Violin-virtuos spillede fallit

I bålenes skær udpenslede han, hvordan de sammen skulle skabe frihedens paradis her i vildnisset – ingen sult som hjemme i Norge, ingen forstokkethed og modvilje mod nye idéer.

“Det rungende ekko fra hvert et træ, I kan fælde, vil blive hørt i Moder Norge og bringe vore brødre til os, og vi vil skabe et Ny Norge, indviet til selvstændighed, døbt til frihed og beskyttet af det amerikanske flag!”

Herefter greb han sin violin og udøste sine følelser i form af guddommelige toner.

Publikum lyttede tryllebundet, for i 1852 regnede mange Ole Bull for verdens bedste violinist, og normalt spillede han koncerter for fulde huse i Europas og USA’s storbyer.

Nu stod han her i en uberørt dal, hvor kolonien Oleana skulle blomstre til et nyt og bedre Norge.

Året efter kunne flere af tilhørerne vemodigt tænke tilbage på den aften, hvor de stadig troede på Bulls vidtløftige ord.

Barne-rebel ville kun spille musik

Norges største violin-stjerne og kolonibygger blev født i Bergen i 1810.

Landet havde dengang kun fire år tilbage under dansk herredømme, inden nordmændene måtte finde sig i at blive overdraget til Sverige som krigsbytte.

Ole Bull var søn af en apoteker og en advokat-datter, og dermed tilhørte han Bergens velstillede borgerskab.

Ved siden af dagligdagens faste opgaver nød begge forældre at spille musik – og tonerne fascinerede den lille dreng fra en tidlig alder.

Som otte-årig fik han lov til at deltage med en nyanskaffet violin.

Forældrene elskede musikken. Til gengæld bekymrede det dem, at deres ældste søn tilsyneladende ikke kunne koncentrere sig om andet.

Han lå i åben krig med sin huslærer, og ofte stak han af for at øve sig på sit instrument.

Ole blev selv den drivende kraft i sin musikalske udvikling, men han forsøgte alligevel at lære af de bedste; siden skulle han fx kalde Mozart for sin religion.

Et mere jordnært forbillede var den italienske violin-virtous Niccolò Paganini, en levende legende.

Ifølge Ole Bulls anden hustru, Sara, tiggede han sin bedstemor om at købe nodehæfter med kompositioner af mesteren.

“Sig det ikke til nogen”, konspirerede den gamle dame, “men jeg vil prøve at købe et af hans stykker til dig, hvis du er en god dreng”.

Da han fik noderne, forsvandt han ud i familiens havehus.

Norge var for lille til elite-musik

Apoteker blev Ole Bull aldrig, måtte hans familie sande. Og han havde heller intet talent som præst – det stod lysende klart, da han dumpede til optagelsesprøven i latin på universitetet i Christiania, nutidens Oslo.

I stedet gav den 18-årige koncerter, men mulighederne i Bergen var begrænsede.

Uden en egen konge manglede Norge den hofkultur, som kunne aflønne orkestre med professionelle musikere og drysse stipendier ud over landets unge talenter.

“Han lignede en ballon, der slider og rykker i sine tove for at slippe bort og stige”, mente en ven.

Selvom Ole Bull var en glødende norsk patriot, rejste han i 1831 afsted for at prøve lykken i Paris, der var verdens musikalske hovedstad.

Byernes By viste sig at være fuld af talentfulde unge mænd, der drømte om det store gennembrud – præcis som den 21-årige Ole Bull.

Han druknede i mængden af musikere, hvoraf adskillige sidenhen skulle blive store verdensnavne.

Som selvlært havde han ikke fået undervisning hos anerkendte mestre og manglede derfor kontakter.

Bedre blev det ikke af, at han nægtede at søge ind på Paris’ musikkonservatorium for at få en formel uddannelse.

“Hvis Ole Bull var gået den rette vej, ville han være blevet den største violinist nogensinde”, vurderede en ungarsk kollega.

I stedet gik nordmanden fra skuffelse til skuffelse, og Paris-opholdets eneste lyspunkt blev, da han oplevede den store Paganini optræde.

Efter et par år forlod han byen for at rejse til Schweiz, hvor det store gennembrud ventede.

Succes åbnede døre i Paris

Fra den første koncert var schweizerne vilde med Ole Bulls violin. Rygtet om den talentfulde nordmand løb i forvejen, og for hver by, han besøgte hen over sommeren 1833, blev publikum større.

Fra Schweiz fortsatte Ole Bull til Italien, hvor begejstringen kun voksede.

Fra hans violin flød en følelsesfuld og medrivende musik, som stillede ekstreme krav til hans smidighed og styrke, og de italienske tilhørere elskede hver en tone.

Da Ole Bull vendte tilbage til Paris i 1835, var det i triumf. Dørene til byens Grand Opera stod nu på vid gab for ham, og kritikerne lovpriste hans optrædener i de førende branche-tidsskrifter.

“Han viste ikke blot sine evner med vanskelige stykker; hans violin sang så udtryksfuldt, at man næsten kunne tro, at den havde en menneskelig stemme.

Hans magiske toner er de mest vidunderlige hørt, siden Paganini var her”, skrev “Le Courrier des théâtres”.

Også mødet mellem violin-geniet og hans unge norske beundrer fandt omsider sted.

Ole Bull var ude at spadsere i Paris, da den store Paganini kom gående den modsatte vej – og italieneren hilste ham ved navn:

Selv tidens største violinist anerkendte stortalentet fra Norge!

USA var frihedens land

Ole Bull blev gift med en ung pariserinde, men hverken hustruen Alexandrine eller en voksende børneflok fik ham til at falde til ro. I stedet turnerede han Europa tynd.

I 1838 besøgte han København, hvor Frederik 6. ærede ham med en audiens og spurgte, hvordan han dog havde lært at spille så smukt.

“Af Norges fjelde, Deres Majestæt!” svarede Bull poetisk og uden tøven.

Desværre havde den 70-årige monark ingen sans for romantisk nonsens:

“Få den mand ud”, hviskede kongen i øret på en adjudant. “Han er jo gal”.

Ole Bulls største og mest indbringende triumfer fulgte i 1843, hvor han besøgte USA.

Den unge nation havde kun få dygtige kunstnere, men et stort velhavende publikum, som gjorde ham rig. Samtidig kunne han sole sig i beundringen.

“Hvordan han gjorde det, forstår jeg lige så lidt, som jeg forstår, at solen skinner, eller at foråret får alt til at blomstre. Jeg ved blot, at musik gik fra hans sjæl ind i min og bar den op for at bede sammen med englene”, skrev en kvindelig skribent i avisen “Boston Courier”.

Ole Bull gengældte kærligheden, for i USA oplevede han frihed og respekt for mænd, som vover at sigte højt.

Begge dele stod i skarp kontrast til det Norge, han vendte hjem til i 1849.

Ole Bull fik nok

Tilbage i Bergen førte Ole Bull an i etableringen af det første norsksprogede teater i januar 1850.

Her skulle talentfulde nordmænd stå for alt – i stedet for de danskere, som indtil nu havde siddet tungt på landets kunst.

Violin-stjernen stod selv på scenen, da Det Norske Teatret åbnede for publikum.

Snart havnede Ole Bull dog i åben fejde med det lokale politi. Betjentene, der havde ordre til at overvåge offentlige begivenheder, forlangte gratis adgang til forestillingerne.

Ole Bull tildelte dem elendige pladser, og som hævn blev violinisten anholdt adskillige gange.

Konflikten med politiet gav Ole Bull et ry som ballademager, hvilket skadede ham, da han bad det norske selvstyre i hovedstaden om støtte til teatret.

“At Ole Bull har gjort Norges navn kendt i verden, er ikke grund til, at vi i praksis skal betale ham for det”, udtalte en kritisk politiker.

Violinisten fik ingen penge, og omtrent samtidig begyndte hans hustru at tale om skilsmisse.

Hun følte sig ensom, fordi hendes ægtemand turnerede i en uendelighed. Træt af det hele forlod Ole Bull sin hjemstavn.

Violinisten emigrerede til Amerika – og han agtede at invitere andre nordmænd med sig.

Norsk koloni skød op i Pennsylvania

Straks efter ankomsten til USA gik Ole Bull i gang med at etablere en koloni for norske indvandrere.

Første punkt var at finde et stykke land, men for en rig musiker var det intet problem.

I september 1852 var jorden købt, og foran et håndværkersjak på 30 mand fastgjorde Ole Bull koloniens fane til en flagstang.

Norges korsfane i rød, hvid og blå fyldte midten, mens det amerikanske Stars and Stripes dækkede resten af dugen.

“Flaget steg langsomt og yndefuldt mod sin plads. Midtvejs foldede en blid brise det stolt ud, og navnet Oleana blev givet til nordmændenes nye hjem”, rapporterede en amerikansk journalist.

Scenen udspillede sig i en dal i Pennsylvania – omgivet af træklædte fjelde.

Ole Bull havde brugt 10.000 dollars af sin personlige formue, hvilket svarer til omkring 2 mio. danske nutidskroner.

For det beløb erhvervede han 45 km2 ubeboet jord.

Han havde ikke besøgt området inden handlen, men han satte sin lid til, at nordmænd ville føle sig hjemme blandt træer og fjelde.

En mere dreven investor havde nok interesseret sig for, hvorfor ingen før havde bosat sig i området.

Nu stod nybyggerhøvdingen i sit lille rige for første gang. Hans tilbedende flok var ikke rigtige kolonister, men øvede håndværkere, som han havde hyret i New York.

En god portion af dem var desuden danskere frem for nordmænd.

Men det fik ikke lov til at spolere den gode stemning, mens flaget strøg til tops.

Snart gik håndværkerne i gang med at opføre koloniens første bygninger, mens Ole Bull drog ud for at finde landsmænd til at flytte ind i dem.

Immigranter blev hentet på båden

I september 1852, få uger efter, at Ole Bull havde hejst flaget i Pennsylvania, ankom immigrant-skibet Incognito med omkring 130 nordmænd til New York.

Briggen havde knap lagt til, før en midaldrende mand med et venligt ansigt steg ombord.

“Kom til vores Ny Norge i Pennsylvania, hvor I vil finde et varmt hjerte og en hjælpende hånd”, opfordrede Ole Bull de norske passagerer.

Nogle genkendte ham. Resten kendte hans navn, for han var Norges berømteste mand.

Størstedelen af passagererne ombord på Incognito var egentlig på vej til Wisconsin og Minnesota, hvor andre skandinaviske immigranter allerede havde slået sig ned, men de lyttede til deres karismatiske landsmand, som med sin tale fremmanede billederne af et norsk nybygger-paradis.

“Tilbuddet lød, at alle ville få 50 acres land (godt 20 hektar, red.) for tre dollars pr. acre, men betalt med to arbejdsdage om måneden i tre år”, berettede nordmanden Jens Jacobsen Skoien siden.

“Til at begynde med ville du få 15 dollars om måneden, husly og gratis måltider var inkluderet. Senere ville det ændres til én dollar om dagen og et gratis hus med egen forplejning”.

Jens Jacobsen Skoien kunne ikke sige nej til så godt et tilbud, og han var blandt de 105 mænd, kvinder og børn, som satte kurs mod Oleana.

Selv Incognitos kaptajn rejste med for at se det nye Norge, inden han igen stod til søs.

Violinisten tænkte meget stort

Mens Ole Bull rekrutterede nybyggere i New York, udstak en landmåler plads til fire bosættelser i Pennsylvania.

Centralt lå byen Oleana, den kommende hovedstad, og de omgivende dale ville rumme Valhalla, Ny Bergen og Ny Norge, hvor violinisten agtede at opføre sit hus.

Ifølge planen skulle hver by have en skole og en kirke, og Ole Bull drømte om at åbne en ingeniørhøjskole i Oleana.

Første opgave var dog at opføre bygninger, så nordmændene fik tag over hovedet. Desuden måtte skov fældes i dalene, for det var meningen, at landbrug skulle brødføde kolonien.

Kun ét enkelt hjulspor førte gennem det øde område – og regn forvandlede ofte sporet til et bundløst pløre.

Men Ole Bull havde fået at vide, at jernbanen snart ville blive forlænget ind i denne del af Pennsylvania.

“Jeg føler mig fredfyldt”, skrev Jens Jacobsen Skoien i et brev, efter at han og de andre immigranter fra Incognito var ankommet.

“Jeg kan sige med overbevisning, at jeg 10 gange hellere vil være her end i Norge”.

Tilbage i hjemlandet skrev aviserne flittigt om Ole Bulls amerikanske bosættelse.

Nogle var indignerede over, at nordmænd blev opmuntret til at rejse bort, men flere erkendte det tillokkende ved frihed og billig jord.

Ingen vidste, at Ole Bull ikke ejede så meget som én kvadratmeter land i Pennsylvania.

Norsk patriot blev amerikaner

Pennsylvanias love dikterede, at ingen udlænding kunne eje mere end 5.000 acres – ca. 20 km2 – jord i delstaten.

Selvom Ole Bulls formue havde betalt for det areal, hvor kolonien var ved at tage form, lå ejerskabet derfor indtil videre i hænderne på et udviklingsselskab.

Ole Bull måtte blive amerikaner, hvis han skulle udfylde rollen som koloniens alfaderlige høvding.

Og som en ægte showmand besluttede han, at dette skulle ske foran selveste Independence Hall i Philadelphia, hvor amerikanerne havde erklæret deres uafhængighed fra Storbritannien i 1776.

“Jeg vil skatte statsborgerskabets privilegium højere end nogen jordisk besiddelse”, erklærede Ole Bull med hånden på hjertet i efteråret 1852.

Ole Bulls tilhørere jublede, men hjemme i Norge udløste nyheden raseri: Violinisten var Norges berømteste søn, og det rystede mange, at han nu vendte sit fædreland ryggen.

Først efter seks år i USA ville han dog have fuldt statsborgerskab – og så længe blev han ikke.

Oleana var resultatet af en drøm, men nu begyndte virkelighedens knusende brutalitet at indhente kolonisterne.

Kolonien var for de unge og stærke

Pennsylvanias vildnis viste sig langt vanskeligere at tæmme, end Ole Bull og hans kolonister havde troet.

Før Oleana kunne blive et landbrugssamfund, skulle jorden ryddes for træer, og trods store anstrengelser sneglede arbejdet sig frem.

“Vi befandt os blandt høje fjelde og smalle dale, som blev gennemskåret af små floder, med tæt skov”, skrev Jacob Olsen Wollaug, som var ankommet med Incognito.

“Alle forstod, at det ville tage en menneskealder her at rydde til en gård, som var stor nok til at forsørge en familie”.

Hans landsmand og medpassager Jens Jacobsen Skoien så lysere på fremtiden, men også han erkendte, at opgaven foran dem var stor:

“Dette sted er ikke for hvem som helst, som får lyst til at udskifte Norge med Amerika”, skrev han hjem til Norge.

“Dette er et sted for folk i deres bedste alder, som kan og vil arbejde”.

Beretninger om de hårde strabadser nåede Norge, mens året 1852 nærmede sig sin afslutning.

Det afskrækkede nogle fra at prøve lykken i Oleana, men rekrutteringen led især under rygter om, at Ole Bull var ved at løbe tør for penge.

Grundlæggerens penge slap op

Ole Bull var en mand med store visioner og meget begrænset praktisk sans. Han havde aldrig for alvor gjort sig klart, hvad etableringen af Oleana ville kræve – endsige, hvad den ville koste.

Op mod 300 nordmænd og andre skandinaver knoklede efterhånden i skovene, og allerede kort inde i koloniens historie klagede de første over uregelmæssig lønudbetaling.

Økonomisk var alt i den skønneste orden, fik nybyggerne at vide.

Nogle tvivlede, for Ole Bull forlod snart Pennsylvanias skove for at turnere rundt i USA og rejse penge med sin violin.

Men indtægterne fra hans koncerter var langtfra nok, og Oleanas små marker gav et ringe udbytte.

“Bull holdt sig borte, og ingen penge kom. Folk tabte tålmodigheden, forlangte betaling for arbejdet indtil nu og stoppede al fremtidig indsats”, beklagede Jacob Olsen Wollaug, der bl.a. kunne se træfældningen gå i stå.

Kolonisternes stedse mere negative beretninger fra Oleana afskrækkede nu for alvor folk hjemme i Norge.

Kun få nye immigranter dukkede op, og de kunne ikke opveje antallet af kolonister, som gav op og søgte et bedre liv vestpå. Nogle blev kun i Oleana, fordi de ikke havde råd til at rejse, før den skyldige løn var betalt.

Mad blev en mangelvare, og nybyggernes tøj var for længst forvandlet til pjalter.

I maj 1853 dukkede Bull op – med al sin optimisme i behold. Over for de måbende nybyggere talte violinisten om at grundlægge endnu en by, og han ignorerede alle, som kaldte det skovklædte og ujævne terræn for håbløst landbrugsland.

På USA’s uafhængighedsdag, 4. juli, brugte han en formue på fyrværkeri, selvom han skyldte alle i kolonien penge.

Vildnisset vandt over kolonisterne

Drømmen brast omsider i oktober 1853 – godt et år efter grundlæggelsen af Oleana.

Selv Ole Bull måtte indse, at hans ambitiøse projekt var en fiasko, og hans kommende koncerter blev annonceret som velgørenhedsarrangementer til fordel for de nødlidende kolonister.

“Det smerter os at høre, at Ole Bulls koloni lukker”, skrev en Philadelphia-avis. “Ikke mere end 40 immigranter er tilbage i bosættelsen”.

Optimisten Jens Jacobsen Skoiens familie holdt ud indtil 1854, hvor den flyttede til Minnesota. 10 år senere døde han af sygdom som soldat under den amerikanske borgerkrig.

Arkivalier viser, at et lille antal nordmænd og danskere stadig befolkede det forhenværende Oleana på den tid.

Så sent som i 1904 rapporterede en lokal avis, at den sidste af de oprindelige kolonister var fundet død.

Han var eneboer og sultede eller frøs formentlig ihjel.

Ole Bull selv genoptog sit omflakkende turnéliv, selvom fiaskoen havde gjort ham nedtrykt. Han blev ved med at tjene godt, men hans omdømme kom sig aldrig helt over Oleana. Hjemme i Norge var det længe en folkesport at gøre sig lystig over den violin-spillende fantast.

Fx får hovedpersonen i dramatikeren Henrik Ibsens “Peer Gynt” (1867) den fikse idé, at han vil grundlægge en koloni i Sahara kaldet “Gyntiana”.

Ole Bull tilbragte de sidste år af sit liv på øen Lysøen ud for Bergen, hvor hans hjem i dag er indrettet som museum.

Musikken fulgte ham til det sidste, og han udåndede i 1880 til tonerne af Mozarts dødsmesse, “Requiem”.