Tidslinje for renæssancen: da ånden tog magten over historien

Et blomstrende handelsliv i det nordlige Italien omkring år 1400 bliver af historikerne ofte regnet for starten på renæssancen.

Driftige købmænd i byerne Firenze, Milano, Venedig og Genova havde under korstogene i 1100-1200-tallet tjent gode penge på at forsyne de mange gennemrejsende krigere fra hele Europa med skibe, forplejning og våben på deres vej til Jerusalem.

Efter pesten, som hærgede i 1300-tallet, fik de overlevende købmænd for alvor vind i sejlene: handel med tekstiler, lædervarer, juveler, optiske glaslinser og andre specialiserede varer gjorde i begyndelsen af 1400-tallet de italienske bystater til Europas suveræne økonomiske centrum.

For at vise deres rigdom, postede bystaternes herskere penge i kunst, arkitektur og uddannelsesinstitutioner. De gode vilkår fik kunstnere og lærde til at udvikle nye måder at opfatte verden på, som spredte sig fra Italien til resten af Europa.

Begrebet renæssance

Renæssancens mænd og kvinder kendte ikke deres samtid som "renæssancen".

Det italienske ord "rinascita" (genfødsel) blev ganske vist allerede i 1550 brugt i sin moderne betydning af den italienske maler, billedhugger og forfatter, Giorgio Vasari (1511-1574).

Det skete i hans bog: "De mest fremragende malere, skulptører og arkitekters liv." I bogen beretter og bedømmer han sin tids største kunstnere.

Ordet "rinascita" vandt dog aldrig indpas i renæssancens århundreder.

Termen renæssance blev først allemandseje fra midten af 1800-tallet, hvor den blev gjort berømt af den schweiziske kulturhistoriker, Jacob Burckhardt, i hans meget indflydelsesrige bog "Renæssancens Kultur i Italien".

Førrenæssancen

Ideen om en renæssance indbefatter, at ånd og kunst har været død og nedfrossen i en lang periode siden Roms fald.

Tidligere tiders opfattelse af denne middelalder som mørk har historieforskningen dog forkastet i dag.

Der skete nemlig også spring i både den materielle og åndelige udvikling i "den mørke middelalder". I dag taler flere forskere faktisk om, at der fandtes andre renæssancer før 1400-tallet.

Det gælder den karolingske renæssance i 800-tallet under Karl den Store, hvor der skete en kulturel opblomstring inden for kunst, videnskab og uddannelse.

Og det gælder det 12. århundredes renæssance, hvor Europa oplevede sociale og økonomiske forandringer, og antikkens filosofiske tænkning blev revitaliseret.

De gamle grækeres kultur blev genopdaget i renæssancen: oldtidens verdensbillede var nemlig i højere grad baseret på, hvad mennesket kunne begribe med deres sanser og deres intellekt - ikke på hvad religionen dikterede.

Videnskabsfolk fandt logik, matematik, fysik, filosofi og astronomi hos antikkens tænkere, og kunstnere genfandt idealer som skønhed, ro, symetri og enkelhed i oldtidens templer, skulpturer og mosaikker.

Fra det hedengangne romerrige genfandt renæssancens lærde interessen for den version af det latinske sprog, som romerske digtere, retorikere og politikere havde brugt til at udtrykke sig med.

Før renæssancen havde idealet for det latinske sprog været den skolastiske latin, som var blevet udviklet i middelalderens munkevæsen.

Børn fra velstillede familier blev i renæssancen igen sat til at lære latin i den romerske tradition, så de kunne opnå en dannelse og veltalenhed funderet i antikken, hvilket var idealet for rigtige renæssancemennesker.

I middelalderen havde livet på jorden været hårdt, præget af sygdom og død – og frygten for Guds straf.

Kirken havde opretholdt sin store magt ved at prædike undergang og helvedespinsler til alle, der ikke adlød den blindt.

I renæssancen ændredes måden at opfatte livet på fundamentalt i visse kredse, da renæssancefilosofferne – også kendt som humanisterne – hævdede, at mennesket gennem fornuft og god moral selv havde indflydelse på sin tilværelse.

Humanisternes forbilleder var antikke tænkere som Aristoteles, Augustin og Cicero, der i 1. århundrede f.Kr. havde lanceret begrebet humanitas – ’det, der kendetegner mennesket’.

Under renæssancen begyndte arkitekter at opfatte sig selv som selvstændige kunstnere, i stedet for anonyme håndværkere, der murede for fyrsten.

Superstjernen blandt de italienske arkitekter hed Brunelleschi, og som noget helt nyt brugte han perspektivtegninger, som han konstruerede efter den gamle græker Euklids matematiske principper.

Brunelleschis opfindelse af det lineære perspektiv betød, at en tegning med stor nøjagtighed kunne efterligne den virkelighed øjet ser: På en horisontlinje anbringes et forsvindingspunkt, der dikterer tegningens proportioner og gør, at de forholder sig indbyrdes korrekt.

Centralperspektivet var tidens hotteste ide og herskede i arkitektur såvel som billedkunst.

Renæssancearkitekternes foretrukne elementer var søjler, kolonnader og volutter fra antikken, kupler, buer og cirkelformede bygninger, samt dekorative springvand, der viste, at de havde styr på hydraulik.

Bedre søkort, bedre navigationsinstrumenter og bedre byggede skibe betød, at renæssancens dristige søfarer opdagede nye landområder.

Da europæerne ønskede sig asiatiske krydderier til deres mad og var trætte af at betale osmannere og kinesere i dyre domme for at få dem bragt over landjorden via Silkevejen, drev jagten på de værdifulde krydderier de konkurrerende søfartsnationer Portugal og Spanien til at investere i lange og bekostlige søfartsekspeditioner.

I 1492 financierede det spanske regentpar således Christopher Colombus og hans verdensberømte sejlads over Atlanten, som skulle føre ham til Indien – men i stedet ledte ham til det for europæerne ukendte, amerikanske kontinent.

Søvejen til Indien blev i stedet portugiseren Vasco da Gamas fortjeneste i 1498.

Opdagelsesrejserne og renæssancen

De store opdagelsesrejser har ikke direkte noget med renæssancen at gøre. De tager i hvert fald ikke ikke udgangspunkt i en stigende interesse for antikken.

Tværtimod bliver konsekvensen af opdagelsen af, at verden er rund og meget større end først antaget, at det verdensbillede, der har været dominerende siden antikken, bliver forkastet.

Renæssancen og de store opdagelsesrejser har dog det til fælles, at de begge er udtryk for, at horisonten bliver udvidet i renæssancen, både den geografiske og den åndelige.

Opdagelsen af perspektivet fik i renæssancen kunsten til at ligne virkeligheden, ved hjælp af dybde og korrekte proportioner.

Kunstnere studerede desuden anatomi, og renæssancestjernen Leonardo da Vinci gik så vidt som til at udforske dyre- og menneskekroppe ved at dissekere lig.

Portrætkunst blev en vigtig, ny genre i renæssancen, og blandt de velstillede blev det på mode at lade sig forevige på lærredet.

Renæssancens italienske mestre som Raphael, Botticelli, Leonardo da Vinci og Michelangelo udviklede forfinede teknikker, der gjorde det muligt at gengive et ansigt med dets specifikke træk og udtryk.

Som noget nyt kunne en enkeltstående kunstner skabe sig et navn og berømmelse. Tidligere arbejdede malere mere anonymt og gerne flere sammen om at frembringe et værk, der kunne sælges uden nogen særlig signatur på.

I Nordeuropa medvirkede renæssancens tro på det fri og skabende menneske til, at den katolske paves magt blev brudt, og at den protestantiske kirke opstod.

Den 31. oktober 1517 hamrede den tyske præst Martin Luther ifølge overleveringen en liste op på kirkedøren i Wittenberg over ting, der bekymrede ham ved den katolske kirke.

Luther protesterede imod, at præsterne var formidlere af kontakten til Gud. I stedet kæmpede han for, at kun det enkelte menneskes tro – det personlige forhold til Gud, frem for den katolske kirkes ydre ceremonier, ritualer og afladshandel – kunne være vejen til frelse.

Reformationen varede ved til midten af 1600-tallet, og var et opgør med middelalderens opfattelse af mennesket som et syndigt væsen.

Det meste af Nordeuropa konverterede til protestantismen under renæssancen.

Fra midten af 1500-tallet tager den katolske kirke udfordringen op fra reformationen ved både at præcisere de katolske dogmer, men også ved at reformere visse af kirkens egne skikke.

For eksempel bliver afladshandlen kraftigt reduceret i løbet af århundredet. Samtidig bliver inkvisitionen, den katolske kirkes forhør af og mulige senere rettergang over kættere, styrket.

Inkvisitionen havde allerede længe før reformationen retsforfulgt anderledes tænkende og brændt kættere på bålet.

Efter reformationen tager dette til som et led i den katolske kamp mod de nye kirkelige strømninger.

Den katolske kirkes åndelige modoffensiv er senere blevet kaldet for modreformationen.

Modreformationen kommer også til udtryk i senrenæssancens malerkunst i Sydeuropas katolske lande.

Det sker blandt andet i den italienske malers Caravaggios (1571-1621) voldsomme skildringer af tortur og død, der fremmaner den katolske inkvisitions pinsler og plager.

I middelalderen havde blikket været vendt indad og ned i jordens pløre og helvedes flammer, men i renæssancen fik den naturvidenskabelige revolution igen blikket vendt ud imod universet.

Kirken hævdede at jorden – Guds skaberværk – var verdens urokkelige centrum, men den polske astronom Nicolaus Kopernikus påviste i 1543 i sin bog "Om Himmellegmernes Omløb", at jorden i virkeligheden cirklede i en bane om solen.

Hans tanker blev understøttet af italienske Galileo Galilei, som byggede en kikkert kraftig nok til at se ud i rummet. Kikkerten var få år forinden blevet opfundet i Holland, formentlig af brillemageren Hans Lippershey.

I Danmark observerede astrologen Tycho Brahe i 1572 en ny stjerne i stjernebilledet Cassiopeia og beviste dermed, at verdensrummet var foranderligt. Efter opdagelsen udfærdigede Tycho Brahe den første, samlede stjerneoversigt siden oldtiden.

I Holland betød en blomstrende handel i 1500-tallet ligesom i Italien, at kunst og arkitektur fik gode vilkår.

De nederlandske og flamske malere var stærkt inspirerede af renæssancestrømingerne fra Italien.

Malere som Jan van Eyck og Gerard David udviklede en særlig realisme, der blev kaldt naturalisme, og som blev meget efterspurgt i samtiden, mens Hieronimus Bosch, Pieter Breugel og Hans Holbein udviklede sig i hver deres retning, hvilket fik renæssancens nederlandske malerkunst til at fremstå som meget personlig og individuel.

I Amsterdam og Rotterdam voksede universiteterne sig betydelige under renæssancen. Således regnes præsten Erasmus af Rotterdam for en af 1500-tallets vigtigste humanister. Han forfægtede ideen om, at mennesket har en fri vilje og et selvstændigt ansvar for at leve op til moralske idealer.

De hollandske kartografer Gerardus Mercator og Johannes Janssonius tegnede kort over landområder og himmelrummet med planeterne, som siden skulle blive kendt som tidens fineste.

Janssonius var desuden forlægger og ejede otte boghandelforretninger ud over hele Europa, fra Stockholm til Geneve.

Renæssancens impulser nåede Skandinavien via Tyskland og Holland i 1500-tallet, mest i form af arkitektur.

Nederlandske bygmestre blev hentet til norden for at bygge herregårde og slotte for de skandinaviske monarker, ligesom hollandske malere var eftertragtede ved hofferne i København og Stockholm.

Ideologisk slog renæssancens idealer om humanisme og frihed ikke rigtig igennem i Skandinavien.

Renæssancen i Danmark og Norge

Det gjorde derimod Reformationen, som i 1536 nåede til Danmark og Norge, da Luther-tilhængeren Christian d. 3. besteg tronen. Norge var både før og efter renæssancen en del af Danmark.

I Danmark bliver renæssancen primært forbundet med Kong Christian IV, der regerede landet fra 1588 - 1648.

Dette skyldes primært de mange storstillede byggeprojekter, som Christian d. IV. tog initiativ til med inspiration og assistance fra bygmestre fra Holland, der var rundet af den nederlandske renæssance.

Renæssancen i Sverige

Impulser fra renæssancen er i 1500-tallet i Sverige også tydeligst at spore i arkitekturen. Renæssancen når også sent frem til Sverige, og det sker ligesom i Danmark i en noget udvandet form, hvis man sammenligner med både den hollandske, den mellemeuropæiske og den italienske renæssance.

I Sverige opererer man mere med begrebet Vasatiden end renæssance, når man taler om perioden efter senmiddelalderen. Vasatiden indledes, da den svenske adelsmand Gustav Vasa i 1523 blivet kåret til konge af Sverige.

Gustav Vasas efterkommere bliver siddende på tronen til midten af 1600-tallet. Reformationen af den katolske kirke i Sverige bliver gennemført i Vasatiden mellem 1527 og frem til ca. 1600.

Renæssancen kulminerede i perioden 1495 til ca. 1520, som kaldes for højrenæssancen, mens senrenæssancen fortsætter frem til ca. 1600.

Da enevælden fra starten af 1600-tallet gjorde sit indtog rundt om i Europa, sluttede den ideologiske renæssance endegyldigt.

På kunstens område gled renæssancestilen gradvist over i manierismen, som i højere grad bevægeligheden i måden at skildre menneskekroppe på. De gjorde dem bl.a. langstrakte og gav dem dynamik ved hjælp af stærkere lys-skygge spil.

Modsat den ofte nøgne menneskekrop i højrenæssancen, malede manieristerne masser af broderier og pynt på flotte klædninger. Stilen fortsatte over i den svulstige barok, der ledsagede enevælden.

I Holland indtrådte den såkaldt hollandske guldalder i 1600-tallet, hvor malere som Vermeer, Rubens og Rembrandt gjorde Holland til Europas førende kunstnation.

I Skandinavien fik renæssancearkitekturen et sidste opsving i Danmark under Christian d. 4. med bygningsværker som Rundetårn, Rosenborg Slot og Børsen, der regnes for at være stærkt inspireret af hollandsk renæssancestil.