Jeg kunne se Sulla ved siden af os. Næste gang, jeg kiggede, var hun væk: ingen lyd, ingen vragdele – intet. Jeg antog, at hun væltede rundt og sank på grund af isens vægt Sømanden Harold O’Neill i marts 1942 om det lille eskorteskib Sulla
Overisning truer konstant i Det Arktiske Hav. Sømændene er derfor travlt optaget at holde bl.a. signallamperne isfri. Lamperne er – ud over flag – skibenes eneste kommunikationsmiddel.
I 1942 mærker nazisterne for alvor virkningen af forsyningerne, der strømmer ind i Sovjetunionen fra de allierede. I alt 12 konvojer har klaret skærene gennem det arktiske farvand fra Island til Murmansk. Med ombord har de allierede skibe alt fra kampvogne til dåsemad.
Hitler beordrer en øjeblikkelig stopper for trafikken, og tyske krigsskibe, ubåde og fly igangsætter en skæbnesvanger jagt på de arktiske konvojer. Med ét bliver de allierede fragtskibe jaget vildt i det iskolde hav.
Tidligt i foråret 1942 trækker mørke, truende skyer sig sammen over konvojfarten, og konvojen PQ 13 bliver opdaget af tyskerne.
Lasten med brændstof og ammunition gjorde skibene til sejlende krudttønder. Tykke røgsøjler rejste sig fra skibene i konvojerne, når de tyske piloter ramte plet.
Først på eftermiddagen sværmer tyske bombefly over konvojen og slipper deres bomber. To skibe bliver sænket, og de overlevende overladt til en isnende skæbne i redningsbåde på det iskolde hav.
Da konvojen omsider ankommer til Murmansk, er seks skibe og 148 mand gået ned.
Krigens sidste øjenvidner
Trygve H. Johansen er en af Norges mest dekorerede krigssejlere. Han modtog en række medaljer for krigsindsatsen, bl.a. den russiske Ushakov-medalje. Medaljen tildeles veteraner, som sejlede med de arktiske konvojer og udmærkede sig med tapperhed i forsvaret af Rusland.
Trygve Haavald Johansen (1921–) deltog i Murmanskkonvojerne og er en af Norges mest dekorerede krigssejlere. Han blev født 16. oktober 1921 i Stallogargo i Finnmarken og sejlede i neutral fart med den norske handelsflåde i 1939 og i allieret tjeneste fra 1940.
Vi var i livsfare hver eneste dag
"I februar 1942 var jeg matros på skibet Ogna. Jeg var 21 år gammel, men først nu indså jeg, at jeg levede et liv, hvor jeg hele tiden var i livsfare. Spørgsmålet var hver eneste dag: Er dette min sidste rejse? Overlever jeg denne dag? Angsten steg med hver sejlads. Da vi forlod havnene, steg den mentale belastning, ikke mindst for maskinfolkene. Dæksbesætningen kunne i det mindste se, hvad der foregik, og om faren truede, mens dem i maskinrummet ikke opdagede noget, før det hele eksploderede."
Læs også om:
Blitzkrig i Arktis
100 “latterlige” kilometer står i 1941 mellem tyske elitestyrker og kontrollen med den vigtige havn Murmansk i det nordlige Rusland, og Hitler forlanger havnebyen indtaget. Selvom afstanden er kort, skal krigen i Arktis blive brutal.
Millioner af myg, klipper, mudder og et evigt dagslys slider på psyken, mens russiske soldater indleder et forbitret forsvar i det øde terræn.
Eskorten stikker af
I foråret 1942 sætter tyskerne nådesløst ind og konvojen PQ 17 kommer til at betale den højeste pris. Af frygt for at miste krigsskibe beordrer de allierede konvojens 35 forsvarsløse fragtskibe overladt til sig selv i Barentshavet.
På fragtskibene må besætningerne vantro se til, mens eskorteskibene for fuld fart sejler mod vest og forsvinder i horisonten. Tyskerne venter forude.
Slutspil i Arktis
I tre år har russiske tropper holdt den tyske hær stangen ved floden Litza i en stillingskrig, hvor fronterne bogstavelig talt er frosset fast. Men den 7. oktober 1944 begynder en tordnende ildstorm fra kanoner, granatkastere og stalin-orgler.
Tyskerne må trække sig tilbage og efterlader et bredt spor af død og ødelæggelse gennem Finmark.
