter – heriblandt Cogabled (Vittighedsbogen), der udelukkende havde volapük-humor i spalterne.
Mere end 250.000 mennesker talte sproget, der var blevet så populært, at flere iagttagere anså det globale kommunikationsproblem for at være løst.
Den engelske matematiker og sprogforsker Alexander Ellis skrev at “enhver, der ønsker at undertrykke det universelle sprogs spøgelse, som førhen har hjemsøgt så mange sind lige fra Babelstårnets dage, bør slutte sig til de mange tusinder stemmer, som er klar til at sige lifom ös volapük – længe leve volapük!”
Samtidig med succesen bredte utilfredsheden sig. Schleyers rolle som enerådende cifal i bevægelsen betød, at kun han kunne godkende eller afvise tilføjelser eller ændringer i sproget.
Lokale volapük-selskaber fremsatte velbegrundede ændringsforslag, blot for at se dem afvist uden forklaring, og særligt sprogets udbredte brug af omlyd blev kritiseret.
Schleyer havde valgt engelsk som sprogets grundstamme, men tilføjet vokalerne ä, ü og ö, som gav udtalen en umiskendelig tysk klang og gjorde volapük vanskeligt at udtale.
Forklaringen på brugen af de særlige vokaler er formentlig, at Schleyer nok påstod at mestre 60 sprog, men at hans kendskab til engelsk var beskedent.
Ifølge samtidige kilder var han fx overbevist om, at engelsk også havde vokaler med omlyd.
Han argumenterede med, at ordet sir (hr.) blev stavet sör, for sådan lød den engelske udtale jo, og i hans tyske ører blev ordet much (meget) efter samme mønster til möch.
Schleyer var urokkelig.
At fjerne de mange ä, ü og ö’er ville efter hans mening betyde, at hele grammatikken skulle skrives om, og så måtte de 250.000 volapükister starte forfra. Ændringen kunne knuse hans livsværk.
Mens det interne pres steg, fik volapük konkurrence fra kunstsproget esperanto, der også var en enkelt mands værk.
Sproget var enklere at lære end volapük, og det fik succes, fordi opfinderen, Zamenhof, lod andre præge udviklingen. Sproget skulle udvikle sig naturligt, mente han.
Den første internationale volapük-kongres fandt sted i Friedrichshafen i 1884 og havde deltagere fra hele verden.
Schleyer afviste reformer
I et forsøg på at reformere sproget stiftede en gruppe deltagere ved Paris-kongressen et “sprogakademi” ledet af den fransktalende hollænder Auguste Kerckhoffs.
Han havde skrevet en populær volapük-grammatik og foreslog at begynde med en reform af udsagnsordene.
Kerckhoffs havde regnet ud, at sprogets mange forskellige for- og endestavelser resulterede i, at et enkelt udsagnsord kunne optræde i 504.440 forskellige former.
Det anså han for upraktisk.
Schleyer gik straks til modangreb. Fra talerstolen fastslog han på klingende volapük, at han ikke ville acceptere nogen ændring af det sprog, han havde skabt på Guds befaling.
Han krævede vetoret over for alle akademiets beslutninger. Dette afviste Kerckhoffs blankt, hvorpå kongressen gik i opløsning.
Siden forsøgte rebelske volapük-selskaber med deres egne reformer, men da Schleyer døde i 1912, var stort set alle volapükister sprunget fra.
Siden er der gjort flere forsøg på at genoplive verdenssproget, men i dag anslås det, at kun omkring 20 personer kan tale volapük.