Hulton Archive/Getty Images

Vovehalse kørte ræs med løver i dødsdromen

Vovehalsen Ferald Egbert fik tilskuere til at gyse, når han drønede rundt i dødsdromen med sin løve.

Et af historiens vanvittigste stuntnumre så dagens lys i midten af 1920’erne: Dødsræs med løver.

I begyndelsen af 1900-tallet trak det fulde huse, når vovehalse drønede rundt i dødsdromer – tøndeformede maneger, hvor de på motorcykler eller i biler kørte på lodrette vægge.

I 1927 videreudviklede amerikanske vovehalse nummeret ved at lade løver jagte køretøjerne rundt i dødsdromen. Ferald Egbert gik dog endnu længere.

Han monterede en sidevogn på sin racerbil, hvori han trænede en løve til at sidde.

Nummeret tog verden med storm, for én ting var at drøne rundt på en lodret væg i rasende fart – noget helt andet var det at gøre det sammen med en 200 kg tung, brølende løve.

Det dødsensfarlige nummer blev hurtigt kopieret og forblev populært i de følgende 40 år.