Fra den første TV-western rullede over de amerikanske fjernsynsskærme i 1949, blev seerne taget med storm.
Danskerne måtte nøjes med “Præriens sorte maske” (“The Lone Ranger”) om den mystiske, maskerede helt, som uge efter uge gjorde det vilde vesten til et bedre sted, men det var bare én af de flere hundrede TV-westerns, som blev produceret i 1950’erne og 1960’erne.
Alene i 1959 blev der hver uge sendt 28 forskellige westerns i primetime på USA’s dengang tre landsdækkende kanaler.
Seksløbere og cowboyhatte var stort set en garanti for succes – ikke bare i seertal, men også i legetøjssalg.
I slutningen af 1950’erne blev der solgt legetøj for 125 mio. dollars (ca. 7 mia. kr. i dag) fra TV-westerns om året. Ikke engang skaberne af serierne kunne begribe succesen.
En manuskriptforfatter udtalte til Time Magazine:
“Jeg forstår det ikke. Hvorfor gider nogen bruge så meget tid på at glo på den forkerte ende af en hest?”
Måske var svaret, at cowboyen talte til det inderste i amerikanernes hjerter: Drømmen om de åbne vidder og trangen til at bygge noget op.
Så gjorde det ikke så meget, at mange episoder var optaget på et par dage og med et skrabet budget – heller ikke, at manuskripterne var klichéfyldte og altid fyldt med ædruelige cowboys, onde indianere og hjælpeløse kvinder.
Cowboy-præsidenten vandt sin popularitet i TV
Da Ronald Reagans filmkarriere så småt ebbede ud midt i 1950’erne, gik han til TV, hvor han bl.a. kunne udnytte sine rå træk i mange westerns.
Hans sidste rolle var i “Death Valley Days” fra 1964 til 1965.
Herefter satsede han på en politisk karriere og blev i 1966 valgt til Californiens guvernør og som USA’s præsident i årene 1981-89.
Reagan spillede bevidst på sit gamle image som cowboy i valgkampagnerne.
Ørkenheden fik følelserne i kog
En western skulle optages hurtigt og helst billigt.
Derfor valgte producenterne at filme i Californiens ørken, der lå tæt på TV-studierne i Los Angeles.
Ifølge mange skuespillere var der en god stemning, når kameraerne var slukkede, men kombinationen af kedsommelig ventetid mellem scenerne, ørkenens hede og godt med alkohol kunne hurtigt ende galt.
Ifølge sminkøren Kenneth Chase var det ganske almindeligt, at statister og stuntmænd kom op at slås mellem optagelserne – ofte iført sminke og kostume.
TV-anmeldere afskyede genren
De amerikanske TV-westerns var især lavet til børn, og ifølge en medieforsker i 1959 var det ikke ualmindeligt, at “babyens vugge blev skubbet hen foran TV’et”, når cowboysene tonede frem på skærmen.
De fleste anmeldere hadede den letbenede underholdning, der var i færd med at fordumme den unge generation.
En skidt karl bar en sort hat
Allerede i stumfilmens tidsalder fandt filmselskaberne på et simpelt kneb, så biografgæsterne hurtigt kunne kende forskel på de gode og de onde: Heltene gik med hvide cowboyhatte, skurkene fik de sorte.
Symbolikken blev overtaget af mange TV-westerns, men her kunne personerne godt være mere sammensatte; fx gik en hårdkogt dusørjæger med hjertet på rette sted med en mørk hat.
Westerns var også for voksne
I 1955 skete der et skred i westerns, da nye serier blev produceret med et voksent publikum for øje.
En af dem var “Gunsmoke”, som blev en enorm succes, vandt fornemme priser og fik 20 år på skærmen.
Med 635 episoder er serien stadig en af de længste i TV-historien.
Komedie blev sømmet i kisten
Fra 1970’erne var tiden ved at løbe fra westerns, og det endelige slag kom med Mel Brooks’ komedie “Blazing Saddles” i 1974.
Som den første gjorde filmen tykt nar ad alle genrens klichéer, og nogle få år efter premieren var den klassiske western stort set forsvundet fra amerikansk TV.