Fra den første TV-western rullede over de amerikanske fjernsynsskærme i 1949, blev seerne taget med storm.
Danskerne måtte nøjes med “Præriens sorte maske” (“The Lone Ranger”) om den mystiske, maskerede helt, som uge efter uge gjorde det vilde vesten til et bedre sted, men det var bare én af de flere hundrede TV-westerns, som blev produceret i 1950’erne og 1960’erne.
Alene i 1959 blev der hver uge sendt 28 forskellige westerns i primetime på USA’s dengang tre landsdækkende kanaler.
Seksløbere og cowboyhatte var stort set en garanti for succes – ikke bare i seertal, men også i legetøjssalg.
De amerikanske western-serier havde altid en rigtigt ørehængede temasang. En af de mest kendte var fra serien “Bonanza”, som løb over skærmen fra 1959-73.
I slutningen af 1950’erne blev der solgt legetøj for 125 mio. dollars (ca. 7 mia. kr. i dag) fra TV-westerns om året. Ikke engang skaberne af serierne kunne begribe succesen.
En manuskriptforfatter udtalte til Time Magazine:
“Jeg forstår det ikke. Hvorfor gider nogen bruge så meget tid på at glo på den forkerte ende af en hest?”
Måske var svaret, at cowboyen talte til det inderste i amerikanernes hjerter: Drømmen om de åbne vidder og trangen til at bygge noget op.
Så gjorde det ikke så meget, at mange episoder var optaget på et par dage og med et skrabet budget – heller ikke, at manuskripterne var klichéfyldte og altid fyldt med ædruelige cowboys, onde indianere og hjælpeløse kvinder.
Mere end 100 firmaer lavede merchandise for cowboy-helten Hopalong Cassidy, bl.a. sæbe, ure, slips, cykler og bestik.
Western-stjerne opfandt merchandise
Western-seriernes umådelige succes i TV skyldes én mand, skuespilleren William Boyd.
Han havde spillet den klassiske westernhelt Hopalong Cassidy i 66 biograffilm, og i 1948 købte han rettighederne til hele sit bagkatalog.
Filmene præsenterede han for TV-selskabet NBC i forkortede versioner, som blev en bragende succes.
Boyd var også den første til at udnytte sin popularitet til at sælge mængder af merchandise til børn.
“Death Valley Days” var en antologi om historiske personer i Death Valley.
Cowboy-præsidenten vandt sin popularitet i TV
Da Ronald Reagans filmkarriere så småt ebbede ud midt i 1950’erne, gik han til TV, hvor han bl.a. kunne udnytte sine rå træk i mange westerns.
Hans sidste rolle var i “Death Valley Days” fra 1964 til 1965.
Herefter satsede han på en politisk karriere og blev i 1966 valgt til Californiens guvernør og som USA’s præsident i årene 1981-89.
Reagan spillede bevidst på sit gamle image som cowboy i valgkampagnerne.
Mange af de klassiske westerns blev optaget “on location” i de amerikanske sydstater.
Clint Eastwood fik sit gennembrud med serien “Rawhide” i 1959. Imellem optagelserne spillede han golf med sig selv i ørkenlandskabet.
Ørkenheden fik følelserne i kog
En western skulle optages hurtigt og helst billigt.
Derfor valgte producenterne at filme i Californiens ørken, der lå tæt på TV-studierne i Los Angeles.
Ifølge mange skuespillere var der en god stemning, når kameraerne var slukkede, men kombinationen af kedsommelig ventetid mellem scenerne, ørkenens hede og godt med alkohol kunne hurtigt ende galt.
Ifølge sminkøren Kenneth Chase var det ganske almindeligt, at statister og stuntmænd kom op at slås mellem optagelserne – ofte iført sminke og kostume.
I “Rawhide” kunne seerne bl.a. oplevende en syngende Clint Eastwood.
Selvom alle gik med våben, blev de fleste kampe afgjort med slagsmål.
Seksløberne skulle helst ikke affyres
TV-stationerne frygtede statslig censur og pålagde derfor sig selv strenge etiske regler gennem brancheorganisationen Television Code.
Western-skurkene skulle være tydeligt onde, og et par måtte ikke dele seng.
Drukkenskab og sjov med religion var forbudt. Vold skulle også begrænses, så i mange westerns blev skurkene ikke dræbt – de fik blot skudt deres pistol ud af hånden.
Børn kunne snildt se en ny western hver eneste dag – hvis de fik lov af deres forældre.
TV-anmeldere afskyede genren
De amerikanske TV-westerns var især lavet til børn, og ifølge en medieforsker i 1959 var det ikke ualmindeligt, at “babyens vugge blev skubbet hen foran TV’et”, når cowboysene tonede frem på skærmen.
De fleste anmeldere hadede den letbenede underholdning, der var i færd med at fordumme den unge generation.
Cowboys fyldte skærmen hele aftenen
Colt .45: Kl. 19.00-19.30
Maverick: Kl. 19.30-20.30
The Lawman: Kl. 20.30-21.00
The Rebel: Kl. 21.00-21.30
The Alaskans: Kl. 21.30-22.30
Det var meget sjældent, at indianerne i TV-westerns blev spillet af indfødte amerikanere.
Film- og TV-selskaberne havde faste indendørs og udendørs kulisser.
Kulisserne kunne bruges igen og igen
En væsentlig grund til, at TV-westerns kunne laves så billigt, var, at produktionsselskaberne ejede deres egne wild west-byer.
Mange af disse kulisser var årtier gamle, men de kunne med enkelte ændringer og nye kameravinkler genbruges i utallige produktioner; fx blev Paramounts by ved Agoura Hills bygget i 1927 til stumfilm, men byen blev også benyttet til HBO-serien “Westworld” i 2016.
To år efter brændte cowboy-byen ned under en af de californiske skovbrande.
Hovedpersonerne i “Maverick” var berømte for at gå med hhv. sort og hvid hat.
En skidt karl bar en sort hat
Allerede i stumfilmens tidsalder fandt filmselskaberne på et simpelt kneb, så biografgæsterne hurtigt kunne kende forskel på de gode og de onde: Heltene gik med hvide cowboyhatte, skurkene fik de sorte.
Symbolikken blev overtaget af mange TV-westerns, men her kunne personerne godt være mere sammensatte; fx gik en hårdkogt dusørjæger med hjertet på rette sted med en mørk hat.
Bret Maverick fra serien “Maverick” var en af western-genrens mest populære anti-helte.
John Wayne var en af de skuespillere, som aldrig gik over til TV.
Filmselskaber lå i åben krig med TV
Fra 1920’erne og frem var mindst hver fjerde nye amerikanske biograffilm en western.
Men da fjernsynet indtog hjemmene i 1950’erne, var biografernes cowboy-monopol pludselig truet, og nu var filmselskaberne tvunget til at kæmpe om biografgæsterne.
Løsningen blev at lave dyre og kunstnerisk mere ambitiøse westernfilm – samt gennem reklamekampagner at understrege, at TV-westerns bare var en dårlig kopi af den ægte vare.
I reklamen for filmen “Cowboy” (1958) bliver en mand så frustreret over den forudsigelige handling, han ser på TV, at han udbryder: “Jeg er så træt af barnlige westerns!”
Selvom filmselskaberne oplevede et fald i indtjening, forblev westernfilm dog en god investering – selv i 1950’erne.
Bl.a. Burt Reynolds kunne opleves i “Gunsmoke”.
Westerns var også for voksne
I 1955 skete der et skred i westerns, da nye serier blev produceret med et voksent publikum for øje.
En af dem var “Gunsmoke”, som blev en enorm succes, vandt fornemme priser og fik 20 år på skærmen.
Med 635 episoder er serien stadig en af de længste i TV-historien.
Barbara Stanwyck spillede ofte en selvstændig kvinde, der brød med de typiske kønsroller.
Kvinderne skulle helst være i nød
TV-westerns var befolket af mænd – de færreste af dem havde kvinder i en hovedrolle.
I stedet blev smukke kvinder hyret til blot en enkelt episode, hvor de typisk kom ud i store vanskeligheder og skulle reddes af helten, som de efterfølgende forelskede sig i.
Men da den klassiske cowboy aldrig blev længe ét sted, så red han naturligvis videre på nye eventyr i næste afsnit.
“Blazing Saddles” viste bl.a., hvor racistisk det vilde vestens samfund var.
Komedie blev sømmet i kisten
Fra 1970’erne var tiden ved at løbe fra westerns, og det endelige slag kom med Mel Brooks’ komedie “Blazing Saddles” i 1974.
Som den første gjorde filmen tykt nar ad alle genrens klichéer, og nogle få år efter premieren var den klassiske western stort set forsvundet fra amerikansk TV.