EUROPA I FLAMMER – Invasionen i Normandiet
Den 6. juni 1944 ser de tyske soldater i forsvarsstillingerne langs Normandiets kyst et skræmmende syn. En gigantisk armada toner frem i morgendisen over den engelske kanal, og hundreder af små landgangsfartøjer er på vej mod kysten. De næste 24 timer bliver nogle af de mest afgørende i verdenshistorien.
Jeg nåede op til stranden, og nogle få af mine mænd sluttede sig til mig. Jeg talte hurtigt mændene, og vi var kun 11 tilbage ud af de 30 i landgangsbåden
Sergent Lee Polak anede ikke, hvad han havde i vente, da han og resten af delingen skovlede vand med deres hjelme for at holde fartøjet flydende de sidste meter ind mod stranden.
Datoen var den 6. Juni 1944 og historiens største invasion var i gang. En enorm armada af minestrygere, slagskibe, destroyere nærmede sig Normandiets kyst.
Og bag dem transportskibe, som søsatte landgangsbåd efter landgangsbåd med soldater, kanoner, kampvogne og andet materiel.
Over 150.000 allierede soldater blev 6. juni 1944 landsat på Normandiets kyster sammen med et stort antal kampvogne, kanoner og andet materiel.
Resten af vejen gennem brændingen og det lave vand mod strandene måtte mændene klare sig, så godt de kunne, under konstant beskydning fra de tyske forsvarsværker.
Den tyske maskingeværskytte Heinrich Severloh var blevet vækket nogle timer før af en forpustet løjtnant med ordene:
“Det er nu, det sker. Kom, Heinrich, de har ringet. Overhængende fare …!”.
Kort efter var mændene på deres post i Widerstands Nest 62 ved den strand, de allierede havde døbt Omaha Beach.
Tyske maskingeværstillinger kunne fange ethvert punkt på strandene i krydsild. Forsvarsværkerne langs kysten var desuden omgivet af minefelter, så selvom fjenden brød gennem linjen, kunne han kun rykke langsomt fremad.
Tyskerne skød på alt, hvad der bevægede sig, og de amerikanske soldater var lette mål på den brede, flade strand.
På et tidspunkt var der et midlertidigt ophør i angrebsbølgerne, og Heinrich Severloh fik tid til at se sig om:
Over en strækning på blot 300 meter lå hundreder og atter hundreder af amerikanske soldaters livløse kroppe – nogle steder lå de oven på hinanden.
De allierede soldater på de flade strande var lette mål for de tyske maskingeværskytter. På Omaha Beach var der kun en lav mur at søge ly bag, og mange nåede ikke så langt.
På den vestlige del af stranden var chefen for 116. regiment gået i land en time efter første angrebsbølge. Sammen med ham ankom brigadegeneral Norman Cota, næstkommanderende i 29. division, som regimentet tilhørte.
På vej ind blev de beskudt, og adskillige folk fra regimentsstaben blev dræbt.
Cota nåede helskindet op til strandmuren.
Han begyndte at samle folk i improviserede enheder:
Dø ikke på stranden. Dø oppe på skrænten, hvis I endelig skal dø, men se at komme væk fra stranden, ellers vil I helt sikkert dø”
Den 51-årige brigadegeneral Norman Cota, tv med hjelm, kom helskindet i land og var 6. juni 1944 en af de højeste rangerende på Omaha Beach. Han fik overlevende ud af deres choktilstand og gav dem besked på at trænge op ad skrænten. Cota deltog senere i befrielsen af Paris og i slaget om Hürtgenskoven, hvor hans division led store tab.
Krigens sidste øjenvidner
Arden Earll var blot 19 år, da rampen på hans landingsfartøj gik ned på Omaha Beach den 6. juni 1944. Klokken syv om morgenen kæmpede han sig i land sammen med mænd fra den 29. divisions 116. regiment og så unge mænd knække sammen og venner dø.
Hvorfor blev de dræbt og ikke mig?
Vi var en del af anden bølge, og kl. 7 havde vi siddet i det lille landingsfartøj i cirka tre timer, mens det pløjede mod Normandiet. Nu var vi tæt på stranden, og nogen sagde “der er Frankrig”, men da jeg kiggede, kunne jeg ikke se land, kun tyk røg. Kompagni A var gået ind cirka 30 minutter tidligere. De var i første bølge og skulle have ryddet forhindringerne på stranden, så vi hurtigt kunne begynde at angribe, når vi landede.
Arden Earll meldte sig til hæren i 1943 og deltog i angrebet på Omaha Beach under D-dag, hvor hans regiment var et af de hårdest ramte.
Earll døde den 29. november 2020, kort efter dette interview.
Læs hele interviewet med Arden Earll i Bind 3 af bogserien EUROPA I FLAMMER.
