Jeg kunne se Sulla ved siden af os. Næste gang, jeg kiggede, var hun væk: ingen lyd, ingen vragdele – intet. Jeg antog, at hun væltede rundt og sank på grund af isens vægt Sømanden Harold O’Neill i marts 1942 om det lille eskorteskib Sulla
Overisning truer konstant i Det Arktiske Hav. Sømændene er derfor travlt optaget at holde bl.a. signallamperne isfri. Lamperne er – ud over flag – skibenes eneste kommunikationsmiddel.
I 1942 mærker nazisterne for alvor virkningen af forsyningerne, der strømmer ind i Sovjetunionen fra de allierede. I alt 12 konvojer har klaret skærene gennem det arktiske farvand fra Island til Murmansk. Med ombord har de allierede skibe alt fra kampvogne til dåsemad.
Hitler beordrer en øjeblikkelig stopper for trafikken, og tyske krigsskibe, ubåde og fly igangsætter en skæbnesvanger jagt på de arktiske konvojer. Med ét bliver de allierede fragtskibe jaget vildt i det iskolde hav.
Tidligt i foråret 1942 trækker mørke, truende skyer sig sammen over konvojfarten, og konvojen PQ 13 bliver opdaget af tyskerne.
Lasten med brændstof og ammunition gjorde skibene til sejlende krudttønder. Tykke røgsøjler rejste sig fra skibene i konvojerne, når de tyske piloter ramte plet.
Først på eftermiddagen sværmer tyske bombefly over konvojen og slipper deres bomber. To skibe bliver sænket, og de overlevende overladt til en isnende skæbne i redningsbåde på det iskolde hav.
Da konvojen omsider ankommer til Murmansk, er seks skibe og 148 mand gået ned.
Krigens sidste øjenvidner
Trygve H. Johansen er en af Norges mest dekorerede krigssejlere. Han modtog en række medaljer for krigsindsatsen, bl.a. den russiske Ushakov-medalje. Medaljen tildeles veteraner, som sejlede med de arktiske konvojer og udmærkede sig med tapperhed i forsvaret af Rusland.
Trygve Haavald Johansen (1921–) deltog i Murmanskkonvojerne og er en af Norges mest dekorerede krigssejlere. Han blev født 16. oktober 1921 i Stallogargo i Finnmarken og sejlede i neutral fart med den norske handelsflåde i 1939 og i allieret tjeneste fra 1940.
Vi var i livsfare hver eneste dag
"I februar 1942 var jeg matros på skibet Ogna. Jeg var 21 år gammel, men først nu indså jeg, at jeg levede et liv, hvor jeg hele tiden var i livsfare. Spørgsmålet var hver eneste dag: Er dette min sidste rejse? Overlever jeg denne dag? Angsten steg med hver sejlads. Da vi forlod havnene, steg den mentale belastning, ikke mindst for maskinfolkene. Dæksbesætningen kunne i det mindste se, hvad der foregik, og om faren truede, mens dem i maskinrummet ikke opdagede noget, før det hele eksploderede."
